Tag-arkiv: Sonja Lea

Arne går under i Domus Vista

Arne går under

Foto: Miklos Szabo

En gusten væg bliver til utalige rum i et Domus-Vista-univers, hvor vi drømmer stort og falder dybere end dybt, for Arne går under er tunge sager i tragikomisk forklædning. Forestillingen sætter fokus på manden på bunden. En socialrealistisk og nærværende historie som abstrakt dukketeater. Det er historien om omsorgssvigt og et misforstået behandlersamfund, hvor klienter drives i døden.

Dukkeførerne er som hyper-opmærksomme vidner, der gør som dukken vil. Det giver en særlig magisk dynamik, som er helt anderledes end levende skuespillere.

Dukkemageren og scenografen Rolf Søborg Hansen, har skabt nogen fascinerende levende dukkehoveder, vis kranielignende træk understreges af lyset. Sonja Lea har på fornem vis formået at udnytte lysets muligheder og skærpet undergangsstemningen med alt fra ulmende nøgne pærer, til U-bådsagtig undervandsstemning og vægge der bliver blødrøde.

Arnes fremmedgjorthed bliver tragikomisk udtalt med flodheste- og kineserdukker, der sammen med dukkeførernes levende lemmer skaber bizarre billeder.

Arne går under i en skærsildslignende række af prøvelser, hvor scenografien fremtryller utallige rum for øjnene af os; fra altanlejlighed, toiletrum og indre organer til jobcenterets triste korridorer. Selvom jeg ville foretrække, at den reelle lyd fra den rokerende scenografi, ikke indgik som lydkulisse i et ellers velkomponeret og foruroligende smukt lyddesign af Ida Jacobsen, bliver man forført af den velkoreograferede sceniske illusion.

Der er mange lag i dramatikeren Mikkel Trier Tygårds stykke, der gør dukketeatergenren både relevant og udfordrende for voksne. Men trods den sympatiske ambition i at ville fortælle om manden på bunden, ”..og alle Arner’ne derude”, virker anskuelsen af behandlersamfundet en smule klichefuld. Men scenografiens og dukkernes fascinerende kraft opvejer det dog fuldt ud; man keder sig aldrig, der er masser at se på og reflektere over før vi går under.

 

Sted Bådteatret
Tid 6. februar- 5. marts
Instruktør Rolf Heim
Scenograf & Dukkemager Rolf Søborg Hansen
Lys Sonja Lea
Lyd Ida Jacobsen
På scenen Laura Müller, Rolf Søborg Hansen. Pernille Nedergaard Haugesen og Karen Monrad
Dramatiker Mikkel Trier Rygård

 

Turister – ingen steder på den anden side af hegnet

Et rustens smedejernsgitter skaber det skarpe skel mellem scene og publikum, mellem turisterne på resortet og pøblen. Scenografen Carsten Burke er en erfaren scenograf, der mestre sine billedgreb og åbner lagene i Turister som en kinesisk æske. Også lysdesigneren Sonja Lea har understreget stykkets indre og ydre dramaturgiske lag. Turister er et glimrende eksempel på Får302s ensembles karikerede spillestil, der alligevel lader karakterernes kompleksitet folde sig ud og sammen med scenografien i det lille rum, danner helstøbte billedtableauer på den meget trange plads.

Turisterne kunne være hvilket som helst sted i verden og verden er slet ingen steder i den hule maskerade, hvor forklædningerne falder, når maskerne tages på. Den tableauagtige spillestil drager paralleller til comedia del arte,  som i andet akt, kulminerer i en scenografi med venezianske masker og perspektivscene, der er kunne være et diskotek, en himmelpassage, uden udgang, eller et fancy pissoir, og hvor det langhårede gulvtæppe, med en farvefiltrering af lyset bliver til græs og figurernes indre natur åbenbares i takt med, at den omgivende verdens realitet trænger ind i turistresortet. De scenografiske snapshot favner clash af parallelverdner, klasse- og kulturforskelle og Får302 sprænger atter de rumlige gestaltninger i det intime teater.

 

Danmarkspremiere på Turister

Spillested: Får302
Spilleperiode 16.2 – 7.3 2015

DRAMATIKER: Magnus Dahlström
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen
LYSDESIGN: Sonja Lea
MANUSKRIPT Magnus Dahlström
MEDVIRKENDE: Morten Hauch-Fausbøll, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Pauli
Ryberg
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing
LYDDESIGN: Thomas Matyjasik

 

Sympati for Djævlen – Sløret og spejlet

 

Det er nytårsaften og Gustaf Gründgens forbereder sig for sidste gang på den store kunstpause.

Lucas Svenssons monolog om Gustaf Gründgens, der fik mytestatus efter rollen som Mefisto i Nazitidens tyskland, er et underspillet og litterært indblik i en kynisk mand, som indhentes af sin egen djævel, samvittighed og død.

Når stykket begynder åbenbares Nikolaj Traps overbevisende og naturalistiske kopi af et eksklusivt hotelværelse på Manila; Mørke olivengrønne gardiner fra loft til gulv omkranser scenen, og adskillelsen mellem publikum og scene er et transparent gardin.

I loftet roterer en forgyldt propel dovent. Midt på dobbeltsengen, der er flankeret af natborde med bordlamper, der lyser ulmende, ligger Gustaf Gründgen med et lommetørklæde eller et slør over ansigtet. På endevæggen hænger i et stort spejl i skrå vinkel over sengen og spejler spillerens replikker når han ligger på sengen eller har ryggen til publikum.

Spejlet er en stærk metafor for, hvordan vores liv spejles og indhenter os og ikke giver nogen frelse, for som Gründgens messer: ”Man skal frygte livet, men frygte teatret endnu mere, for i slutningen af teatret findes nemlig frelsen, og der er lang vej til frelsen. Man skal frygte livet, men i livet findes der ingen frelse” . Spejlet, der også visualiserer en åbning og forstørrelse af rummet, giver mig associationer til Faustmyten, hvor det fortælles, at Faust i 15 hundrede tallets Prag, under sine djævelske eksperimenter, blev revet to etager op igennem loft og tag, forsvandt for altid og efterlod et kæmpe hul ned igennem bygningen. I Sympati for Djævlen er dramaet dog overraskende underspillet og stykket kulminere visuelt, hvor Gründgen troner i sort smoking med sin dæmoniske Mefistomaske og hotelværelsets gardindraperinger toner over i dyb rød.

Gründgens trækker det transparente gardin, mellem scene og publikum, frem og tilbage med et temperament, der varierer fra at være elegant til aggressivt, men uden nogen synlig grund. Og dog, måske gardinet er sløret, som trækkes fra, så vi må se virkeligheden i øjnene, ikke én gang, heller ikke to, eller tre gange, men gang på gang, på gang. Et sted lukkes gardinets transparens med frontbelysning og åbenbarer flertydigheden i dekorationselementet som både scenetæppe, metafor for sløret og som gestalt for værelsets altanåbning, hvor Gründgens skuer udover havnen med et silende lydtæppe af Manilas lunkne regn. Lyddesignet af Jes Theede udgør en flot medfortællende effekt, der udvider rummet og illusionen om værelset midt i et stort Hotel. Mod slut flakker en dyster propel som ildevarslende erindring og sløret trækkes til side endnu engang, igen og igen og spejlet viser os frelsen…

 

SPILLESTED: Får302

SPILLEPERIODE: 15.9 – 11.10 2014

MED: Pauli Ryberg som Gustaf Gründgen

DRAMATIKER: Lucas Svensson

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen

SCENOGRAF: Nikolaj Trap

LYSDESIGN: Sonja Lea

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN: Jes Theede