Hedda Gabler gestaltet med underspillet elegance

Skuespilhusets ulmende Røde Rum er indtaget af en nærmest maskulin scenografi af stål og glas med kolossale panoramaruder, der spejler publikum, som er ved at indtage deres pladser.

Publikumlyset går ned og bag de monumentale ruder, på scenens bagvæg, projekteres billeder af et hus set udefra.

Palle Steen Christensen har designet et scenerum, der udgør det indvendige af huset, med niveauopdelte plateauer og med symbolske detaljer, som afsløres undervejs af live videoprojektioner. Videodesignet af Jonas Jongejan, indgår ikke blot som en medfortællende faktor, men skaber også en flot scenografisk helhed med filmiske greb.

Med videoprojektionerne kommer vi helt tæt på; når spillerne i virkeligheden står med ryggen til publikum, spejles de i de panoramiske ruder, samtidig med at følelserne kan aflæses i nærbilleder af ansigterne der filmes live og projekteres på scenens bagvæg. Metabilledesymbolikken er nærmest uoverskuelig men samtidig overdådig smuk, som i nattescenen, hvor Hedda har brændt Eilerts livsværk, et manuskript i en USB-nøgle. Ilden er slukket, men røgen fra den lille flamme på det ovale sofabord, bliver til en diskret ulmende, skypumpe når den projekteres live på bagvæggen og det Røde rum bliver sort.

Jeg har tit undret mig over, hvilken dramatisk og visuelt medfortællende effekt drinksanretninger på teaterscenerne, udgør – og som oftest har jeg konkluderet, at det blot er en skuespillerting. Med videoprojektionerne giver det dog pludselig visuel mening og den cirkelrunde drinkbakke bliver arena for en nærmest rebusagtig forestilling i sig selv.

Pistolkassen, der i det store scenebillede, visuelt set er en detalje , bliver med ét en monumental kulisse, der tager magten på samme måde som pistolskuddet, der vækker os af vores dvale.

I den indledende scene ser man Tesman og Tante Julle ultrarealistisk påklædt, hvilket får mig til at tænke på om er det her er endnu et scenekunstnerisk forsøg på at gøre filmkunsten efter med supernaturalisme? Men da Hedda gør sin entre fra kælderen, i elegant blegrosa og silketynd cat suit på bare tæer, giver det god mening. Kontrasten er underspillet, men den er der. Som da Tante Julle forærer Tesman hans gamle håndbroderede tøfler som en slags bryllupsgave. En tøffelhelt er født, men Hedda interesserer sig hverken for tøflerne eller for hans professorat. Der er andre ting på spil, andre ting, der ulmer i Det røde rum, hvor lysdesigneren Clement Irbil får væggene til at changerer fra dyb bordeauxrød til kul sort.

Tea, vis navn Hedda forveksler med Tora, (som et hint der rimer på Nora, en anden af Ibsens kvindeskæbner), er klædt i zebrastribet t-shirt og senere leopardstribet, som et symbol på Heddas egen dyriske natur, der er reduceret til de kvinderoller kulturen tilbyder og som hun forsøger tæmme og finde en vej ud af, en smuk vej vel og mærke og har hun ikke selv modet må andre ofres. Som siluetten af den tiger, der ligger på lur under hele forestillingen, under sceneplateauet, er hun tigeren i buret og naturen, der er undertrykt af kulturens normer og jagt på præstige. Heddas skæbne er en natur, som vi ikke længere husker og derfor udgør en uudholdelig sjæleuro, der ingen plads har, hverken foran eller bag kulturens blanke panoramaruder.

Scenens flisebelagte gulv, hvis geometriske mønster afsløres, idet topkameraet panorerer og zoomer ud i et totalbillede og projekteres på den vertikale bagvæg, spejler det rationelle imod Heddas irrationelle natur. I slutscenen er Hedda, iklædt en plantemønstret dragt, reduceret til en prydplante, som den sidste rest af utæmmet natur i en stålsat verden, hvis eneste ambition, er at rekonstruere resterne af en kultur, som er fortabt. Når publikumslyset går op og vi atter spejles i panoramaruderne, er spørgsmålet om vi er herre over vores skæbne med den natur og den kultur, der er os givet.

Ibsens symbolladede dramatik bliver elegant og underspillet gestaltet i nærmest algoritmiske visuelle lignelser og intet er overladt til tilfældighederne i den reumertvindende scenografs seneste værk.

 

Hedda Gabler Af Henrik Ibsen

Spillested Skuespilhuset, Det røde rum

Spilleperiode: 24. sep. – 29. jan. 2015

Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen| Tekstbearbejdelse og iscenesættelse: Rune David Grue  | Lysdesign: Clement Irbil | Oversættelse: Niels Brunse | Videodesign: Jonas Jongejan

Medvirkende                                                                                                                                        Hedda Gabler Johanne Louise Schmidt

Jørgen Tesman Nicolai Dahl Hamilton

Brack Mikkel Arndt

Thea Elvsted Marie Dalsgaard

Eilert Løvborg Asbjørn Krogh Nissen

Tante Julle Ditte Gråbøl

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *