Tag-arkiv: CPH Stage

Billedfortælling uden kompas på Teaterøen

Jeg har begivet mig ud på Teaterøen, der ligger midt på Refshaleøen, midt i mellem glemt industri og kreative værksteder og for tiden huser en del af CPH Stage’s mere alternative forestillinger.

Ved indgangen modtager jeg dagspasset; en lille grøn stoflap med bredde- og længdegraden påtrykt. Så ved jeg, hvor jeg er. Også når jeg lukkes ind i mørket til Carte Blanches og Animationsworkshoppens forestilling, Time Woke Up in Darknes, hvor jeg skal lukke og åbne øjnene og se nuet, som kontinuerligt forsvinder. Forestillingen eksperimenter med tiden, som formmæssig faktor, igennem et interdisciplinært møde mellem animationens og teatrets tidsmæssige arbejdsbetingelser. Som publikum inviteres du til at interagere med rummet og være ét med nuet. Scenerummet er et laboratorium med ø’er af installationer, der sammen skaber et slags kosmos, og hvor abstraktioner af naturens elementer på forskellig vis mødes i performative interaktioner. Jeg kan således tænde og slukke for den lille lygte om halsen, lade mig blive henvendt til eller lade være, slå mig ned i flydepuderne, lukke øjnene og blive bragt ud på en rejse, der starter i mit eget lille lysende hjerte. Jeg kan åbne øjnene og betragte animationens bevægelse blive til af lysende streger mens performeren næsten står stille. Og jeg kan få en sten i hænderne, lukke øjnene og mærke dens egen leg med tyngdeloven. Jeg kan lege med lyset og ligge mig under bølgerne, der sænker sig over mig, akkompagneret af interstellar lyd.

Er jeg blevet ældre eller yngre? Fik de bøjet tiden? Fik de den vækket i det mørke rum, eller stod den stille? Måske svaret er at finde, hvis jeg en dag vender tilbage og betragter mit portrætbillede fra den dag i det mørke rum.

Da jeg bagefter kommer ud i lyset, må jeg lede en ekstra gang efter den lille grønne lap i lommen, der sikre mig entre til den næste forestilling.

Fra foyerens univers af møbelkluns med lysekroner, kanelabre og chaiselonger, guides vi ud på grusvejen og hen til en døråbning i en stor træbygning. Indenfor sidder Sylvia ved et bord og skriver på en skrivemaskine i et sort rum.

Sylvia, af Teater Svada, er en afdæmpet monolog, baseret på den amerikanske digter og forfatterinde, Sylvia Plath, som led af klinisk depression og til sidst tog sit eget liv. Her den sceniske fortælling skåret ind til benet; neutrale elementer, udgør bord og stol. Udover skrivemaskinen er der en telefon, som lyses op i nogen af de momentvise billeder, som forestillingen er klippet sammen af. Et kabel og murstensvæggen får dermed stor billedlig betydning, i den minimalistiske scenografi. Sylvia er, med sine slidte røde pumps og beskedne 50’er dress, som en tidslomme, der med teksten bringer os ind i Sylvia Plaths liv. Teksten eller manuskriptet over hendes liv er i bogstaveligste forstand hele tiden i hænderne på skuespilleren på scenen. At scenografien er skåret ind til benet, giver her god mening, idet teksten og de den skaber i publikums bevidsthed er det afgørende.

Tilbage i foyeren, er Mr Rise & Peanuts i gang med at varme op til deres danseperformance, Small!, som betyder ”bang” i datid på svensk. De to performere leger med ironisk distance med rummet mellem bevægelserne og jazzer med klicheerne. Scenografisk set, kan performer parrets sportslige out fit, ses som en indbyrdes dyst over bevægelsernes rumlighed og relation.

Den sidste forestilling på programmet er Light, dark, light heavy, her er bliver vi atter guidet hen til den store træbygning, men ind i et hvidt rum. Vi skal opleve en danser og en håndholdt lyskilde. Forestillingen starter med en stemme i mørket, der bliver til flere stemmer og solodansen med lyset indledes. Her fremstår de dramaturgiske parametre, lys, lyd, bevægelse, rum og tid i et næsten nøgent kinæstetisk forhold til hinanden. Samtidig er der en fortælling om selviscenesættelsen, der ikke kan finde balance eller tyngde i et evigt tilintetgørende kredsløb om sig selv.

Fælles for dagens forestillinger, er at de ikke har haft en scenograf tilknyttet til at balancere den samlede visuelle fortælling. Light, dark, light heavy har haft en billedkunstner der antageligvis har skabt en billedmæssig balance.

Men for Time Woke up in Darkness vedkommende skal den billeddramaturgiske fortælling, skabes af publikum selv og dermed opnår forestillingen måske ikke at ramme med sin intention og sceneelementer forbliver uopdagede. Billedfortællinger uden scenografer er lidt som et skib uden retning og kompas og så er det jo godt, at jeg ved på hvilken breddegrad jeg befinder mig. 55° 41° 47°⁄ 12° 36° 46° nordøstlig breddegrad.

 

Sted: Teaterøen

Se spilletider her!

Time Woke up in Darkness
Carte Blanche og Animationsværkstedet
Sarah John (Instruktør)
Sara Topsøe-Jensen (Koncept)
Michelle Kranot (Videodesigner)
Uri Kranot (Videodesigner)
Thomas Ahlmark (Lyddesigner)
Kristoffer Jørgensen (Lyddesigner)
Troels Lindebjerg (Tekniker)
Jakob Kirkegaard (Tekniker)
Adrian Dexter (Videodesigner)
Marieke Breyne (Performer)
Cindy Rudel (Performer)
Jean-Marie Oriot (Performer)
Jakob Kirkegaard (Performer)

Sylvia
Teater Svada
Manuskript: Pernille Lyneborg og Susanne Storm
Spiller: Pernille Lyneborg
Instruktør: Susanne Storm
Produktion: Søren Romer

Small!
Mr. Rise & Peanuts
Robert Logrell (Koreograf)
Sanna Blennow (Koreograf)
Kaspar Liepins Hedström (Lyddesigner)
Fridold Lundmark (Lyddesigner)
Robert Logrell (Performer)
Sanna Blennow (Performer)

Light, dark, light heavy
Chris Crickmay (Billedkunstner, Koreograf, Lysdesigner)
Ellen Kilsgaard (Producent, Koreograf , Danser, Lysdesigner)
Sharon Stewart (Lyddesigner, Komponist)

 

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Scenekunst i København og international udstilling af scenografi

Om få dage løber festivalen CPH stage af stablen med et 12 dages overflødighedshorn af scenekunst, der finder sted i København. Her kan man se noget af det teater, man ikke nåede i løbet af sæsonen, foruden en masse nye og internationale forestillinger. Scenograferne er dog svære at få øje på i programmet. Med få undtagelser har der slet ikke været scenografer på forestillingerne.

Jeg håber derfor at opleve Riddersalens Som var det i går, en ethundredeårskabaret. Julian Toldam Juhlin, der har skabt scenografien til forestillingen, er i år modtager af Reumers talentpris, hvilket sikkert har en visuel årsag, der er skal bemærkes.

Som noget helt andet og mere alternativt, tager jeg en tur til Teaterøen og oplever Time woke up in darkness af Teater Carte Blanche og The animation workshop, der eksperimenterer med animation, livemusik og interaktivitet.  Når jeg alligevel er der, håber jeg også at opleve danseforestillingen LIGHT-DARK-LIGHT-HEAVY og performancen SYLVIA. Og så når jeg ikke så meget mere. Selvom jeg gerne havde set Et latterligt menneskes drøm i Kapellet på Assistens Kirkegården og Markedet på Det Kgl Teater. I næste uge rejser jeg til Prague Quadrennial, en international udstilling af scenografi, som  finder sted i den tjekkiske hovedstad. Danske scenografer er også præsenteret med en stand og jeg ser frem til at opleve scenografi fra hele verden i en af Europas smukkeste byer.

Se mere om CPH Stage her!

Info om Prague Quadrennial her!

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

2015 i scenografiens tegn

2014 går stærk på held og det har været et oplevelsesrigt år. Fra jeg lancerede sceno.dk med anmeldelsen af Trumpets in the sky af T.I.T.S. på Det frie felts festival, til kronen på mine scenografiske oplevelser, med Ventestedet af Signa. De to forestillinger arbejder på hver sin måde med stærke visuelle og sansevækkende virkemidler. Trumpets in the sky med sit ultraminimalistiske formsprog og Ventestedet med en kompleks mangfoldighed af visuelle udtryk mellem virkelighed og fiktion. De to forestillinger forbinder sig ved begge at pege fremad og åbner for nye måder at opleve scenekunst og scenografi. Ikke mindst med Ventestedet, hvor grænserne mellem scenografi og virkelighed blev udvidet.

Teater Sort-Hvid har i foråret 2014 udstedt en konkurrence om et rumligt/scenografisk koncept. Sort-Hvid sætter således 2015 i scenografiens tegn med vinderkonceptet NOMA, der er udviklet af scenografen Dorte Holbæk og kunstnerne Derek Lesher og Andreas Liebmann og som vises i februar. De har tidligere sprængt de scenekunstneriske rammer ved at blande visuelt madteater, billedkunst og performance. Det lover godt for et 2015, hvor jeg håber at opleve scenografi, der sprænger scenekunstneriske udtryksnormer og smelter sammen med andre kunstarter.

I januar vil jeg opleve Det menneskelige Teater med ”Men nu har jeg en hjærne”, med kostumer af Line Frank og iscenesættelse og scenografi af Nils P. Munk.

Til april skal jeg helt sikkert overraskes af teater Fix&Foxy med forestillingen Love Theater og Tumult i Dansehallerne. I løbet af foråret skal jeg runde Københavns musik teater og en tur på Nørrebro Teater og se, hvad Maja Ravn har scenograferet og jeg skal også forbi Faar302 og slutte sæsonen af med CPH Stage og Det frie felts festival.

2015 byder desuden på Prag Quadrinalen, en international begivenhed, med performances, workshops, forelæsninger og udstilling af scenografi fra hele verden, hvor også Danmark vil være repræsenteret.

Ud over anmeldelser, skal jeg lave interviews med scenografer og sætte ord på den scenografi, der er sværest at få øje på. Jeg håber rigtig mange vil kigge forbi sceno.dk og at mit scenografiske fokus vil brede sig som ringe i vandet.

Godt Nytår!

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

KLIP – En kakofonisk forening

 

Klip, der oprindeligt blev opsat på Bådteatret i 2012, er et  udstyrsstykke af fragmenterede absurditeter udført på slap line, som genopsættes i anledning af CPH Stage på Københavns Musikteater. Scenografen, Julie Forchhammer binder den visuelle stil i Livingstones Kabinet, sammen med sin særlige tidløse og fin-rustikke æstetik, som det også er set i ensemblets forestilling Forsamlingen.

I Klip får den ligeledes fuld skrue i inciterende forening med en monty-python-agtig-collageæstetik. Scenografien highlighter titlen på stykket ved at sætte et stort ridset filmlærred op, indrammet af mørkerøde velourgardiner, alt sammen med referencer til det forgangne biografteater. Det ene sprøde billede efter det andet sammenklipper forestillingen med de fire performere i klassiske brugte jakkesæt.

Flugtvejskiltet på endevæggen til højre, er en scenografisk detalje, der fanger øjet sammen med gamle filmstudiespots på hjul, der tilsammen passer godt ind i biografreferencen. Vendbare kasser med påtrykte ansigter som de fire spillere bevæger sig med, i en exceptionel timet koreografi (Adelaide Bentzon), der giver Monty Pythons TV-Collager kamp til stregen, især kommer ansigtskasserne rigtigt til sin ret i performeren Kristina Ougård Sørensens sprællemandsagtige dans. Husholdningsudstyret, der på et tidspunkt blander sig, i denne ellers så velkomponerede æstetik, er dog mindre charmerende, ligesom kompromiset med keyboards i hver side af scenen heller ikke falder helt ind i stilen.

Afbrudt tale, afbrudte billeder, knaldgul, højrød og dyb turkisblå, en udstoppet kylling, og en skinke, der hejses op og ned fra loftet, er et tilbagevendende element. En rulle med turkise affaldsposer danner på et tidspunkt catwalk for performeren Svend Kristensen, der indleder en scene i rød g-streng. Manden i det store jakkesæt, (Pete Livingstone), synes mindre og mindre og med større og større hoved indtil han, i den visuelle finale, hænger frit svævende i rummet i bar overkrop og danner billede med de øvrige performere i modig ølmaveattitude på den blå baggrund.

At Klip i 2012 blev præmieret af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg er på mange symptomatisk for en tid, hvor ikke engang det postmoderne begreb giver holdepunkter og det meste opløses i fragtmenter. Så er det godt vi har kunsten og ikke mindst scenekunsten til at forene denne kakofoniske tilstand.

 

KLIK er skabt af Scenekunstensemblet Livingstones Kabinet

Medvirkende

Kristina Ougård Sørensen (Performer)

Pete Livingstone (Performer)

Svend Kristensen (Performer)

Nina Kareis (Performer)

Nina Kareis (Instruktør)

Adelaide Bentzon (Koreograf)

Julie Forchammer (Scenograf)

Samtlige spilletidspunkter

Onsdag d. 18 juni kl. 20.00, Københavns Musikteater

Torsdag d. 19 juni kl. 20.00, Københavns Musikteater

Fredag d. 20 juni kl. 22.00, Københavns Musikteater

Lørdag d. 21 juni kl. 12.00, Københavns Musikteater

Spillested

Københavns Musikteater

Kronprinsensgade 7

1114 København K

www.kobenhavnsmusikteater.dk

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen – halv-corny revolutionskomedie

Wilma er inde i løven, i den stornumsede og storbarmede femme fatale, i revolutionshelten Fidel Castro, hun er oppe lærredet og i de smilende børn og i de cubanske kvinder. Wilma er Helle Fuglsangs valgte alter ego, der gerne vil være en del af verdensrevolutionen og ihærdig, i høje guldsko, sortblomstrede netstrømper og tætsiddende hvid pencilnederdel, tager os med ud i den afrikanske bush og de cubanske gader, for at møde og være en del af revolutionen. Wilma stavrer storgestikulerende rundt i Afrikas gader, i bushen, hos de indfødte, i Cubas gader, lytter til Cubas kvinder og mødes i brydekamp med revolutionens russiske moder, for til sidst at nå frem til, at revolutionen kun kan sejre gennem kærlighed.

I Dansehallernes ”Lille Carl” er et stort filmærred spændt op i en diagonal hen over scenerummet, foran ligger løven i dampende røg og på lærredet toner titlen på første del af performancen op i røde bogstaver på sort baggrund, i bedste klassiske Tazan-tegneseriestil. Her starter Wilmas antropologiske rejse og søgen efter revolutionen. Løven vogter imens den sort/hvide film, der projekteres på det udspændte lærred, tager os med ud i Afrikas gader for at søge lykken, indtil Wilma krænger løven af sig og genopstår med Wilma på lærredet. På filmlærredet tager Wilma Castros uniformsjakke på. På scenen træder alias Wilma ind, ligeså i uniformsjakke og med rød barret og rød guitarforstærket skovl, parallelt med filmens Wilma, der graver efter guld i et kultur-clash med syngende cubanske kvinder i gyngestole, alt imens scenens virkelige rum kulminerer i et ømt kærlighedsmøde med en cubansk sangdiva i lang rød aftenkjole. Revolutionshelten åbenbarer alle sine sandheder med mimiske fagter, for til slut at blive reddet af den cubanske sangdiva, der nu i hvid uniformsjakke og hvide strømper vasker al revolutionens beskidte arbejde bort. Wilma krænger uniformen af og alt ender godt i denne visuelt set; halv-corny revolutionskomedie.

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen er en del af Det frie felt festival under CPH STAGE 2014

Instruktør / Helle Fuglsang

Medvirkende / Helle Fuglsang

Dokumentar filminstruktør / Morten Vest

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

(U) LOGISK – Hvid mælk på sorte piedestaler, stjernestøv og en rød støvsuger

 

Vi bliver lukket ind igennem loftslemmen i Teater Får302. Rummet er indhyllet i røg og vi må gå hen over scenen, forbi en person i sort med en sort spand på hovedet, der sidder på en sort piedestal, for at nå hen på publikumspladserne.

Scenen er sat i sort; sort rum med tre sorte piedestaler. Scenen indtages af tre personer; en mand i et strømlinet mørkt jakkesæt, en mand brun fløjlsjakke og grå bukser og en kvinde i en sort og stumpet buksedragt. Lysdesigneren Súni Joensen skulpturerer de tre skikkelser og tegner ansigternes karakteristiske konturer. Og mens røgen fortager sig i det sorte rum, hældes og spilles der hvid mælk, i klare glas, fra klassiske mælkekartoner. I Får302’s lille scenerum er øjenkontakt svært at undgå og Thomas Lagermands tekst er svær at forstå. Men man skal heller ikke forstå. Regler er ophævet og alligevel minder alting om noget kendt. De tre piedestaler med den hvide mælk i klare glas, bliver centrum for den absurde forestilling om kunsten og dens ophævelse. Dramaet er indlysende og samtidig totalt langt ude som et mash-up af Marcel Duchamp og Andy Warhol. Det er som om rum, indhold og mening konstant ophæver sig selv, kunsten, eller det der bare er. En spand på hovedet er mørket, huset eller den absurde meningsløshed. En meningsløshed, der virker nærmest søvndyssende i det iltfattige varme rum.

Scenografen Josephine Farsø og lysdesigneren har dog formået, pludseligt at vække os op til en drømmende finale af stjernehimmel og guldstjernestøv, en fest, der med et er forbi, hvor varmt guld bliver til koldt sølv og hvidt støv, og desperationen går ud over en knaldrød ramponeret støvsuger i et forgæves forsøg på at rydde op i miseren, som det absolutte klimaks. Mænd bliver nøgne og bytter tøj, den hvide mælk drikkes og hældes på brugte glas og stilles atter på piedestalen. Kvinden der ikke vil være med mere, tager atter spanden på hovedet, rummet indhylles i røg, personerne forlader rummet og et kalejdoskopisk himmelrum omfavner os på hypermodish vis…forestillingen er reddet.

 

(U)LOGISK Et drama af Thomas Lagermand Lundme, er sat i scene af Teater Clap Clap og spiller på Får302 under CPH Stage

Medvirkende

Peder Bille (Performer)

Rasmus Flensborg (Performer)

Kristine Marie Brendstrup (Performer)

Marie Østerskov (Instruktør)

Josephine Farsø (Scenograf)

Súni Joensen (Lysdesigner)

Allan Asp Christensen (Lyddesigner)

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Skrøbelige liv – det virkelige rum

Teaterrummet er et auditorium, hvor publikum er tilhørere og performeren er lekture-holder eller hvordan? Der leges med virkelighed og fiktion i lekture-performancen, Skrøbelige liv.

Scenen udgøres af et sort og bart rum, et slidt gammelt metalarbejdsbord eller et undersøgelsesbord, som fokusramme for vores og lekture-holderens undersøgelse? Men scenen er også publikum eller tilhørerne, som er belyst under det meste af forestillingen eller lekturen. Iblandt tilhørerne sidder enkelte og læser med i teksten og vi hører tydeligt, når der bladres; vi er alle en del af sygdommen. Performeren kommer ikke heller ind på scenen, hun er der sammen med os på tilhørerrækkerne, ligesom vi er der med hende i det nøgne scenerum.

På bagvæggen vises slides, der med hvide bogstaver danner overskrifter for den autoimmune sygdoms aspekter. Performeren, i skikkelse af Sofie Volquartz Lebech, som er klædt i en tætsiddende hvid catsuit, med sort, grålige tegninger af kropslige fornemmelser, der omslutter hendes velproportionerede kvindekrop, danner sammen med de hvide bogstaver på den sorte bagvæg, de eneste variationer i scenebilledet.

Og hvordan laver man scenografi til en lekture om vores allesammens autoimmune sygdom, der indrammer og perceptionerer krop, såvel som terror og samfund, hvor en autoimmun sygdom er som et rum uden indgang eller udgang, begyndelse eller slutning?

Sille Dons Heltoft har skåret ind til benet med sin scenografi, der lader tilhørerne tænke selv. Vi stilles spørgsmål om krop, død, tid og rum, om virkelighed, om hvad der udenfor og hvad der indenfor, – og hvad der er indeni kroppen, og vi opfordres til at lukke øjnene og se billederne af kroppen –indefra.

Kun imod slutningen går auditorielyset ned, for at stille skarpt på den cirkelformede bevægelse, performeren udfører i stadig større og større hastighed. Når teaterrummets døre til slut åbnes og vores allesammens virkelige sol strømmer ind, giver det god mening at lade rummet være helt nøgent, urørt og uden prætentioner, men bare virkeligt – ligeså virkeligt som det rum kroppen udgør.

 

Skrøbelige liv er en del af Det frie felts festival under CPH Stage

Medvirkende

Sofie Volquartz Lebech (Performer)

Pelle Skovmand (Lyddesigner)

Sille Dons Heltoft (Scenograf)

René Kruse (Producent)

Søren Meisner (Grafiker)

Samtlige spilletidspunkter

Torsdag d. 12 juni kl. 17.30, Dansehallerne

Fredag d. 13 juni kl. 19.00, Dansehallerne

Spillested

Dansehallerne

Pasteursvej 20, 1.

1799 København V

www.dansehallerne.dk

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Trumpets in the sky – et mørkt æstetisk mesterstykke

Et mørkt rum og et massiv lydorgie omslutter os. I mørket kommer en hængende skikkelse til syne, skikkelsen falder abrupt og løber hen over scenegulvet. Mørke. Lyden tiltager og vedbliver i en rum tid, hvor forestillingen om, hvad der kan opstå i mørket er overladt til den enkelte, for dernæst at brydes af en ny skikkelse, der umærkeligt toner frem, eller er det to skikkelser? Skikkelsen deler sig og genopstår atter og atter, forskellige og overraskende steder i mørket.

Trumpets in the sky performet af T.I.T.S. indleder Det Frie Felts festival under CPH Stage i København og er en performance, der udfordre sanserne.

Det mørke rum, de minimalt belyste performere i mystiske positurer, en skov af metalsøjler, blanke konservesdåser, og klare glaskugler der igen og igen bliver trillet ind på scenen, skaber de scenografiske billeder.

Metalsøjlerne danner en skov, et rituelt farligt sted eller et skjul for det truende uvisse, der lurer massivt i de gennemtrængende og vedblivende mørke lydbølger. Performerne tegner konturerne af to piger i tynde beige kjoler med rødt krøllet hår, som gradvist kommer til syne i svagt sitrende lysende fragtmenter. I de tiltagende lyd- og lyskaskader anes en kommende apokalypse med forvrængede sindbilleder til følge. Vildt, vanvittigt og uhyrligt smukt performet af Nela H. Kornetová, der med sin stemme kan alt fra spæde hvin til messende opera, balancerende i gul arbejdsdragt og røde gummistøvler på to dåser i en finale tværs over scenen.

Trumpets in the sky har vage referencer til Samuel Beckets ordløse teaterdramatik, og er et hvinende mørkt æstetisk mesterstykke af lyd, lys, bevægelse, tid og rum, hvor alle parametrene er skarpt afbalanceret og gennemtrænger øje, øre, marg og ben.

 

T.I.T.S. er en uafhængig gruppe, der udspringer af medlemmernes møde på Det norske teaterakademi. Gruppen skaber atmosfæriske og sanselige performances.

Concept / Juli Apponen (FIN/SWE),Ann Sofie Godø (NOR), Nela H. Kornetová (CZ)

Medvirkende / Juli Apponen (FIN/SWE),Nela H. Kornetová (CZ)

Lyddesign / Björn Hansson (SWE)

Scenografi / Ann Sofie Godø (NOR)

Lysdesign / Ann Sofie Godø (NOR), Nela H. Kornetová (CZ)

Kostumedesign /  Juli Apponen (FIN/SWE)

Lysteknikker / Kristin Jonsson

Forestillingen er støttet af:

Det Frie Felts Festival, Norwegian Theatre Academy, Norwegian Ministry of Foreing Affairs, Danse og Teatersentrum, Norges Kunstråd og CPH Stage

 

Spiller 11. Og 12. Juni 2014 i Dansehallerne

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious