Tag-arkiv: Betty Nansen Teatret

Mefisto – slidt uden kant eller gestalt

”Berlin 1933”, ”Hamburg 1922 på Teater Stormfuglen”, ”I Brüchners hus 1925”….

Tyverne og tredivernes Berlin er tidsrammen for Ashley Martin-Davis dekadente scenografi. Hvis man skulle være hægtet af, kan man altid se på rulleteksten over proscenium, hvor tid og sted er noteret. Og hægtet af, det er jeg igennem det meste af første akt, hvor jeg ikke fatter, hvad iscenesættelsen vil og spillere kommer ind og ud på scenen uden nogen særlig grund. Mefisto selv kommer aldrig rigtig på banen med andet end slidte replikker om kunsten og moralen og uden mærkbare referencer til samtiden. Iscenesættelsen forekommer mig at være et naturalistisk museumsstykke uden kant, og den farlighed man kunne forvente af en iscenesættelse af Mefisto er fuldkommen fraværende.

Også scenografien som meddigtende gestalt, der kunne føre os på sporet af Mefisto-fortællingen, er fraværende – selvom der er smukke billeder, som f. eks når tæppet går i 2. Akt og det bare scenerum er blevet en skolestue med hundredvis af ophængte glødepærer, der lyser varmt. Måske som et hint om det lys i mørket, som vi bliver fortalt, at teatret udgør.

Klichéerne står dog i kø. Som i scenen, hvor Olaf Johannessen, der spiller Hendrik Höfgen, der spiller Mefisto, danser med et spejl. Og en anden scene, hvor vi ser ham spille lysmester og teatrets krystallysekroner sænkes ned i gulvhøjde og Hendrik Höfgen dirigerer de dansende spotlights. Og det fører ikke rigtigt nogen vegne.

I løbet af forestillingen omkranses scenen af et gitter og dette kunne måske være en gestaltning af ”scenen som et fængsel” men det er bestemt ikke tydeligt og det bliver ikke fulgt til dørs. Spejlvægge i hver side af scenen udgør også en fortælling, men uden træfsikre referencer.

Tiden er løbet fra iscenesættelsen. Kabaret-teater-stemning med en “scene” på scenen, sorte stole og slidte chaiselonger udgør ikke nogen ny fortælling. Til gengæld har det flot effekt, når rampelyset omdanner scenen til bagscene og vi som publikum kigger ud i det andet publikumsmørke på den anden side af scenen. Der leges i det hele taget lystigt med orienteringerne, så vi skiftevis befinder os både foran og bagved scenen. Også drejescenen tages flittigt i brug, men det er som om al denne leg ikke fører til fortællingen.

Vi får en masse at vide om tiden og konflikterne og det kunne måske være spændende, hvis rollehierarkiet og dramaturgien havde været strammere. Mefistofiguren Hendrik Höfgen, optræder ikke i mere end to tredjedele af stykket og man bliver i tvivl om han overhovedet er hovedpersonen. Vi ser ikke den store samlende fortælling blive udspillet. Vist er især kvindekostumerne lækre og i bedste 20’er stil, fra cremefarvede silkenegligeer og perlekæder til fjer og palietkjoler. Men visualiteten forbliver en glittet overflade, der ikke gør meget mere end at understøtte tidsrammen. Sine steder grænser spejlvæggene, der tydeligvis er gjort af plexiglas og spejlfolie, til det amatøragtige, og den afsluttende scene, hvor de to spejlvægge lukker sig om Hendrik Höfgen, til en udtømt kliche.

I en anden scene ser vi Hendrik Höfgen spille lysmester, i en dans med spot, der trækker lidt for længe ud.

I den mest interessante scene indvies i en sceneprøve, hvor Hendrik Höfgen udsætter den nationalsocialistiske tilhænger for en nådesløs instruktion og ender med at sende ham på gaden til et liv i fattigdom eller i armene på Hitlers korps. Denne scene er for mig både central og også spændende, fordi vi får et indblik i kunstnerens værksted. Og ved at placere instruktørpulten midt i publikumsrækkerne, bliver vi som publikum Mefistos allierede i en konflikt, hvor kunst vinder over samvittighed og moral. Her viser iscenesættelsen, hvad Mefisto handler om, i stedet for blot at sige det og teateret stråler et øjeblik, som et lys i mørket.

 

Manuskript af Ariane Mnouchkine efter Roman af Klaus Mann, bearbejdet af Peter Langdal

Sted Betty Nansen Teatret

 Spilleperiode  nov. – 18. jan.

 Scenograf Ashley Martin-Davis

 Instruktion Peter Langdal

Medvirkende

Olaf Johannessen

Stine Stengade

Iben Hjejle

Cecilie Stenspil
Kristian Halken
Anders Juul
Christiane Gjellerup Koch
Morten Eisner
Mikkel Kaastrup-Mathew
Jens Jacob Tychsen
Line Kromann

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

1984 – Verden er en celle og livet et glasbur

Kim Witzel har skabt en velfungerende scenografi, der sætter 1984 i et præcist og enkelt perspektiv, som fortæller os, at denne verden er en grå og mørk celle.

