Kategoriarkiv: Anmeldelser

“Hjem” – en leg på tæppet

 

Foto: Andreas Bergmann steen

Foto: Andreas Bergmann Steen

I de selv samme minutter som Paris bliver ramt af terror, leger jeg sammen med det øvrige publikum i performanceinstallationen ”Hjem”, at jeg er syg. Vi ligger på nogen madrasser og jamrer, kalder på vand og omsorg. I en verden, hvor millioner er fordrevet fra deres hjem, synes ”Hjem” som et velvalgt tema for Seimi Nørregaards seneste værk.

Der har været allergiske reaktioner fortæller Seimi inden vi træder ind i performanceinstallationen og inden hun selv sætter sig med et klæde over hovedet. Jeg tænker om det er den hengemte lugt af gammelt tøj, der er årsagen.

Det er Warehouse9 i Kødbyen, der denne gang ligger rum til. Vi går rundt på strømpefødder, på en sammenstøbning af brugte væg-til-væg-tæpper. Publikum bliver straks sat i sving med opgaver, såsom at gemme slik, sorterer tøj efter farver, klippe bogstaver og støvsuge madrasser. Jeg deltager velvilligt og med åbent sind og forsøger at kode meningen, men føler allermest, at jeg er blevet sat tilbage i børnehaven.

Med masser af brugt stof, et socialrealistisk tema og en form, der blander rum, installation, performance, publikumsinvolvering og digt, er ”Hjem” et typisk Seimi Nørregaard.

Samtidig forekommer ”Hjem -En ommøblering af det kendte” som et forsøg på konsekvent at dekonstruere både form og indhold. Alt hvad der foregår, bliver på en måde lige-gyldigt. ”Ingen rejser sig og går, ingen bliver siddende”, flyder ud af Seimis mund. Vi kan lade være, eller ikke lade være. Således går den dybere mening også tabt for mig. Det hele virker for nemt og for lemfældigt.

Hvis man vil, kan man godt finde pointer og måske skal installationen have lov til at vokse igennem publikumsinvolveringen, der ved hver forestilling efterlader sig spor til den næste forestilling. Men der er for meget selvsving over performanceduoen Seimi Nørregaard og Boaz Barkan, som godt kunne have brugt input, der ikke blot kom fra et umælende publikum. Vi kan gemme slikket, vælge bogstaverne og sorterer farverne i tøjet, lade os gelejde rundt efter Seimis barnlige instruktioner, men hvad mere faciliterer forestillingen?

Brugte madrasser, en parasol, et interimistisk plankeværk er måske nok et rumdigt for, hvor skrøbelig en illusion hjemmet som skærm mod verden er blevet. Og skabe og skuffer, der gemmer ubrugelige genstande, gestalter måske nok vores meningsløse ophobninger, og Seimi med klæde over hovedet, vores fornægtelse. Men performancens barnlige attitude forbliver en leg på tæppet og de rumlige digte fortaber sig i meningsløs hoppen på madrasser. Jeg er ikke længere noget barn, jeg kan ikke længere blot lege videre midt i en verden af galskab. Således står paradokserne i kø, i en cirkel, der slutter om sig selv, i ”Hjem -en ommøbleringen af det kendte”.

Iscenesættelse: Seimi Nørregaard og Boaz Barkan
Sted: Warehouse 9,  København V
Spilleperiode: 11. – 27. november 2015 Tirsdag-lørdag kl. 20, søndag kl. 15
Udstilling: Tirsdage og fredage kl. 13-18 – gratis entré

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

+1 – Et sort rum, der aldrig forsvinder

+1_MÆRKVÆRK_PerMortenAbrahamsen_10

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Apocalyps now” er svært at udtale for en ung pige med selvværdsproblemer, præcis lige så svært som det er at gestalte en ung piges ensomhed. Teater Mærkværk kaster sig dog modigt ud i begge dele med en monologen +1 af Line Mørkeby. Raphael Solholm, har stået for scenografien, der lever op til alle turnekrav og består af et kvadratisk scenerum af sorte vægge og tre hvide kæmpepuder. Lamperne, der hænger på toppen af væggene udgør lyssætningen. Bedst som man tror, at rummet ikke gemmer nogen overraskelser, hives lakridskonfektdåser ud af usynlige åbninger i væggen og rummet forvandles til et hvidt projektionslærred for den ensomme pige, der har et dødningehoved af nitter på sin sorte t-shirt. Men så er det også slut med overraskelser i denne forestilling og som min 13 årige datter bemærker: ”den siger ligesom ikke noget nyt, alt det ved jeg godt i forvejen, så hvad mere vil forestillingen fortælle mig?” Fra mit voksenperspektiv forstår jeg hende, men tænker også, at denne forestilling ikke skal stå alene, men suppleres af formidlingsmateriale og være oplæg til diskussion rundt omkring på skoler og gymnasier.

Videodesigneren har ligesom scenografen ikke pyntet på noget, projektionerne er skåret ind til nærmest dokumentarisk virkelighed, der paradoksalt ikke er virkelighed i forestillingen, men den virkelighed, som monologholderen forestiller sig hun ville have, hvis hun ikke var ensom. Dette greb er interessant i sig selv som oplæg; for hvad er virkelighed i selviscenesættelsen på de sociale medier?

Identifikationen med monologholderen (Anne Gry Henningsen) var svær at opnå. Som min datter sagde; “hvorfor kunne man ikke finde en yngre skuespiller, der passede bedre til alderen?” Fra mit voksenperspektiv, er mit gæt, at det måske netop er meningen, at der ikke skal være en alt for stærk identifikation, men at publikum skal kunne distancere sig for at kunne se problematikken.

+1 er på sin vis blottet for visuel poesi og bør snarere vurderes for sin terapeutiske effekt, end for sine kunstneriske kvaliteter. Der hvor man kunne poetisere, har man undladt det, de sorte vægge forsvinder aldrig helt, vi ser aldrig pigen i den ensomme spot i det uendelige sorte rum. Som publikum er vi beskuere af både flere virkelighedslag og en nøgen gestaltterapeutisk apokalypse med kæmpepuder, men også det, er en kunst i sig selv.

 

SPILLESTED&SPILLEPERIODE:
Teater Grob, København: 20. – 30. oktober 2015. Teater Nordkraft, Aalborg 3. – 9. november 2015

PRODUCERET AF: MÆRKVÆRK og TEATER NORDKRAFT

MEDVIRKENDE ANNE GRY HENNINGSEN
INSTRUKTØR LEIV ARNE KJØLLMOEN
DRAMATIKER LINE MØRKEBY
SCENOGRAF & LYSDESIGNER RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM
LYD- & VIDEODESIGN RASMUS KREINER

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

HIC SUNT LEONES – SMITTEFARE JEANNE D’ARC – Vor fælles skæbne i junglesumpens dyb

HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc

Foto: Sydhavn Teater

Hele verden er i krise, den fattige tredje verden især, vi vil så gerne hjælpe, men kan vi det, uden grundig ransagelse af vores egen rolle i krisen og det der har skabt den?

Sydhavn Teater har sammen med det tyske team og Warehouse 9, skabt en totalteaterinstallation i WH9’s lokaler i Københavns Kødby, hvor de dissekerer vestens rolle i den tredje verden.

Foran indgangen til WH9 stimer folk sammen og jeg undrer mig over en backpacker med høretelefoner og tyggegummi, der blander sig i mængden, men ligesom hende er jeg jo også på en slags ekskursion. Totalteatret er for længst gået i gang…

Publikum bliver sluppet løs på loftet og må selv navigere rundt. Jeg bliver dog som de fleste andre i mørket tiltrukket at en mandlig silhuet på baggrund af en grønlig projektion.

Junglens billeder projekteres på en sygeskærm og skikkelsen spejler vores eksistentielle refleksioner; ”Hvorfor er vi her?” ”Hvordan eksisterer vi uden liv, død, tro og tillid?” ”Hjælp os med at samle stumperne!” Så kommer backpackeren trampende og spørger om vej og vi følger alle efter Backpackeren og den hvidmalede skikkelse, udsmykket med sorte pigge, der bevæger sig edderkoppeagtigt gennem rummet.

Den anden ende af loftsrummet danner setting for en primitiv lejr i en afrikansk bush. Her sidder den kyniske lejesoldat bag et skrivebord med en computer, hvor han enten tjekker folk ud eller ser på porno med en ødelagt globus ved hans side. Hans roommate slænger sig på madrassen og zapper sig gennem voldsvideoer med henrettelser og tortur, som han også kalder porno. Backpackeren ankommer og viser sig at være en NGO’er, der er ivrig efter at komme i gang med vaccinationsprogrammet. Remedier fra et felthospital står ubrugte hen, der ligger dukker i små senge og nussede feltmadrasser spredt på gulvet.

Publikum må placere sig, hvor de vil; følge de enkelte performances, der opstår, fra enhver vinkel, vove sig ud i rummets kroge eller ned i den mørke tåge, hvorfra mystiske primale lyde stiger op.

Nedenunder befinder vi os i en slags junglesump. Hvidt støv i mørket danner ulmende former af kropsdele. Lemmer fra dukker og udefinerbare genstande flyder i bunker og jeg får et chok, da en bunke med et bliver levende. En spolebåndoptager kaster roterende projektioner rundt. Fragtmenter af en offerbænk anes, hvidmalede skikkelser danner deres egne fremmede ritualer hernede i sumpen. Publikum kigger på, tager billeder, men besmittes med det hvide støv, der ligger overalt. Backpackeren er på en hellig mission, på flugt fra de hvide væsner. Utallige billeder af barbarisk skønhed blander sig med hinanden alt efter hvor jeg står og kulminerer i en voldsom offerscene, der vender vores vestlige selvbillede på hovedet og viser globaliseringens gru. Jeanne D’arks korstog slutter, der hvor hendes identitet afsløres og vi indser vores fælles skæbne i junglesumpens dyb.

Scenografen og videokunstneren Christian Bech, har sammen med det kunstneriske team skabt et gennemført scenografisk univers, der gør publikum til medskabere af den komplekse billedmosaik i både gestaltet og bogstavligste forstand. Et opråb fra globaliseringens sump!

Fakta: HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc  #1 er første del af et toårigt teaterprojekt i samarbejde med Mirko Borscht, Warehouse9 i København og Teater Nordkraft i Aalborg. Forestillingen videreudvikles til en opsætning på Teater Nordkraft med premiere i september 2016

Dele af den nyskrevne tekst består af brudstykker af Friederich Schillers Jomfruen fra Orleans fra 1801

SKUESPILLERE: Olaf Højgaard, Mille Maria Dalsgaard og Malik Grosos
PERFORMERE: Jørgen Callesen og Carla fra Helles7ed
INSTRUKTION: Mirko Borscht (DE).
SCENOGRAFI OG VIDEO: Christian Bech (DE).
MUSIK: Carla fra Helles7ed.
KOSTUMER: Elke von Sivers (DE)
TEKNIK: Ruth-Johanne Andersson

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Billedfortælling uden kompas på Teaterøen

Jeg har begivet mig ud på Teaterøen, der ligger midt på Refshaleøen, midt i mellem glemt industri og kreative værksteder og for tiden huser en del af CPH Stage’s mere alternative forestillinger.

Ved indgangen modtager jeg dagspasset; en lille grøn stoflap med bredde- og længdegraden påtrykt. Så ved jeg, hvor jeg er. Også når jeg lukkes ind i mørket til Carte Blanches og Animationsworkshoppens forestilling, Time Woke Up in Darknes, hvor jeg skal lukke og åbne øjnene og se nuet, som kontinuerligt forsvinder. Forestillingen eksperimenter med tiden, som formmæssig faktor, igennem et interdisciplinært møde mellem animationens og teatrets tidsmæssige arbejdsbetingelser. Som publikum inviteres du til at interagere med rummet og være ét med nuet. Scenerummet er et laboratorium med ø’er af installationer, der sammen skaber et slags kosmos, og hvor abstraktioner af naturens elementer på forskellig vis mødes i performative interaktioner. Jeg kan således tænde og slukke for den lille lygte om halsen, lade mig blive henvendt til eller lade være, slå mig ned i flydepuderne, lukke øjnene og blive bragt ud på en rejse, der starter i mit eget lille lysende hjerte. Jeg kan åbne øjnene og betragte animationens bevægelse blive til af lysende streger mens performeren næsten står stille. Og jeg kan få en sten i hænderne, lukke øjnene og mærke dens egen leg med tyngdeloven. Jeg kan lege med lyset og ligge mig under bølgerne, der sænker sig over mig, akkompagneret af interstellar lyd.

Er jeg blevet ældre eller yngre? Fik de bøjet tiden? Fik de den vækket i det mørke rum, eller stod den stille? Måske svaret er at finde, hvis jeg en dag vender tilbage og betragter mit portrætbillede fra den dag i det mørke rum.

Da jeg bagefter kommer ud i lyset, må jeg lede en ekstra gang efter den lille grønne lap i lommen, der sikre mig entre til den næste forestilling.

Fra foyerens univers af møbelkluns med lysekroner, kanelabre og chaiselonger, guides vi ud på grusvejen og hen til en døråbning i en stor træbygning. Indenfor sidder Sylvia ved et bord og skriver på en skrivemaskine i et sort rum.

Sylvia, af Teater Svada, er en afdæmpet monolog, baseret på den amerikanske digter og forfatterinde, Sylvia Plath, som led af klinisk depression og til sidst tog sit eget liv. Her den sceniske fortælling skåret ind til benet; neutrale elementer, udgør bord og stol. Udover skrivemaskinen er der en telefon, som lyses op i nogen af de momentvise billeder, som forestillingen er klippet sammen af. Et kabel og murstensvæggen får dermed stor billedlig betydning, i den minimalistiske scenografi. Sylvia er, med sine slidte røde pumps og beskedne 50’er dress, som en tidslomme, der med teksten bringer os ind i Sylvia Plaths liv. Teksten eller manuskriptet over hendes liv er i bogstaveligste forstand hele tiden i hænderne på skuespilleren på scenen. At scenografien er skåret ind til benet, giver her god mening, idet teksten og de den skaber i publikums bevidsthed er det afgørende.

Tilbage i foyeren, er Mr Rise & Peanuts i gang med at varme op til deres danseperformance, Small!, som betyder ”bang” i datid på svensk. De to performere leger med ironisk distance med rummet mellem bevægelserne og jazzer med klicheerne. Scenografisk set, kan performer parrets sportslige out fit, ses som en indbyrdes dyst over bevægelsernes rumlighed og relation.

Den sidste forestilling på programmet er Light, dark, light heavy, her er bliver vi atter guidet hen til den store træbygning, men ind i et hvidt rum. Vi skal opleve en danser og en håndholdt lyskilde. Forestillingen starter med en stemme i mørket, der bliver til flere stemmer og solodansen med lyset indledes. Her fremstår de dramaturgiske parametre, lys, lyd, bevægelse, rum og tid i et næsten nøgent kinæstetisk forhold til hinanden. Samtidig er der en fortælling om selviscenesættelsen, der ikke kan finde balance eller tyngde i et evigt tilintetgørende kredsløb om sig selv.

Fælles for dagens forestillinger, er at de ikke har haft en scenograf tilknyttet til at balancere den samlede visuelle fortælling. Light, dark, light heavy har haft en billedkunstner der antageligvis har skabt en billedmæssig balance.

Men for Time Woke up in Darkness vedkommende skal den billeddramaturgiske fortælling, skabes af publikum selv og dermed opnår forestillingen måske ikke at ramme med sin intention og sceneelementer forbliver uopdagede. Billedfortællinger uden scenografer er lidt som et skib uden retning og kompas og så er det jo godt, at jeg ved på hvilken breddegrad jeg befinder mig. 55° 41° 47°⁄ 12° 36° 46° nordøstlig breddegrad.

 

Sted: Teaterøen

Se spilletider her!

Time Woke up in Darkness
Carte Blanche og Animationsværkstedet
Sarah John (Instruktør)
Sara Topsøe-Jensen (Koncept)
Michelle Kranot (Videodesigner)
Uri Kranot (Videodesigner)
Thomas Ahlmark (Lyddesigner)
Kristoffer Jørgensen (Lyddesigner)
Troels Lindebjerg (Tekniker)
Jakob Kirkegaard (Tekniker)
Adrian Dexter (Videodesigner)
Marieke Breyne (Performer)
Cindy Rudel (Performer)
Jean-Marie Oriot (Performer)
Jakob Kirkegaard (Performer)

Sylvia
Teater Svada
Manuskript: Pernille Lyneborg og Susanne Storm
Spiller: Pernille Lyneborg
Instruktør: Susanne Storm
Produktion: Søren Romer

Small!
Mr. Rise & Peanuts
Robert Logrell (Koreograf)
Sanna Blennow (Koreograf)
Kaspar Liepins Hedström (Lyddesigner)
Fridold Lundmark (Lyddesigner)
Robert Logrell (Performer)
Sanna Blennow (Performer)

Light, dark, light heavy
Chris Crickmay (Billedkunstner, Koreograf, Lysdesigner)
Ellen Kilsgaard (Producent, Koreograf , Danser, Lysdesigner)
Sharon Stewart (Lyddesigner, Komponist)

 

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Som var det i går – Hyldest til de burleske dameben

Riddersalens et hundrede års jubilæumskabaret fra 2014, der i disse dage genopføres på CPH Stage hylder dameben og sangskatte fra teatrets historie.

Julian Toldam Juhlin, der er en af modtagerne af Reumerts ti talentpriser, har trukket scenografien til det yderste, ved i bogstaveligste forstand at lade scenografien bestå af dameben i opfindsom billedkoreografi. Fortæppet associerer et fjerbesat dameskørt, som de unge herrer, hænger i og kigger længselsfuldt op under. Daimi, der fremstår som forestillingens ultimative diva, entrere scene for scene i det ene kostumerede festfyrværkeri efter det andet, flankeret af unge mænd i bare hvide skjorter, der stavre i højhælede røde laksko.

”De binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd” synger de sparsomt klædte unge mænd på den nøgne scene og trækker meningen med den burleske galskab frem som en sødmefuld og smertelig gestaltning af kulturens tilstand.

Scenebillederne sætter alting på spidsen uden at lægge fingrene imellem, og brillerer i den afsluttende scene med at krone den konkubineklædte Daimi, med et lysende cirkelrundt spejl og trylle alle scenens hvide skjorter røde. De lysende cirkler går igen i Daimis briller, indikerende at verden er som øjet, der ser.

Scenografen har i mere end en forstand givet Som var det i går, ben at gå på og på festlig vis grebet Riddersalens eget flamboyante særpræg,

 

Sted Riddersalen, (Jytte Abelstrøms Teater)
Spilleperiode 9. – 21. juni 2015
Tekster og musik fra Riddersalens forestillinger
Scenografi Julian Toldam Juhlin
Lysdesign Jon Gelting
Instruktion Geir Sveaass
Koreograf og medinstruktør Charlotte Munksø
Medvirkende: Daimi Gentle, Signe Birkbøll, Henrik Silver, Hans Find Møller, Mathias Rahbæk og Morten Hee Andersen

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

De ligger godt i maven – Kålhoveder danner kulturmøde

Man skal være mere end intellektuel tålmodig for at komme igennem den 135 minutter lange forestilling på Københavns Musikteater. Jeg og et par andre publikummer, evnede det ikke og måtte gå før forestillingen var til ende. Det er derfor muligt, at jeg ikke har fanget forestillingens dybere pointe, men efter 80 minutter var den stadig svært at få øje på.

Som anmelder med fokus på scenografien, skal jeg ikke komme for meget ind på en langtrukken tekst uden dramaturgiske holdepunkter, eller et spil, der forekom så dilettantisk, at jeg havde svært ved at nøjes med blot at krumme tæerne. Vi har at gøre med professionelle spillere, så man må nok tillægge iscenesætteren en del af ansvaret. Form og spillestil forekom postuleret og lignede et mislykket forsøg på at være med på den publikumsinvolverende totalteatertrend, der for tiden griber om sig.

Om det skyldes arrogance eller forvrænget selvbillede, ved jeg ikke. Men holdet har muligvis følt sig overordentlig selvfede og provokerende i al deres ekstravagante og kedsommelige omgang med kålhoveder.

Selvom scenografien ikke kan redde forestillingen som helhed, så ligger den i det mindste godt i maven i al sin velkomponerede dekonstruktivisme. I modsætning til spillet, forsøger scenografien ikke at postulere noget og scenens elementer fremstår i en slags nøgen antiæstetik. Publikum, der placeres langs forårsrullefabrikkens blanke stålborde, iklædt udleverede hvide kitler og grønne hårnet, indgår flot i den scenografiske helhed. Kålhoveder, som er hovedingrediensen i forårsruller, fylder sammen med en bevidst stilforvirring af møbler og inventar, billedet ud. Velplaceret strejf af rødt fuldender, sammen med kinesiske ornamenter på bagvæggen, billedkompositionen.

Projektets intention, har antageligt været at styrke det kulturudvekslende bånd mellem kinesiske nydanskere og etniske danskere og jeg kan forestille mig, at de har modtaget en velmenende og politisk korrekt ansøgning oppe i kunstfondens projektstøtteudvalg. Det er der bare ikke kommet en kunstnerisk helstøbt forestilling ud af.

 

 

Spillested: Københavns Musikteater

Tid: 1.-13. Juni

Produktion: Nydanskeren Jimbuts Kulturforening
Medvirkende: Rosa Sand Michelsen, Peter Flyvholm, Wei Xu
Violinist: Xiao Ming Ma
Komponist og lyddesign: Brian Larsen
Dramatikere: Gritt Uldall-Jessen, Jimbut Jun Feng
Iscenesætter: Nils P. Munk
Scenograf: Sir Grand Lear (Ingvild Grande & Lea H. Burrows)
Dramaturgisk konsulent: Tine Byrdal Jørgensen
Tekstdramaturg: Jette Lund
Kostumer: Anna Rosa Hiort Lorenzen
Lysdesign: Ilkka Häikiö

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Pigen der legede med svovlstikkerne brænder alt det af, der gør ondt.

Verden er sort hvid for det spaltede trekløverensemble, der spiller Pigen der legede med svovlstikkerne og blander HC Andersens eventyr med Stieg Larsons ikonografiske karakter Lisbeth Salander. Således skabes også et kontrastfyldt drama i Får302s sorte rum, hvor spillernes ansigter lyser hvidt i mørket og Sorte kasser tegner scenografiens koreografi, der bringer os ind i fortællingen med dynamisk timing.

Omsorgen er fraværende på perronen, hvor pigen venter på, at toget skal komme og tage hende med til et land af mere grå nuancer, men bliver så med ét nærværende, da hvide tæpper og puder for et øjeblik favner det sorte.

Et lille liveduo sætter stemningen med firser-sort melankolsk punkpop, der drager publikum ind i de mørke følelsers univers.

Svovlstik på svovlstik bliver strøget. Med skarpt tegnede tableauer, kigger vi først ind i selfiens snapshots, for i det næste øjeblik at kigge ind i pigens vrede, hendes traume og skæbne uden binding, anerkendelse, respekt eller bekræftelse fra andre end hende selv.

Svovlstik for svovlstik brænder hun alt det af, der gør ondt af for øjnene af os. Mens musikken spiller og toget passerer, dør hun af kulde og ekskludering.

Scenografisk er forestillingen sparsom og selvom det lille sorte rum i sig selv gestalter stemningerne, virker lyssætningen sine steder uheldigt dominerende med sine mange lamper opad væggene, der måske giver mening, hvis de kunne have vist en vej ud af svovlstikkernes sorthvide tilgang til tilværelsen.

 

 Spilletidspunkt:  1.6 – 6.6  (ma. – fre kl. 20, lø. kl. 13)

Sted: Teater Får302

Gæstespil af Teater Vígdís
MEDVIRKENDE: Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, Sophia Grønlund og Sanne Boeskov Christensen
MUSIK: David Tholander, Lauritz Carlsen
INSTRUKTØR: Sarah Felskov
DRAMATIKER: Heidi Vd Heijkant Christiansen
LYSDESIGN: Jacob Münster

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Det gode menneske fra Sezuan – Et scenografisk Deux machina

Scenen svæver som en tømmerflåde i tågen, og som cirkulerende både indfinder publikum sig i mørket rundt om. En låge åbner sig og forestillingen er i gang.

Afgangseleven Liv Helm, har sammen med afgangsteamet fra Den Danske Scenekunstskole, iscenesat Bertolt Brechts Det gode menneske fra Sezuan, der er spækket med poetiske billeder og bredspektrede teaterhistoriske referencer, fra det japanske no teater, over Strindberg, til Becketts absurde minimalisme.

Til trods for den forførende billedpoesi i den aktuelle forestilling, er der stadig den Brechtske verfremdung, der gør at vi ikke identificerer os med personerne, gestikken og visualiteten, men frit kan associere over den samfundsmæssige lignelse. Det gode menneske fra Sezuan, stiller det evige aktuelle spørgsmål; hvordan kan man være god i et slet samfund? Hvordan skal du betale husleje uden enten at prostituere eller dehumanisere dig selv?

De lazaronklædte spillere med hvide halvmasker og rødlige samurai-agtige hårtotter i nakken, har en særegen, original og gennemført æstetik, der på samme tid skaber associative Dickens’ske genklange, som understreger stykkets tematik.

Lazaronkostumerne fungerer, med spillernes billedlige gestik, som koret i den græske tragedie, der indtager roller som guder, dommere og ynkelige samfundsofre.

Det gode menneske gestalter en martret nøgenhed i grumset undertøj indtil hun, for at overleve, føler sig nødsaget til påtage sig rollen som kapitalistisk udbytter og troner svimlende i en meterlang kåbe, der med sin farve trækker blodrødt hen over scenen.

Makeup artisten Denise Conrad rammer med sine butoh-inspirerede masker en fascinerende balance, hvor tragik og klovneri smelter sammen.

Med lyddesignet (Anders Munch Amdisen) bliver vi en del af et fælles åndedrag, der forstærker uhyggen og det fremmedgjorte i den verden vi inddrages i.

Christian Albrechtsen, har med scenografien i sig selv, skabt en episk fortælling over verdens kritiske tilstand, hvor guderne kommer nedefra, hvor regnen kommer oppefra som tove af stål og demonterende, med imponerende deux machina, adskiller gud og menneske og viser verden som en kompleks labyrint af Escher’sk karakter. Det gode menneske tilstår, at hun ikke kan finde balancen, noget nyt må fødes, for imens guderne fortrækker, hviler løsningen i vores hænder og vi er tilbage på verdens tømmerflåde, hvor lyset falder trangere og trangere.

Det minimalistiske lysdesign (Mikkel Givskov Hansen) poetiserer på fornemste vis, den horisontale og vertikale verdensanskuelse, der udvider og snævre selve rummet, med en elegant lampeinstallation.

Afgangsteamet på Den Danske scenekunstskole har frembragt et lysende skoleeksempel, hvor alting, scenografi, kostumer, lys, lyd og skuespil, form, stilisering og tekst spiller ligeværdigt og strålende som et prisme, der i hvert fald giver håb om fornem kunstnerisk balance for fremtidens scenekunst.

 

Spillested Den danske scenekunstskole

Spilleperiode 21. maj – 3. juni 2015 Find billetter her!

MANUSKRIPT Bertolt Brecht

STUDERENDE FRA DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE KØBENHAVN

INSTRUKTION Liv Helm (afgang)
SCENOGRAFI & KOSTUME Christian Albrechtsen (afgang)

SPECIAL EFFECTS, MAKEUP, FORESTILLINGSLEDER & REKVISITØR Denise Conradi (afgang)
LYDDESIGN Anders Munch Amdisen (afgang)
LYSDESIGN Mikkel Givskov Hansen (afgang)
PRODUKTIONSLEDELSE Denise Conradi (afgang) og Lizette Argir (tredje år)
SCENEMESTER Lizette Argir (tredje år)
SKUESPIL Nanna Skaarup Voss, Sara Hjort Ullner, Amelia Onile Høy, Jakob Femerling Andersen (DDSKS København), Julie Buch Hansen & Anders Aamodt (DDSKS Aarhus)

ØVRIGE MEDVIRKENDE
SKUESPIL Ulver Skuli Abildgaard (professionel)

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Feberhavnen – Bag sløret

feberhavnen

Hjembragt souvenir fra Feberhavnen

Da jeg er lettere hærget af feber, synes det ret passende for min tilstand at havne i ”Feberhavnen på Det kgl. Teaters Gamle Scene på Kgs. Nytorvs. Hvis det forholder sig som i SIGNAs oplæg, så valfarter byens indbyggere igennem byens ruiner i håbet om at overleve den feber, der hærger efter at polerne forrykkede tiden og glemslen kun lod fragtmenter af en forgangen kulturskat tilbage.

I forsøget på at fastholde de sidste rester af kulturel hukommelse, holdes overlevende balletdansere fangne i teatrets indre, hvor vi som de sidste overlevende, ankommer for at blive rørt og måske kureret i Feberhavnen.

Danserne er de eneste, som ikke bukker under for feberen. Teatrets indre holdes under skarp bevogtning af guerillalignende soldater, hvor ingen får lov at komme ind bag sløret, uden først at være blevet kropsvisiteret med en metaldetektor. Vi lukkes ind i gennem rum, korridorer og lag af transparente blondegardiner, ind til en beduin/sigøjnerlejr, bestående af tolv båse beklædt med blonder, satin, flæser, nips, tyl-skørter, pudderfarvede ballettrikoter og udslidte tåspidssko. Hver bås huser, hver sin danser, der besidder sine særlige egenskaber og har hver sin butler som vogter og tjener.

SIGNAs tekstforlæg og sceniske æstetik skaber en særegen eventyrpoetik, en verden af skarpt opdelt hierarki, ritualer, dyder og synder og vi inviteres indenfor som både syndere, besudlere og nærere af det allerhelligste.

Referencerne fremkommer i talrige labyrinter og er ligeledes forbundne til SIGNAs tidligere værker. Som publikum er vi planeter, der sættes i kredsløb og er med til at påvirke og lade os farve af rum og gestalt. Sammen med Det Kgl. Ballets Corpus, har SIGNA skabt en vrimmel af smukke billeder; bag blomstrende blondeslør gemmer sig tusinde og en nats fineste ballerinaer. Jeg kan overlevere mine sorger til dansernes krop, bade deres martrede fødder og styrke dem gennem ubetinget velsignelse og ros.

 En arena skære sig som krebsens vendekreds igennem rummet og over cirklens centrum hænger, på indiansk begravelsesmanér, ”The Master” som et nietzscheansk manifest. The Masters afdøde hænder danner omdrejningspunktet for det gentagne ritual i et tilfældighedens spil, der bestemmer temaet for arenaens koreografiske fragment. Fragtmenter fra Svanesøen, Giselle og Romeo og Juliet fremføres under kaotiske omstændigheder. Som både trofæer og ofre, draperer rækker af udslidte balletsko, døde hjorte og dyrepæls, arenaens vægge. Arenaens matador (Morten Eggert) dirigerer, på fornemmeste Malkovich-maner, i bolerojakke og med pisk, ritualets gang.

Vi er tæt på dansernes kroppe som aldrig før, vi blander blod og spyt og drikker deres tårer, imens duften af sved blander sig med rådden stank og smertelige råb i kulissen.

”The King of Luck” (Arthur Köstler) som guerillasoldaternes hærfører er en blanding af Fidel Castro og Adolf Hitler, en tyran, der med uartikuleret gestik, render rundt som en afsindig barbar iblandt disse uopnåelige dansekunstnere, og i desperation, forgiver at modtage inspiration fra den afdøde Master.

”The Queen of Luck” (Signa Sørensen), smykket i sin hellange blodrøde similibesatte fløjlskjole, vandre desorienteret op og ned af arenaen, som om hun ikke ved, hvad hun gør og hvad prisen er. ”The Lady of Luck” (Nana-Francisca Scottländer) halter syg og segnefærdig bagefter med offerlammet i armene.

Bag sløret finder rituelle afstraffelser sted og afklædte substitutter underholder herskaberne, da ingen pauser tolereres, når danserne skal hvile.

Den symbolik, der gestaltes i både scenografi, tekst og handling er dobbelttydig og med et hav af labyrintiske referencer. Som al god kunst, kan ”Feberhaven” rumme mange tolkninger og lag alt efter, hvor man kommer fra. For mig er de underliggende dominerende præmisser; ”At kun den ægte skabende og udøvende kunst kan redde os fra feberen, depressionen og smerten, der uophørligt hjemsøger os”. ”At kunsten udhules og udsultes af svin, for hvem, der kastes perler for”. ”At den ypperste kunst har trange kår i en verden, der blot jager den næste ubehjælpsomme lykkerus”. ”En primitiv verden, der priser kunstnerisk frembringelse, men aldrig begriber dens livsbetingelser”. ”En kannibalistisk verden, der æder sig selv og kunsten op i en lang misforståelse af kunstens livsbetingelser”.

På de grønne tavler nedfælles point for hvert hus og som en del af arenaen i skærsildens lykkespil tvinges vi til at stemme dansere ud og ind. Det herskende lykketyranni fremelsker vindere og tabere, hvor vinderne bliver celebreret og taberne skændet. Den sorte heks er den forviste naturkraft (Louisa Aisin) , der sluttelig dænges med sejrens blomster, taberen begraves og vinderen hyldes som en bedaget skygge af sig selv.

”Feberhavnen” er en hyldest til kunsten og en samfundskritisk kommentar til mediebarbariet. ”Feberhavnen” er den dystopiske beretning om, hvor vi risikerer at havne med en kultur i frit fald, ramt af glemslens feber, hvor en afklippet tånegl bliver den sidste souvenir.

 

Spillested: Det kongelige Teater, Gamle scenes prøvesal, Tordenskjoldsgade 8

Spilleperiode: 2. – 17. maj

Produktion: Den Kgl Ballet/Corpus og  SIGNA

Koncept & tekst: Signa Köstler

Instruktion: Signa & Arthur Köstler

Scenografi &Kostumer: Signa Köstler sammen med Julia Bahn

Lyddesign: Arthur Köstler

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

“Ankomsten” Sælsom billedfortælling hylder det fremmede

Shaun Tan

Shaun Tan

Scenografien er enkel; et filmlærred, flankeret af to musikere, danner fokus for Shaun Tans poetiske og sælsomme billedroman om ankomsten til et fremmed land. Understøttet af et Piazzollask musikalsk univers, bliver formidlingen af Tans fortælling en hjertegribende skildring om emigranten i os alle.

Musikerne i klassiske herrejakker bliver en slags udspaltninger af Tans tegnede hovedperson, der bringer fortællingen ind i det fysiske rum.

Klipperen og instruktøren Jonas Wagner har igennem panoreringer og klipning formået at skabe en underfundig og intens inddragelse i Tans billedfortælling.

I gennem seks afsnit fra afskeden med familien, rejsen, til ankomsten, mødet med det fremmede og til slut familiesammenføringen, kommer vi helt tæt på følelsen af, hvordan det kan opleves at ankomme til et totalt fremmed land, hvor sprog, vaner, dyr og mennesker er uforståeligt og skræmmende, men også eksotisk, sælsomt og smukt.

Med pianistens og akkordeonistens stemningsmættede akkompagnement, gribes man af Shaun Tans gråbrune billedrejse under en truende himmel og i mødet med en ukendt og fremmedartet verden.

Tan skaber, med sine tegninger, et slags prefuturistisk univers, der ikke alene har referencer til industrialiseringens begyndelse og den amerikanske immigration, men også til totalitærstatsmetoder og Hitlers jødeudryddelse. Et univers der på samme tid er surrealistisk og eksotisk med sære dyr og skabninger, der leder tankerne hen på Alice i eventyrland.

De ukendte tegn og bogstaver, som dukker op i de figurative tegninger, giver et dobbelt formidlingsplan, der gør fortællingen tilgængelig for både børn og voksne. I én forstand illustrerer tegnene det fremmede sprog, hovedpersonen i fortællingen møder. I en anden forstand er de illustrative for selve fortællingens metagreb, som værende en ordløs fortælling, der både kan sanses gennem billeder og forstås gennem en vrimmel af symboler og tegn.

Ud af det dobbelte fortællingsplan, har Teater Rio Rose formået, på engang at skabe en hyldest til det fremmede, sætte fokus på fortællingens reference til nutidens flygtningeproblematik og samtidig give et svar på, hvad der får mennesker til at flygte og rejse langt væk fra alt det de kender. Med få enkle parametre; billeder og musik, er forestillingen skåret helt ind til benet, hvilket giver plads til vores egen refleksion og fordybelse.

 
Spillested: Teatret ved Sorte Hest
SPILLEPERIODE: 25. april – 23. maj 2015

Produktion: Teater Rio Rose
Forfatter og illustrator: Shaun Tan
Akkordeon: Francesco Calì
Flygel: Thomas Clausen
Instruktion, scenografi: Tove Bornhøft
Klipper og instruktør: Jonas Wagner
Komponist: Thomas Clausen

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious