Kategoriarkiv: Anmeldelser

OMSORG -Vakuum i kunstlys

Omsorg

Foto: Thomas Cato

Planter kan godt leve uden solens lys, når de i stedet får kunstigt vækstlys. Teknologien er blevet stadig mere effektiv og industriens planter gror i kunstlys døgnet rundt.

Er omsorgen på samme måde blevet kunstig og er vi fastfrossent i et vakuum, hvor det, der er tilbage er minimale excel-beregnede betingelser for vækst.

I OMSORG, placere scenografen Dons Heltoft-Christensen dilemmaet på en æstetisk knivsæg, et kunstigt vækstunivers, der samtidig rummer paradoksale billeder af et dystopisk idylnostalgisk hindsides.

Forestillingens oplæg begræder velfærdsstatens omsorgsforordninger, der har overladt den ægte omsorg til ”systemet”. Denne omsorgstematik driver med forestillingen ud af kurs, så man nemt mister orienteringen. Lader man sig drive med, viser forestillingen sig snarere som en undersøgelse af værdier, der gik tabt, en opdagelsesrejse i vores bevidsthed om fællesskab, vores håb og erindring.

Med performative stilistiske greb går det kunstneriske hold på opdagelse i en kunstig kultur hvor rum og kroppe omslutter og udskiller hinanden. I lyddesignet af Andreas Catjar krystalliseres denne proces, hvor øjendråber lander med rungende kæmpeplask.

Forestillingen er i sine billeder mættet med litterære referencer og vil næsten for meget på engang. Men scenografien redder konceptet med sikker farve og stilsans uden at simplificere, med modet til at bryde sin egen parole og åbne op for nye associationer og samtidig skabe et både originalt og helstøbt univers.

Den scenografiske proces har i sig selv understreget forestillingens koncept.

Fra de medvirkende, har jeg ladet mig fortælle, at scenografen, til at starte med, installerede ægte græsmåtter. Men da spillerne, havde prøvet på dem i tre uger, var Får302’s lille scenerum ikke bare fuld af skimmel og fluer, men græsset var heller ikke længere grønt. Med andre ord kunne denne kunstneriske proces ikke vedligeholde den ønskede kultur, og løsningen endte med et kunstigt græstæppe. Således forstærker forestillingen på en måde sin egen pointe om kulturen og naturen og den omsorg vi ikke kan levere. Selvom det kunstige aldrig kan erstatte det naturlige, spiller det kunstige sin egen vigtige rolle i fortællingen og processen danner i sig selv en metafor for grænselandet mellem kunstighed og natur.

Sonja Leas lysdesign korresponderer med den scenografiske installation og dens farvevalg og fuldender terrariumstemningen.

Terrariumkonceptet placerer et metalag, der som en slange, slutter om sig selv og kommentere kulturens kunstighed.

Om det er et tæppe af plastik eller ægte græs er det ikke det afgørende kunstgreb. Pointen er, at grænserne mellem kunstighed og natur er flydende, i en form for vakuum, hvor både plante og plastik eksisterer hinsides solens lys.

 

Sted: Får302, København

Tid: 24. august – 16. september 2017, man – fre kl. 20.00, lø kl. 17.

Af og med: Morten Klode, Andriana Seecker (DE), Peder Holm Johansen, Charlotte E. Munksgaard & Birgitte Prins
Instruktion: Johannes Maria Schmit (DE)
Koreograf: Andriana Seecker (DE)
Komponist & lyddesign: Andreas Catjar (SE)
Scenografisk idé: Sille Dons Heltoft-Christensen
Lysdesign: Sonja Lea
Kunstnerisk konsulent: Anders Carlsson (SE)
Dramaturg: René Kruse

 

 

Save

Save

Save

Save

Save

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Ashes to Ashes – Et sted i mørket

ashes to ashes

Foto: Lars Grunwald

Jeg har fået trykket mine ribben den foregående dag og smerten blander sig med vores mørke silhuetter og vores skridt, der bærer os hen ad kirkegårdens stier. Imens Reumert-festen kulminerer, går jeg rundt på Vester Kirkegård. Det nærmer sig midnat, trods fuldmånen, er det mørkt under trækronerne, og gravstenene synes at hviske.

En hvisken, der hverken er fjern eller nær, bestemmelig eller ubestemmelig. Hvilke overraskelser gemmer mørket på?

Som Hans og Grethe i den store skov eller som midnatssommerfugle, trækkes vi mod lyset der skinner gyldent for enden af stien.

Vi lukkes ind i kapellet, ind i gengangerens cirkel. Vi er nu hos de døde….

Den rustikke kolde og dog glødende hvidhed brydes af de røde træsko. Røde sko, der aldrig bliver trætte, der altid er fine og blanke! de røde sko, der danser pigen lukt i helvede som i HC Andersens Eventyr.

Rebecca kan kun gå i ring i mens hun gentager forbrydelsen.

”…Han ville stå over for mig og knytte sin næve, imens han med sin anden hånd, greb om min hals og trak mit hoved imod sig…. og kan ville sige, ’kys min næve’…”

Op ad væggen læner Devlin sig, han drikker en vin, der er sort som tjære.

Sydhavn Teater kunne ikke have valgt et mere egnet sted i byen, hvis stedspecifikke historie vækker spøgelserne på flere planer.

Engang var kapellet fyldt med tyske lig, og Devlin kunne med sine beige grønne ridebukser godt være en af dem, der nu går igen -og i bogstaveligste forstand, gang på gang, sætter sig selv til vægs.

Sydhavn Teater har indgået i et samarbejde med en hollandsk instruktør og kostumedesigner. Det tvær-europæiske samarbejde trækker tråde, der spores i Rebeccas kostume, hvor også den verdenskendte hollandske danser Mata Hari sammen med den hollandske folkedragt, går igen.

I 1917, blev Mata Hari efter en kort retssag henrettet i Frankrig og beskyldt for at være tysk spion. Sagen er i dag stadig omgæret at konspirationer og er aldrig rigtigt blevet opklaret.

Som spøgelser er vi ligeledes vidner i en retssag, der går i ring, historiens evige gentagelse.

I gentagelsen opstår detaljerne. Og ligesom alle blondeskørterne i Rebeccas kjole kan anes, åbenbarer de dramatiske lag sig. Det ene øjeblik lyser sjælens skønhed bag kniplingerne, i det næste forgår den i et grusomt indvendigt skrig. Knogler kvases og hænder bades i den sorte vin. Skyggerne bliver til en organisme af levende død mod den forvitrede mur. Et monster, der rejser sig som et alter. En prædiken fra gravens mulm, hvor Pinters tekst gløder imens vi bliver kolde i kapellet.

”…Babyer vristes ud af de unge mødres hænder…”

”…og gjorde du det”…kyssede du hans knyttede næve?…”

”…Jeg ved ikke hvordan han så ud…”

”…har du glemt det?”

”Nej, men det er ikke det, der pointen.…han tog af sted for mange år siden”

”Tog af sted…hvor tog han hen?”

Mens lyset fra teaterlampen fortoner sig, går månen i zenit og kaster sit kølige lys ind ad gavlvinduet og lyser loftets ornamenteringer op. Kapellets døre åbner sig. Grusset knaser under vores fødder imens vi i stilhed går imod udgangen. Mine ribben trykker. Det er tid til at hvile….inden smerten gentages.

(Dialogstumperne er i ovenstående anmeldelse, frit oversat frit fra den engelske udgave af Ashes to Ashes)

Tid: 8.- 22. juni kl 23.30
Sted: Østre Kapel, Vestre Kirkegård (mødested Sydhavn St.)

Ashes to Ashes af Harold Pinter
Oversættelse: Emmet Feigenberg
Instruktør: Marc Wortel (NL)
Scenograf: Laura Rasmussen(DE)
Kostumedesign: Renske Kraakmann(NL)
Medvirkende: Jonas Littauer & Mille Maria Dalsgaard
Lys/lyddesign: Brian Larsen
Scenografiassistent: Nicole Johansen
Produktion Sydhavn Teater

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

3xBeckett – Magien er i detaljen

 

Morten Grunwald I "Hva Joe"

Foto: Christina Hauschildt

Becketts absurdistiske dramatik kredser på en eller anden måde altid om nulpunktet i vores eksistens. I Østre Gasværks Opsætning, har den famøse Beckett-instruktør Walter Asmus, sammen med Morten Grunwald, taget tre af Becketts monologer under kærlig behandling. ”Ikke Jeg, Hva’ Joe og Kraps sidste bånd.

Jo mere jeg oplever Becketts minimalisme, eller ”nulpunkter”, jo mere opdager jeg, at magien ligger i detaljen. Scenografen er i sit arbejde med Beckett særligt udfordret, for hvordan visualisere intethed eller nulpunkter, “spille fladt” give afkald på udtryk, når det gælder det scenografiske? Skuespilleren, der mestre detaljen, kan lægge vægt på de små bevægelser, vejtrækningen, ansigtsmimik, øjnenes udtryk. Det kræver sin skuespiller og Morten Grunwald er en ubestridelig mester i Hva’ Joe . Men denne anmeldelse handler ikke om skuespillet, men om scenografien.

I Øster Gasværks opsætning er der ingen scenograf på, selvom scenografien afgjort kunne have understøttet det dyb, hvorfra Becketts stemmer taler. Vel er Beckett absurdist, men hans dramatik er ikke komik. Det er ikke der hans dramatik skal hen, selvom man i den sidste monolog Kraps sidste bånd med Tommy Kenter, godt kunne få den tanke.

At vise ”intet” kræver mod, mod til at udfordre sit publikum. Østre Gasværk er dog blevet på sikker grund, uden at ”overgive sig” til det ukendte.

Vel er agenturet, der varetager Becketts performative rettigheder, meget pedantiske. Beckett får ikke lov til at blive opført på hvilket som helst teater og opførelsen skal følge meget strikse regiregler. Eksempelvis skal scenografiske retningslinjer nøje overholdes. Scenografiske gentolkninger af Beckett, finder derfor ikke sted uden at teatret risikerer retsforfølgelse. Når man går ind og ser Venter på Godot eller Glade Dage, kan man derfor være sikker på, at der altid er et træ på scenen og at Winnie altid sidder i en jordhøj. Dog findes der undtagelser. Da jeg selv var scenograf på Glade dage, som blev opført af det Tjekkiske Nationalteater, havde jeg placeret Winnie i en korridor med et blåt væg-til-væg-tæppe, hvor gulvet selv, dannede en høj. Den omgivende ørken var kun at se på en lille tv-skærm, der hang i korridoren. Hvordan denne opførelse slap igennem agenturets nåleøje, har jeg aldrig fundet ud af.

Måske det er interessant at se Beckett, netop fordi det forbliver et helstøbt værk på linje med et billedkunstnerisk værk. Man går jo heller ikke bare hen og maler ovenpå et ægte Picasso, fordi man mener det skal gentolkes. Men når det gælder teaterdramatik, er der som regel rig mulighed for at scenograf og instruktør frit kan tolke den dramatiske tekst, blot ikke når det gælder Beckett.

Skal man opføre Beckett, må kunsten derfor ligge i detaljen også når det gælder scenografien. I Østre Gasværks opsætning, har man valgt at sløjfe scenografen, hvilket er en skam. Vi har således et lysdesign, der kunne være langt mere raffineret i dets ud -og indtoninger. Vi har en publikumsvinkel, der svækker illusionen og muligheden for magisk fordybelse. Til sammenligning, så jeg en række Beckett monologer af Royal Shakespeare Company, hvor publikum blev lukket ind i et labyrintisk mørke og hver monolog havde sin scene og sin publikumsopbygning.

”Beckett kræver at man overgiver sig fuldkommen til hans anvisninger, for at forestillingen kan blive rigtig”. sagde Royal Shakespeare Companys Katie Mitchell, tilbage i 1997. Det gælder for så vidt skuespillet, men også scenografien. Men hvis der ingen scenograf er, som kan ”overgive sig”, så finder den ”rigtige” scenografi heller aldrig sted. Produktionen savnede derfor det scenografiske øje, der kunne have dyrket de visuelle detaljer og løftet Becketts altafsluttende afgrundsdybe magi.

 3xBeckett: ”Ikke jeg”, “Hva’ Joe” og “Kraps sidste bånd”

Tid 6.- 10. Juni 2017 som del af CPH Stage Tirs-fre. Kl 20. Lør. Kl 16

Sted Østre Gasværk

Medvirkende: Morten Grunwald, Ellen Hillingsø, Tommy Kenter, Ulla Henningsen
Instruktører: Walter Asmus, Morten Grunwald
Dramatiker, forfatter: Samuel Beckett
Oversætter Klaus Rifbjerg & Jesper Kjær
Producent: Østre Gasværk Teater
Arrangør: Østre Gasværk Teater

”Et grundtema hos Samuel Beckett er tiden oplevet som ventetid. Døden og intetheden er vor sande vished. Uden omsvøb og fyld, med indædt koncentration om det væsentlige, det altafsluttende, skrev Samuel Beckett sig frem til sagens inderste kerne: Livet som nedtælling, som en umærkelig bevægelse hen imod det slutpunkt, der synes oplevet på forhånd, fordi det så ofte er blevet foregrebet.”

Save

Save

Save

Save

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

#Vi er verden – En spejling eller et skridt for primaterne

RUMLE SKAFTE

Foto RUMLE SKAFTE

Jeg nået frem til Sort/Hvids spritnye teater i den Hvide Kødby med slagteriet som nabo. Måske der allerede heri ligger en stedsspecifik pointe, et teater som er et slagteri, et slagteri som er et teater. I vor postfaktuelle de-konstruktivistiske tidsalder kan man ikke vide sig sikker.

Indgangen er en stor kobolt blå jerndør i den kridhvide bygning. Indenfor er der et stort sort rum med sparsom belysning, og man fornemmer en vis desorientering.

Da publikum er blevet placeret og snakken forstummet, bliver der ikke bare mørkt, der bliver helt sort. I lang tid sidder vi mørket. Lyden af dråber falder forskellige steder i rummet, ligesom tilfældigt, en dråbe mere…og så bliver der lys! Med ét fra kulsort til skærende kridthvidt! Det kan ikke være nogen helt tilfældig indvielse af Teater Sort-Hvid.

Sort-Hvid terminologien fortsætter på sin vis, her i skrivende stund, med en kø af paradokser for min oplevelse af VI ER VERDEN. Således at det som er hvidt, kunne lige så godt være sort og omvendt.

I instruktør Tue Bierings og scenograf Marie Rosendahl Chemnitz co-forestilling med S/H, udsættes vi for et omstillingsparat scenekunstnerisk eksperiment, hvor holdet, ifølge pressemeddelelsen, sammen undersøger ”empati”, ”fællesskab” og menneskers rummelighed. Men det er også et fagligt formeksperiment, så den faglige kritik kan affejes med: ”det er jo et eksperiment”.

Jeg skal have fokus på rum, på scenografisk formgivning, på billeder. Selvom om man aldrig helt kan skille de scenekunstneriske parametre ad, så er det i hvert fald helt umuligt i VI ER VERDEN. På publikumsrækkerne sidder jeg iblandt en større gruppe unge, måske et højskolehold, der griner pseudo-begejstret under det meste af forestillingen. Havde det ikke været for dem, havde forestillingen måske fået lov til at folde sig ud både for spillerne og for mig. I stedet oplevede jeg den som flad og ligegyldig og havde flere gange lyst til at udvandre. En del af publikum sivede da også i løbet af aftens tre timer lange eksperiment.

Intentionerne er gode nok; at ville finde empatien og rumligheden og manifestere, hvor umuligt det er i en verden fuld af larm. På den ene side er de gode intentioner, på den anden side er det som præmature skridt, der ikke fører til andet end lige-gyldig-heder. Deri ligger muligvis en pointe, hvor vi skal spejle os i vores ligegyldige pseudo-intellektuelle snik-snak. Men farlighed og suspense udebliver og VI ER VERDEN taber mig som publikum.

Som scenekunstnerisk formmæssigt eksperiment byder scenografi, lyd og lys ind med interessante løsninger. I disse tider, hvor kunsten udsættes for massive nedskæringer og ideologisk samfundsmæssig værdinedgørelse, er det interessant at undersøge, hvor de kunstneriske grænser befinder sig, hvor meget kan der skæres ind til benet, uden at vi mister fagligt fodfæste? Og skal scenekunsten mon miste fodfæstet, for ikke at miste sig selv?

De dramaturgiske parametre er i VI ER VERDEN på alle måder skrællet af. Scenografi, lys og lyd er en art anti-design og scenerne er på en form for de-konstruktivistisk færd med tilfældige principper. ” Ceci n’est pas une Decor” i alt dets paradoksalitet.

#VI ER VERDEN er præcis ligeså vigtig, som vi gør den til og berører utallige samtidige problematikker, der åbenbarer sig en form for evolutionært tilbageskridt.

Men jeg må ligesom helt selvom, hvad jeg tolker på. Jeg kan derfor godt være usikker på om holdet har valgt det spejl jeg ser ind i, eller om de vitterlig er ofre for debilitetens fremmedgørende fremdrift!

Bagefter går jeg hjemad igennem den brune Kødby hvor en dansende plastikpose over den brolagte gade, lige såvel som nøgne primater, der samler et ikeaskab, kunne være epilogen for aftenens forestilling.

 

 Sted SORT/HVID Staldgade 38, København V

Tid 29.04.2017 – 20.05.2017
TIR-FRE kl. 20.00 LØR kl. 17.00

 

Koncept, instruktion og scenografi TUE BIERING, MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ
Medvirkende MARIA RICH, NICOLAI DAHL HAMILTON og PETER FLYVHOLM
Tekst HELE HOLDET
Lysdesign og afvikling ELKE LALEMAN
Lyddesign og afvikling DITLEV BRINTH
Scenemester MIKKEL MUNK IVERSEN
Dramaturg TANJA DIERS
Rekvisitør og forestillingsleder JOSEFINE ELSE LARSEN
Kostumier CAMILLA LIND
Systue SIRI JEPSEN og AMALIE AUNSBJERG
Masker ANNA LADAS
Instruktørassistent CECILIA LAMBERT
Scenografassistent DITTE MARIE LYNGE

BILLETTER teaterbilletter.dk / 33 12 58 14 / billetter@sort-hvid.dk.dk

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Thunder: Når Thors hammer falder

Foto: Andreas Bergmann

Foto: Andreas Bergmann

Tågen har lagt sig over den Brune Kødby, hvor Warehouse9 har lagt hus til Helene Kvints solo-power-performance ”Thunder”.

Inden i teaterrummet falder Thors hammer og ud af tågen træder Heltinden Thor, der har forladt moderskabet og nu vil redde verden mod al dårligdom, inklusive glutenallergi. Superheltinden vil intet mindre end ”make the world great again”

Med cartoon og tonge-in-cheek– i både visuel og performativ forstand, er den Roy-Lichtenstein-agtige tegneseriestil for “Thunder”, lagt.

I sin røde kappe, farer superkvinden Helene Kvint gennem skyerne i fuld harnisk. Hun er verdens redning med sin hammer. Hun hamrer og hamre så det tordner og lyner og scenen står i røg og damp..

Det naive redningsforetagende er ikke til at tage fejl af og fører tydeligvis ingen steder, selvom guderne og vi alle sammen ved, at verden har brug for at blive reddet.

Med stort mod, klæder Helene Kvint, superheltinden af, og forestillingens uomtvistelige præmis hamres eftertrykkeligt ned i scenegulvet: ”Hvordan kan du redde verden, når børnene råber moar!!”

”Thunder” giver sit eget svar.

Som om forestillingens dramaturgi var bygget over et hjertekardiogram, hamres der på skift det ene øjeblik ned i warehouse9 hårde beton og det næste tager heltinden sig en pause.

Men som udmattelsen tiltager og pulsen falder, ledes vi ind i en anden verden og superheltindens røde kappe bliver på forunderlig vis forestillingens hjerte, der folder sig ud i al sin mærkværdige, særegne sårbarhed og man er ikke i tvivl om hvem der er den sande heltinde.

 

Tid 28.03 – 01.04 kl 20.00

Sted: Warehouse9, Den Brune Kødby, København

Co-produktion: Warehouse9 & Helene Kvint

Idé og performer: Helene Kvint
Iscenesættelse: Andreas Constantinou
Animation, lyd og scenografi: Astrid Randrup
Kostumer & make up: Camilla Lind
Lysdesign & scenebygning: Steen Molls Rasmussen
Special Effects: Christine Kvint

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

”As I Collapse”: Pyrocystis fusiformis møde med homo sapiens

As I Collapse - recoil performance group - Foto Søren Meisner

Foto: Søren Meisner

Hvis nulpunktet mellem evolutionens slutning og begyndelse kan manifesteres i en samtidig performativ bevægelse, så sker det i Recoil Performance Group’s seneste værk, ”As I collapse”.

Mørket i publikums hænder bliver til lys og scenekanten tegnes op af algernes lysende cellemembraner.

Pyrocystis fusiformis er en algeform, der er opdyrket i store mængder til denne forestilling. Den kan lyse i mørke når vandet den lever i sættes i bevægelse.

Scenografen, Sille Dons Heltoft, har skabt et antal gennemsigtige bevægelige plastikformer, der rummer vandet og algerne. Formerne danner en organisk helhed med performerens i glinsende sorte dragter og strejf af hud. Den samlede koreografiske bevægelse bliver til Smertefulde landskaber, der rammer med stor suggestiv kraft.

De visuelle metaforer manifesterer sig fra amøbeplan, til plastisklossepladser, til arktiske landskaber -og associationerne til klodens tilstand bliver nærværende på smertelig poetisk vis, når lysende røde hænder gennemskære det mørke landskab.

Lysdesignet af Minna Tiikkainen, stimulere med dybe primærfarver, der bære forestillingens dramaturgi hjem.

Koreografen Tina Tarpgaards tematik fra den tidligere forestilling Tumult, vis omdrejningspunkt på mange planer kredser om den enkelte og de mange og deres indbyrdes kinæstetiske relationer, går afgjort igen i ”As i collapse”. Men mens det i ”Tumult” forekom som en fysisk metafor for de politiske og sociale bevægelser, så er det i ”As I collapse” mere en dybere elementær organisk forbindelse, der udforskes. Performernes asynkronitet danner på forunderlig vis en musikals kakofonisk helhed.

De store mængder af Pyrocystis fusiformis lyser hovedsageligt op i metaforisk forstand. Men forestillingen lyser i sig selv, fordi den tegner et billede af vores eget ansvar. Når publikum sidder i mørket med algerne i hænderne, spejler det vores ansvar på det nærmeste og på det universelle plan. Algerne i vores i hænder, vis levende masse manifesteres i lys når de bevæges, er ligesom os: Som Homo sapiens, mærker vi livet når vores hjerter bevæges.

Det starter alt sammen med en bevægelse….

 

Spilleperiode: 22-24 marts2017

Spillested: Dansehallerne, Bohrsgade 19, 1799 København V

Spilletider Kl. 19.00, d. 23 marts også kl. 12

Billetter på teaterbilletter.dk

Ekstra arrangement d. 23.03 Efter aftenens forestilling arrangerer recoil performance group en aftertalk mellem koreografenTina Tarpgaard og andre fra holdet bag as I collapse og Dea Antonsen, kurator ved Labor a-tory for Aestethics and Ecology.

Turne

28.-30.03, Bora Bora, Århus

03.04, Teater OM, Ringkøbing

06.-07. Teater Momentum, Odense

 

Recoil Performance Group

Medvirkende:

Dansere Hilde I. Sandvold, Sam Denton, Nelly Zagora, Edward Lloyd, Joy Kammin

Koreograf Tina Tarpgaard

Komponist / Forsker Till Bovermann

Lysdesigner Minna Tiikkainen

Forskende kunstner / Konsulent Pei-Ying Lin

Scenograf Sille Dons Heltoft

Kostumierer Sandra Møller Svendsen & Leanne Nielsen

Dramaturg Inge Agnete Tarpgaard

Produktionsleder Viktor K. Magnusson

Lystekniker og Afvikler Jaw Darko

Lydtekniker Søren Knud

Producent Carlos Calvo

PR Betina Rex

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Living Dead – Et ådselædende billeddigt

living dead

Foto: Rumle Skafte

I Sort Hvids gyserforestilling, Living Dead, konfronteres vi med det vi ikke kan rumme i rumlig visualitet.

Hvis vi ikke kan rumme følelserne for de katastroferamte flygtninge, der drukner i hobetal i middelhavet, så kan vi til gengæld mærke, hvordan ”Living Dead” æder sig ind på os med kraftfuld sansemættet visualitet i Marie Rosendahl Chemnitz suggestive scenografi.

Spillerne er klædt som om de var på sommerferie, men de har dukkeansigter med kulsorte øjenhuler. Huden skinner som porøs fernis over det fremskredne fordærv.

I bedste Strindbergske stil, er forestillingen sat i køkkenet som i Frk. Julie, hvor de levende døde, med søvngængeragtig intensitet, skærer sig gennem løget og lader det syde med fisk og lig fra havet. Køkkenet er som altid den præcise metafor for stedet, hvor samfundslagene brydes. Således brydes flygtningeproblematikken mens ligene langsom stiger op til overfladen og scenen forvandles til det sunkne Atlantis.

Samtlige dramaturgiske parametre, går i al sin koreograferede præcision, op i en højere enhed, som sjældent ses. Marie Rosendahl Chemnitz er, sammen med Lollike, lysdesigneren Morten Kolbak og lyddesigneren Jes Theede, horrorgenrens teatrale æstetiker, og åbenbarer, med blomstrede tapeter, burkaer og glitrende katastrofetæpper, et utal af billedkompositioner, der indrammer forestillingens stemningsmæssige plot. Billeder, der på engang er bizarre og smukke, genkendelige og sælsomme.

Ligene stiger op som sortmalede kadaver, mens vi stirrer os blinde i spejlet og i vanvid skyder på den første, der føler sig levende, igen og igen i et inferno, hvor ”Fiskene svømmer ind og ud af min krops åbninger, æder af mit ansigt indefra”

Som Christian Lollike pointere i pressemeddelelsen, vil han ikke lave lækkert teater, men påvirke samfundsdebatten. I Living dead gør han dog sammen med scenografen Marie Rosendahl Chemnitz begge dele.

”Hvad mon EU Kommissæren tænker”

 

Sted Pakhus 11, dampfærgevej 2, 2100 københavn
03.11.2016 – 22.11.2016
Mandag-fredag kl. 20.00 Lørdag kl. 17.00

Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER

Medvirkende ÖZLEM SAGLANMAK, MORTEN BURIAN, MARIA RICH, MOGENS DAHL KAMMERKOR (ELISABETH ØRSNES GADEGAARD, HILDE GJERMUNDSEN, JONATHAN KRONER INGVALD, LUCAS BRUUN DE NEERGAARD, REGINA UNNUR ÓLAFSDÓTTIR)

Tekst og instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Tekstfragmenter MADS MADSEN, TANJA DIERS 
Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ 
Lysdesigner MORTEN KOLBAK
Lyddesigner JES THEEDE
Dramaturg TANJA DIERS
Musikalsk indstudering MOGENS DAHL
Instruktørassistent SIGRID JOHANNESEN
Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Voks – Et scenedigt forsvinder

Voks

Sceno.dk indleder beskedent sæsonen med scenedigtet Voks. En forestillingen der næsten forsvinder i scenesproglige brydninger.

Vi befinder os i et minimalistisk univers. Rummet er indhyllet i hvid gaze og de få sceneelementer leder tankerne hen på dada-kunstneren, Marcel Duchamp, der bryder med den klassiske meningsdannelse. Elementerne er genkendelige, men indgår i et nyt og abstrakt fortællingseksperiment, der dog nærmest forsvinder i udefineret rumlig tavshed.

Replikkerne refererer til noget, som er sket og som ”vi ikke taler om”. Selv tabuerne forsvinder og er ikke til stede som andet end publikums egen evne til at danne dem.

Fremhævet står Maria Louise Suhrs kostumer, der på engang referer til både en klassisk og moderne tid som hun samtidig ophæver, ved at gøre kostumerne til tegn eller skilte med grå og gule striber mod den hvide baggrund. Dramatisk set, forsvinder de dog som medfortællende element og kostumeskiftet til slut, er så underspillet, at man fortsat leder efter et clou, der kan hægte dem op på den samlede fortælling. Men måske er det netop meningen, at associationerne skal brydes, hver gang de opstår.

Det er som om alting vil forsvinde i denne poetiske forestilling. Også Michael Søndergaards videoprojektioner, der aldrig rigtigt integreres i den rumlige helhed, fortoner i det lys som scenen for det meste bader i.

Forestillingen er smukt tænkt, som et intenst, nærværende intimt scenedigt. Desværre forløses den ikke rigtigt i sin sanselige ambition. Den hvide gaze, der draperer væggene, kunne på sin vis symbolisere noget skrøbeligt og sart som en hemmelighed, der dækkes over. Men de forbliver en tavs kulisse, der hverken slører, afslører eller overrasker, alt er ligesom skrabet ind til benet uden at man dog kan se benet. Lyddesignet er mere et abrupt element end en rumlig understøttelse.

Voks der ellers sælges som en sansehistorie om sne, dyr, børn og aske, fornemmes mest som et fjernt digt, der er mere intellektuelt abstrakt end sanseligt vækkende.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der havde været råd til en scenograf , som kunne have hævet den visuelle poesi til det helstøbte niveau Voks fortjener. For der er afgjort interessante brydninger i fortællestil og scenesprog.

 

Sted: Bådteatret

Produktion: Teater Hvis

Tid: 3.9. 2016 – 11.9. 2016

Medvirkende: Anne-Sofie Krogh Jensen, Anja Nielsen
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Instruktion: Lotte Arnsbjerg
Kostumer: Maria Louise Suhr
Video: Michael Søndergaard
Musik: Torben Egeris
Lysdesign: Anna Maria Waldelius (SSKS)
Komponist: Torben Egeris

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Arne går under i Domus Vista

Arne går under

Foto: Miklos Szabo

En gusten væg bliver til utalige rum i et Domus-Vista-univers, hvor vi drømmer stort og falder dybere end dybt, for Arne går under er tunge sager i tragikomisk forklædning. Forestillingen sætter fokus på manden på bunden. En socialrealistisk og nærværende historie som abstrakt dukketeater. Det er historien om omsorgssvigt og et misforstået behandlersamfund, hvor klienter drives i døden.

Dukkeførerne er som hyper-opmærksomme vidner, der gør som dukken vil. Det giver en særlig magisk dynamik, som er helt anderledes end levende skuespillere.

Dukkemageren og scenografen Rolf Søborg Hansen, har skabt nogen fascinerende levende dukkehoveder, vis kranielignende træk understreges af lyset. Sonja Lea har på fornem vis formået at udnytte lysets muligheder og skærpet undergangsstemningen med alt fra ulmende nøgne pærer, til U-bådsagtig undervandsstemning og vægge der bliver blødrøde.

Arnes fremmedgjorthed bliver tragikomisk udtalt med flodheste- og kineserdukker, der sammen med dukkeførernes levende lemmer skaber bizarre billeder.

Arne går under i en skærsildslignende række af prøvelser, hvor scenografien fremtryller utallige rum for øjnene af os; fra altanlejlighed, toiletrum og indre organer til jobcenterets triste korridorer. Selvom jeg ville foretrække, at den reelle lyd fra den rokerende scenografi, ikke indgik som lydkulisse i et ellers velkomponeret og foruroligende smukt lyddesign af Ida Jacobsen, bliver man forført af den velkoreograferede sceniske illusion.

Der er mange lag i dramatikeren Mikkel Trier Tygårds stykke, der gør dukketeatergenren både relevant og udfordrende for voksne. Men trods den sympatiske ambition i at ville fortælle om manden på bunden, ”..og alle Arner’ne derude”, virker anskuelsen af behandlersamfundet en smule klichefuld. Men scenografiens og dukkernes fascinerende kraft opvejer det dog fuldt ud; man keder sig aldrig, der er masser at se på og reflektere over før vi går under.

 

Sted Bådteatret
Tid 6. februar- 5. marts
Instruktør Rolf Heim
Scenograf & Dukkemager Rolf Søborg Hansen
Lys Sonja Lea
Lyd Ida Jacobsen
På scenen Laura Müller, Rolf Søborg Hansen. Pernille Nedergaard Haugesen og Karen Monrad
Dramatiker Mikkel Trier Rygård

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Det store Ædegilde – Den sidste nadver på kontanthjælp

Foto_Soren_Meisner_

Foto: Søren Meisner

Der er langtfra jobcenterets og sagsbehandlerens skranker i Fix&Foxys seneste iscenesættelse, hvor lugten af mad hænger tungt og intenst over Store Scene i Dansehallerne. Her æder 8 kontanthjælpsmodtagere sig igennem selvsamme menu, som i den fransk/italienske film ”Det store ædegilde” af Marco Ferreri fra 1973.

Scenografen Sille Dons Heltoft, har genskabt den filmiske setting og formået at fastholde virkelighedsteaterets kunstgreb og den scenografiske balance uden at teatralisere. Heltoft kan af-stilisere med en ekvilibristisk intellektualitet, så det bliver en stil i sig selv. Alligevel er scenografiens egen poesi tilstede overalt, for selvom scenografien, har taget direkte fra filmen, har elementerne fået en ny symbolladning. Iscenesættelsen og scenografien skaber et virkelighedsteater med et mylder af referencer, der spejler filmens scener med kontanthjælpsmodtagernes eksistensvilkår.

Forrest på scenen står langbordet dækket med hvid dug. Under en stor del af forestillingen sidder her en kvindelig kontanthjælpsmodtager i mørkegrøn kjole, som en anden Maria Magdalene ved den sidste nadver. Den kristne terminologi fornægter sig ikke, for er det i virkeligheden ikke disse mennesker, der korsfæstes for øjnene af os tilsammen af systemets ubønhørlige umyndiggørelse. Deres medvirken i forestillingen lader dem for et øjeblik undslippe dette greb, mens deres livsvilkår serveres for publikum. De originale personligheder fortæller deres personlige historier om alt fra psykisk sygdom, følger af sexmisbrug og stofmisbrug, til håb og drømmen om en dag at undslippe. Mens maden indtages i utrolige uappetitlige mængder, ofte alle andre steder end ved bordet, står stolene underligt tomme som et minde om alle de ubrugte potentialer, der går tabt.

Forestillingen gestalter overdådigheden til kvalmepunktet, den ene ret efter den anden, fra vagtler og kalkun til crepe suzette og buddingebryster, med prutter, lort og bræk til følge. Som i ”Jeppe på bjerget”, der vågner i baronens seng, undslipper vi ikke systemets jerngreb og en grum skæbne. Et system, der forekommer mere og mere meningsløst, efterhånden som scenens køleskabe, som forestillingen skrider frem, fyldes med de døde: Fråseriet bliver vores alles død, enten ved at nogen får for lidt eller nogen får for meget.

Som et uskyldigt og magtesløst tavst vidne, er et akvarium med en to udstoppede dådyr centralt placeret i scenografien. I det andet hjørne står et billardbord, hvorpå spillerne ligger sig som hunde i et spil kegler. Bagtæppet blafre for en kort stund med drømmen om at undslippe, men der er ingen egentlig udvej, for livet er virkeligheden lige nu.

Fix&Foxy har i deres tidligere forestillinger benyttet sig af virkeligheden, af publikumsinvolvering og af virkelige personer frem for skuespillere. Den skarpe adskillelse af scene og publikum, er således usædvanlig, idet publikum denne gang er på sikker afstand af scenen. Men i betragtning af det mod, de medvirkendes udviser ved at stille sig frem og dele deres historier, er det nok et nødvendigt hensyn iscenesætterne har måttet tage. Men med julefrokosterne, der står for døren og med vedtagelsen af regeringens seneste finanslov, kan Det Store ædegilde, dog dårligt komme tættere på.

 

Sted: Dansehallerne

Tid: 21. november – 1. december 2015 kl 20 Mandag, Onsdag, Lørdag.

Producent: Fix&foxy

Medvirkende: 8 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister:

Sebastian Behrndtz

Ann-Selena Cailloux

Eddie Emhof

Troels Laurell

Noga Bonibay

Kim Dalmose

Kasper Mechlenburg

Katrine Fokdal

Koncept og iscenesættelse: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Anna-Maria Barse
Lysdesign: Tobias Stål
Lyddesign: Ditlev Brinth
Kok: Birgitte Kampmann
Assisterende kok: Christine Bille Nielsen

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious