3xBeckett – Magien er i detaljen

 

Morten Grunwald I "Hva Joe"

Foto: Christina Hauschildt

Becketts absurdistiske dramatik kredser på en eller anden måde altid om nulpunktet i vores eksistens. I Østre Gasværks Opsætning, har den famøse Beckett-instruktør Walter Asmus, sammen med Morten Grunwald, taget tre af Becketts monologer under kærlig behandling. ”Ikke Jeg, Hva’ Joe og Kraps sidste bånd.

Jo mere jeg oplever Becketts minimalisme, eller ”nulpunkter”, jo mere opdager jeg, at magien ligger i detaljen. Scenografen er i sit arbejde med Beckett særligt udfordret, for hvordan visualisere intethed eller nulpunkter, “spille fladt” give afkald på udtryk, når det gælder det scenografiske? Skuespilleren, der mestre detaljen, kan lægge vægt på de små bevægelser, vejtrækningen, ansigtsmimik, øjnenes udtryk. Det kræver sin skuespiller og Morten Grunwald er en ubestridelig mester i Hva’ Joe . Men denne anmeldelse handler ikke om skuespillet, men om scenografien.

I Øster Gasværks opsætning er der ingen scenograf på, selvom scenografien afgjort kunne have understøttet det dyb, hvorfra Becketts stemmer taler. Vel er Beckett absurdist, men hans dramatik er ikke komik. Det er ikke der hans dramatik skal hen, selvom man i den sidste monolog Kraps sidste bånd med Tommy Kenter, godt kunne få den tanke.

At vise ”intet” kræver mod, mod til at udfordre sit publikum. Østre Gasværk er dog blevet på sikker grund, uden at ”overgive sig” til det ukendte.

Vel er agenturet, der varetager Becketts performative rettigheder, meget pedantiske. Beckett får ikke lov til at blive opført på hvilket som helst teater og opførelsen skal følge meget strikse regiregler. Eksempelvis skal scenografiske retningslinjer nøje overholdes. Scenografiske gentolkninger af Beckett, finder derfor ikke sted uden at teatret risikerer retsforfølgelse. Når man går ind og ser Venter på Godot eller Glade Dage, kan man derfor være sikker på, at der altid er et træ på scenen og at Winnie altid sidder i en jordhøj. Dog findes der undtagelser. Da jeg selv var scenograf på Glade dage, som blev opført af det Tjekkiske Nationalteater, havde jeg placeret Winnie i en korridor med et blåt væg-til-væg-tæppe, hvor gulvet selv, dannede en høj. Den omgivende ørken var kun at se på en lille tv-skærm, der hang i korridoren. Hvordan denne opførelse slap igennem agenturets nåleøje, har jeg aldrig fundet ud af.

Måske det er interessant at se Beckett, netop fordi det forbliver et helstøbt værk på linje med et billedkunstnerisk værk. Man går jo heller ikke bare hen og maler ovenpå et ægte Picasso, fordi man mener det skal gentolkes. Men når det gælder teaterdramatik, er der som regel rig mulighed for at scenograf og instruktør frit kan tolke den dramatiske tekst, blot ikke når det gælder Beckett.

Skal man opføre Beckett, må kunsten derfor ligge i detaljen også når det gælder scenografien. I Østre Gasværks opsætning, har man valgt at sløjfe scenografen, hvilket er en skam. Vi har således et lysdesign, der kunne være langt mere raffineret i dets ud -og indtoninger. Vi har en publikumsvinkel, der svækker illusionen og muligheden for magisk fordybelse. Til sammenligning, så jeg en række Beckett monologer af Royal Shakespeare Company, hvor publikum blev lukket ind i et labyrintisk mørke og hver monolog havde sin scene og sin publikumsopbygning.

”Beckett kræver at man overgiver sig fuldkommen til hans anvisninger, for at forestillingen kan blive rigtig”. sagde Royal Shakespeare Companys Katie Mitchell, tilbage i 1997. Det gælder for så vidt skuespillet, men også scenografien. Men hvis der ingen scenograf er, som kan ”overgive sig”, så finder den ”rigtige” scenografi heller aldrig sted. Produktionen savnede derfor det scenografiske øje, der kunne have dyrket de visuelle detaljer og løftet Becketts altafsluttende afgrundsdybe magi.

 3xBeckett: ”Ikke jeg”, “Hva’ Joe” og “Kraps sidste bånd”

Tid 6.- 10. Juni 2017 som del af CPH Stage Tirs-fre. Kl 20. Lør. Kl 16

Sted Østre Gasværk

Medvirkende: Morten Grunwald, Ellen Hillingsø, Tommy Kenter, Ulla Henningsen
Instruktører: Walter Asmus, Morten Grunwald
Dramatiker, forfatter: Samuel Beckett
Oversætter Klaus Rifbjerg & Jesper Kjær
Producent: Østre Gasværk Teater
Arrangør: Østre Gasværk Teater

”Et grundtema hos Samuel Beckett er tiden oplevet som ventetid. Døden og intetheden er vor sande vished. Uden omsvøb og fyld, med indædt koncentration om det væsentlige, det altafsluttende, skrev Samuel Beckett sig frem til sagens inderste kerne: Livet som nedtælling, som en umærkelig bevægelse hen imod det slutpunkt, der synes oplevet på forhånd, fordi det så ofte er blevet foregrebet.”

Save

Save

Save

Save

Save

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *