Tag-arkiv: signa

Feberhavnen – Bag sløret

feberhavnen

Hjembragt souvenir fra Feberhavnen

Da jeg er lettere hærget af feber, synes det ret passende for min tilstand at havne i ”Feberhavnen på Det kgl. Teaters Gamle Scene på Kgs. Nytorvs. Hvis det forholder sig som i SIGNAs oplæg, så valfarter byens indbyggere igennem byens ruiner i håbet om at overleve den feber, der hærger efter at polerne forrykkede tiden og glemslen kun lod fragtmenter af en forgangen kulturskat tilbage.

I forsøget på at fastholde de sidste rester af kulturel hukommelse, holdes overlevende balletdansere fangne i teatrets indre, hvor vi som de sidste overlevende, ankommer for at blive rørt og måske kureret i Feberhavnen.

Danserne er de eneste, som ikke bukker under for feberen. Teatrets indre holdes under skarp bevogtning af guerillalignende soldater, hvor ingen får lov at komme ind bag sløret, uden først at være blevet kropsvisiteret med en metaldetektor. Vi lukkes ind i gennem rum, korridorer og lag af transparente blondegardiner, ind til en beduin/sigøjnerlejr, bestående af tolv båse beklædt med blonder, satin, flæser, nips, tyl-skørter, pudderfarvede ballettrikoter og udslidte tåspidssko. Hver bås huser, hver sin danser, der besidder sine særlige egenskaber og har hver sin butler som vogter og tjener.

SIGNAs tekstforlæg og sceniske æstetik skaber en særegen eventyrpoetik, en verden af skarpt opdelt hierarki, ritualer, dyder og synder og vi inviteres indenfor som både syndere, besudlere og nærere af det allerhelligste.

Referencerne fremkommer i talrige labyrinter og er ligeledes forbundne til SIGNAs tidligere værker. Som publikum er vi planeter, der sættes i kredsløb og er med til at påvirke og lade os farve af rum og gestalt. Sammen med Det Kgl. Ballets Corpus, har SIGNA skabt en vrimmel af smukke billeder; bag blomstrende blondeslør gemmer sig tusinde og en nats fineste ballerinaer. Jeg kan overlevere mine sorger til dansernes krop, bade deres martrede fødder og styrke dem gennem ubetinget velsignelse og ros.

 En arena skære sig som krebsens vendekreds igennem rummet og over cirklens centrum hænger, på indiansk begravelsesmanér, ”The Master” som et nietzscheansk manifest. The Masters afdøde hænder danner omdrejningspunktet for det gentagne ritual i et tilfældighedens spil, der bestemmer temaet for arenaens koreografiske fragment. Fragtmenter fra Svanesøen, Giselle og Romeo og Juliet fremføres under kaotiske omstændigheder. Som både trofæer og ofre, draperer rækker af udslidte balletsko, døde hjorte og dyrepæls, arenaens vægge. Arenaens matador (Morten Eggert) dirigerer, på fornemmeste Malkovich-maner, i bolerojakke og med pisk, ritualets gang.

Vi er tæt på dansernes kroppe som aldrig før, vi blander blod og spyt og drikker deres tårer, imens duften af sved blander sig med rådden stank og smertelige råb i kulissen.

”The King of Luck” (Arthur Köstler) som guerillasoldaternes hærfører er en blanding af Fidel Castro og Adolf Hitler, en tyran, der med uartikuleret gestik, render rundt som en afsindig barbar iblandt disse uopnåelige dansekunstnere, og i desperation, forgiver at modtage inspiration fra den afdøde Master.

”The Queen of Luck” (Signa Sørensen), smykket i sin hellange blodrøde similibesatte fløjlskjole, vandre desorienteret op og ned af arenaen, som om hun ikke ved, hvad hun gør og hvad prisen er. ”The Lady of Luck” (Nana-Francisca Scottländer) halter syg og segnefærdig bagefter med offerlammet i armene.

Bag sløret finder rituelle afstraffelser sted og afklædte substitutter underholder herskaberne, da ingen pauser tolereres, når danserne skal hvile.

Den symbolik, der gestaltes i både scenografi, tekst og handling er dobbelttydig og med et hav af labyrintiske referencer. Som al god kunst, kan ”Feberhaven” rumme mange tolkninger og lag alt efter, hvor man kommer fra. For mig er de underliggende dominerende præmisser; ”At kun den ægte skabende og udøvende kunst kan redde os fra feberen, depressionen og smerten, der uophørligt hjemsøger os”. ”At kunsten udhules og udsultes af svin, for hvem, der kastes perler for”. ”At den ypperste kunst har trange kår i en verden, der blot jager den næste ubehjælpsomme lykkerus”. ”En primitiv verden, der priser kunstnerisk frembringelse, men aldrig begriber dens livsbetingelser”. ”En kannibalistisk verden, der æder sig selv og kunsten op i en lang misforståelse af kunstens livsbetingelser”.

På de grønne tavler nedfælles point for hvert hus og som en del af arenaen i skærsildens lykkespil tvinges vi til at stemme dansere ud og ind. Det herskende lykketyranni fremelsker vindere og tabere, hvor vinderne bliver celebreret og taberne skændet. Den sorte heks er den forviste naturkraft (Louisa Aisin) , der sluttelig dænges med sejrens blomster, taberen begraves og vinderen hyldes som en bedaget skygge af sig selv.

”Feberhavnen” er en hyldest til kunsten og en samfundskritisk kommentar til mediebarbariet. ”Feberhavnen” er den dystopiske beretning om, hvor vi risikerer at havne med en kultur i frit fald, ramt af glemslens feber, hvor en afklippet tånegl bliver den sidste souvenir.

 

Spillested: Det kongelige Teater, Gamle scenes prøvesal, Tordenskjoldsgade 8

Spilleperiode: 2. – 17. maj

Produktion: Den Kgl Ballet/Corpus og  SIGNA

Koncept & tekst: Signa Köstler

Instruktion: Signa & Arthur Köstler

Scenografi &Kostumer: Signa Köstler sammen med Julia Bahn

Lyddesign: Arthur Köstler

2015 i scenografiens tegn

2014 går stærk på held og det har været et oplevelsesrigt år. Fra jeg lancerede sceno.dk med anmeldelsen af Trumpets in the sky af T.I.T.S. på Det frie felts festival, til kronen på mine scenografiske oplevelser, med Ventestedet af Signa. De to forestillinger arbejder på hver sin måde med stærke visuelle og sansevækkende virkemidler. Trumpets in the sky med sit ultraminimalistiske formsprog og Ventestedet med en kompleks mangfoldighed af visuelle udtryk mellem virkelighed og fiktion. De to forestillinger forbinder sig ved begge at pege fremad og åbner for nye måder at opleve scenekunst og scenografi. Ikke mindst med Ventestedet, hvor grænserne mellem scenografi og virkelighed blev udvidet.

Teater Sort-Hvid har i foråret 2014 udstedt en konkurrence om et rumligt/scenografisk koncept. Sort-Hvid sætter således 2015 i scenografiens tegn med vinderkonceptet NOMA, der er udviklet af scenografen Dorte Holbæk og kunstnerne Derek Lesher og Andreas Liebmann og som vises i februar. De har tidligere sprængt de scenekunstneriske rammer ved at blande visuelt madteater, billedkunst og performance. Det lover godt for et 2015, hvor jeg håber at opleve scenografi, der sprænger scenekunstneriske udtryksnormer og smelter sammen med andre kunstarter.

I januar vil jeg opleve Det menneskelige Teater med ”Men nu har jeg en hjærne”, med kostumer af Line Frank og iscenesættelse og scenografi af Nils P. Munk.

Til april skal jeg helt sikkert overraskes af teater Fix&Foxy med forestillingen Love Theater og Tumult i Dansehallerne. I løbet af foråret skal jeg runde Københavns musik teater og en tur på Nørrebro Teater og se, hvad Maja Ravn har scenograferet og jeg skal også forbi Faar302 og slutte sæsonen af med CPH Stage og Det frie felts festival.

2015 byder desuden på Prag Quadrinalen, en international begivenhed, med performances, workshops, forelæsninger og udstilling af scenografi fra hele verden, hvor også Danmark vil være repræsenteret.

Ud over anmeldelser, skal jeg lave interviews med scenografer og sætte ord på den scenografi, der er sværest at få øje på. Jeg håber rigtig mange vil kigge forbi sceno.dk og at mit scenografiske fokus vil brede sig som ringe i vandet.

Godt Nytår!

Ventestedet – Fiktion og virkelighed flyder sammen i alle sanser

”Du har forandret dig på det seneste, du ved ikke om du kan stole på nogen mere, ingenting er som du kender det.” står der i indkaldelsen til til signas seneste forestilling, hvor publikum er indkaldt til screening.

NY Ellebjergs Station ligger nærmest øde hen i den mørke novemberaften. En futuristisk blanding af stål, glas og beton og perroner med lamper, fortoner sig i endeløse rækker. Jeg har mistet orienteringen, der er intet genkendeligt og jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå. Jeg går ad en lang lige vej med tomme røde murstensbygninger, hvor vindens tag i flag med firmalogoer er det eneste, der bevæger sig. Under vejbelysningens gullige lys bevæger jeg mig igennem den bidende kulde mod Gammel Køge Landevej, hvor ”The Laguna” ligger og hvor jeg indkaldt til screening for 3pandemi, også kaldet 3P.

Vinterblæsten har frit spil på den tomme parkeringsplads foran The Laguna, der er en institutionsbygning fra engang i 80’erne, med gule mursten og firkantede forsatsruder. En flok mennesker har allerede samlet sig der i mørket. Efter i en rum tid at have stået og frosset i hjertet af Valbys industrilandskab, bliver døren åbnet. Vi bliver bedt om at stille os i kø, og på vej ind igennem døren får alle et håndtryk af overlægen Peter Wächter. Indenfor i receptionen står to sygeplejersker i hvide kitler, med voksagtige ansigter, klar til at tage imod vores adgangsbillet. Ved den lysnende glasdisk, hvorpå neglelak og små plastikbægre med lyserødt gele står i rækker i glasmontrerne, modtager vi et papir med regler og anvisninger om vores ophold på The Laguna. Sygeplejerskerne, der har pastelfarvede rullekravebluser i nylon inden under deres hvide kitler, fordeler os effektivt i grupper med en venlig professionel attitude, der er blottet for empati. Den karakteristiske institutionsstemning, der er kendetegnet ved træbetonpladebeklædte lofter og billig kontorbelysning, som undertrykker enhver glad farve, er udtalt. Lugten af bouillonsuppe, der blander sig med nålefilten på gulvet, tøjdyrene på hylderne og klorinlugten fra toilettet, sammen med uvisheden om hvad man har begivet sig ud i, tager sit voldsomme greb på alle tanker og sanser.

Vi bliver ført ind i et mindre konferencerum, hvor der er er opstillet stole. En speakerstemme gentager: ”Welcome to The Laguna, please have a seat and stay calm”. For enden af væggen er et projektionslærred med et lysbillede på. På væggene hænger indrammede ballerinaer i blomstersetting tegnet i denne særlige upersonlige stil, der kendetegner centraleuropæiske institutioners vægdekorering fra sluthalvtredserne til starten af halvfemserne. Langs væggene står der grå pc’er. I hjørnet, på en sofa af hvidt kunstlæder, sidder en patient i hvidgullig badekåbe og mørkt, vådt og langt uglet hår og sender ublu frække blikke til os. Der er lyslilla gardiner for vinduerne. ”Welcome to The Laguna, please have a seat and stay calm”- ”Welcome to The Laguna, please have a seat and stay calm”…………

Sygeplejepersonalet observerer os, og en patient i hospitalsblå pyjamas ser ud som om han med stort besvær forsøger at tælle os samtidig med at han skal tisse. Vi bydes velkommen med en halvtime lang introduktion. Lysbilleder informerer os om klinikkens terapi, der skal afhjælpe symptomerne på den uhelbredelige psykose, der blandt andet består i at integrere 3P patienter i samfundet med fuldtidsarbejde. Lysbilledernes karakteristiske kliniske professionalitet forstyrres umærkeligt når ansigterne på dem forvrænges, så sandsynligheden for, at man selv er inficeret med 3P, er udtalt.

Personalet instruerer os nøje i, hvilken rækkefølge vi skal tage vores personlige tøj af og placere det i den bøjle, med tøjnet og skoholder, vi har fået udleveret. Derefter skal jeg og mine ca. 25 nyankommne medpatienter tage patienttøjet på, der består af en bleggul lang skorte med hvide kanter, som knappes i ryggen og et par hvide bukser med elastik i taljen. Jeg føler mig overraskende tilpas i tøjet. Ærmerne er smukt designet med en ekstra bred hvid ærmerib. Jeg får nr. 11 og kommer i slangegruppen, andre kommer i kanin -eller hestegruppen. Som afslutning på introduktionen, bliver vi nøje instrueret om reglerne i The Laguna og der uddeles gul appelsinsaftevand i hvide plastikkrus med en lille relief af en sol præget i. Plastikkrus er ikke bare plastikkrus. Signas univers er gennemtænkt ned til mindste detalje.

Skabsokkultisme

I det første rum bydes vi velkommen af en indianerlignende patient med udpræget taberattitude, der præsenterer sig som Boa. En voldsom lugt, der minder om marsvinebur fylder rummet og rammer mig øverst i mavesækken. For vinduerne hænger tykke syntetiske tæpper i brun og beige. Oppe i en lav metalkøjeseng ligger en gennemsigtig affaldssæk fuld af tøjdyr, under vinduerne står to ramponerede jernsenge med bare madrasser med stabler af tøj og tæpper ovenpå. I hjørnet ligger en totalt forsumpet junkietype på gulvet med sine cigaretskodder. Der er en køkkenvask med skab under og en reol med køkkenting og knager med brugte viskestykker. I den gustne belysning beder Boa os om at sætte os ned i en rundkreds på gulvet og drikke sort tangvand af en fælles blikgryde. Patienten Vlad kommer ind og savler os i nakken og deler gennemtyggede kiks ud. Vi skal hjælpe Dania med at fremmane de døde og kravler ind i et køkkenskab beklædt med pels. Skabet fører ind i et slags okkult gravkammer, hvor vægge, gulv og alting er svøbt i klart gulligt plastik med brunlige stænk. På det plastiksvøbte alter, ligger et barberspejl i en blikskål og oppe under loftet hænger to udstoppede ørnefugle. Langs med endevæggen fortoner et plastikbeklædt leje sig i den sparsomme belysning. Dania maler os i panden med en tyk rød farve, der lugter sursødt og beder os alle om at spytte i en blikgryde, som allerede er fuld af spyt. Imens hun siger besværgelser på et slavisk sprog, tager hun en plasticpose over hovedet og lægger sig på lejet. Dania vrider sig som besat så badekåben krænges af hende, lydene i rummet når et frygtindgydende klimaks. Boa kalder os panisk tilbage til hans rum. Igennem de åbne skabslåger, kan vi se Danias nøgne forvredne skikkelse i et sepialysende billede.

Parisienne lukker os ind i hendes skab, hvor vi finder vi et mausoleumlignende kammer med dunkel belysning, draperet af mørkt petroleumsgrønt stof. Midt i rummet er et spædbarn placeret på et sort marmorlignende gravleje. Parisienne viser os det døde spædbarn og advarer imod hendes mor. En flaske stærk spiritus går rituelt fra mund til mund, Parisienne sætter sig overskrævs på spædbarnet, vi trækker vejret for hende og vores ansigter bliver kærtegnet. Seancen ender brat og vi jages ud gennem moderens mahogniskab.

Skabet leder ind til den transkønnede Teddy, som tager imod os i gennemsigtig natkjole. Hylderne er fuld af tøjdyr, der forestiller enhjørninger og på væggen hænger en stor plakat med en kattekilling, der stirrer på os med store sørgelige øjne. Hans roommate, Bobbie, er en rokokoagtig pige med hvidt ansigt og lyserødt puder om øjnene.. Bobby deler indtørrede insekter ud med bløde fugtige hænder og hvisker, at vi skal gemme dem i overlægens skuffe. Overalt i værelserne hænger overvågningskameraer og når der hviskes indfinder personalet sig straks.

Den mørkebrune kantine er som en reminiscens af tidligere østblokland. Bordene er dækket med kakkelmønstret plastikdug. En sur kantinedame med blåt hovedtørklæde og plaster i panden, serverer suppe, der ligner tyndskid, med en mine som var det beskidt vasketøj. Foruden gratis suppe, kan man købe tørre sandwiches og sandkage. Oppe over køledisken med juicer og kakaomælk, står et lille køkken-tv, hvor der vises en sort/hvid film med brune bjørne.

I Pusterummet er der en tv og videokonsol, et karaokeanlæg og reol med pornofilm og puslespil.

I aktivitetsrummet er et hold medpatienter i gang med et fælles øvelsesprogram på hvide motionsbolde på den grå væg-til-væg-nålefilt.

Silvia inviterer os ind i hans rum med et univers af lyde og fortæller, at han ikke kan male os et smukt billede og at han vil svøbe sig selv i lyd og forsvinde. Lyddesignet svøber Ventestedet med gyseragtige soundscapes og skaber en slags sammenhængende dramaturgi i kaos,  og patienternes fortællinger og Ventestedets atmosfære siver som sort materie ind i os.

 

Signas visuelle signalement

Ventestedet har, som Signas øvrige performative totalteaterforestillinger, en fuldkommen gennemført scenografi, hvor der er taget bevidst stilling til selv de mindste detaljer. Signas visuelle stil er kendetegnet ved objekter og materialer, der alle har en særlig kvalitet af kommunistiske østblokland fra midt halvtredserne til slutfirserne. Men stilen kan også findes i andre verdensdele. Tingene er på en eller anden måde en slags kulmination af industrialismens analoge produktioner. Det er ting, som er lavet i tiden før informationsteknologien gjorde sig gældende. Men det er også nærmest af-kulturaliserede produkter, der er produceret ud fra brugsværdi, og på billigst mulig måde, og som for den dannede vesterlænding forekommer blottet for æstetisk stillingtagen. Signas øje for at æstetisere disse objekter, har skabt hendes særlige visuelle stil, der med forskellig vægtning, går igen i alle hendes værker.

I The Laguna rammer de afsjælede ting os med en koncentreret energi, som med sin sørgelige patina er tilstede overalt, også når jeg alene på toilettet vasker hænder med sæbe fra en sæbekværn, jeg husker fra forgangne togtoiletter ned igennem Europa.

Ventestedets dramatiske billedkulmination er en uortodoks udgave af Dantes episke digt og Hieronymus Bosch’ inferno parret med en institutionel setting. I Ventestedet bliver vores sjæle prøvet og vores skæbne bestemt af institutionens uforståelige logik. Uvisheden om, hvad der er virkeligt og hvad der er fiktion forekommer ligeså utryg og fremmedgørende, som den professionelle institutionelle behandling, der er befriet for enhver empati, og som verdens asylsøgere møder. I Ventestedet er alt håb ude for patienterne, der ventende i deres metalkøjesenge klynger sig til lyserøde tøjdyr i et desperat håb om at modstå den glemsel, der med sikkerhed indtræffer. Vi ved ikke, hvad der skal ske med os og 3Pandemia siver ind i alle vores sanser, hvor virkelighed og fiktion flyder sammen.

Spilletider:

23. – 26. okt. 2014

29.okt til 2. nov 2014

10. til 16. & 24. til 30. nov 2014

8. til 14. dec 2014

 

Hverdage kl 19:00, lørdage and søndage også kl 13:00

Sted: Torveporten 10, 2500 Valby, Denmark

Se mere om Ventestedet og medvirkende på: signa.dk/projects