Midt på den grå scene, der består af vægge af identiske kvadratiske skærme, står et mandsstort glasbur. Da lyset går op på scenen og på hele teaterets balkon over publikumsrækkerne, sidder Winston ved skrivebordet i glasburet og skriver på sin dagbog. Glashuset får her en ekstra betydning: Ikke nok med, at man ikke bør kaste sten, da de kan ramme en selv, men i denne teaterudgave af George Orwells ”1984”, kigger vi alle sammen med og der findes intet skjul for hverken omverden eller Big Brothers store øje. Ved at belyse balkonen i første scene, har man også visuelt set inddraget publikum, dog uden mærkbar konsekvens.

En gruppe i hvide kitler med ipads, der bringer os ind i et nutidigt univers, entrere fra foyeren på hver side af publikumsrækkerne, scenen. De hvide kitler står åbne og kostumet indenunder er, i bedste 70’/80’er- retro-futuristisk stil, holdt i beige, brune farver; Er vi i vores nutid, eller er vi i en anden fremtid, ser vi tilbage eller frem på 1984? Et stroboskoplyset river os ud af tiden og ind i historien om Winston Smith, der i hemmelighed har skrevet den dagbog, vi kalder 1984. Nu står Winston uden for glasburet og skriver med tusch på de blanke ruder, her synes jeg metaforen brydes, for hvad er så meningen med glasburet, har det nu blot fået en tavlefunktion? Endnu engang bliver vi ramt af stroboskoplyset, kittelholdet er tilbage med lommelygter og de efterlader Winston alene i mørket i det nøgne rum.

Vi er nu på en slags fabrik. På de kvadratiske skærme, på bagvæggen, projekteres et levende billede af Big Brothers klassiske øje med knitrende skærm-sne. Vægskærmene på bagvæggen er beklædt med gennemsigtigt væv, der kan åbne og lukke til korridorrummet bagved ved hjælp af lyset, lækkert og lydefrit designet af Christian Alkjær. Bag den forreste bagvæg findes endnu en væg af kvadratiske skærme, som udgør endnu en skærm for Kasper Stouenborgs filmprojektioner. Her vises scener fra skoven, hvor Winston og kvinden Julia mødes i hemmelighed og forelsker sig og hvor vi alle kan kigge med.

Kim Witzel har udnyttet skærmenes funktioner intelligent, så de udgør både døre, der går op, skydedøre, vinduer og åbninger til nye rum, heriblandt et loftsrum, hvor de forelskede mødes i så man får associationer til Romeo og Julie. Tilsammen udgør scenografiens funktionalitet et flot fundament for forestillingens koreografiske helhed.

Stilmæssigt er forestillingens visualitet en genkendelig forlængelse af Michael Radfords filmudgave fra 1984. Genkendeligheden findes særligt i kostumet, hvor både kvinder og mænd, bærer en ens arbejdsuniform med blå skjorte og grå bukser. Kostumerne forstærker fornemmelsen af identitetens opløsning, det klonede og det gentagende, som går igen i teksten og i spillet. Dog kan jeg ikke helt få den sceniske abstraktion til at hænge sammen med de karakteristiske Doktor Martens sko, som alle spillerne har på, da de giver mig indre billeder af engelske modepunks.

 Det grålige univers brydes kontrastfyldt af det røde skærf, som bæres af stykkets kvindelige hovedperson, Julia, og ligeledes da hun en enkel gang stripper uniformen og står lysende i rød kjole. Mod slut i torturscenen, der giver associationer til Jesus korsfæstelse og samtalen mellem Jesus og Pontus Pilatus, kastes det røde skærf i ansigtet på Winston, som en blodig klud og et symbol for den kærlighed han har forrådt.

Det dystopiske Orwellske univers er efterhånden kendt og kan forekomme næsten fortærsket for den modne tilskuer. Visualiteten forekommer ligeledes næsten banal og forestillingen har måske derfor også størst effekt som debat- og undervisningsoplæg for større skolebørn. Personligt savnede jeg, at forestillingen ramte dybere med sin alvor og sit emne, der mere højaktuel en nogensinde og Antonin Artaud kunne med fordel have været inde over med sit Grusomhedens Teater.

 

”1984” af George Orwell. Dramatiseret af Robert Icke og Duncan Macmillan

Spiller på Betty Nansen Teatret frem til den 2. November 2014

Scenograf
Kim Witzel

Lys design:
Christian Alkjær

 Instruktion
Inger Eilersen

Video
Kasper Stouenborg

Oversætter
Jesper Kjær

Manuskript
Robert Icke og Duncan Macmillan efter George Orwells roman

Medvirkende
Jens Jørn Spottag
Sofie Ancher Vea
Patrick Baurichter
Anne-Vibeke Mogensen
Troels II Munk
Benjamin Boe Rasmussen
Christine Exner
Michael Brostrup
Vera Mi Bachmann
Sofya Rose Johnson

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious