Tag-arkiv: Seimi Nørregaard

“Hjem” – en leg på tæppet

 

Foto: Andreas Bergmann steen

Foto: Andreas Bergmann Steen

I de selv samme minutter som Paris bliver ramt af terror, leger jeg sammen med det øvrige publikum i performanceinstallationen ”Hjem”, at jeg er syg. Vi ligger på nogen madrasser og jamrer, kalder på vand og omsorg. I en verden, hvor millioner er fordrevet fra deres hjem, synes ”Hjem” som et velvalgt tema for Seimi Nørregaards seneste værk.

Der har været allergiske reaktioner fortæller Seimi inden vi træder ind i performanceinstallationen og inden hun selv sætter sig med et klæde over hovedet. Jeg tænker om det er den hengemte lugt af gammelt tøj, der er årsagen.

Det er Warehouse9 i Kødbyen, der denne gang ligger rum til. Vi går rundt på strømpefødder, på en sammenstøbning af brugte væg-til-væg-tæpper. Publikum bliver straks sat i sving med opgaver, såsom at gemme slik, sorterer tøj efter farver, klippe bogstaver og støvsuge madrasser. Jeg deltager velvilligt og med åbent sind og forsøger at kode meningen, men føler allermest, at jeg er blevet sat tilbage i børnehaven.

Med masser af brugt stof, et socialrealistisk tema og en form, der blander rum, installation, performance, publikumsinvolvering og digt, er ”Hjem” et typisk Seimi Nørregaard.

Samtidig forekommer ”Hjem -En ommøblering af det kendte” som et forsøg på konsekvent at dekonstruere både form og indhold. Alt hvad der foregår, bliver på en måde lige-gyldigt. ”Ingen rejser sig og går, ingen bliver siddende”, flyder ud af Seimis mund. Vi kan lade være, eller ikke lade være. Således går den dybere mening også tabt for mig. Det hele virker for nemt og for lemfældigt.

Hvis man vil, kan man godt finde pointer og måske skal installationen have lov til at vokse igennem publikumsinvolveringen, der ved hver forestilling efterlader sig spor til den næste forestilling. Men der er for meget selvsving over performanceduoen Seimi Nørregaard og Boaz Barkan, som godt kunne have brugt input, der ikke blot kom fra et umælende publikum. Vi kan gemme slikket, vælge bogstaverne og sorterer farverne i tøjet, lade os gelejde rundt efter Seimis barnlige instruktioner, men hvad mere faciliterer forestillingen?

Brugte madrasser, en parasol, et interimistisk plankeværk er måske nok et rumdigt for, hvor skrøbelig en illusion hjemmet som skærm mod verden er blevet. Og skabe og skuffer, der gemmer ubrugelige genstande, gestalter måske nok vores meningsløse ophobninger, og Seimi med klæde over hovedet, vores fornægtelse. Men performancens barnlige attitude forbliver en leg på tæppet og de rumlige digte fortaber sig i meningsløs hoppen på madrasser. Jeg er ikke længere noget barn, jeg kan ikke længere blot lege videre midt i en verden af galskab. Således står paradokserne i kø, i en cirkel, der slutter om sig selv, i ”Hjem -en ommøbleringen af det kendte”.

Iscenesættelse: Seimi Nørregaard og Boaz Barkan
Sted: Warehouse 9,  København V
Spilleperiode: 11. – 27. november 2015 Tirsdag-lørdag kl. 20, søndag kl. 15
Udstilling: Tirsdage og fredage kl. 13-18 – gratis entré

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Ud af kroppen ind i verden – Det frie felts festival

Fra Christianshavns Torv kan man stige på en gammel bus, der køre ud til Reftshaleøen, hvor Teaterøen, har til huse og i denne weekend er værter for Det frie felts Festival. Buschaufføren har et hvidt jakkesæt på. Indvendigt er bussen draperet med hvidt tyl, og hvide tylsommerfugle dingler fra loftet. Måske skal vi tro vi er på vej i himmelen og at chaufføren er selveste Sankt Peter.

Det er en bustur igennem et ingenmandsland af åbne industrilandskaber og et råkoldt havnebassin, der skvulper opad muren langs kørebanen. Vi ankommer til en bygning, der ligger klods op ad forbrændingsanlæggets futuristiske bygning, Lynetten. Indenfor er det et helt andet landskab med tændte kandelabre og en smilende stab i hvide skjorter, der vimser omkring, mens vi tager plads i den rumlige foyers velourbetrukne sofaer.

Vi bydes gin tonic og kuratorerne og støtteudvalgets repræsentant fra Uafhængige Scenekunstnere og Scenekunstnere uden scene holder tale. Kuratorene fortæller, at forestillingerne, på en eller anden måde, alle tager livtag med virkeligheden og de globale problematikker menneskeheden står over for. At forestillingerne på en og samme tid er både laboratorium og avantgarde.

Den første forestilling, jeg skal se er én til én performancen, Whole Body Treatment af Sara Hamming. Jeg guides ud af bygningen, hvor tusmørket har sænket sig og ud på en lille vandring, på den øde grusbelagte vej. Bygninger tegner sig som mørke silhuetter mod himlen og vinterkulden bider. Jeg ender ved en sort dør, på bagsiden af en stor rød træbygning. Da der er så mørkt, træder jeg ved siden af og ned i et hul, der er ingen ”Mind the gap” her.

Indenfor tager performeren imod mig i hudfarvet trikot. Rummet er stort og kvadratisk og ligner et træningslokale med sine lyse parketgulve og sorte molton langs væggene. Midt i rummet står en behandlingsbriks. Jeg får lov til at se de udprægede hjemmelavede rekvisitter, der forekommer ubestemmelige, både hvad angår udseende og funktion, performeren viser mig tre masker og tre replikker, repræsentative for tre former for teater. Jeg lægger mig på briksen, hvorpå der ligger et par afklippede fingere fra en pinkfarvet opvaskehandske på det mintgrønne tæppe. Jeg får sort bind for øjnene og hengiver mig til mørket, de indre billeder og de kropslige sansninger, som performeren fremkalder. Kender jeg Elias Canetti? Han har skæg og gråt hår, der stritter op i vejret, og jeg stryges med en ru tingest over kind og tinding og føler mig som Canneti. Mine indre organer, deres udseende og placering, beskrives i omhyggelige detaljer, samtidig placeres gestaltninger af selvsamme organer oven på min torso, tarme, lever, nyre, lunger og hjerte. Det er en meget speciel og nærmest udafkroppen oplevelse, hvor jeg på en og samme tid er indre krop og global bevidsthed. Min nyre bliver lagt i min hånd, replikker viskes i mit øre og jeg mærker maskens eget indre, jeg mærker teatret og verden som krop indefra og udefra. Jeg mærker, hvordan den tages fra mig gives mig tilbage. Det er stærkt og bevægende i nærmest Artaudsk forstand.

Singing my place af Teater Viva er den anden forestilling jeg deltager i på det Frie felts festival på Teaterøen. Jeg siger deltager, for man er ikke længere et publikum, der kan gemme sig i mørket og blot ser. Nej man er deltager i den performative fortælling eller begivenhed.

Denne finder sted i nabobygningen og vi lukkes ind af dørvogtere, der lyser os i hovedet med lommelygter, inden vi lukkes ind og bliver bedt om at tage sko af og iføre os sorte og hvide stribede hyggesokker. Fire iglotelte danner en lejr i lokalet, der er oplyst af teaterlamper med blålige farvefiltre. Vi bliver placeret på stole i midten af lejeren. Og en dame i pels kravler i det ene øjeblik rundt og fortæller om grise, der bliver til mennesker, de næste er byder hun velkommen til klimaflygtningelejr og guider os gennem øvelser, der skal fastholde vore erindringer om den natur, der ikke længere eksisterer. For enden af rummet hænger isen og smelter ned i metalspande, der gengives i lydbilleder. I et af teltåbningerne stikker et rensdyrgevir ud. Teltigloerne skjuler ellers ingen overraskelser og deres visuelle muligheder står ubrugte hen. Teaterlamperne er uden synlig årsag, Afslutningsbilledet fortæller, at alt, hvad der ventede os var en kold spand vand.

Den tredje forestilling på mit program er Arbejd Arbejd af Seimi Nørregaard. Det foregår i en forfalden bygning, et andet sted på Øen, kaldet bunkeren. Udenfor bygningen ligger en bunke af tøj på jorden, der lyses op af en stærk projektør. Vi skal være klædt på til opgaven, som performeren siger, og hun beder os om at iføre forskellige jakker og termobukser, før vi går indenfor. Her bliver vi stillet på række i en smal lavloftet korridor med kolde, forvitrede og rå vægge. Lyserøde og laksefarvede stofstimler fanger øjet igennem den hvælvede åbning. Inde i rummet står symaskiner på rad og række, vi bliver bedt om tage plads ved dem og instrueres nøje i arbejdsgangen. Herefter sidder samtlige deltagere villigt, nærmest panisk og syr i lyserøde og laksefarvede tøjstrimler, på symaskiner uden undertråd, iklædt væres sørgelige genbrugsovertøj. Det er koldt men vi er sammen om det. Længere ind i bygningen får vi tildelt hvert et vattæppe, og i den endelige blå pæres dunkle skær står en gammel rusten og kold ovn. Vi forpupper os i en vuggende tæthed og inden natarbejdets mørke omslutter os helt, ledes vi ind gennem en fødselsåbning af forrevne flæser, ind til en Seimisk labyrint af ophængte lagner fra fordums nære tid. Ender tæt sammenflettede på det kollektive sengeleje, hvor vi kun drømmer om arbejde, for at vågne til lyden af klirrende skåle, der giver genlyd og lugten af boullionsuppe. Det bliver aldrig dag, der er kun arbejd, arbejd og en undren, da vi ender i et rum med en bænk og en gammel gadelygte, der minder os om en fjern, fjern tid, hvor man kunne finde hvile.

Denne aften slutter i Teaterøens foyer, der ikke fornægter sine teatrale rødder med hvide duge, sølvkanelaber og klunsede velursofaer. I hjørnet skærer Zlatko Buric & TIGs musiske installation igennem, med et perkussionelt orgel, der akkompagnere Zlatkos indlevende og potente performance. I en tid, hvor næsten alt er prøvet, avantgarden død, starter man alligevel gerne forfra i teaterlaboratoriets frie felt , hvor en anden himmel venter.
Det frie Felt Festival finder sted på Teaterøen den 29. januar til 1. februar 2015.

Se mere på http://teateroen.dk/

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious