Tag-arkiv: Bådteatret

Voks – Et scenedigt forsvinder

Voks

Sceno.dk indleder beskedent sæsonen med scenedigtet Voks. En forestillingen der næsten forsvinder i scenesproglige brydninger.

Vi befinder os i et minimalistisk univers. Rummet er indhyllet i hvid gaze og de få sceneelementer leder tankerne hen på dada-kunstneren, Marcel Duchamp, der bryder med den klassiske meningsdannelse. Elementerne er genkendelige, men indgår i et nyt og abstrakt fortællingseksperiment, der dog nærmest forsvinder i udefineret rumlig tavshed.

Replikkerne refererer til noget, som er sket og som ”vi ikke taler om”. Selv tabuerne forsvinder og er ikke til stede som andet end publikums egen evne til at danne dem.

Fremhævet står Maria Louise Suhrs kostumer, der på engang referer til både en klassisk og moderne tid som hun samtidig ophæver, ved at gøre kostumerne til tegn eller skilte med grå og gule striber mod den hvide baggrund. Dramatisk set, forsvinder de dog som medfortællende element og kostumeskiftet til slut, er så underspillet, at man fortsat leder efter et clou, der kan hægte dem op på den samlede fortælling. Men måske er det netop meningen, at associationerne skal brydes, hver gang de opstår.

Det er som om alting vil forsvinde i denne poetiske forestilling. Også Michael Søndergaards videoprojektioner, der aldrig rigtigt integreres i den rumlige helhed, fortoner i det lys som scenen for det meste bader i.

Forestillingen er smukt tænkt, som et intenst, nærværende intimt scenedigt. Desværre forløses den ikke rigtigt i sin sanselige ambition. Den hvide gaze, der draperer væggene, kunne på sin vis symbolisere noget skrøbeligt og sart som en hemmelighed, der dækkes over. Men de forbliver en tavs kulisse, der hverken slører, afslører eller overrasker, alt er ligesom skrabet ind til benet uden at man dog kan se benet. Lyddesignet er mere et abrupt element end en rumlig understøttelse.

Voks der ellers sælges som en sansehistorie om sne, dyr, børn og aske, fornemmes mest som et fjernt digt, der er mere intellektuelt abstrakt end sanseligt vækkende.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der havde været råd til en scenograf , som kunne have hævet den visuelle poesi til det helstøbte niveau Voks fortjener. For der er afgjort interessante brydninger i fortællestil og scenesprog.

 

Sted: Bådteatret

Produktion: Teater Hvis

Tid: 3.9. 2016 – 11.9. 2016

Medvirkende: Anne-Sofie Krogh Jensen, Anja Nielsen
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Instruktion: Lotte Arnsbjerg
Kostumer: Maria Louise Suhr
Video: Michael Søndergaard
Musik: Torben Egeris
Lysdesign: Anna Maria Waldelius (SSKS)
Komponist: Torben Egeris

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Arne går under i Domus Vista

Arne går under

Foto: Miklos Szabo

En gusten væg bliver til utalige rum i et Domus-Vista-univers, hvor vi drømmer stort og falder dybere end dybt, for Arne går under er tunge sager i tragikomisk forklædning. Forestillingen sætter fokus på manden på bunden. En socialrealistisk og nærværende historie som abstrakt dukketeater. Det er historien om omsorgssvigt og et misforstået behandlersamfund, hvor klienter drives i døden.

Dukkeførerne er som hyper-opmærksomme vidner, der gør som dukken vil. Det giver en særlig magisk dynamik, som er helt anderledes end levende skuespillere.

Dukkemageren og scenografen Rolf Søborg Hansen, har skabt nogen fascinerende levende dukkehoveder, vis kranielignende træk understreges af lyset. Sonja Lea har på fornem vis formået at udnytte lysets muligheder og skærpet undergangsstemningen med alt fra ulmende nøgne pærer, til U-bådsagtig undervandsstemning og vægge der bliver blødrøde.

Arnes fremmedgjorthed bliver tragikomisk udtalt med flodheste- og kineserdukker, der sammen med dukkeførernes levende lemmer skaber bizarre billeder.

Arne går under i en skærsildslignende række af prøvelser, hvor scenografien fremtryller utallige rum for øjnene af os; fra altanlejlighed, toiletrum og indre organer til jobcenterets triste korridorer. Selvom jeg ville foretrække, at den reelle lyd fra den rokerende scenografi, ikke indgik som lydkulisse i et ellers velkomponeret og foruroligende smukt lyddesign af Ida Jacobsen, bliver man forført af den velkoreograferede sceniske illusion.

Der er mange lag i dramatikeren Mikkel Trier Tygårds stykke, der gør dukketeatergenren både relevant og udfordrende for voksne. Men trods den sympatiske ambition i at ville fortælle om manden på bunden, ”..og alle Arner’ne derude”, virker anskuelsen af behandlersamfundet en smule klichefuld. Men scenografiens og dukkernes fascinerende kraft opvejer det dog fuldt ud; man keder sig aldrig, der er masser at se på og reflektere over før vi går under.

 

Sted Bådteatret
Tid 6. februar- 5. marts
Instruktør Rolf Heim
Scenograf & Dukkemager Rolf Søborg Hansen
Lys Sonja Lea
Lyd Ida Jacobsen
På scenen Laura Müller, Rolf Søborg Hansen. Pernille Nedergaard Haugesen og Karen Monrad
Dramatiker Mikkel Trier Rygård

 

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious