Tag-arkiv: Det Kongelige Teater

Løft jeres stemmer før I forsvinder!

Med det seneste finanslovsforslag er det besluttet at spare 600 millioner på kulturen. Det betyder, at Det kongelige Teaters ledelse, har set sig nødstedt til at lukke teatrets scenografiske værksteder. Dette ser nu ud til at blive gennemført uden offentlig debat og med scenografernes stiltiende accept. Hvor er den faglige opbakning? Hvor er Danske Scenografer i debatten?

Scenografiske værksteder er ikke blot et værksted for scenograferne på Det Kongelig Teater. Det er værksteder med 250 års viden og scenografisk ekspertise, viden som overleveres, hver gang en ny scenografi produceres.

Selvom man ikke selv er scenograf på det kongelige Teater, har værkstederne har sat normen for, hvordan det ypperste ser ud, med scenografi af høj kvalitet, der hører til iblandt verdens bedste. Et niveau som smitter på hele den scenografiske branche i både Danmark og ude i verden, hvor danske scenografer af samme grund er meget eftertragtede.

Med lukningen reduceres scenografiens betydning ikke blot på Det kongelige teater, men i hele den scenografiske branche. Det betyder færre penge til scenografi og færre jobs til scenografer nationalt, såvel som internationalt. Det betyder, at publikum ikke oplever det ypperste scenografiske arbejde og det betyder en reducering af den æstetiske dannelse, som teatrene er med til at give publikum. Hvilket igen rammer scenograferne, når publikum ikke oplever kvalitet længere, stiller de heller ikke krav til den og pengene til scenografi og scenografer kan nemmere afskrives.

Med lukningen er det også slut med de fineste uddannelser inden for sceneteknik. Adskillige teatermalere, rekvisitører og teaterskræddere, skal se sig om efter et andet job og den kunst de er oplært i, vil ingen længere kunne undervises i, når faciliteterne forsvinder.

Fremover vil scenografisk produktion blive sat i udbud i Europa, dette betyder, at scenograferne ikke længere vi l kunne have umiddelbart dialog med værkstederne. Det vil betyde ringere kvalitet og flere masseproducerede totalkoncepter, der begrænser eller eliminere scenografi som kunstnerisk disciplin.

Når uddannelserne forsvinder, forsvinder håndværket, når faciliteterne ikke findes og når publikum ikke længere oplever scenografi som kunst, så forsvinder faget.

Selvom lukningen ser ud til at blive gennemført, uanset hvilken argument, vi har for værkstedernes eksistensberettigelse, bør vi ikke undlade at gribe chancen for at debattere værkstedernes betydning for det scenografiske fag. Med scenografernes stiltiende accept, er det ikke bare de scenografiske værksteder, der lukkes ned, men også en vægtig del af scenografi som kunstnerisk disciplin. Så Danske Scenografer, løft jeres stemmer før I forsvinder!

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Romeo og Julie – Et kærlighedsoprør i en polstret celle

Tæppet går og der rejser sig en monumental hudfarvet polstret væg. På forscenen sidder de to familier bænket på klaverstole med front mod publikum. Scenen er sat og hadets kim, imellem de to familier, Montagues og Capulet, er plantet med en sproglig uenighed om, hvor trykket på stavelsen skal ligge i Shakespeares eget blankvers. Der er et flygel i dameside og et opretstående klaver i kongeside, det ene er ude af stemning og det andet forsøger at fange kærlighedens toner.

Det handler om kærlighed, eller billedet på den ideelle kærlighed. Steffen Aafings scenografi har favnet kærlighedens vilkår i vores egen tid. En gigantisk polstret væg, der udgør alt fra klatremur og elskovsleje til Veronas stjernehimmel er samtidig en slags gummicelle, der af-romantiserer Romeo og Julies kærlighedsdrama. Et greb der kan ses som en gestaltning af, at kærlighedens potentielle gerningsmænd lever i en lukket og beskyttet verden, hvor man ikke slår sig, og de sydende romantiske kærlighedsvers fremstår som et desperat råb om at mærke og føle stort. Mens Romeo spørger: ”Er der en verden udenfor Verona?”, er kærligheden er en naiv utopi.

Julie er dydigt klædt i high school uniform i en rustfarvet nederdel, der når til midt på læggen, cremefarvet bluse og flade sko i Oxfordstil. I komisk kontrast til Julie, står moderen fru Capulet, der er er uengageret smart i sort skindjakke og støvletter. Ammens dueblå konede guvernantelook, har mere tilfælles med Julie og forstærker erotikkens trange kår. Romeo i blomstret skjorte og gyldent slips er som et løfte om guld og grønne skove. Romeos Ven Mercutio sjofler enhver romantisk forestilling i stilfulde sorte bukser, hvid smokingskjorte og smalt slips. Niecen Benvolio er klædt i ferskenfavet herrehabit. Med omvendt fortegn leges der med Shakespeares kønsforvirring. Steffen Aarfings kostumer understreger en af-personificeret og af-sexualiseret kønsløs verden med et par kontrastfulde anakronismer i form af fyrstinden, der til forveksling ligner Queen Elizabeth den 1., og fyrstens slægtning, Paris, er et Eiffeltårn af lange lemmer, en comedia del arte figur helt ”out of tune”.

Ord, kys og kødlighed, drømmer om et inderligt kærlighedsoprør og scenografien lever på alle måder op til det: I vielsesscenen, hvor den kolossale polstrede væg med et bliver dyb ultramarineblå og stjernerne stråler i lysende symmetri. Romeo og Julie hviner som cheerleaders, og man ønsker, de ville skrige vildt og afsindigt. Men her rammer forestillingen lige præcis det postulat som Romeo og Julies Kærlighed er: Den ideelle kærlighed findes ikke og er dømt til at dø. En død, der allestedsnærværende lurer under sin sorte hætte, forklædt som munk, som både vier de unge kærlighedsjægere og blander den dødelige gift, der slår dem ihjel.

Koreografien er, sammen med instruktionen, i sig selv et visuelt mesterstykke: Samtlige spillere er under hele forestillingen til stede som passive tilskuere eller skikkelser, frosset i flugten op af ”muren”, og Romeos replik, ”en mur kan ikke stoppe kærligheden” bliver smertelig paradoksal.

Lysdesigneren Jonas Vest incitere rummet og den polstrede bagvæg forvandler sig i dramatiske, effektfulde og umærkelige skift fra den sarteste varme rosa til mørkegrå og hidsig pink, og en lysstribe i gulvet der virker som rampelys, giver scenerne den sporadiske dysterhed.

Bag forestillingens facon, der i sig selv gør kærligheden til en farce, er den polstrede mur et varsel om at befri kærligheden fra dens celleagtige tilværelse, hvor fyrsten sidder vagt, som en anden Sankt Peter i det høje, og undgå døden som stående søjler ”i skæret af månens blege pande”.

 

Romeo og Julie af Wiliam Shakespeare

Oversat Af Niels Brunse

(bearbejdet af Elisa Kragerup og Louise W. Hassing)

Sted: Skuespilhuset

Spilleperiode: 05. nov. – 13. jan. 2015

Scenograf: Steffen Aarfing

Iscenesættelse: Elisa Kragerup

Koreografi: Signe Fabricius

Lyd -og lysdesign: Jonas Vest

Spillere

Danica Curcic
Mikael Birkkjær
Thomas Hwan

Ditte Gråbøl
Helle Fagralid
Jesper Hyldegaard
Peter Christoffersen
Tammi Øst

Henrik Jandorf
Peter Plaugborg
Signe Egholm Olsen
Troels Thorsen

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Hedda Gabler gestaltet med underspillet elegance

Skuespilhusets ulmende Røde Rum er indtaget af en nærmest maskulin scenografi af stål og glas med kolossale panoramaruder, der spejler publikum, som er ved at indtage deres pladser.

Publikumlyset går ned og bag de monumentale ruder, på scenens bagvæg, projekteres billeder af et hus set udefra.

Palle Steen Christensen har designet et scenerum, der udgør det indvendige af huset, med niveauopdelte plateauer og med symbolske detaljer, som afsløres undervejs af live videoprojektioner. Videodesignet af Jonas Jongejan, indgår ikke blot som en medfortællende faktor, men skaber også en flot scenografisk helhed med filmiske greb.

Med videoprojektionerne kommer vi helt tæt på; når spillerne i virkeligheden står med ryggen til publikum, spejles de i de panoramiske ruder, samtidig med at følelserne kan aflæses i nærbilleder af ansigterne der filmes live og projekteres på scenens bagvæg. Metabilledesymbolikken er nærmest uoverskuelig men samtidig overdådig smuk, som i nattescenen, hvor Hedda har brændt Eilerts livsværk, et manuskript i en USB-nøgle. Ilden er slukket, men røgen fra den lille flamme på det ovale sofabord, bliver til en diskret ulmende, skypumpe når den projekteres live på bagvæggen og det Røde rum bliver sort.

Jeg har tit undret mig over, hvilken dramatisk og visuelt medfortællende effekt drinksanretninger på teaterscenerne, udgør – og som oftest har jeg konkluderet, at det blot er en skuespillerting. Med videoprojektionerne giver det dog pludselig visuel mening og den cirkelrunde drinkbakke bliver arena for en nærmest rebusagtig forestilling i sig selv.

Pistolkassen, der i det store scenebillede, visuelt set er en detalje , bliver med ét en monumental kulisse, der tager magten på samme måde som pistolskuddet, der vækker os af vores dvale.

I den indledende scene ser man Tesman og Tante Julle ultrarealistisk påklædt, hvilket får mig til at tænke på om er det her er endnu et scenekunstnerisk forsøg på at gøre filmkunsten efter med supernaturalisme? Men da Hedda gør sin entre fra kælderen, i elegant blegrosa og silketynd cat suit på bare tæer, giver det god mening. Kontrasten er underspillet, men den er der. Som da Tante Julle forærer Tesman hans gamle håndbroderede tøfler som en slags bryllupsgave. En tøffelhelt er født, men Hedda interesserer sig hverken for tøflerne eller for hans professorat. Der er andre ting på spil, andre ting, der ulmer i Det røde rum, hvor lysdesigneren Clement Irbil får væggene til at changerer fra dyb bordeauxrød til kul sort.

Tea, vis navn Hedda forveksler med Tora, (som et hint der rimer på Nora, en anden af Ibsens kvindeskæbner), er klædt i zebrastribet t-shirt og senere leopardstribet, som et symbol på Heddas egen dyriske natur, der er reduceret til de kvinderoller kulturen tilbyder og som hun forsøger tæmme og finde en vej ud af, en smuk vej vel og mærke og har hun ikke selv modet må andre ofres. Som siluetten af den tiger, der ligger på lur under hele forestillingen, under sceneplateauet, er hun tigeren i buret og naturen, der er undertrykt af kulturens normer og jagt på præstige. Heddas skæbne er en natur, som vi ikke længere husker og derfor udgør en uudholdelig sjæleuro, der ingen plads har, hverken foran eller bag kulturens blanke panoramaruder.

Scenens flisebelagte gulv, hvis geometriske mønster afsløres, idet topkameraet panorerer og zoomer ud i et totalbillede og projekteres på den vertikale bagvæg, spejler det rationelle imod Heddas irrationelle natur. I slutscenen er Hedda, iklædt en plantemønstret dragt, reduceret til en prydplante, som den sidste rest af utæmmet natur i en stålsat verden, hvis eneste ambition, er at rekonstruere resterne af en kultur, som er fortabt. Når publikumslyset går op og vi atter spejles i panoramaruderne, er spørgsmålet om vi er herre over vores skæbne med den natur og den kultur, der er os givet.

Ibsens symbolladede dramatik bliver elegant og underspillet gestaltet i nærmest algoritmiske visuelle lignelser og intet er overladt til tilfældighederne i den reumertvindende scenografs seneste værk.

 

Hedda Gabler Af Henrik Ibsen

Spillested Skuespilhuset, Det røde rum

Spilleperiode: 24. sep. – 29. jan. 2015

Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen| Tekstbearbejdelse og iscenesættelse: Rune David Grue  | Lysdesign: Clement Irbil | Oversættelse: Niels Brunse | Videodesign: Jonas Jongejan

Medvirkende                                                                                                                                        Hedda Gabler Johanne Louise Schmidt

Jørgen Tesman Nicolai Dahl Hamilton

Brack Mikkel Arndt

Thea Elvsted Marie Dalsgaard

Eilert Løvborg Asbjørn Krogh Nissen

Tante Julle Ditte Gråbøl

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Sæsonen ruller på Sceno

 

Efter at bloggen har ligget stille hen over sommeren er det nu tid til atter at få gang i Sceno.

På lørdag skal jeg se Directors Cut af Nymphomaniac og jeg vil tage de scenografiske briller på, for hvad betyder de sceniske rum, hvordan afspejles de eksistentielle temaer, karakter og emotion i filmens visualitet? Danske Simone Grau, der er scenograf på flere af Lars von Triers film, står også for scenografien denne gang og Alexander Scherer er production designer.

Teatersæsonen ruller igen og der er en masse spændende forestillinger på tapetet som jeg ser frem til at se og skrive om. Jeg vil lægge ud med de små scener og håber at se Harold Pinter stykket, Old Days på Sorte Hest med Marianne Nilssons scenografi. Dernæst Sympati for Djævlen på Får302 i Nikolaj Traps Scenografi og Sonja Leas lysdesign. Også 1984 på Betty Nansen tror jeg bliver interessant med scenografi af Kim Witzel. Et mobilt Dukkehjem opført af Fix & Foxy på Sydhavn teater med Siggi Oli Palmasons scenografi ville jeg også gerne nå at se. Og så skal jeg se Impossible på Husets Teater til november med Edward Lloyd Pierces Scenografi. Lloyd Pierce har her været både co.producent, medinstruktør og scenograf på forestillingen og det bliver spændende at se, hvilken forskel det gør når scenografen udfylder andre roller end den scenografiske. Og så skal jeg helt sikkert en tur på det Kongelige Teater, men hvad det skal være har jeg ikke besluttet, Maja Ravn er scenograf på Holbergstykket, Erasmus Montana, og årets reumertvinder, Palle Steen Christensen, er scenograf på Hedda Gabler i Det røde rum. Der tegner sig et super scenografisk efterår.

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious