De ligger godt i maven – Kålhoveder danner kulturmøde

Man skal være mere end intellektuel tålmodig for at komme igennem den 135 minutter lange forestilling på Københavns Musikteater. Jeg og et par andre publikummer, evnede det ikke og måtte gå før forestillingen var til ende. Det er derfor muligt, at jeg ikke har fanget forestillingens dybere pointe, men efter 80 minutter var den stadig svært at få øje på.

Som anmelder med fokus på scenografien, skal jeg ikke komme for meget ind på en langtrukken tekst uden dramaturgiske holdepunkter, eller et spil, der forekom så dilettantisk, at jeg havde svært ved at nøjes med blot at krumme tæerne. Vi har at gøre med professionelle spillere, så man må nok tillægge iscenesætteren en del af ansvaret. Form og spillestil forekom postuleret og lignede et mislykket forsøg på at være med på den publikumsinvolverende totalteatertrend, der for tiden griber om sig.

Om det skyldes arrogance eller forvrænget selvbillede, ved jeg ikke. Men holdet har muligvis følt sig overordentlig selvfede og provokerende i al deres ekstravagante og kedsommelige omgang med kålhoveder.

Selvom scenografien ikke kan redde forestillingen som helhed, så ligger den i det mindste godt i maven i al sin velkomponerede dekonstruktivisme. I modsætning til spillet, forsøger scenografien ikke at postulere noget og scenens elementer fremstår i en slags nøgen antiæstetik. Publikum, der placeres langs forårsrullefabrikkens blanke stålborde, iklædt udleverede hvide kitler og grønne hårnet, indgår flot i den scenografiske helhed. Kålhoveder, som er hovedingrediensen i forårsruller, fylder sammen med en bevidst stilforvirring af møbler og inventar, billedet ud. Velplaceret strejf af rødt fuldender, sammen med kinesiske ornamenter på bagvæggen, billedkompositionen.

Projektets intention, har antageligt været at styrke det kulturudvekslende bånd mellem kinesiske nydanskere og etniske danskere og jeg kan forestille mig, at de har modtaget en velmenende og politisk korrekt ansøgning oppe i kunstfondens projektstøtteudvalg. Det er der bare ikke kommet en kunstnerisk helstøbt forestilling ud af.

 

 

Spillested: Københavns Musikteater

Tid: 1.-13. Juni

Produktion: Nydanskeren Jimbuts Kulturforening
Medvirkende: Rosa Sand Michelsen, Peter Flyvholm, Wei Xu
Violinist: Xiao Ming Ma
Komponist og lyddesign: Brian Larsen
Dramatikere: Gritt Uldall-Jessen, Jimbut Jun Feng
Iscenesætter: Nils P. Munk
Scenograf: Sir Grand Lear (Ingvild Grande & Lea H. Burrows)
Dramaturgisk konsulent: Tine Byrdal Jørgensen
Tekstdramaturg: Jette Lund
Kostumer: Anna Rosa Hiort Lorenzen
Lysdesign: Ilkka Häikiö

2 tanker om "De ligger godt i maven – Kålhoveder danner kulturmøde"

  1. Christine

    Har vi mon set det samme stykke?

    I går var jeg inde at se “Det ligger godt i maven”, og her dagen efter ligger det stadig godt i maven.
    Jeg synes stykket var både interessant og sjovt. Skuespillerne var dygtige og publikum blev inddraget lige tilpas, for sådan en som mig, der helst ikke sidder på forreste række af frygt for at blive hevet op på scenen, men samtidig også godt kan se at inddragelsen af publikum kan være en rigtig god måde at gøre fortællingen og oplevelsen mere nærværende.
    Jeg forstår ikke kritikken af det dansk – kinesiske. Er det ikke i orden at lave stykker der handler om det, om forskelle på dansk og kinesisk? Og bringe viden om fx det syn kineserne – i hvert fald engang – havde på frihed og individ? Og netop uden at det bliver højtravende intellektuelt, synes jeg.
    Når jeg bliver gjort opmærksom på at fx frihed og individ, kan opfattes anderledes end jeg selv er vant til, bliver jeg opmærksom på,at måder vi opfatter ting på, ikke er naturgivne, men menneskeskabte og dermed foranderlige. Så teaterstykket er netop ikke bare et integrations- stykke. Det hæver sig og giver mig mere med hjem end spørgsmålet om etnicitet.
    Ikke alt var perfekt, der er plads til opstramning, men det ændrer ikke noget ved, at Jeg altså blev både oplyst og underholdt. Og jeg synes virkelig det var godt spillet!! Havde det ikke været det, ville de gode intensioner have været tabt på jorden. Så har vi mon set det samme stykke?

    Svar
    1. sceno Forfatter

      Tak Christine for din feed back.
      Ja, vi har afgjort haft en forskellig oplevelse. Når det så er sagt, så kritiserer jeg ikke intentionen om at ville skabe en forestilling om et kulturmøde mellem det kinesiske og det danske. Min kritik går alene på den kunstneriske fremstilling.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *