Det store Ædegilde – Den sidste nadver på kontanthjælp

Foto_Soren_Meisner_

Foto: Søren Meisner

Der er langtfra jobcenterets og sagsbehandlerens skranker i Fix&Foxys seneste iscenesættelse, hvor lugten af mad hænger tungt og intenst over Store Scene i Dansehallerne. Her æder 8 kontanthjælpsmodtagere sig igennem selvsamme menu, som i den fransk/italienske film ”Det store ædegilde” af Marco Ferreri fra 1973.

Scenografen Sille Dons Heltoft, har genskabt den filmiske setting og formået at fastholde virkelighedsteaterets kunstgreb og den scenografiske balance uden at teatralisere. Heltoft kan af-stilisere med en ekvilibristisk intellektualitet, så det bliver en stil i sig selv. Alligevel er scenografiens egen poesi tilstede overalt, for selvom scenografien, har taget direkte fra filmen, har elementerne fået en ny symbolladning. Iscenesættelsen og scenografien skaber et virkelighedsteater med et mylder af referencer, der spejler filmens scener med kontanthjælpsmodtagernes eksistensvilkår.

Forrest på scenen står langbordet dækket med hvid dug. Under en stor del af forestillingen sidder her en kvindelig kontanthjælpsmodtager i mørkegrøn kjole, som en anden Maria Magdalene ved den sidste nadver. Den kristne terminologi fornægter sig ikke, for er det i virkeligheden ikke disse mennesker, der korsfæstes for øjnene af os tilsammen af systemets ubønhørlige umyndiggørelse. Deres medvirken i forestillingen lader dem for et øjeblik undslippe dette greb, mens deres livsvilkår serveres for publikum. De originale personligheder fortæller deres personlige historier om alt fra psykisk sygdom, følger af sexmisbrug og stofmisbrug, til håb og drømmen om en dag at undslippe. Mens maden indtages i utrolige uappetitlige mængder, ofte alle andre steder end ved bordet, står stolene underligt tomme som et minde om alle de ubrugte potentialer, der går tabt.

Forestillingen gestalter overdådigheden til kvalmepunktet, den ene ret efter den anden, fra vagtler og kalkun til crepe suzette og buddingebryster, med prutter, lort og bræk til følge. Som i ”Jeppe på bjerget”, der vågner i baronens seng, undslipper vi ikke systemets jerngreb og en grum skæbne. Et system, der forekommer mere og mere meningsløst, efterhånden som scenens køleskabe, som forestillingen skrider frem, fyldes med de døde: Fråseriet bliver vores alles død, enten ved at nogen får for lidt eller nogen får for meget.

Som et uskyldigt og magtesløst tavst vidne, er et akvarium med en to udstoppede dådyr centralt placeret i scenografien. I det andet hjørne står et billardbord, hvorpå spillerne ligger sig som hunde i et spil kegler. Bagtæppet blafre for en kort stund med drømmen om at undslippe, men der er ingen egentlig udvej, for livet er virkeligheden lige nu.

Fix&Foxy har i deres tidligere forestillinger benyttet sig af virkeligheden, af publikumsinvolvering og af virkelige personer frem for skuespillere. Den skarpe adskillelse af scene og publikum, er således usædvanlig, idet publikum denne gang er på sikker afstand af scenen. Men i betragtning af det mod, de medvirkendes udviser ved at stille sig frem og dele deres historier, er det nok et nødvendigt hensyn iscenesætterne har måttet tage. Men med julefrokosterne, der står for døren og med vedtagelsen af regeringens seneste finanslov, kan Det Store ædegilde, dog dårligt komme tættere på.

 

Sted: Dansehallerne

Tid: 21. november – 1. december 2015 kl 20 Mandag, Onsdag, Lørdag.

Producent: Fix&foxy

Medvirkende: 8 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister:

Sebastian Behrndtz

Ann-Selena Cailloux

Eddie Emhof

Troels Laurell

Noga Bonibay

Kim Dalmose

Kasper Mechlenburg

Katrine Fokdal

Koncept og iscenesættelse: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Anna-Maria Barse
Lysdesign: Tobias Stål
Lyddesign: Ditlev Brinth
Kok: Birgitte Kampmann
Assisterende kok: Christine Bille Nielsen

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *