Tag-arkiv: Sara Topsøe-Jensen

Billedfortælling uden kompas på Teaterøen

Jeg har begivet mig ud på Teaterøen, der ligger midt på Refshaleøen, midt i mellem glemt industri og kreative værksteder og for tiden huser en del af CPH Stage’s mere alternative forestillinger.

Ved indgangen modtager jeg dagspasset; en lille grøn stoflap med bredde- og længdegraden påtrykt. Så ved jeg, hvor jeg er. Også når jeg lukkes ind i mørket til Carte Blanches og Animationsworkshoppens forestilling, Time Woke Up in Darknes, hvor jeg skal lukke og åbne øjnene og se nuet, som kontinuerligt forsvinder. Forestillingen eksperimenter med tiden, som formmæssig faktor, igennem et interdisciplinært møde mellem animationens og teatrets tidsmæssige arbejdsbetingelser. Som publikum inviteres du til at interagere med rummet og være ét med nuet. Scenerummet er et laboratorium med ø’er af installationer, der sammen skaber et slags kosmos, og hvor abstraktioner af naturens elementer på forskellig vis mødes i performative interaktioner. Jeg kan således tænde og slukke for den lille lygte om halsen, lade mig blive henvendt til eller lade være, slå mig ned i flydepuderne, lukke øjnene og blive bragt ud på en rejse, der starter i mit eget lille lysende hjerte. Jeg kan åbne øjnene og betragte animationens bevægelse blive til af lysende streger mens performeren næsten står stille. Og jeg kan få en sten i hænderne, lukke øjnene og mærke dens egen leg med tyngdeloven. Jeg kan lege med lyset og ligge mig under bølgerne, der sænker sig over mig, akkompagneret af interstellar lyd.

Er jeg blevet ældre eller yngre? Fik de bøjet tiden? Fik de den vækket i det mørke rum, eller stod den stille? Måske svaret er at finde, hvis jeg en dag vender tilbage og betragter mit portrætbillede fra den dag i det mørke rum.

Da jeg bagefter kommer ud i lyset, må jeg lede en ekstra gang efter den lille grønne lap i lommen, der sikre mig entre til den næste forestilling.

Fra foyerens univers af møbelkluns med lysekroner, kanelabre og chaiselonger, guides vi ud på grusvejen og hen til en døråbning i en stor træbygning. Indenfor sidder Sylvia ved et bord og skriver på en skrivemaskine i et sort rum.

Sylvia, af Teater Svada, er en afdæmpet monolog, baseret på den amerikanske digter og forfatterinde, Sylvia Plath, som led af klinisk depression og til sidst tog sit eget liv. Her den sceniske fortælling skåret ind til benet; neutrale elementer, udgør bord og stol. Udover skrivemaskinen er der en telefon, som lyses op i nogen af de momentvise billeder, som forestillingen er klippet sammen af. Et kabel og murstensvæggen får dermed stor billedlig betydning, i den minimalistiske scenografi. Sylvia er, med sine slidte røde pumps og beskedne 50’er dress, som en tidslomme, der med teksten bringer os ind i Sylvia Plaths liv. Teksten eller manuskriptet over hendes liv er i bogstaveligste forstand hele tiden i hænderne på skuespilleren på scenen. At scenografien er skåret ind til benet, giver her god mening, idet teksten og de den skaber i publikums bevidsthed er det afgørende.

Tilbage i foyeren, er Mr Rise & Peanuts i gang med at varme op til deres danseperformance, Small!, som betyder ”bang” i datid på svensk. De to performere leger med ironisk distance med rummet mellem bevægelserne og jazzer med klicheerne. Scenografisk set, kan performer parrets sportslige out fit, ses som en indbyrdes dyst over bevægelsernes rumlighed og relation.

Den sidste forestilling på programmet er Light, dark, light heavy, her er bliver vi atter guidet hen til den store træbygning, men ind i et hvidt rum. Vi skal opleve en danser og en håndholdt lyskilde. Forestillingen starter med en stemme i mørket, der bliver til flere stemmer og solodansen med lyset indledes. Her fremstår de dramaturgiske parametre, lys, lyd, bevægelse, rum og tid i et næsten nøgent kinæstetisk forhold til hinanden. Samtidig er der en fortælling om selviscenesættelsen, der ikke kan finde balance eller tyngde i et evigt tilintetgørende kredsløb om sig selv.

Fælles for dagens forestillinger, er at de ikke har haft en scenograf tilknyttet til at balancere den samlede visuelle fortælling. Light, dark, light heavy har haft en billedkunstner der antageligvis har skabt en billedmæssig balance.

Men for Time Woke up in Darkness vedkommende skal den billeddramaturgiske fortælling, skabes af publikum selv og dermed opnår forestillingen måske ikke at ramme med sin intention og sceneelementer forbliver uopdagede. Billedfortællinger uden scenografer er lidt som et skib uden retning og kompas og så er det jo godt, at jeg ved på hvilken breddegrad jeg befinder mig. 55° 41° 47°⁄ 12° 36° 46° nordøstlig breddegrad.

 

Sted: Teaterøen

Se spilletider her!

Time Woke up in Darkness
Carte Blanche og Animationsværkstedet
Sarah John (Instruktør)
Sara Topsøe-Jensen (Koncept)
Michelle Kranot (Videodesigner)
Uri Kranot (Videodesigner)
Thomas Ahlmark (Lyddesigner)
Kristoffer Jørgensen (Lyddesigner)
Troels Lindebjerg (Tekniker)
Jakob Kirkegaard (Tekniker)
Adrian Dexter (Videodesigner)
Marieke Breyne (Performer)
Cindy Rudel (Performer)
Jean-Marie Oriot (Performer)
Jakob Kirkegaard (Performer)

Sylvia
Teater Svada
Manuskript: Pernille Lyneborg og Susanne Storm
Spiller: Pernille Lyneborg
Instruktør: Susanne Storm
Produktion: Søren Romer

Small!
Mr. Rise & Peanuts
Robert Logrell (Koreograf)
Sanna Blennow (Koreograf)
Kaspar Liepins Hedström (Lyddesigner)
Fridold Lundmark (Lyddesigner)
Robert Logrell (Performer)
Sanna Blennow (Performer)

Light, dark, light heavy
Chris Crickmay (Billedkunstner, Koreograf, Lysdesigner)
Ellen Kilsgaard (Producent, Koreograf , Danser, Lysdesigner)
Sharon Stewart (Lyddesigner, Komponist)

 

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious