Kategoriarkiv: performance

Bloody Mary#4 begraver prinsesse- og parcelhusdrømmene

Bloody Mary#4

Illustration fra programmet

Jeg tager toget til Snekkersten for at se Sara Hammings seneste performance. Foran stationens 7elleven kiosk mødes det togrejsende publikum og vi samles op af to indvandrerpiger, der danner fortrop på spadsereturen igennem de blæsende parcelhuskvarterer. Indvandrerne er hjemmevante, vi er de fremmede i en anonym forstad.

Vi når at fryse lidt før vor redningsdame alias Sara Hamming, i hvide overall og rød kappe, inviterer os indenfor i sit barndomshjem, hvor vi er vidner til Hammings fascination af konger og prinsesser og gestaltninger af sin udvikling fra pige til kvinde i parcelhuset.

Bloody Mary er den fjerde i rækken af historiske undersøgelser og en eksistentiel betragtning i en autobiografisk setting. Familieværdier, adelshistorie og drømme clasher i et sammensurium af intellektuelle lag og paradokser.

Krøllede T shirts med billeder af Kronborg stryges og der stilles skarpt på prinsessedrømmenes DNA.

De voksne er i køkkenet, og i barneværelset udspiller den dramatiske fødsel af Magrethe den Første sig, alt imens vi med løg i hænderne sidder sammenkrøbet på væg-til-vægtæppet og lysende prinsessedukker ondt kigger på.

Vi kigger på når adelskabet spiser og Margrethe den Første løfter sit glas, akkompagneret af familiemiddagens konventionelle sætningsfragmenter.

Forældrenes soveværelse er indtaget af Charlotte Bergmann Johansens værk; ting og forbrug vi måske helst vil frigøre os fra, anonyme ting uden historisk tyngde, men som vi slæber med os, hvad enten vi vil eller ej. Bloody Mary gestalter middelklasselivets forventninger og begraver definitivt barndommens prinsessedrømme i parcelhuset i en oprørsk lydkulisse af Selvhenter.

 

Bloody Mary #4

Spilletid: 16., 18., 23., 24., og 25. April kl 19.30

Spillested: Fr Leyels Vej 11, 3070 Snekkersten

Iscenesættelse og tekst: Sara Hamming/Moribund

Medvirkende performere: Ellesiv V Selseng, Juli Apponen, Jytte Kjøbek, Titta Soini og Sara Hamming

Dramaturgisk konsulent: Tine Byrdal

Lyd, design og teknik: Brian Larsen

Lys: Tobias Stål og Maria Pi Houmann

Værker i Bloody Mary #4:

En komposition og koncert i teenageværelset, af og med Selvhenter.

En skulptur i forældresoveværelset af Charlotte Bergmann Johansen

Ud af kroppen ind i verden – Det frie felts festival

Fra Christianshavns Torv kan man stige på en gammel bus, der køre ud til Reftshaleøen, hvor Teaterøen, har til huse og i denne weekend er værter for Det frie felts Festival. Buschaufføren har et hvidt jakkesæt på. Indvendigt er bussen draperet med hvidt tyl, og hvide tylsommerfugle dingler fra loftet. Måske skal vi tro vi er på vej i himmelen og at chaufføren er selveste Sankt Peter.

Det er en bustur igennem et ingenmandsland af åbne industrilandskaber og et råkoldt havnebassin, der skvulper opad muren langs kørebanen. Vi ankommer til en bygning, der ligger klods op ad forbrændingsanlæggets futuristiske bygning, Lynetten. Indenfor er det et helt andet landskab med tændte kandelabre og en smilende stab i hvide skjorter, der vimser omkring, mens vi tager plads i den rumlige foyers velourbetrukne sofaer.

Vi bydes gin tonic og kuratorerne og støtteudvalgets repræsentant fra Uafhængige Scenekunstnere og Scenekunstnere uden scene holder tale. Kuratorene fortæller, at forestillingerne, på en eller anden måde, alle tager livtag med virkeligheden og de globale problematikker menneskeheden står over for. At forestillingerne på en og samme tid er både laboratorium og avantgarde.

Den første forestilling, jeg skal se er én til én performancen, Whole Body Treatment af Sara Hamming. Jeg guides ud af bygningen, hvor tusmørket har sænket sig og ud på en lille vandring, på den øde grusbelagte vej. Bygninger tegner sig som mørke silhuetter mod himlen og vinterkulden bider. Jeg ender ved en sort dør, på bagsiden af en stor rød træbygning. Da der er så mørkt, træder jeg ved siden af og ned i et hul, der er ingen ”Mind the gap” her.

Indenfor tager performeren imod mig i hudfarvet trikot. Rummet er stort og kvadratisk og ligner et træningslokale med sine lyse parketgulve og sorte molton langs væggene. Midt i rummet står en behandlingsbriks. Jeg får lov til at se de udprægede hjemmelavede rekvisitter, der forekommer ubestemmelige, både hvad angår udseende og funktion, performeren viser mig tre masker og tre replikker, repræsentative for tre former for teater. Jeg lægger mig på briksen, hvorpå der ligger et par afklippede fingere fra en pinkfarvet opvaskehandske på det mintgrønne tæppe. Jeg får sort bind for øjnene og hengiver mig til mørket, de indre billeder og de kropslige sansninger, som performeren fremkalder. Kender jeg Elias Canetti? Han har skæg og gråt hår, der stritter op i vejret, og jeg stryges med en ru tingest over kind og tinding og føler mig som Canneti. Mine indre organer, deres udseende og placering, beskrives i omhyggelige detaljer, samtidig placeres gestaltninger af selvsamme organer oven på min torso, tarme, lever, nyre, lunger og hjerte. Det er en meget speciel og nærmest udafkroppen oplevelse, hvor jeg på en og samme tid er indre krop og global bevidsthed. Min nyre bliver lagt i min hånd, replikker viskes i mit øre og jeg mærker maskens eget indre, jeg mærker teatret og verden som krop indefra og udefra. Jeg mærker, hvordan den tages fra mig gives mig tilbage. Det er stærkt og bevægende i nærmest Artaudsk forstand.

Singing my place af Teater Viva er den anden forestilling jeg deltager i på det Frie felts festival på Teaterøen. Jeg siger deltager, for man er ikke længere et publikum, der kan gemme sig i mørket og blot ser. Nej man er deltager i den performative fortælling eller begivenhed.

Denne finder sted i nabobygningen og vi lukkes ind af dørvogtere, der lyser os i hovedet med lommelygter, inden vi lukkes ind og bliver bedt om at tage sko af og iføre os sorte og hvide stribede hyggesokker. Fire iglotelte danner en lejr i lokalet, der er oplyst af teaterlamper med blålige farvefiltre. Vi bliver placeret på stole i midten af lejeren. Og en dame i pels kravler i det ene øjeblik rundt og fortæller om grise, der bliver til mennesker, de næste er byder hun velkommen til klimaflygtningelejr og guider os gennem øvelser, der skal fastholde vore erindringer om den natur, der ikke længere eksisterer. For enden af rummet hænger isen og smelter ned i metalspande, der gengives i lydbilleder. I et af teltåbningerne stikker et rensdyrgevir ud. Teltigloerne skjuler ellers ingen overraskelser og deres visuelle muligheder står ubrugte hen. Teaterlamperne er uden synlig årsag, Afslutningsbilledet fortæller, at alt, hvad der ventede os var en kold spand vand.

Den tredje forestilling på mit program er Arbejd Arbejd af Seimi Nørregaard. Det foregår i en forfalden bygning, et andet sted på Øen, kaldet bunkeren. Udenfor bygningen ligger en bunke af tøj på jorden, der lyses op af en stærk projektør. Vi skal være klædt på til opgaven, som performeren siger, og hun beder os om at iføre forskellige jakker og termobukser, før vi går indenfor. Her bliver vi stillet på række i en smal lavloftet korridor med kolde, forvitrede og rå vægge. Lyserøde og laksefarvede stofstimler fanger øjet igennem den hvælvede åbning. Inde i rummet står symaskiner på rad og række, vi bliver bedt om tage plads ved dem og instrueres nøje i arbejdsgangen. Herefter sidder samtlige deltagere villigt, nærmest panisk og syr i lyserøde og laksefarvede tøjstrimler, på symaskiner uden undertråd, iklædt væres sørgelige genbrugsovertøj. Det er koldt men vi er sammen om det. Længere ind i bygningen får vi tildelt hvert et vattæppe, og i den endelige blå pæres dunkle skær står en gammel rusten og kold ovn. Vi forpupper os i en vuggende tæthed og inden natarbejdets mørke omslutter os helt, ledes vi ind gennem en fødselsåbning af forrevne flæser, ind til en Seimisk labyrint af ophængte lagner fra fordums nære tid. Ender tæt sammenflettede på det kollektive sengeleje, hvor vi kun drømmer om arbejde, for at vågne til lyden af klirrende skåle, der giver genlyd og lugten af boullionsuppe. Det bliver aldrig dag, der er kun arbejd, arbejd og en undren, da vi ender i et rum med en bænk og en gammel gadelygte, der minder os om en fjern, fjern tid, hvor man kunne finde hvile.

Denne aften slutter i Teaterøens foyer, der ikke fornægter sine teatrale rødder med hvide duge, sølvkanelaber og klunsede velursofaer. I hjørnet skærer Zlatko Buric & TIGs musiske installation igennem, med et perkussionelt orgel, der akkompagnere Zlatkos indlevende og potente performance. I en tid, hvor næsten alt er prøvet, avantgarden død, starter man alligevel gerne forfra i teaterlaboratoriets frie felt , hvor en anden himmel venter.
Det frie Felt Festival finder sted på Teaterøen den 29. januar til 1. februar 2015.

Se mere på http://teateroen.dk/

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen – halv-corny revolutionskomedie

Wilma er inde i løven, i den stornumsede og storbarmede femme fatale, i revolutionshelten Fidel Castro, hun er oppe lærredet og i de smilende børn og i de cubanske kvinder. Wilma er Helle Fuglsangs valgte alter ego, der gerne vil være en del af verdensrevolutionen og ihærdig, i høje guldsko, sortblomstrede netstrømper og tætsiddende hvid pencilnederdel, tager os med ud i den afrikanske bush og de cubanske gader, for at møde og være en del af revolutionen. Wilma stavrer storgestikulerende rundt i Afrikas gader, i bushen, hos de indfødte, i Cubas gader, lytter til Cubas kvinder og mødes i brydekamp med revolutionens russiske moder, for til sidst at nå frem til, at revolutionen kun kan sejre gennem kærlighed.

I Dansehallernes ”Lille Carl” er et stort filmærred spændt op i en diagonal hen over scenerummet, foran ligger løven i dampende røg og på lærredet toner titlen på første del af performancen op i røde bogstaver på sort baggrund, i bedste klassiske Tazan-tegneseriestil. Her starter Wilmas antropologiske rejse og søgen efter revolutionen. Løven vogter imens den sort/hvide film, der projekteres på det udspændte lærred, tager os med ud i Afrikas gader for at søge lykken, indtil Wilma krænger løven af sig og genopstår med Wilma på lærredet. På filmlærredet tager Wilma Castros uniformsjakke på. På scenen træder alias Wilma ind, ligeså i uniformsjakke og med rød barret og rød guitarforstærket skovl, parallelt med filmens Wilma, der graver efter guld i et kultur-clash med syngende cubanske kvinder i gyngestole, alt imens scenens virkelige rum kulminerer i et ømt kærlighedsmøde med en cubansk sangdiva i lang rød aftenkjole. Revolutionshelten åbenbarer alle sine sandheder med mimiske fagter, for til slut at blive reddet af den cubanske sangdiva, der nu i hvid uniformsjakke og hvide strømper vasker al revolutionens beskidte arbejde bort. Wilma krænger uniformen af og alt ender godt i denne visuelt set; halv-corny revolutionskomedie.

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen er en del af Det frie felt festival under CPH STAGE 2014

Instruktør / Helle Fuglsang

Medvirkende / Helle Fuglsang

Dokumentar filminstruktør / Morten Vest

Skrøbelige liv – det virkelige rum

Teaterrummet er et auditorium, hvor publikum er tilhørere og performeren er lekture-holder eller hvordan? Der leges med virkelighed og fiktion i lekture-performancen, Skrøbelige liv.

Scenen udgøres af et sort og bart rum, et slidt gammelt metalarbejdsbord eller et undersøgelsesbord, som fokusramme for vores og lekture-holderens undersøgelse? Men scenen er også publikum eller tilhørerne, som er belyst under det meste af forestillingen eller lekturen. Iblandt tilhørerne sidder enkelte og læser med i teksten og vi hører tydeligt, når der bladres; vi er alle en del af sygdommen. Performeren kommer ikke heller ind på scenen, hun er der sammen med os på tilhørerrækkerne, ligesom vi er der med hende i det nøgne scenerum.

På bagvæggen vises slides, der med hvide bogstaver danner overskrifter for den autoimmune sygdoms aspekter. Performeren, i skikkelse af Sofie Volquartz Lebech, som er klædt i en tætsiddende hvid catsuit, med sort, grålige tegninger af kropslige fornemmelser, der omslutter hendes velproportionerede kvindekrop, danner sammen med de hvide bogstaver på den sorte bagvæg, de eneste variationer i scenebilledet.

Og hvordan laver man scenografi til en lekture om vores allesammens autoimmune sygdom, der indrammer og perceptionerer krop, såvel som terror og samfund, hvor en autoimmun sygdom er som et rum uden indgang eller udgang, begyndelse eller slutning?

Sille Dons Heltoft har skåret ind til benet med sin scenografi, der lader tilhørerne tænke selv. Vi stilles spørgsmål om krop, død, tid og rum, om virkelighed, om hvad der udenfor og hvad der indenfor, – og hvad der er indeni kroppen, og vi opfordres til at lukke øjnene og se billederne af kroppen –indefra.

Kun imod slutningen går auditorielyset ned, for at stille skarpt på den cirkelformede bevægelse, performeren udfører i stadig større og større hastighed. Når teaterrummets døre til slut åbnes og vores allesammens virkelige sol strømmer ind, giver det god mening at lade rummet være helt nøgent, urørt og uden prætentioner, men bare virkeligt – ligeså virkeligt som det rum kroppen udgør.

 

Skrøbelige liv er en del af Det frie felts festival under CPH Stage

Medvirkende

Sofie Volquartz Lebech (Performer)

Pelle Skovmand (Lyddesigner)

Sille Dons Heltoft (Scenograf)

René Kruse (Producent)

Søren Meisner (Grafiker)

Samtlige spilletidspunkter

Torsdag d. 12 juni kl. 17.30, Dansehallerne

Fredag d. 13 juni kl. 19.00, Dansehallerne

Spillested

Dansehallerne

Pasteursvej 20, 1.

1799 København V

www.dansehallerne.dk