Tag-arkiv: Hedda Gabler

Hedda Gabler gestaltet med underspillet elegance

Skuespilhusets ulmende Røde Rum er indtaget af en nærmest maskulin scenografi af stål og glas med kolossale panoramaruder, der spejler publikum, som er ved at indtage deres pladser.

Publikumlyset går ned og bag de monumentale ruder, på scenens bagvæg, projekteres billeder af et hus set udefra.

Palle Steen Christensen har designet et scenerum, der udgør det indvendige af huset, med niveauopdelte plateauer og med symbolske detaljer, som afsløres undervejs af live videoprojektioner. Videodesignet af Jonas Jongejan, indgår ikke blot som en medfortællende faktor, men skaber også en flot scenografisk helhed med filmiske greb.

Med videoprojektionerne kommer vi helt tæt på; når spillerne i virkeligheden står med ryggen til publikum, spejles de i de panoramiske ruder, samtidig med at følelserne kan aflæses i nærbilleder af ansigterne der filmes live og projekteres på scenens bagvæg. Metabilledesymbolikken er nærmest uoverskuelig men samtidig overdådig smuk, som i nattescenen, hvor Hedda har brændt Eilerts livsværk, et manuskript i en USB-nøgle. Ilden er slukket, men røgen fra den lille flamme på det ovale sofabord, bliver til en diskret ulmende, skypumpe når den projekteres live på bagvæggen og det Røde rum bliver sort.

Jeg har tit undret mig over, hvilken dramatisk og visuelt medfortællende effekt drinksanretninger på teaterscenerne, udgør – og som oftest har jeg konkluderet, at det blot er en skuespillerting. Med videoprojektionerne giver det dog pludselig visuel mening og den cirkelrunde drinkbakke bliver arena for en nærmest rebusagtig forestilling i sig selv.

Pistolkassen, der i det store scenebillede, visuelt set er en detalje , bliver med ét en monumental kulisse, der tager magten på samme måde som pistolskuddet, der vækker os af vores dvale.

I den indledende scene ser man Tesman og Tante Julle ultrarealistisk påklædt, hvilket får mig til at tænke på om er det her er endnu et scenekunstnerisk forsøg på at gøre filmkunsten efter med supernaturalisme? Men da Hedda gør sin entre fra kælderen, i elegant blegrosa og silketynd cat suit på bare tæer, giver det god mening. Kontrasten er underspillet, men den er der. Som da Tante Julle forærer Tesman hans gamle håndbroderede tøfler som en slags bryllupsgave. En tøffelhelt er født, men Hedda interesserer sig hverken for tøflerne eller for hans professorat. Der er andre ting på spil, andre ting, der ulmer i Det røde rum, hvor lysdesigneren Clement Irbil får væggene til at changerer fra dyb bordeauxrød til kul sort.

Tea, vis navn Hedda forveksler med Tora, (som et hint der rimer på Nora, en anden af Ibsens kvindeskæbner), er klædt i zebrastribet t-shirt og senere leopardstribet, som et symbol på Heddas egen dyriske natur, der er reduceret til de kvinderoller kulturen tilbyder og som hun forsøger tæmme og finde en vej ud af, en smuk vej vel og mærke og har hun ikke selv modet må andre ofres. Som siluetten af den tiger, der ligger på lur under hele forestillingen, under sceneplateauet, er hun tigeren i buret og naturen, der er undertrykt af kulturens normer og jagt på præstige. Heddas skæbne er en natur, som vi ikke længere husker og derfor udgør en uudholdelig sjæleuro, der ingen plads har, hverken foran eller bag kulturens blanke panoramaruder.

Scenens flisebelagte gulv, hvis geometriske mønster afsløres, idet topkameraet panorerer og zoomer ud i et totalbillede og projekteres på den vertikale bagvæg, spejler det rationelle imod Heddas irrationelle natur. I slutscenen er Hedda, iklædt en plantemønstret dragt, reduceret til en prydplante, som den sidste rest af utæmmet natur i en stålsat verden, hvis eneste ambition, er at rekonstruere resterne af en kultur, som er fortabt. Når publikumslyset går op og vi atter spejles i panoramaruderne, er spørgsmålet om vi er herre over vores skæbne med den natur og den kultur, der er os givet.

Ibsens symbolladede dramatik bliver elegant og underspillet gestaltet i nærmest algoritmiske visuelle lignelser og intet er overladt til tilfældighederne i den reumertvindende scenografs seneste værk.

 

Hedda Gabler Af Henrik Ibsen

Spillested Skuespilhuset, Det røde rum

Spilleperiode: 24. sep. – 29. jan. 2015

Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen| Tekstbearbejdelse og iscenesættelse: Rune David Grue  | Lysdesign: Clement Irbil | Oversættelse: Niels Brunse | Videodesign: Jonas Jongejan

Medvirkende                                                                                                                                        Hedda Gabler Johanne Louise Schmidt

Jørgen Tesman Nicolai Dahl Hamilton

Brack Mikkel Arndt

Thea Elvsted Marie Dalsgaard

Eilert Løvborg Asbjørn Krogh Nissen

Tante Julle Ditte Gråbøl

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Sæsonen ruller på Sceno

 

Efter at bloggen har ligget stille hen over sommeren er det nu tid til atter at få gang i Sceno.

På lørdag skal jeg se Directors Cut af Nymphomaniac og jeg vil tage de scenografiske briller på, for hvad betyder de sceniske rum, hvordan afspejles de eksistentielle temaer, karakter og emotion i filmens visualitet? Danske Simone Grau, der er scenograf på flere af Lars von Triers film, står også for scenografien denne gang og Alexander Scherer er production designer.

Teatersæsonen ruller igen og der er en masse spændende forestillinger på tapetet som jeg ser frem til at se og skrive om. Jeg vil lægge ud med de små scener og håber at se Harold Pinter stykket, Old Days på Sorte Hest med Marianne Nilssons scenografi. Dernæst Sympati for Djævlen på Får302 i Nikolaj Traps Scenografi og Sonja Leas lysdesign. Også 1984 på Betty Nansen tror jeg bliver interessant med scenografi af Kim Witzel. Et mobilt Dukkehjem opført af Fix & Foxy på Sydhavn teater med Siggi Oli Palmasons scenografi ville jeg også gerne nå at se. Og så skal jeg se Impossible på Husets Teater til november med Edward Lloyd Pierces Scenografi. Lloyd Pierce har her været både co.producent, medinstruktør og scenograf på forestillingen og det bliver spændende at se, hvilken forskel det gør når scenografen udfylder andre roller end den scenografiske. Og så skal jeg helt sikkert en tur på det Kongelige Teater, men hvad det skal være har jeg ikke besluttet, Maja Ravn er scenograf på Holbergstykket, Erasmus Montana, og årets reumertvinder, Palle Steen Christensen, er scenograf på Hedda Gabler i Det røde rum. Der tegner sig et super scenografisk efterår.

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious