Tag-arkiv: Jes Theede

Living Dead – Et ådselædende billeddigt

living dead

Foto: Rumle Skafte

I Sort Hvids gyserforestilling, Living Dead, konfronteres vi med det vi ikke kan rumme i rumlig visualitet.

Hvis vi ikke kan rumme følelserne for de katastroferamte flygtninge, der drukner i hobetal i middelhavet, så kan vi til gengæld mærke, hvordan ”Living Dead” æder sig ind på os med kraftfuld sansemættet visualitet i Marie Rosendahl Chemnitz suggestive scenografi.

Spillerne er klædt som om de var på sommerferie, men de har dukkeansigter med kulsorte øjenhuler. Huden skinner som porøs fernis over det fremskredne fordærv.

I bedste Strindbergske stil, er forestillingen sat i køkkenet som i Frk. Julie, hvor de levende døde, med søvngængeragtig intensitet, skærer sig gennem løget og lader det syde med fisk og lig fra havet. Køkkenet er som altid den præcise metafor for stedet, hvor samfundslagene brydes. Således brydes flygtningeproblematikken mens ligene langsom stiger op til overfladen og scenen forvandles til det sunkne Atlantis.

Samtlige dramaturgiske parametre, går i al sin koreograferede præcision, op i en højere enhed, som sjældent ses. Marie Rosendahl Chemnitz er, sammen med Lollike, lysdesigneren Morten Kolbak og lyddesigneren Jes Theede, horrorgenrens teatrale æstetiker, og åbenbarer, med blomstrede tapeter, burkaer og glitrende katastrofetæpper, et utal af billedkompositioner, der indrammer forestillingens stemningsmæssige plot. Billeder, der på engang er bizarre og smukke, genkendelige og sælsomme.

Ligene stiger op som sortmalede kadaver, mens vi stirrer os blinde i spejlet og i vanvid skyder på den første, der føler sig levende, igen og igen i et inferno, hvor ”Fiskene svømmer ind og ud af min krops åbninger, æder af mit ansigt indefra”

Som Christian Lollike pointere i pressemeddelelsen, vil han ikke lave lækkert teater, men påvirke samfundsdebatten. I Living dead gør han dog sammen med scenografen Marie Rosendahl Chemnitz begge dele.

”Hvad mon EU Kommissæren tænker”

 

Sted Pakhus 11, dampfærgevej 2, 2100 københavn
03.11.2016 – 22.11.2016
Mandag-fredag kl. 20.00 Lørdag kl. 17.00

Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER

Medvirkende ÖZLEM SAGLANMAK, MORTEN BURIAN, MARIA RICH, MOGENS DAHL KAMMERKOR (ELISABETH ØRSNES GADEGAARD, HILDE GJERMUNDSEN, JONATHAN KRONER INGVALD, LUCAS BRUUN DE NEERGAARD, REGINA UNNUR ÓLAFSDÓTTIR)

Tekst og instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Tekstfragmenter MADS MADSEN, TANJA DIERS 
Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ 
Lysdesigner MORTEN KOLBAK
Lyddesigner JES THEEDE
Dramaturg TANJA DIERS
Musikalsk indstudering MOGENS DAHL
Instruktørassistent SIGRID JOHANNESEN
Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER 

Sympati for Djævlen – Sløret og spejlet

 

Det er nytårsaften og Gustaf Gründgens forbereder sig for sidste gang på den store kunstpause.

Lucas Svenssons monolog om Gustaf Gründgens, der fik mytestatus efter rollen som Mefisto i Nazitidens tyskland, er et underspillet og litterært indblik i en kynisk mand, som indhentes af sin egen djævel, samvittighed og død.

Når stykket begynder åbenbares Nikolaj Traps overbevisende og naturalistiske kopi af et eksklusivt hotelværelse på Manila; Mørke olivengrønne gardiner fra loft til gulv omkranser scenen, og adskillelsen mellem publikum og scene er et transparent gardin.

I loftet roterer en forgyldt propel dovent. Midt på dobbeltsengen, der er flankeret af natborde med bordlamper, der lyser ulmende, ligger Gustaf Gründgen med et lommetørklæde eller et slør over ansigtet. På endevæggen hænger i et stort spejl i skrå vinkel over sengen og spejler spillerens replikker når han ligger på sengen eller har ryggen til publikum.

Spejlet er en stærk metafor for, hvordan vores liv spejles og indhenter os og ikke giver nogen frelse, for som Gründgens messer: ”Man skal frygte livet, men frygte teatret endnu mere, for i slutningen af teatret findes nemlig frelsen, og der er lang vej til frelsen. Man skal frygte livet, men i livet findes der ingen frelse” . Spejlet, der også visualiserer en åbning og forstørrelse af rummet, giver mig associationer til Faustmyten, hvor det fortælles, at Faust i 15 hundrede tallets Prag, under sine djævelske eksperimenter, blev revet to etager op igennem loft og tag, forsvandt for altid og efterlod et kæmpe hul ned igennem bygningen. I Sympati for Djævlen er dramaet dog overraskende underspillet og stykket kulminere visuelt, hvor Gründgen troner i sort smoking med sin dæmoniske Mefistomaske og hotelværelsets gardindraperinger toner over i dyb rød.

Gründgens trækker det transparente gardin, mellem scene og publikum, frem og tilbage med et temperament, der varierer fra at være elegant til aggressivt, men uden nogen synlig grund. Og dog, måske gardinet er sløret, som trækkes fra, så vi må se virkeligheden i øjnene, ikke én gang, heller ikke to, eller tre gange, men gang på gang, på gang. Et sted lukkes gardinets transparens med frontbelysning og åbenbarer flertydigheden i dekorationselementet som både scenetæppe, metafor for sløret og som gestalt for værelsets altanåbning, hvor Gründgens skuer udover havnen med et silende lydtæppe af Manilas lunkne regn. Lyddesignet af Jes Theede udgør en flot medfortællende effekt, der udvider rummet og illusionen om værelset midt i et stort Hotel. Mod slut flakker en dyster propel som ildevarslende erindring og sløret trækkes til side endnu engang, igen og igen og spejlet viser os frelsen…

 

SPILLESTED: Får302

SPILLEPERIODE: 15.9 – 11.10 2014

MED: Pauli Ryberg som Gustaf Gründgen

DRAMATIKER: Lucas Svensson

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen

SCENOGRAF: Nikolaj Trap

LYSDESIGN: Sonja Lea

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN: Jes Theede