Tag-arkiv: Sydhavn Teater

HIC SUNT LEONES – SMITTEFARE JEANNE D’ARC – Vor fælles skæbne i junglesumpens dyb

HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc

Foto: Sydhavn Teater

Hele verden er i krise, den fattige tredje verden især, vi vil så gerne hjælpe, men kan vi det, uden grundig ransagelse af vores egen rolle i krisen og det der har skabt den?

Sydhavn Teater har sammen med det tyske team og Warehouse 9, skabt en totalteaterinstallation i WH9’s lokaler i Københavns Kødby, hvor de dissekerer vestens rolle i den tredje verden.

Foran indgangen til WH9 stimer folk sammen og jeg undrer mig over en backpacker med høretelefoner og tyggegummi, der blander sig i mængden, men ligesom hende er jeg jo også på en slags ekskursion. Totalteatret er for længst gået i gang…

Publikum bliver sluppet løs på loftet og må selv navigere rundt. Jeg bliver dog som de fleste andre i mørket tiltrukket at en mandlig silhuet på baggrund af en grønlig projektion.

Junglens billeder projekteres på en sygeskærm og skikkelsen spejler vores eksistentielle refleksioner; ”Hvorfor er vi her?” ”Hvordan eksisterer vi uden liv, død, tro og tillid?” ”Hjælp os med at samle stumperne!” Så kommer backpackeren trampende og spørger om vej og vi følger alle efter Backpackeren og den hvidmalede skikkelse, udsmykket med sorte pigge, der bevæger sig edderkoppeagtigt gennem rummet.

Den anden ende af loftsrummet danner setting for en primitiv lejr i en afrikansk bush. Her sidder den kyniske lejesoldat bag et skrivebord med en computer, hvor han enten tjekker folk ud eller ser på porno med en ødelagt globus ved hans side. Hans roommate slænger sig på madrassen og zapper sig gennem voldsvideoer med henrettelser og tortur, som han også kalder porno. Backpackeren ankommer og viser sig at være en NGO’er, der er ivrig efter at komme i gang med vaccinationsprogrammet. Remedier fra et felthospital står ubrugte hen, der ligger dukker i små senge og nussede feltmadrasser spredt på gulvet.

Publikum må placere sig, hvor de vil; følge de enkelte performances, der opstår, fra enhver vinkel, vove sig ud i rummets kroge eller ned i den mørke tåge, hvorfra mystiske primale lyde stiger op.

Nedenunder befinder vi os i en slags junglesump. Hvidt støv i mørket danner ulmende former af kropsdele. Lemmer fra dukker og udefinerbare genstande flyder i bunker og jeg får et chok, da en bunke med et bliver levende. En spolebåndoptager kaster roterende projektioner rundt. Fragtmenter af en offerbænk anes, hvidmalede skikkelser danner deres egne fremmede ritualer hernede i sumpen. Publikum kigger på, tager billeder, men besmittes med det hvide støv, der ligger overalt. Backpackeren er på en hellig mission, på flugt fra de hvide væsner. Utallige billeder af barbarisk skønhed blander sig med hinanden alt efter hvor jeg står og kulminerer i en voldsom offerscene, der vender vores vestlige selvbillede på hovedet og viser globaliseringens gru. Jeanne D’arks korstog slutter, der hvor hendes identitet afsløres og vi indser vores fælles skæbne i junglesumpens dyb.

Scenografen og videokunstneren Christian Bech, har sammen med det kunstneriske team skabt et gennemført scenografisk univers, der gør publikum til medskabere af den komplekse billedmosaik i både gestaltet og bogstavligste forstand. Et opråb fra globaliseringens sump!

Fakta: HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc  #1 er første del af et toårigt teaterprojekt i samarbejde med Mirko Borscht, Warehouse9 i København og Teater Nordkraft i Aalborg. Forestillingen videreudvikles til en opsætning på Teater Nordkraft med premiere i september 2016

Dele af den nyskrevne tekst består af brudstykker af Friederich Schillers Jomfruen fra Orleans fra 1801

SKUESPILLERE: Olaf Højgaard, Mille Maria Dalsgaard og Malik Grosos
PERFORMERE: Jørgen Callesen og Carla fra Helles7ed
INSTRUKTION: Mirko Borscht (DE).
SCENOGRAFI OG VIDEO: Christian Bech (DE).
MUSIK: Carla fra Helles7ed.
KOSTUMER: Elke von Sivers (DE)
TEKNIK: Ruth-Johanne Andersson

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Et Mobilt Dukkehjem – Sansemættet selvrealisering inde i en mørkeviolet campingvogn

Jeg har billet til ”Et mobilt Dukkehjem”, som denne torsdag aften har trillet campingvognen ned på Havneholmen ikke så langt fra Nyhavn. Endnu en setting for Noras selvrealisation, for som prostitueret med en campingvogn, kan du så ikke være hvor som helst og hvem som helst? Nora Bestemmer selv, eller gør hun?

Et Mobilt Dukkehjem er en dekonstruerende fortsættelse af Henrik Ibsens Dukkehjem og et samfundskritisk drama, der sætter Noras selvrealisering i et nyt samfundsmæssigt og globalt perspektiv: For når Nora vil realisere sig selv, hvilke rammer og muligheder har hun så?

Forestillingen starter i forteltet til campingvognen, hvor Nora (Mille Maria Dalsgaard) danser poledans i døråbningen. Nora ligner noget sømænd engang fik tatoveret på deres overarme. I en lårkort, babyblå buksedragt og højrøde laksko er hun som taget ud af en pin-up-girl-kalender fra halvtredsserne. Som en del af billedkoreografien, åbner og lukker Nora storflirtende den todelte dør ind til campingvognen og danner fuldendte billedbeskæringer af hendes attributter.

Nora inviterer os indenfor, hvor scenografen Siggi Oli Palmaso, der efterhånden er specialist i campingvognsscenografi og hans assistent Laura Rasmussen, har skabt hendes lille bordelunivers af violette nuancer med gardiner af glitrende violet pallietstof, violet gulvtæppe og loft, diskokugle og sortmalede skabslåger, der gemmer på nye mulige personrealiseringer. Rundt omkring på hylder, vægge og skabslåger, hænger forskellige parykker fremme som en metafor for, at du selv kan vælge hvem du vil være. Og Nora hengiver sig lystigt til dette projekt; under forestillingen skifter hun kostume flere gange, for er hun ikke til det hele…eller hvad?

Noras veninde Kristine, kommer også forbi. Hun gør rent 6×6 timer om ugen. Hun synes ikke hun er for fin til det, i sine nedslåede grå overalls har hun noget mandhaftigt over sig, selvom hun har bevaret en feminin blonde i sin hvide t-shirt. Hun foredrager om de usle slavelignende vilkår Afrikas børn arbejder under i chokoladehøsten, imens Nora slikker sig ind i et totalt tantrisk chokoladetrip, der driver udover hendes ansigt og fingre og en sødlig lugt breder sig tungt i det mørkeviolette rum.

Noras tidligere mand, Thorvald, er en psykisk syg finansmand, der synes det går bedre, ”det har terapeuten selv sagt. Han har et fikst lille mørkblåt jakkesæt på, hvid t-shirt, allstars på fødderne og fuldskæg i bedste hipster-stil. I et forsøg på at vinde Nora tilbage, spiller han på sin guitar og synger; A working class hero is something to be, som en kærlighedssang til Nora, eller måske i virkeligheden som et kritisk hint om; at man skal være en del af den arbejdende klasse, for at være noget.

Og så kommer Krogstad (Jesper Hyldegaard) ind i campingvognsbordellet med sit store korpus og dupper sig med snaps, så stanken breder sig påtrængende og vi som publikum ikke blot er tilskuere, men medsammensvorne. Krogstad er bumsen. Til skræk og advarsel for hvor galt det kan gå? Men pludseligt har han et skind på og danser med en bøffel i sit eget mørke, men han bevarer sit skind, selv om de vil tage det fra ham. Måske en anden form for selvrealisering, der handler om at bevare sig selv, frem for at blive til nogen.

Med Et mobilt Dukkehjem, har Sydhavn Teater med Mareike Mikats instruktion, skabt et sansemættet, påtrængende og ekspanderende samfundskritisk teater, med modige skuespillere, der udvider teaterrummets grænser i en lille campingvogn.

Spiller frem til 5. Oktober 2014

SE SPILLESTEDER HER!

NORA HELMER: Mille Maria Dalsgaard

KRISTINE LINDE: Anne Voigt Christiansen

THORVALD HELMER: Morten Hembo

NIELS KROGSTAD: Jesper Hyldegaard

INSTRUKTION: Mareike Mikat

SCENOGRAFI: Mareike Mikats instruktion

DRAMATURGI: Theresa Schütz

PRODUKTION: Søren Hansen

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious