Tag-arkiv: John Lennon er død

John Lennon er død – Verdens tilstand

John lennon er død,

Fotograf Daniel Buchwald

John Lennon er strandet i skærsilden med verdens tilstand, alias Little Asian Angel i stuepigekostume med afpillede flossede vinger, farvet af størknet blod. Hun gnider sig op ad sin pole i denne stripbar som du kun kan tage elevatoren til, og den altid er optaget. John Lennon trøster sig med ustandselige sjusser og Little Asian Angel skyder ham igen og igen imens en musakudgave af Imagine kører på repeat.

Utopien og Beatles-sangene vendes på hovedet i denne apokalyptiske fortælling, der exitskiltet til trods, tilsyneladende ikke viser andet end blindveje til youtube, X faktor og teenageselvmord.

I denne verdens tilstand fødes et barn, et liv, livet som verdens afsjælede tilstand gør hvad den kan for at besudle og aflive. En tilstand, der benytter enhver lejlighed til at made sit udhorede skød med de sidste livfulde rester af sekreter. Sekreter af snot, blod og moderkage tørres op med Little Asian Angels trusser og blændes til en cocktail der tilbydes som refill, værsgo og drik!

Væg-tv’et kører med den samme amerikanske politiserie fra tidernes tv-seriemorgen, og Little Asian Angel griner mekanisk, hver gang cowboyhattene er cloose up. Til sidst griner John med som en statist i parodien over ham selv. John Lennons utopi er blevet dystopi, et sted i det hinsides, hvor ærkeenglen Michael aldrig kommer, selvom Little Asian Angel råber ham op. Hvor Erik driver menageriet som en anden alfons fra sit stinkende kælderdyb, hvor verdenstilstanden besørger. Bedst som alting skulle få sin ende, træder Blackman ud af elevatoren skudt i hovedet som en art redningsmand, ”lad de små børn komme til mig” tager barnet i sine arme, men heller ikke X faktordommeren, der her får rollen som logrende hund, kan hamle op med verdenstilstanden. Little Asian Angel giver dig et klap på skulderen, tørre din næse, og afliver den sidste rest af alt, hvad der lugter af liv, tro, håb og kærlighed. Hun skyder som fanden livet ud af dig igen og igen!

Det er fuldt fortjent, at Sophie Zinckernagels tidligere på året gik med Dansk Teaters “Dramatisk Debuts” førstepris for dette manuskript. John Lennon er død rammer verdenstilstanden i al sin kompleksitet, smerte og absurditet. Scenografen Rebekka Bentzen formår at skabe et genkendeligt og dog twistet univers, hvor farvemætningen skaber lige den tyngende og klaustrofobiske fornemmelse, der kan gøre en stripklub til et billede på verdenstilstanden. Kostumedesign og scenografi rammer præcist og så tilpas underspillet, at vi får lov til at digte med. Lysdesigneren Sonja Lea understøtter visualiteten til et kvalmende apokalyptisk klimaks. Instruktøren Emil Hansen har med holdet skabt en ren og helstøbt forestilling, med en nærmest perfekt afstemt spillestil. Charlotte Munksgaard er genialt castet og spiller intet mindre end verdens horrible tilstand, så vi forstår hvordan det står til.

Hvis du vil se verdens tilstand, så gå i Teater V før den spoiler dig totalt!

 

 

Sted – Teater V

Tid – 28. oktober – 18. november 2018

Medvirkende – Gerard Carey Bidstrup, Anna Stokholm, Charlotte Munksgaard, Peter Zandersen & Piroska Eulalia Avila Ingemann

Instruktør – Emil Hansen
Scenografi  & Kostumer – Rebekka Bentzen
Dramatiker – Sophie Zinckernagel
Lysdesign – Sonja Lea
Lyddesign – Rune Abel
Forestillingsleder & Rekvisitør – Anna Ladas