Thunder: Når Thors hammer falder

Foto: Andreas Bergmann

Foto: Andreas Bergmann

Tågen har lagt sig over den Brune Kødby, hvor Warehouse9 har lagt hus til Helene Kvints solo-power-performance ”Thunder”.

Inden i teaterrummet falder Thors hammer og ud af tågen træder Heltinden Thor, der har forladt moderskabet og nu vil redde verden mod al dårligdom, inklusive glutenallergi. Superheltinden vil intet mindre end ”make the world great again”

Med cartoon og tonge-in-cheek– i både visuel og performativ forstand, er den Roy-Lichtenstein-agtige tegneseriestil for “Thunder”, lagt.

I sin røde kappe, farer superkvinden Helene Kvint gennem skyerne i fuld harnisk. Hun er verdens redning med sin hammer. Hun hamrer og hamre så det tordner og lyner og scenen står i røg og damp..

Det naive redningsforetagende er ikke til at tage fejl af og fører tydeligvis ingen steder, selvom guderne og vi alle sammen ved, at verden har brug for at blive reddet.

Med stort mod, klæder Helene Kvint, superheltinden af, og forestillingens uomtvistelige præmis hamres eftertrykkeligt ned i scenegulvet: ”Hvordan kan du redde verden, når børnene råber moar!!”

”Thunder” giver sit eget svar.

Som om forestillingens dramaturgi var bygget over et hjertekardiogram, hamres der på skift det ene øjeblik ned i warehouse9 hårde beton og det næste tager heltinden sig en pause.

Men som udmattelsen tiltager og pulsen falder, ledes vi ind i en anden verden og superheltindens røde kappe bliver på forunderlig vis forestillingens hjerte, der folder sig ud i al sin mærkværdige, særegne sårbarhed og man er ikke i tvivl om hvem der er den sande heltinde.

 

Tid 28.03 – 01.04 kl 20.00

Sted: Warehouse9, Den Brune Kødby, København

Co-produktion: Warehouse9 & Helene Kvint

Idé og performer: Helene Kvint
Iscenesættelse: Andreas Constantinou
Animation, lyd og scenografi: Astrid Randrup
Kostumer & make up: Camilla Lind
Lysdesign & scenebygning: Steen Molls Rasmussen
Special Effects: Christine Kvint

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

”As I Collapse”: Pyrocystis fusiformis møde med homo sapiens

As I Collapse - recoil performance group - Foto Søren Meisner

Foto: Søren Meisner

Hvis nulpunktet mellem evolutionens slutning og begyndelse kan manifesteres i en samtidig performativ bevægelse, så sker det i Recoil Performance Group’s seneste værk, ”As I collapse”.

Mørket i publikums hænder bliver til lys og scenekanten tegnes op af algernes lysende cellemembraner.

Pyrocystis fusiformis er en algeform, der er opdyrket i store mængder til denne forestilling. Den kan lyse i mørke når vandet den lever i sættes i bevægelse.

Scenografen, Sille Dons Heltoft, har skabt et antal gennemsigtige bevægelige plastikformer, der rummer vandet og algerne. Formerne danner en organisk helhed med performerens i glinsende sorte dragter og strejf af hud. Den samlede koreografiske bevægelse bliver til Smertefulde landskaber, der rammer med stor suggestiv kraft.

De visuelle metaforer manifesterer sig fra amøbeplan, til plastisklossepladser, til arktiske landskaber -og associationerne til klodens tilstand bliver nærværende på smertelig poetisk vis, når lysende røde hænder gennemskære det mørke landskab.

Lysdesignet af Minna Tiikkainen, stimulere med dybe primærfarver, der bære forestillingens dramaturgi hjem.

Koreografen Tina Tarpgaards tematik fra den tidligere forestilling Tumult, vis omdrejningspunkt på mange planer kredser om den enkelte og de mange og deres indbyrdes kinæstetiske relationer, går afgjort igen i ”As i collapse”. Men mens det i ”Tumult” forekom som en fysisk metafor for de politiske og sociale bevægelser, så er det i ”As I collapse” mere en dybere elementær organisk forbindelse, der udforskes. Performernes asynkronitet danner på forunderlig vis en musikals kakofonisk helhed.

De store mængder af Pyrocystis fusiformis lyser hovedsageligt op i metaforisk forstand. Men forestillingen lyser i sig selv, fordi den tegner et billede af vores eget ansvar. Når publikum sidder i mørket med algerne i hænderne, spejler det vores ansvar på det nærmeste og på det universelle plan. Algerne i vores i hænder, vis levende masse manifesteres i lys når de bevæges, er ligesom os: Som Homo sapiens, mærker vi livet når vores hjerter bevæges.

Det starter alt sammen med en bevægelse….

 

Spilleperiode: 22-24 marts2017

Spillested: Dansehallerne, Bohrsgade 19, 1799 København V

Spilletider Kl. 19.00, d. 23 marts også kl. 12

Billetter på teaterbilletter.dk

Ekstra arrangement d. 23.03 Efter aftenens forestilling arrangerer recoil performance group en aftertalk mellem koreografenTina Tarpgaard og andre fra holdet bag as I collapse og Dea Antonsen, kurator ved Labor a-tory for Aestethics and Ecology.

Turne

28.-30.03, Bora Bora, Århus

03.04, Teater OM, Ringkøbing

06.-07. Teater Momentum, Odense

 

Recoil Performance Group

Medvirkende:

Dansere Hilde I. Sandvold, Sam Denton, Nelly Zagora, Edward Lloyd, Joy Kammin

Koreograf Tina Tarpgaard

Komponist / Forsker Till Bovermann

Lysdesigner Minna Tiikkainen

Forskende kunstner / Konsulent Pei-Ying Lin

Scenograf Sille Dons Heltoft

Kostumierer Sandra Møller Svendsen & Leanne Nielsen

Dramaturg Inge Agnete Tarpgaard

Produktionsleder Viktor K. Magnusson

Lystekniker og Afvikler Jaw Darko

Lydtekniker Søren Knud

Producent Carlos Calvo

PR Betina Rex

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Living Dead – Et ådselædende billeddigt

living dead

Foto: Rumle Skafte

I Sort Hvids gyserforestilling, Living Dead, konfronteres vi med det vi ikke kan rumme i rumlig visualitet.

Hvis vi ikke kan rumme følelserne for de katastroferamte flygtninge, der drukner i hobetal i middelhavet, så kan vi til gengæld mærke, hvordan ”Living Dead” æder sig ind på os med kraftfuld sansemættet visualitet i Marie Rosendahl Chemnitz suggestive scenografi.

Spillerne er klædt som om de var på sommerferie, men de har dukkeansigter med kulsorte øjenhuler. Huden skinner som porøs fernis over det fremskredne fordærv.

I bedste Strindbergske stil, er forestillingen sat i køkkenet som i Frk. Julie, hvor de levende døde, med søvngængeragtig intensitet, skærer sig gennem løget og lader det syde med fisk og lig fra havet. Køkkenet er som altid den præcise metafor for stedet, hvor samfundslagene brydes. Således brydes flygtningeproblematikken mens ligene langsom stiger op til overfladen og scenen forvandles til det sunkne Atlantis.

Samtlige dramaturgiske parametre, går i al sin koreograferede præcision, op i en højere enhed, som sjældent ses. Marie Rosendahl Chemnitz er, sammen med Lollike, lysdesigneren Morten Kolbak og lyddesigneren Jes Theede, horrorgenrens teatrale æstetiker, og åbenbarer, med blomstrede tapeter, burkaer og glitrende katastrofetæpper, et utal af billedkompositioner, der indrammer forestillingens stemningsmæssige plot. Billeder, der på engang er bizarre og smukke, genkendelige og sælsomme.

Ligene stiger op som sortmalede kadaver, mens vi stirrer os blinde i spejlet og i vanvid skyder på den første, der føler sig levende, igen og igen i et inferno, hvor ”Fiskene svømmer ind og ud af min krops åbninger, æder af mit ansigt indefra”

Som Christian Lollike pointere i pressemeddelelsen, vil han ikke lave lækkert teater, men påvirke samfundsdebatten. I Living dead gør han dog sammen med scenografen Marie Rosendahl Chemnitz begge dele.

”Hvad mon EU Kommissæren tænker”

 

Sted Pakhus 11, dampfærgevej 2, 2100 københavn
03.11.2016 – 22.11.2016
Mandag-fredag kl. 20.00 Lørdag kl. 17.00

Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER

Medvirkende ÖZLEM SAGLANMAK, MORTEN BURIAN, MARIA RICH, MOGENS DAHL KAMMERKOR (ELISABETH ØRSNES GADEGAARD, HILDE GJERMUNDSEN, JONATHAN KRONER INGVALD, LUCAS BRUUN DE NEERGAARD, REGINA UNNUR ÓLAFSDÓTTIR)

Tekst og instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Tekstfragmenter MADS MADSEN, TANJA DIERS 
Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ 
Lysdesigner MORTEN KOLBAK
Lyddesigner JES THEEDE
Dramaturg TANJA DIERS
Musikalsk indstudering MOGENS DAHL
Instruktørassistent SIGRID JOHANNESEN
Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Voks – Et scenedigt forsvinder

Voks

Sceno.dk indleder beskedent sæsonen med scenedigtet Voks. En forestillingen der næsten forsvinder i scenesproglige brydninger.

Vi befinder os i et minimalistisk univers. Rummet er indhyllet i hvid gaze og de få sceneelementer leder tankerne hen på dada-kunstneren, Marcel Duchamp, der bryder med den klassiske meningsdannelse. Elementerne er genkendelige, men indgår i et nyt og abstrakt fortællingseksperiment, der dog nærmest forsvinder i udefineret rumlig tavshed.

Replikkerne refererer til noget, som er sket og som ”vi ikke taler om”. Selv tabuerne forsvinder og er ikke til stede som andet end publikums egen evne til at danne dem.

Fremhævet står Maria Louise Suhrs kostumer, der på engang referer til både en klassisk og moderne tid som hun samtidig ophæver, ved at gøre kostumerne til tegn eller skilte med grå og gule striber mod den hvide baggrund. Dramatisk set, forsvinder de dog som medfortællende element og kostumeskiftet til slut, er så underspillet, at man fortsat leder efter et clou, der kan hægte dem op på den samlede fortælling. Men måske er det netop meningen, at associationerne skal brydes, hver gang de opstår.

Det er som om alting vil forsvinde i denne poetiske forestilling. Også Michael Søndergaards videoprojektioner, der aldrig rigtigt integreres i den rumlige helhed, fortoner i det lys som scenen for det meste bader i.

Forestillingen er smukt tænkt, som et intenst, nærværende intimt scenedigt. Desværre forløses den ikke rigtigt i sin sanselige ambition. Den hvide gaze, der draperer væggene, kunne på sin vis symbolisere noget skrøbeligt og sart som en hemmelighed, der dækkes over. Men de forbliver en tavs kulisse, der hverken slører, afslører eller overrasker, alt er ligesom skrabet ind til benet uden at man dog kan se benet. Lyddesignet er mere et abrupt element end en rumlig understøttelse.

Voks der ellers sælges som en sansehistorie om sne, dyr, børn og aske, fornemmes mest som et fjernt digt, der er mere intellektuelt abstrakt end sanseligt vækkende.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der havde været råd til en scenograf , som kunne have hævet den visuelle poesi til det helstøbte niveau Voks fortjener. For der er afgjort interessante brydninger i fortællestil og scenesprog.

 

Sted: Bådteatret

Produktion: Teater Hvis

Tid: 3.9. 2016 – 11.9. 2016

Medvirkende: Anne-Sofie Krogh Jensen, Anja Nielsen
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Instruktion: Lotte Arnsbjerg
Kostumer: Maria Louise Suhr
Video: Michael Søndergaard
Musik: Torben Egeris
Lysdesign: Anna Maria Waldelius (SSKS)
Komponist: Torben Egeris

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

sceno.dk kridter banen op

sceno.dk kridter banen op

Det er ved at være tid til, at sceno.dk kridter banen op og mærker og sanser, hvad scenografien byder på i den kommende sæson.

En ny sæson er så småt gået i gang, og under nye betingelser for scenografi.

Det kgl Teaters scenografiske værksteder drejede denne sommer nøglen om. Hvad det kommer til at betyde for scenekunsten, kan man som publikum kun gisne om. Men ét er i hvert fald sikkert; ”scenografer, der leverer scenografi til Danmarks Nationalscene, skal i kommende sæsoner, vænne sig til en anden skabelsesproces, en proces, der er mindre fleksibel og i mindre kontakt med produktionsværkstederne.” I bedste fald vil ånden og håndværket fra de scenografiske værksteder indgå i nye sammenhænge og komme andre scener til gode. I værste fald spredes den for alle vinde og 250 års ekspertise og håndværkertradition går tabt. Læs mere om lukningen af de scenografiske værksteder.

Det er ikke kun de scenografiske værksteder, der må afgå ved døden, også teaterredaktioner ved førende dagblade bliver nedlagt, idet anmeldermastodonter, som Henrik Lyding og Monna Dithmer nu må stille sig tilfreds med en tilværelse som freelancere. Til gengæld præsenterer sæsonen et hav af scenekunstneriske oplevelser, der giver skribenter rig lejlighed til at skrive spændende anmeldelser af scenografi.

Det er nu engang sceno.dk holdning, at ord kan øge værdien af scenekunstens billeder. Og hvis scenografien ikke skal forsvinde ud i glemslens mørke kroge som kun en udvalgt lille skare kender eksistensen af, er det vigtigere end nogensinde, at scenekunsten bliver fortalt.

Indtil nu er sceno.dk udelukkende blevet honoreret med billetter til scenekunstneriske oplevelser. Det er i sig selv værdifuldt. Men vi lever i en verden, hvor tid er penge -og at se, tænke og skrive om scenografi, tager tid. Derfor opfordres læsere nu til at støtte sceno.dk ved at donere et frivilligt beløb via mobilePay 28348407. Hvis du kan lide, hvad du læser og gerne vil læse mere om scenografi i fremtiden, så har du nu mulighed for at støtte et formål, der giver værdi, ikke blot for scenekunsten og scenografer, men også for publikum.

Sceno.dk skrev sin første anmeldelse i juni 2014 og siden er det blevet til over et halvt hundrede anmeldelser, interviews og artikler om scenografi. (Gå selv på opdagelse i tag-clouden til højre på siden!)

Sceno.dk ser frem til at opleve en masse sanse –og tankevækkende scenografi i den kommende sæson. I blandt forestillinger, som vækker sceno.dks særlige interesse er Cristians Lollikes ”Living dead” med scenografi af Marie Rosendahl Chemnitz, der er Teater Sort/Hvids åbningsforestilling i de nye lokaler i Kødbyen.

Starten af 2017 står i klassikernes tegn og omfatter bl. a. ”Et Vintereventyr” med scenografi af Maja Ravn og instruktion af Kathrine Wiedemann og 3xBeckett instrueret af sværvægteren Morten Grundwald. På Betty Nansen, hvor ledelsen er overtaget af Vibeke Windeløv, kommer ”Sort Vand” med scenografi af stjernetalentet Christian Albrechtesen. Og så skal Får302s jubilæumsforestilling til foråret ”ET hus på sand og håb” med Lisbeth Burians Scenografi helt klart opleves. Vi ses!

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Arne går under i Domus Vista

Arne går under

Foto: Miklos Szabo

En gusten væg bliver til utalige rum i et Domus-Vista-univers, hvor vi drømmer stort og falder dybere end dybt, for Arne går under er tunge sager i tragikomisk forklædning. Forestillingen sætter fokus på manden på bunden. En socialrealistisk og nærværende historie som abstrakt dukketeater. Det er historien om omsorgssvigt og et misforstået behandlersamfund, hvor klienter drives i døden.

Dukkeførerne er som hyper-opmærksomme vidner, der gør som dukken vil. Det giver en særlig magisk dynamik, som er helt anderledes end levende skuespillere.

Dukkemageren og scenografen Rolf Søborg Hansen, har skabt nogen fascinerende levende dukkehoveder, vis kranielignende træk understreges af lyset. Sonja Lea har på fornem vis formået at udnytte lysets muligheder og skærpet undergangsstemningen med alt fra ulmende nøgne pærer, til U-bådsagtig undervandsstemning og vægge der bliver blødrøde.

Arnes fremmedgjorthed bliver tragikomisk udtalt med flodheste- og kineserdukker, der sammen med dukkeførernes levende lemmer skaber bizarre billeder.

Arne går under i en skærsildslignende række af prøvelser, hvor scenografien fremtryller utallige rum for øjnene af os; fra altanlejlighed, toiletrum og indre organer til jobcenterets triste korridorer. Selvom jeg ville foretrække, at den reelle lyd fra den rokerende scenografi, ikke indgik som lydkulisse i et ellers velkomponeret og foruroligende smukt lyddesign af Ida Jacobsen, bliver man forført af den velkoreograferede sceniske illusion.

Der er mange lag i dramatikeren Mikkel Trier Tygårds stykke, der gør dukketeatergenren både relevant og udfordrende for voksne. Men trods den sympatiske ambition i at ville fortælle om manden på bunden, ”..og alle Arner’ne derude”, virker anskuelsen af behandlersamfundet en smule klichefuld. Men scenografiens og dukkernes fascinerende kraft opvejer det dog fuldt ud; man keder sig aldrig, der er masser at se på og reflektere over før vi går under.

 

Sted Bådteatret
Tid 6. februar- 5. marts
Instruktør Rolf Heim
Scenograf & Dukkemager Rolf Søborg Hansen
Lys Sonja Lea
Lyd Ida Jacobsen
På scenen Laura Müller, Rolf Søborg Hansen. Pernille Nedergaard Haugesen og Karen Monrad
Dramatiker Mikkel Trier Rygård

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Løft jeres stemmer før I forsvinder!

Med det seneste finanslovsforslag er det besluttet at spare 600 millioner på kulturen. Det betyder, at Det kongelige Teaters ledelse, har set sig nødstedt til at lukke teatrets scenografiske værksteder. Dette ser nu ud til at blive gennemført uden offentlig debat og med scenografernes stiltiende accept. Hvor er den faglige opbakning? Hvor er Danske Scenografer i debatten?

Scenografiske værksteder er ikke blot et værksted for scenograferne på Det Kongelig Teater. Det er værksteder med 250 års viden og scenografisk ekspertise, viden som overleveres, hver gang en ny scenografi produceres.

Selvom man ikke selv er scenograf på det kongelige Teater, har værkstederne har sat normen for, hvordan det ypperste ser ud, med scenografi af høj kvalitet, der hører til iblandt verdens bedste. Et niveau som smitter på hele den scenografiske branche i både Danmark og ude i verden, hvor danske scenografer af samme grund er meget eftertragtede.

Med lukningen reduceres scenografiens betydning ikke blot på Det kongelige teater, men i hele den scenografiske branche. Det betyder færre penge til scenografi og færre jobs til scenografer nationalt, såvel som internationalt. Det betyder, at publikum ikke oplever det ypperste scenografiske arbejde og det betyder en reducering af den æstetiske dannelse, som teatrene er med til at give publikum. Hvilket igen rammer scenograferne, når publikum ikke oplever kvalitet længere, stiller de heller ikke krav til den og pengene til scenografi og scenografer kan nemmere afskrives.

Med lukningen er det også slut med de fineste uddannelser inden for sceneteknik. Adskillige teatermalere, rekvisitører og teaterskræddere, skal se sig om efter et andet job og den kunst de er oplært i, vil ingen længere kunne undervises i, når faciliteterne forsvinder.

Fremover vil scenografisk produktion blive sat i udbud i Europa, dette betyder, at scenograferne ikke længere vi l kunne have umiddelbart dialog med værkstederne. Det vil betyde ringere kvalitet og flere masseproducerede totalkoncepter, der begrænser eller eliminere scenografi som kunstnerisk disciplin.

Når uddannelserne forsvinder, forsvinder håndværket, når faciliteterne ikke findes og når publikum ikke længere oplever scenografi som kunst, så forsvinder faget.

Selvom lukningen ser ud til at blive gennemført, uanset hvilken argument, vi har for værkstedernes eksistensberettigelse, bør vi ikke undlade at gribe chancen for at debattere værkstedernes betydning for det scenografiske fag. Med scenografernes stiltiende accept, er det ikke bare de scenografiske værksteder, der lukkes ned, men også en vægtig del af scenografi som kunstnerisk disciplin. Så Danske Scenografer, løft jeres stemmer før I forsvinder!

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Det store Ædegilde – Den sidste nadver på kontanthjælp

Foto_Soren_Meisner_

Foto: Søren Meisner

Der er langtfra jobcenterets og sagsbehandlerens skranker i Fix&Foxys seneste iscenesættelse, hvor lugten af mad hænger tungt og intenst over Store Scene i Dansehallerne. Her æder 8 kontanthjælpsmodtagere sig igennem selvsamme menu, som i den fransk/italienske film ”Det store ædegilde” af Marco Ferreri fra 1973.

Scenografen Sille Dons Heltoft, har genskabt den filmiske setting og formået at fastholde virkelighedsteaterets kunstgreb og den scenografiske balance uden at teatralisere. Heltoft kan af-stilisere med en ekvilibristisk intellektualitet, så det bliver en stil i sig selv. Alligevel er scenografiens egen poesi tilstede overalt, for selvom scenografien, har taget direkte fra filmen, har elementerne fået en ny symbolladning. Iscenesættelsen og scenografien skaber et virkelighedsteater med et mylder af referencer, der spejler filmens scener med kontanthjælpsmodtagernes eksistensvilkår.

Forrest på scenen står langbordet dækket med hvid dug. Under en stor del af forestillingen sidder her en kvindelig kontanthjælpsmodtager i mørkegrøn kjole, som en anden Maria Magdalene ved den sidste nadver. Den kristne terminologi fornægter sig ikke, for er det i virkeligheden ikke disse mennesker, der korsfæstes for øjnene af os tilsammen af systemets ubønhørlige umyndiggørelse. Deres medvirken i forestillingen lader dem for et øjeblik undslippe dette greb, mens deres livsvilkår serveres for publikum. De originale personligheder fortæller deres personlige historier om alt fra psykisk sygdom, følger af sexmisbrug og stofmisbrug, til håb og drømmen om en dag at undslippe. Mens maden indtages i utrolige uappetitlige mængder, ofte alle andre steder end ved bordet, står stolene underligt tomme som et minde om alle de ubrugte potentialer, der går tabt.

Forestillingen gestalter overdådigheden til kvalmepunktet, den ene ret efter den anden, fra vagtler og kalkun til crepe suzette og buddingebryster, med prutter, lort og bræk til følge. Som i ”Jeppe på bjerget”, der vågner i baronens seng, undslipper vi ikke systemets jerngreb og en grum skæbne. Et system, der forekommer mere og mere meningsløst, efterhånden som scenens køleskabe, som forestillingen skrider frem, fyldes med de døde: Fråseriet bliver vores alles død, enten ved at nogen får for lidt eller nogen får for meget.

Som et uskyldigt og magtesløst tavst vidne, er et akvarium med en to udstoppede dådyr centralt placeret i scenografien. I det andet hjørne står et billardbord, hvorpå spillerne ligger sig som hunde i et spil kegler. Bagtæppet blafre for en kort stund med drømmen om at undslippe, men der er ingen egentlig udvej, for livet er virkeligheden lige nu.

Fix&Foxy har i deres tidligere forestillinger benyttet sig af virkeligheden, af publikumsinvolvering og af virkelige personer frem for skuespillere. Den skarpe adskillelse af scene og publikum, er således usædvanlig, idet publikum denne gang er på sikker afstand af scenen. Men i betragtning af det mod, de medvirkendes udviser ved at stille sig frem og dele deres historier, er det nok et nødvendigt hensyn iscenesætterne har måttet tage. Men med julefrokosterne, der står for døren og med vedtagelsen af regeringens seneste finanslov, kan Det Store ædegilde, dog dårligt komme tættere på.

 

Sted: Dansehallerne

Tid: 21. november – 1. december 2015 kl 20 Mandag, Onsdag, Lørdag.

Producent: Fix&foxy

Medvirkende: 8 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister:

Sebastian Behrndtz

Ann-Selena Cailloux

Eddie Emhof

Troels Laurell

Noga Bonibay

Kim Dalmose

Kasper Mechlenburg

Katrine Fokdal

Koncept og iscenesættelse: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Anna-Maria Barse
Lysdesign: Tobias Stål
Lyddesign: Ditlev Brinth
Kok: Birgitte Kampmann
Assisterende kok: Christine Bille Nielsen

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

“Hjem” – en leg på tæppet

 

Foto: Andreas Bergmann steen

Foto: Andreas Bergmann Steen

I de selv samme minutter som Paris bliver ramt af terror, leger jeg sammen med det øvrige publikum i performanceinstallationen ”Hjem”, at jeg er syg. Vi ligger på nogen madrasser og jamrer, kalder på vand og omsorg. I en verden, hvor millioner er fordrevet fra deres hjem, synes ”Hjem” som et velvalgt tema for Seimi Nørregaards seneste værk.

Der har været allergiske reaktioner fortæller Seimi inden vi træder ind i performanceinstallationen og inden hun selv sætter sig med et klæde over hovedet. Jeg tænker om det er den hengemte lugt af gammelt tøj, der er årsagen.

Det er Warehouse9 i Kødbyen, der denne gang ligger rum til. Vi går rundt på strømpefødder, på en sammenstøbning af brugte væg-til-væg-tæpper. Publikum bliver straks sat i sving med opgaver, såsom at gemme slik, sorterer tøj efter farver, klippe bogstaver og støvsuge madrasser. Jeg deltager velvilligt og med åbent sind og forsøger at kode meningen, men føler allermest, at jeg er blevet sat tilbage i børnehaven.

Med masser af brugt stof, et socialrealistisk tema og en form, der blander rum, installation, performance, publikumsinvolvering og digt, er ”Hjem” et typisk Seimi Nørregaard.

Samtidig forekommer ”Hjem -En ommøblering af det kendte” som et forsøg på konsekvent at dekonstruere både form og indhold. Alt hvad der foregår, bliver på en måde lige-gyldigt. ”Ingen rejser sig og går, ingen bliver siddende”, flyder ud af Seimis mund. Vi kan lade være, eller ikke lade være. Således går den dybere mening også tabt for mig. Det hele virker for nemt og for lemfældigt.

Hvis man vil, kan man godt finde pointer og måske skal installationen have lov til at vokse igennem publikumsinvolveringen, der ved hver forestilling efterlader sig spor til den næste forestilling. Men der er for meget selvsving over performanceduoen Seimi Nørregaard og Boaz Barkan, som godt kunne have brugt input, der ikke blot kom fra et umælende publikum. Vi kan gemme slikket, vælge bogstaverne og sorterer farverne i tøjet, lade os gelejde rundt efter Seimis barnlige instruktioner, men hvad mere faciliterer forestillingen?

Brugte madrasser, en parasol, et interimistisk plankeværk er måske nok et rumdigt for, hvor skrøbelig en illusion hjemmet som skærm mod verden er blevet. Og skabe og skuffer, der gemmer ubrugelige genstande, gestalter måske nok vores meningsløse ophobninger, og Seimi med klæde over hovedet, vores fornægtelse. Men performancens barnlige attitude forbliver en leg på tæppet og de rumlige digte fortaber sig i meningsløs hoppen på madrasser. Jeg er ikke længere noget barn, jeg kan ikke længere blot lege videre midt i en verden af galskab. Således står paradokserne i kø, i en cirkel, der slutter om sig selv, i ”Hjem -en ommøbleringen af det kendte”.

Iscenesættelse: Seimi Nørregaard og Boaz Barkan
Sted: Warehouse 9,  København V
Spilleperiode: 11. – 27. november 2015 Tirsdag-lørdag kl. 20, søndag kl. 15
Udstilling: Tirsdage og fredage kl. 13-18 – gratis entré

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

+1 – Et sort rum, der aldrig forsvinder

+1_MÆRKVÆRK_PerMortenAbrahamsen_10

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Apocalyps now” er svært at udtale for en ung pige med selvværdsproblemer, præcis lige så svært som det er at gestalte en ung piges ensomhed. Teater Mærkværk kaster sig dog modigt ud i begge dele med en monologen +1 af Line Mørkeby. Raphael Solholm, har stået for scenografien, der lever op til alle turnekrav og består af et kvadratisk scenerum af sorte vægge og tre hvide kæmpepuder. Lamperne, der hænger på toppen af væggene udgør lyssætningen. Bedst som man tror, at rummet ikke gemmer nogen overraskelser, hives lakridskonfektdåser ud af usynlige åbninger i væggen og rummet forvandles til et hvidt projektionslærred for den ensomme pige, der har et dødningehoved af nitter på sin sorte t-shirt. Men så er det også slut med overraskelser i denne forestilling og som min 13 årige datter bemærker: ”den siger ligesom ikke noget nyt, alt det ved jeg godt i forvejen, så hvad mere vil forestillingen fortælle mig?” Fra mit voksenperspektiv forstår jeg hende, men tænker også, at denne forestilling ikke skal stå alene, men suppleres af formidlingsmateriale og være oplæg til diskussion rundt omkring på skoler og gymnasier.

Videodesigneren har ligesom scenografen ikke pyntet på noget, projektionerne er skåret ind til nærmest dokumentarisk virkelighed, der paradoksalt ikke er virkelighed i forestillingen, men den virkelighed, som monologholderen forestiller sig hun ville have, hvis hun ikke var ensom. Dette greb er interessant i sig selv som oplæg; for hvad er virkelighed i selviscenesættelsen på de sociale medier?

Identifikationen med monologholderen (Anne Gry Henningsen) var svær at opnå. Som min datter sagde; “hvorfor kunne man ikke finde en yngre skuespiller, der passede bedre til alderen?” Fra mit voksenperspektiv, er mit gæt, at det måske netop er meningen, at der ikke skal være en alt for stærk identifikation, men at publikum skal kunne distancere sig for at kunne se problematikken.

+1 er på sin vis blottet for visuel poesi og bør snarere vurderes for sin terapeutiske effekt, end for sine kunstneriske kvaliteter. Der hvor man kunne poetisere, har man undladt det, de sorte vægge forsvinder aldrig helt, vi ser aldrig pigen i den ensomme spot i det uendelige sorte rum. Som publikum er vi beskuere af både flere virkelighedslag og en nøgen gestaltterapeutisk apokalypse med kæmpepuder, men også det, er en kunst i sig selv.

 

SPILLESTED&SPILLEPERIODE:
Teater Grob, København: 20. – 30. oktober 2015. Teater Nordkraft, Aalborg 3. – 9. november 2015

PRODUCERET AF: MÆRKVÆRK og TEATER NORDKRAFT

MEDVIRKENDE ANNE GRY HENNINGSEN
INSTRUKTØR LEIV ARNE KJØLLMOEN
DRAMATIKER LINE MØRKEBY
SCENOGRAF & LYSDESIGNER RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM
LYD- & VIDEODESIGN RASMUS KREINER

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious