Tag-arkiv: Teaterøen

Phoenix – en vandring i dit sind

De mørke skyer hænger tungt og brister i det jeg ankommer til Teaterøen, på Københavns Holms yderste spids. I foyeren venter jeg til det bliver min tur og billettøren giver mig et gult regnslag, som kan beskytte mig mod regnen, når jeg om lidt skal ud og opleve øen på egen hånd.

På vandreperformancen Phoenix, er du alene med øens industrielle landskab, de iscenesatte rum, installationerne og de enkelte performere. Guidet af stemmen i høretelefoner og hvide sten, begiver jeg af sted som Grete uden Hans.

Poetiske forvandlingshistorier folder sig ud for mit indre øre, mens landskabet sanses og min krop bevæger sig op og ned ad interimistiske stier. Jeg møder fyrbøderen i et ulmende mørke, der sværter mine fødder og hænder. Jeg møder mig selv og min egen angst for mørket og det fremmede åndedræt. Blændet af mørket er et fløjlsreb min guide, hvor synssansen er væk og jeg overvældes af mit eget blods susen og min manglende evne til at møde fuglen Fønix i det inderste kulsorte mørke.

Midt i det lange græs anvises jeg en stol mens regn og blæst river i det gule regnslag og overdøver ordene fra den sarte stemme i mit øre. De hvide sten fører mig ud på kajen hvor en båd står tøjret. Nede i kahytten bliver jeg placeret overfor en kvinde i hvidt. En transformeret og lysende udgave af Fønix i mørket, som jeg kun fornemmede, men ikke så. En bakke med salt gynger imellem os mens forvandlingshistorien udvikler sig til uendeligt hav, der ikke kan være inde i fuglen og den må briste i en ny fødsel.

Fortællingen er løsrevet fra den stedspecifikke historie. Phoenix fremstår som en rent sanset gestaltning uden forankring i selve stedet og som publikum må man slippe alle forestillinger og lade sig involvere i det performative sanseunivers, der er forbundet af elementernes metamorfosiske egenskaber og den dramaturgiske helhed, på det performative, såvel som det metaforiske plan.

Elementernes stoflighed og mytologi bliver nærværende og yppersanselige i performancens omsorgsfulde håndtering af kul, salt, vand, sand og rød farve.

Phoenix er en vandring i dit sind. Konfronteret med én til én performances er oplevelsen, og din evne til forvandling og overgivelse, pålagt dit eget sindelag og ego. Jeg oplevede performere, der var i stand til at holde en afpersonificerende og tantrisk balance og blev hensat i en nærmest ego-opløsende tilstand ved vandringens kulmination.

I evigt forvandlende kredsløb er vores sjæl, hvis vi tør flyve fra reden…

 

 

 

 

 

Titel: Phoenix

Co-produktion ml. Wunderland, Københavns Internationale Teater & TEATERØEN

En del af Metropolis Festival 2015

Spillested: Teaterøen

Spilleperiode: 16.-30. august

Kunstnerisk leder og performer Mette Aakjær (DK)

Dramaturgisk konsulent Sarah John (Australien)

Komponist og lydkunstner Thoranna Bjornsdottir (Island)

Performer og danser Cindy Rudel (Tyskland)

Performer og danser Nina Matthis (Sverige)

Performer Sara Vilardo (Italien)

Visuel kunstner Sigrid Astrup (Norge)

Forfatter Sonja Winckelman Thomsen (DK)

Gæsteperformer Helga Rosenfeldt-Olsen (DK)

Teknisk interaktionsdesigner Rune Brink (DK)

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Billedfortælling uden kompas på Teaterøen

Jeg har begivet mig ud på Teaterøen, der ligger midt på Refshaleøen, midt i mellem glemt industri og kreative værksteder og for tiden huser en del af CPH Stage’s mere alternative forestillinger.

Ved indgangen modtager jeg dagspasset; en lille grøn stoflap med bredde- og længdegraden påtrykt. Så ved jeg, hvor jeg er. Også når jeg lukkes ind i mørket til Carte Blanches og Animationsworkshoppens forestilling, Time Woke Up in Darknes, hvor jeg skal lukke og åbne øjnene og se nuet, som kontinuerligt forsvinder. Forestillingen eksperimenter med tiden, som formmæssig faktor, igennem et interdisciplinært møde mellem animationens og teatrets tidsmæssige arbejdsbetingelser. Som publikum inviteres du til at interagere med rummet og være ét med nuet. Scenerummet er et laboratorium med ø’er af installationer, der sammen skaber et slags kosmos, og hvor abstraktioner af naturens elementer på forskellig vis mødes i performative interaktioner. Jeg kan således tænde og slukke for den lille lygte om halsen, lade mig blive henvendt til eller lade være, slå mig ned i flydepuderne, lukke øjnene og blive bragt ud på en rejse, der starter i mit eget lille lysende hjerte. Jeg kan åbne øjnene og betragte animationens bevægelse blive til af lysende streger mens performeren næsten står stille. Og jeg kan få en sten i hænderne, lukke øjnene og mærke dens egen leg med tyngdeloven. Jeg kan lege med lyset og ligge mig under bølgerne, der sænker sig over mig, akkompagneret af interstellar lyd.

Er jeg blevet ældre eller yngre? Fik de bøjet tiden? Fik de den vækket i det mørke rum, eller stod den stille? Måske svaret er at finde, hvis jeg en dag vender tilbage og betragter mit portrætbillede fra den dag i det mørke rum.

Da jeg bagefter kommer ud i lyset, må jeg lede en ekstra gang efter den lille grønne lap i lommen, der sikre mig entre til den næste forestilling.

Fra foyerens univers af møbelkluns med lysekroner, kanelabre og chaiselonger, guides vi ud på grusvejen og hen til en døråbning i en stor træbygning. Indenfor sidder Sylvia ved et bord og skriver på en skrivemaskine i et sort rum.

Sylvia, af Teater Svada, er en afdæmpet monolog, baseret på den amerikanske digter og forfatterinde, Sylvia Plath, som led af klinisk depression og til sidst tog sit eget liv. Her den sceniske fortælling skåret ind til benet; neutrale elementer, udgør bord og stol. Udover skrivemaskinen er der en telefon, som lyses op i nogen af de momentvise billeder, som forestillingen er klippet sammen af. Et kabel og murstensvæggen får dermed stor billedlig betydning, i den minimalistiske scenografi. Sylvia er, med sine slidte røde pumps og beskedne 50’er dress, som en tidslomme, der med teksten bringer os ind i Sylvia Plaths liv. Teksten eller manuskriptet over hendes liv er i bogstaveligste forstand hele tiden i hænderne på skuespilleren på scenen. At scenografien er skåret ind til benet, giver her god mening, idet teksten og de den skaber i publikums bevidsthed er det afgørende.

Tilbage i foyeren, er Mr Rise & Peanuts i gang med at varme op til deres danseperformance, Small!, som betyder ”bang” i datid på svensk. De to performere leger med ironisk distance med rummet mellem bevægelserne og jazzer med klicheerne. Scenografisk set, kan performer parrets sportslige out fit, ses som en indbyrdes dyst over bevægelsernes rumlighed og relation.

Den sidste forestilling på programmet er Light, dark, light heavy, her er bliver vi atter guidet hen til den store træbygning, men ind i et hvidt rum. Vi skal opleve en danser og en håndholdt lyskilde. Forestillingen starter med en stemme i mørket, der bliver til flere stemmer og solodansen med lyset indledes. Her fremstår de dramaturgiske parametre, lys, lyd, bevægelse, rum og tid i et næsten nøgent kinæstetisk forhold til hinanden. Samtidig er der en fortælling om selviscenesættelsen, der ikke kan finde balance eller tyngde i et evigt tilintetgørende kredsløb om sig selv.

Fælles for dagens forestillinger, er at de ikke har haft en scenograf tilknyttet til at balancere den samlede visuelle fortælling. Light, dark, light heavy har haft en billedkunstner der antageligvis har skabt en billedmæssig balance.

Men for Time Woke up in Darkness vedkommende skal den billeddramaturgiske fortælling, skabes af publikum selv og dermed opnår forestillingen måske ikke at ramme med sin intention og sceneelementer forbliver uopdagede. Billedfortællinger uden scenografer er lidt som et skib uden retning og kompas og så er det jo godt, at jeg ved på hvilken breddegrad jeg befinder mig. 55° 41° 47°⁄ 12° 36° 46° nordøstlig breddegrad.

 

Sted: Teaterøen

Se spilletider her!

Time Woke up in Darkness
Carte Blanche og Animationsværkstedet
Sarah John (Instruktør)
Sara Topsøe-Jensen (Koncept)
Michelle Kranot (Videodesigner)
Uri Kranot (Videodesigner)
Thomas Ahlmark (Lyddesigner)
Kristoffer Jørgensen (Lyddesigner)
Troels Lindebjerg (Tekniker)
Jakob Kirkegaard (Tekniker)
Adrian Dexter (Videodesigner)
Marieke Breyne (Performer)
Cindy Rudel (Performer)
Jean-Marie Oriot (Performer)
Jakob Kirkegaard (Performer)

Sylvia
Teater Svada
Manuskript: Pernille Lyneborg og Susanne Storm
Spiller: Pernille Lyneborg
Instruktør: Susanne Storm
Produktion: Søren Romer

Small!
Mr. Rise & Peanuts
Robert Logrell (Koreograf)
Sanna Blennow (Koreograf)
Kaspar Liepins Hedström (Lyddesigner)
Fridold Lundmark (Lyddesigner)
Robert Logrell (Performer)
Sanna Blennow (Performer)

Light, dark, light heavy
Chris Crickmay (Billedkunstner, Koreograf, Lysdesigner)
Ellen Kilsgaard (Producent, Koreograf , Danser, Lysdesigner)
Sharon Stewart (Lyddesigner, Komponist)

 

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Ud af kroppen ind i verden – Det frie felts festival

Fra Christianshavns Torv kan man stige på en gammel bus, der køre ud til Reftshaleøen, hvor Teaterøen, har til huse og i denne weekend er værter for Det frie felts Festival. Buschaufføren har et hvidt jakkesæt på. Indvendigt er bussen draperet med hvidt tyl, og hvide tylsommerfugle dingler fra loftet. Måske skal vi tro vi er på vej i himmelen og at chaufføren er selveste Sankt Peter.

Det er en bustur igennem et ingenmandsland af åbne industrilandskaber og et råkoldt havnebassin, der skvulper opad muren langs kørebanen. Vi ankommer til en bygning, der ligger klods op ad forbrændingsanlæggets futuristiske bygning, Lynetten. Indenfor er det et helt andet landskab med tændte kandelabre og en smilende stab i hvide skjorter, der vimser omkring, mens vi tager plads i den rumlige foyers velourbetrukne sofaer.

Vi bydes gin tonic og kuratorerne og støtteudvalgets repræsentant fra Uafhængige Scenekunstnere og Scenekunstnere uden scene holder tale. Kuratorene fortæller, at forestillingerne, på en eller anden måde, alle tager livtag med virkeligheden og de globale problematikker menneskeheden står over for. At forestillingerne på en og samme tid er både laboratorium og avantgarde.

Den første forestilling, jeg skal se er én til én performancen, Whole Body Treatment af Sara Hamming. Jeg guides ud af bygningen, hvor tusmørket har sænket sig og ud på en lille vandring, på den øde grusbelagte vej. Bygninger tegner sig som mørke silhuetter mod himlen og vinterkulden bider. Jeg ender ved en sort dør, på bagsiden af en stor rød træbygning. Da der er så mørkt, træder jeg ved siden af og ned i et hul, der er ingen ”Mind the gap” her.

Indenfor tager performeren imod mig i hudfarvet trikot. Rummet er stort og kvadratisk og ligner et træningslokale med sine lyse parketgulve og sorte molton langs væggene. Midt i rummet står en behandlingsbriks. Jeg får lov til at se de udprægede hjemmelavede rekvisitter, der forekommer ubestemmelige, både hvad angår udseende og funktion, performeren viser mig tre masker og tre replikker, repræsentative for tre former for teater. Jeg lægger mig på briksen, hvorpå der ligger et par afklippede fingere fra en pinkfarvet opvaskehandske på det mintgrønne tæppe. Jeg får sort bind for øjnene og hengiver mig til mørket, de indre billeder og de kropslige sansninger, som performeren fremkalder. Kender jeg Elias Canetti? Han har skæg og gråt hår, der stritter op i vejret, og jeg stryges med en ru tingest over kind og tinding og føler mig som Canneti. Mine indre organer, deres udseende og placering, beskrives i omhyggelige detaljer, samtidig placeres gestaltninger af selvsamme organer oven på min torso, tarme, lever, nyre, lunger og hjerte. Det er en meget speciel og nærmest udafkroppen oplevelse, hvor jeg på en og samme tid er indre krop og global bevidsthed. Min nyre bliver lagt i min hånd, replikker viskes i mit øre og jeg mærker maskens eget indre, jeg mærker teatret og verden som krop indefra og udefra. Jeg mærker, hvordan den tages fra mig gives mig tilbage. Det er stærkt og bevægende i nærmest Artaudsk forstand.

Singing my place af Teater Viva er den anden forestilling jeg deltager i på det Frie felts festival på Teaterøen. Jeg siger deltager, for man er ikke længere et publikum, der kan gemme sig i mørket og blot ser. Nej man er deltager i den performative fortælling eller begivenhed.

Denne finder sted i nabobygningen og vi lukkes ind af dørvogtere, der lyser os i hovedet med lommelygter, inden vi lukkes ind og bliver bedt om at tage sko af og iføre os sorte og hvide stribede hyggesokker. Fire iglotelte danner en lejr i lokalet, der er oplyst af teaterlamper med blålige farvefiltre. Vi bliver placeret på stole i midten af lejeren. Og en dame i pels kravler i det ene øjeblik rundt og fortæller om grise, der bliver til mennesker, de næste er byder hun velkommen til klimaflygtningelejr og guider os gennem øvelser, der skal fastholde vore erindringer om den natur, der ikke længere eksisterer. For enden af rummet hænger isen og smelter ned i metalspande, der gengives i lydbilleder. I et af teltåbningerne stikker et rensdyrgevir ud. Teltigloerne skjuler ellers ingen overraskelser og deres visuelle muligheder står ubrugte hen. Teaterlamperne er uden synlig årsag, Afslutningsbilledet fortæller, at alt, hvad der ventede os var en kold spand vand.

Den tredje forestilling på mit program er Arbejd Arbejd af Seimi Nørregaard. Det foregår i en forfalden bygning, et andet sted på Øen, kaldet bunkeren. Udenfor bygningen ligger en bunke af tøj på jorden, der lyses op af en stærk projektør. Vi skal være klædt på til opgaven, som performeren siger, og hun beder os om at iføre forskellige jakker og termobukser, før vi går indenfor. Her bliver vi stillet på række i en smal lavloftet korridor med kolde, forvitrede og rå vægge. Lyserøde og laksefarvede stofstimler fanger øjet igennem den hvælvede åbning. Inde i rummet står symaskiner på rad og række, vi bliver bedt om tage plads ved dem og instrueres nøje i arbejdsgangen. Herefter sidder samtlige deltagere villigt, nærmest panisk og syr i lyserøde og laksefarvede tøjstrimler, på symaskiner uden undertråd, iklædt væres sørgelige genbrugsovertøj. Det er koldt men vi er sammen om det. Længere ind i bygningen får vi tildelt hvert et vattæppe, og i den endelige blå pæres dunkle skær står en gammel rusten og kold ovn. Vi forpupper os i en vuggende tæthed og inden natarbejdets mørke omslutter os helt, ledes vi ind gennem en fødselsåbning af forrevne flæser, ind til en Seimisk labyrint af ophængte lagner fra fordums nære tid. Ender tæt sammenflettede på det kollektive sengeleje, hvor vi kun drømmer om arbejde, for at vågne til lyden af klirrende skåle, der giver genlyd og lugten af boullionsuppe. Det bliver aldrig dag, der er kun arbejd, arbejd og en undren, da vi ender i et rum med en bænk og en gammel gadelygte, der minder os om en fjern, fjern tid, hvor man kunne finde hvile.

Denne aften slutter i Teaterøens foyer, der ikke fornægter sine teatrale rødder med hvide duge, sølvkanelaber og klunsede velursofaer. I hjørnet skærer Zlatko Buric & TIGs musiske installation igennem, med et perkussionelt orgel, der akkompagnere Zlatkos indlevende og potente performance. I en tid, hvor næsten alt er prøvet, avantgarden død, starter man alligevel gerne forfra i teaterlaboratoriets frie felt , hvor en anden himmel venter.
Det frie Felt Festival finder sted på Teaterøen den 29. januar til 1. februar 2015.

Se mere på http://teateroen.dk/

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious