Tag-arkiv: Sille Dons Heltoft

OMSORG -Vakuum i kunstlys

Omsorg

Foto: Thomas Cato

Planter kan godt leve uden solens lys, når de i stedet får kunstigt vækstlys. Teknologien er blevet stadig mere effektiv og industriens planter gror i kunstlys døgnet rundt.

Er omsorgen på samme måde blevet kunstig og er vi fastfrossent i et vakuum, hvor det, der er tilbage er minimale excel-beregnede betingelser for vækst.

I OMSORG, placere scenografen Dons Heltoft-Christensen dilemmaet på en æstetisk knivsæg, et kunstigt vækstunivers, der samtidig rummer paradoksale billeder af et dystopisk idylnostalgisk hindsides.

Forestillingens oplæg begræder velfærdsstatens omsorgsforordninger, der har overladt den ægte omsorg til ”systemet”. Denne omsorgstematik driver med forestillingen ud af kurs, så man nemt mister orienteringen. Lader man sig drive med, viser forestillingen sig snarere som en undersøgelse af værdier, der gik tabt, en opdagelsesrejse i vores bevidsthed om fællesskab, vores håb og erindring.

Med performative stilistiske greb går det kunstneriske hold på opdagelse i en kunstig kultur hvor rum og kroppe omslutter og udskiller hinanden. I lyddesignet af Andreas Catjar krystalliseres denne proces, hvor øjendråber lander med rungende kæmpeplask.

Forestillingen er i sine billeder mættet med litterære referencer og vil næsten for meget på engang. Men scenografien redder konceptet med sikker farve og stilsans uden at simplificere, med modet til at bryde sin egen parole og åbne op for nye associationer og samtidig skabe et både originalt og helstøbt univers.

Den scenografiske proces har i sig selv understreget forestillingens koncept.

Fra de medvirkende, har jeg ladet mig fortælle, at scenografen, til at starte med, installerede ægte græsmåtter. Men da spillerne, havde prøvet på dem i tre uger, var Får302’s lille scenerum ikke bare fuld af skimmel og fluer, men græsset var heller ikke længere grønt. Med andre ord kunne denne kunstneriske proces ikke vedligeholde den ønskede kultur, og løsningen endte med et kunstigt græstæppe. Således forstærker forestillingen på en måde sin egen pointe om kulturen og naturen og den omsorg vi ikke kan levere. Selvom det kunstige aldrig kan erstatte det naturlige, spiller det kunstige sin egen vigtige rolle i fortællingen og processen danner i sig selv en metafor for grænselandet mellem kunstighed og natur.

Sonja Leas lysdesign korresponderer med den scenografiske installation og dens farvevalg og fuldender terrariumstemningen.

Terrariumkonceptet placerer et metalag, der som en slange, slutter om sig selv og kommentere kulturens kunstighed.

Om det er et tæppe af plastik eller ægte græs er det ikke det afgørende kunstgreb. Pointen er, at grænserne mellem kunstighed og natur er flydende, i en form for vakuum, hvor både plante og plastik eksisterer hinsides solens lys.

 

Sted: Får302, København

Tid: 24. august – 16. september 2017, man – fre kl. 20.00, lø kl. 17.

Af og med: Morten Klode, Andriana Seecker (DE), Peder Holm Johansen, Charlotte E. Munksgaard & Birgitte Prins
Instruktion: Johannes Maria Schmit (DE)
Koreograf: Andriana Seecker (DE)
Komponist & lyddesign: Andreas Catjar (SE)
Scenografisk idé: Sille Dons Heltoft-Christensen
Lysdesign: Sonja Lea
Kunstnerisk konsulent: Anders Carlsson (SE)
Dramaturg: René Kruse

 

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

”As I Collapse”: Pyrocystis fusiformis møde med homo sapiens

As I Collapse - recoil performance group - Foto Søren Meisner

Foto: Søren Meisner

Hvis nulpunktet mellem evolutionens slutning og begyndelse kan manifesteres i en samtidig performativ bevægelse, så sker det i Recoil Performance Group’s seneste værk, ”As I collapse”.

Mørket i publikums hænder bliver til lys og scenekanten tegnes op af algernes lysende cellemembraner.

Pyrocystis fusiformis er en algeform, der er opdyrket i store mængder til denne forestilling. Den kan lyse i mørke når vandet den lever i sættes i bevægelse.

Scenografen, Sille Dons Heltoft, har skabt et antal gennemsigtige bevægelige plastikformer, der rummer vandet og algerne. Formerne danner en organisk helhed med performerens i glinsende sorte dragter og strejf af hud. Den samlede koreografiske bevægelse bliver til Smertefulde landskaber, der rammer med stor suggestiv kraft.

De visuelle metaforer manifesterer sig fra amøbeplan, til plastisklossepladser, til arktiske landskaber -og associationerne til klodens tilstand bliver nærværende på smertelig poetisk vis, når lysende røde hænder gennemskære det mørke landskab.

Lysdesignet af Minna Tiikkainen, stimulere med dybe primærfarver, der bære forestillingens dramaturgi hjem.

Koreografen Tina Tarpgaards tematik fra den tidligere forestilling Tumult, vis omdrejningspunkt på mange planer kredser om den enkelte og de mange og deres indbyrdes kinæstetiske relationer, går afgjort igen i ”As i collapse”. Men mens det i ”Tumult” forekom som en fysisk metafor for de politiske og sociale bevægelser, så er det i ”As I collapse” mere en dybere elementær organisk forbindelse, der udforskes. Performernes asynkronitet danner på forunderlig vis en musikals kakofonisk helhed.

De store mængder af Pyrocystis fusiformis lyser hovedsageligt op i metaforisk forstand. Men forestillingen lyser i sig selv, fordi den tegner et billede af vores eget ansvar. Når publikum sidder i mørket med algerne i hænderne, spejler det vores ansvar på det nærmeste og på det universelle plan. Algerne i vores i hænder, vis levende masse manifesteres i lys når de bevæges, er ligesom os: Som Homo sapiens, mærker vi livet når vores hjerter bevæges.

Det starter alt sammen med en bevægelse….

 

Spilleperiode: 22-24 marts2017

Spillested: Dansehallerne, Bohrsgade 19, 1799 København V

Spilletider Kl. 19.00, d. 23 marts også kl. 12

Billetter på teaterbilletter.dk

Ekstra arrangement d. 23.03 Efter aftenens forestilling arrangerer recoil performance group en aftertalk mellem koreografenTina Tarpgaard og andre fra holdet bag as I collapse og Dea Antonsen, kurator ved Labor a-tory for Aestethics and Ecology.

Turne

28.-30.03, Bora Bora, Århus

03.04, Teater OM, Ringkøbing

06.-07. Teater Momentum, Odense

 

Recoil Performance Group

Medvirkende:

Dansere Hilde I. Sandvold, Sam Denton, Nelly Zagora, Edward Lloyd, Joy Kammin

Koreograf Tina Tarpgaard

Komponist / Forsker Till Bovermann

Lysdesigner Minna Tiikkainen

Forskende kunstner / Konsulent Pei-Ying Lin

Scenograf Sille Dons Heltoft

Kostumierer Sandra Møller Svendsen & Leanne Nielsen

Dramaturg Inge Agnete Tarpgaard

Produktionsleder Viktor K. Magnusson

Lystekniker og Afvikler Jaw Darko

Lydtekniker Søren Knud

Producent Carlos Calvo

PR Betina Rex

Save

Det store Ædegilde – Den sidste nadver på kontanthjælp

Foto_Soren_Meisner_

Foto: Søren Meisner

Der er langtfra jobcenterets og sagsbehandlerens skranker i Fix&Foxys seneste iscenesættelse, hvor lugten af mad hænger tungt og intenst over Store Scene i Dansehallerne. Her æder 8 kontanthjælpsmodtagere sig igennem selvsamme menu, som i den fransk/italienske film ”Det store ædegilde” af Marco Ferreri fra 1973.

Scenografen Sille Dons Heltoft, har genskabt den filmiske setting og formået at fastholde virkelighedsteaterets kunstgreb og den scenografiske balance uden at teatralisere. Heltoft kan af-stilisere med en ekvilibristisk intellektualitet, så det bliver en stil i sig selv. Alligevel er scenografiens egen poesi tilstede overalt, for selvom scenografien, har taget direkte fra filmen, har elementerne fået en ny symbolladning. Iscenesættelsen og scenografien skaber et virkelighedsteater med et mylder af referencer, der spejler filmens scener med kontanthjælpsmodtagernes eksistensvilkår.

Forrest på scenen står langbordet dækket med hvid dug. Under en stor del af forestillingen sidder her en kvindelig kontanthjælpsmodtager i mørkegrøn kjole, som en anden Maria Magdalene ved den sidste nadver. Den kristne terminologi fornægter sig ikke, for er det i virkeligheden ikke disse mennesker, der korsfæstes for øjnene af os tilsammen af systemets ubønhørlige umyndiggørelse. Deres medvirken i forestillingen lader dem for et øjeblik undslippe dette greb, mens deres livsvilkår serveres for publikum. De originale personligheder fortæller deres personlige historier om alt fra psykisk sygdom, følger af sexmisbrug og stofmisbrug, til håb og drømmen om en dag at undslippe. Mens maden indtages i utrolige uappetitlige mængder, ofte alle andre steder end ved bordet, står stolene underligt tomme som et minde om alle de ubrugte potentialer, der går tabt.

Forestillingen gestalter overdådigheden til kvalmepunktet, den ene ret efter den anden, fra vagtler og kalkun til crepe suzette og buddingebryster, med prutter, lort og bræk til følge. Som i ”Jeppe på bjerget”, der vågner i baronens seng, undslipper vi ikke systemets jerngreb og en grum skæbne. Et system, der forekommer mere og mere meningsløst, efterhånden som scenens køleskabe, som forestillingen skrider frem, fyldes med de døde: Fråseriet bliver vores alles død, enten ved at nogen får for lidt eller nogen får for meget.

Som et uskyldigt og magtesløst tavst vidne, er et akvarium med en to udstoppede dådyr centralt placeret i scenografien. I det andet hjørne står et billardbord, hvorpå spillerne ligger sig som hunde i et spil kegler. Bagtæppet blafre for en kort stund med drømmen om at undslippe, men der er ingen egentlig udvej, for livet er virkeligheden lige nu.

Fix&Foxy har i deres tidligere forestillinger benyttet sig af virkeligheden, af publikumsinvolvering og af virkelige personer frem for skuespillere. Den skarpe adskillelse af scene og publikum, er således usædvanlig, idet publikum denne gang er på sikker afstand af scenen. Men i betragtning af det mod, de medvirkendes udviser ved at stille sig frem og dele deres historier, er det nok et nødvendigt hensyn iscenesætterne har måttet tage. Men med julefrokosterne, der står for døren og med vedtagelsen af regeringens seneste finanslov, kan Det Store ædegilde, dog dårligt komme tættere på.

 

Sted: Dansehallerne

Tid: 21. november – 1. december 2015 kl 20 Mandag, Onsdag, Lørdag.

Producent: Fix&foxy

Medvirkende: 8 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister:

Sebastian Behrndtz

Ann-Selena Cailloux

Eddie Emhof

Troels Laurell

Noga Bonibay

Kim Dalmose

Kasper Mechlenburg

Katrine Fokdal

Koncept og iscenesættelse: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Anna-Maria Barse
Lysdesign: Tobias Stål
Lyddesign: Ditlev Brinth
Kok: Birgitte Kampmann
Assisterende kok: Christine Bille Nielsen

Love Theater – Kærlighed under konstruktion

Pumpestationen under Dybbelsbro huser et rum, der bringer os helt tæt på thaipigen Thanta Laovilawanyakul, kaldet Ping Pong, som bringer publikum i spil som redskab for forestillingens ti fortællinger om sexturister fra hele verden.

Scenografen Sille Dons Heltoft, har skabt et anonymiseret hyperrealistisk hotelrum med en underspillet uflatterende balance. Over sengen hænger en kitschet orkide og forbinder østen og vestens symbol på kærlighedsdrømmen. Jacuzzien i hjørnet er flankeret af et nærmest uberørt regnbuefarvet badegardin. I min iver efter at teatralisere, bliver badeforhænget et scenetæppe, men i mødet med virkelighedens Thailand, er tæppet på udramatisk vis, for længst gået.

Lysdesigneren David Abad forstærker, sammen med lyddesigneren Rasmus Kreiner, rummets realisme og understøtter et andet dramatisk fortællelag, der dog aldrig bliver for eksplicit, men ligger som en foruroligende undertone til de historier, som Ping Pong nænsomt inddrager publikum i.

Paradokset er at man føler sig uanstødeligt omfavnet i rollen som eksponent for den virkelige sexturisme, der sælger illusionen om kærlighed og følelser til en pris, der i hvert fald med vores politiske korrekte indignation, undergraver det selvsamme.

Pumpestationens maskinrum, fungerer som en krop for hotelrummet. Rummenes indbyrdes forbindelse bliver tilsammen en scenografisk metafortælling, der gør forestillingen stedspecifik. Udenfor hotelrummet, er vi bag kulissen, i forestillingens maskinrum, hvor der til denne snigpremiere, hersker et kaotisk byggerod, ”kærlighed under konstruktion”. Indenfor i hjertekammeret, bliver Love Theater til.

Spillested. Pumpestationen under Dybbelsbro i København
Spilleperiode: 2.-23. maj 2015

Produktion: Fix&Foxy
Medvirkende: Ping Pong (født Thanta Laovilawanyakul)
Idé og instruktion: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Lysdesign: David Abad
Lyddesign: Rasmus Kreiner