Tag-arkiv: Warehouse9

Thunder: Når Thors hammer falder

Foto: Andreas Bergmann

Foto: Andreas Bergmann

Tågen har lagt sig over den Brune Kødby, hvor Warehouse9 har lagt hus til Helene Kvints solo-power-performance ”Thunder”.

Inden i teaterrummet falder Thors hammer og ud af tågen træder Heltinden Thor, der har forladt moderskabet og nu vil redde verden mod al dårligdom, inklusive glutenallergi. Superheltinden vil intet mindre end ”make the world great again”

Med cartoon og tonge-in-cheek– i både visuel og performativ forstand, er den Roy-Lichtenstein-agtige tegneseriestil for “Thunder”, lagt.

I sin røde kappe, farer superkvinden Helene Kvint gennem skyerne i fuld harnisk. Hun er verdens redning med sin hammer. Hun hamrer og hamre så det tordner og lyner og scenen står i røg og damp..

Det naive redningsforetagende er ikke til at tage fejl af og fører tydeligvis ingen steder, selvom guderne og vi alle sammen ved, at verden har brug for at blive reddet.

Med stort mod, klæder Helene Kvint, superheltinden af, og forestillingens uomtvistelige præmis hamres eftertrykkeligt ned i scenegulvet: ”Hvordan kan du redde verden, når børnene råber moar!!”

”Thunder” giver sit eget svar.

Som om forestillingens dramaturgi var bygget over et hjertekardiogram, hamres der på skift det ene øjeblik ned i warehouse9 hårde beton og det næste tager heltinden sig en pause.

Men som udmattelsen tiltager og pulsen falder, ledes vi ind i en anden verden og superheltindens røde kappe bliver på forunderlig vis forestillingens hjerte, der folder sig ud i al sin mærkværdige, særegne sårbarhed og man er ikke i tvivl om hvem der er den sande heltinde.

 

Tid 28.03 – 01.04 kl 20.00

Sted: Warehouse9, Den Brune Kødby, København

Co-produktion: Warehouse9 & Helene Kvint

Idé og performer: Helene Kvint
Iscenesættelse: Andreas Constantinou
Animation, lyd og scenografi: Astrid Randrup
Kostumer & make up: Camilla Lind
Lysdesign & scenebygning: Steen Molls Rasmussen
Special Effects: Christine Kvint

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

“Hjem” – en leg på tæppet

 

Foto: Andreas Bergmann steen

Foto: Andreas Bergmann Steen

I de selv samme minutter som Paris bliver ramt af terror, leger jeg sammen med det øvrige publikum i performanceinstallationen ”Hjem”, at jeg er syg. Vi ligger på nogen madrasser og jamrer, kalder på vand og omsorg. I en verden, hvor millioner er fordrevet fra deres hjem, synes ”Hjem” som et velvalgt tema for Seimi Nørregaards seneste værk.

Der har været allergiske reaktioner fortæller Seimi inden vi træder ind i performanceinstallationen og inden hun selv sætter sig med et klæde over hovedet. Jeg tænker om det er den hengemte lugt af gammelt tøj, der er årsagen.

Det er Warehouse9 i Kødbyen, der denne gang ligger rum til. Vi går rundt på strømpefødder, på en sammenstøbning af brugte væg-til-væg-tæpper. Publikum bliver straks sat i sving med opgaver, såsom at gemme slik, sorterer tøj efter farver, klippe bogstaver og støvsuge madrasser. Jeg deltager velvilligt og med åbent sind og forsøger at kode meningen, men føler allermest, at jeg er blevet sat tilbage i børnehaven.

Med masser af brugt stof, et socialrealistisk tema og en form, der blander rum, installation, performance, publikumsinvolvering og digt, er ”Hjem” et typisk Seimi Nørregaard.

Samtidig forekommer ”Hjem -En ommøblering af det kendte” som et forsøg på konsekvent at dekonstruere både form og indhold. Alt hvad der foregår, bliver på en måde lige-gyldigt. ”Ingen rejser sig og går, ingen bliver siddende”, flyder ud af Seimis mund. Vi kan lade være, eller ikke lade være. Således går den dybere mening også tabt for mig. Det hele virker for nemt og for lemfældigt.

Hvis man vil, kan man godt finde pointer og måske skal installationen have lov til at vokse igennem publikumsinvolveringen, der ved hver forestilling efterlader sig spor til den næste forestilling. Men der er for meget selvsving over performanceduoen Seimi Nørregaard og Boaz Barkan, som godt kunne have brugt input, der ikke blot kom fra et umælende publikum. Vi kan gemme slikket, vælge bogstaverne og sorterer farverne i tøjet, lade os gelejde rundt efter Seimis barnlige instruktioner, men hvad mere faciliterer forestillingen?

Brugte madrasser, en parasol, et interimistisk plankeværk er måske nok et rumdigt for, hvor skrøbelig en illusion hjemmet som skærm mod verden er blevet. Og skabe og skuffer, der gemmer ubrugelige genstande, gestalter måske nok vores meningsløse ophobninger, og Seimi med klæde over hovedet, vores fornægtelse. Men performancens barnlige attitude forbliver en leg på tæppet og de rumlige digte fortaber sig i meningsløs hoppen på madrasser. Jeg er ikke længere noget barn, jeg kan ikke længere blot lege videre midt i en verden af galskab. Således står paradokserne i kø, i en cirkel, der slutter om sig selv, i ”Hjem -en ommøbleringen af det kendte”.

Iscenesættelse: Seimi Nørregaard og Boaz Barkan
Sted: Warehouse 9,  København V
Spilleperiode: 11. – 27. november 2015 Tirsdag-lørdag kl. 20, søndag kl. 15
Udstilling: Tirsdage og fredage kl. 13-18 – gratis entré

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

HIC SUNT LEONES – SMITTEFARE JEANNE D’ARC – Vor fælles skæbne i junglesumpens dyb

HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc

Foto: Sydhavn Teater

Hele verden er i krise, den fattige tredje verden især, vi vil så gerne hjælpe, men kan vi det, uden grundig ransagelse af vores egen rolle i krisen og det der har skabt den?

Sydhavn Teater har sammen med det tyske team og Warehouse 9, skabt en totalteaterinstallation i WH9’s lokaler i Københavns Kødby, hvor de dissekerer vestens rolle i den tredje verden.

Foran indgangen til WH9 stimer folk sammen og jeg undrer mig over en backpacker med høretelefoner og tyggegummi, der blander sig i mængden, men ligesom hende er jeg jo også på en slags ekskursion. Totalteatret er for længst gået i gang…

Publikum bliver sluppet løs på loftet og må selv navigere rundt. Jeg bliver dog som de fleste andre i mørket tiltrukket at en mandlig silhuet på baggrund af en grønlig projektion.

Junglens billeder projekteres på en sygeskærm og skikkelsen spejler vores eksistentielle refleksioner; ”Hvorfor er vi her?” ”Hvordan eksisterer vi uden liv, død, tro og tillid?” ”Hjælp os med at samle stumperne!” Så kommer backpackeren trampende og spørger om vej og vi følger alle efter Backpackeren og den hvidmalede skikkelse, udsmykket med sorte pigge, der bevæger sig edderkoppeagtigt gennem rummet.

Den anden ende af loftsrummet danner setting for en primitiv lejr i en afrikansk bush. Her sidder den kyniske lejesoldat bag et skrivebord med en computer, hvor han enten tjekker folk ud eller ser på porno med en ødelagt globus ved hans side. Hans roommate slænger sig på madrassen og zapper sig gennem voldsvideoer med henrettelser og tortur, som han også kalder porno. Backpackeren ankommer og viser sig at være en NGO’er, der er ivrig efter at komme i gang med vaccinationsprogrammet. Remedier fra et felthospital står ubrugte hen, der ligger dukker i små senge og nussede feltmadrasser spredt på gulvet.

Publikum må placere sig, hvor de vil; følge de enkelte performances, der opstår, fra enhver vinkel, vove sig ud i rummets kroge eller ned i den mørke tåge, hvorfra mystiske primale lyde stiger op.

Nedenunder befinder vi os i en slags junglesump. Hvidt støv i mørket danner ulmende former af kropsdele. Lemmer fra dukker og udefinerbare genstande flyder i bunker og jeg får et chok, da en bunke med et bliver levende. En spolebåndoptager kaster roterende projektioner rundt. Fragtmenter af en offerbænk anes, hvidmalede skikkelser danner deres egne fremmede ritualer hernede i sumpen. Publikum kigger på, tager billeder, men besmittes med det hvide støv, der ligger overalt. Backpackeren er på en hellig mission, på flugt fra de hvide væsner. Utallige billeder af barbarisk skønhed blander sig med hinanden alt efter hvor jeg står og kulminerer i en voldsom offerscene, der vender vores vestlige selvbillede på hovedet og viser globaliseringens gru. Jeanne D’arks korstog slutter, der hvor hendes identitet afsløres og vi indser vores fælles skæbne i junglesumpens dyb.

Scenografen og videokunstneren Christian Bech, har sammen med det kunstneriske team skabt et gennemført scenografisk univers, der gør publikum til medskabere af den komplekse billedmosaik i både gestaltet og bogstavligste forstand. Et opråb fra globaliseringens sump!

Fakta: HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc  #1 er første del af et toårigt teaterprojekt i samarbejde med Mirko Borscht, Warehouse9 i København og Teater Nordkraft i Aalborg. Forestillingen videreudvikles til en opsætning på Teater Nordkraft med premiere i september 2016

Dele af den nyskrevne tekst består af brudstykker af Friederich Schillers Jomfruen fra Orleans fra 1801

SKUESPILLERE: Olaf Højgaard, Mille Maria Dalsgaard og Malik Grosos
PERFORMERE: Jørgen Callesen og Carla fra Helles7ed
INSTRUKTION: Mirko Borscht (DE).
SCENOGRAFI OG VIDEO: Christian Bech (DE).
MUSIK: Carla fra Helles7ed.
KOSTUMER: Elke von Sivers (DE)
TEKNIK: Ruth-Johanne Andersson

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious