Kategoriarkiv: Anmeldelser

“Mågens” hives modstridende frem fra pulterkammeret

Scenografien er en væg af gamle vinduer, en garage, en æske eller en reol, hvor karaktererne forsøger at passe ind i en kasse eller på en hylde. Maja Ravns scenografi skaber sammen med Arthur Steijns videodesign, en skødesløs og udogmatisk verden, der parafraserer over Tjekhovs visuelle regibemærkninger. Som et støvet klenodie hives de frem fra pulterkammeret i al sin grå/hvide patina, der i protest omdannes til et punket øvelokale. De sprøde videoprojektioner vender stukloftet og forvandler Tjekhovs birkestammer til nåleskov. De sortmalede rå murstensmure, der flankerer scenen, udgør sufitterne i Nørrebro Teaters scenerum og minder om, at vi stadig befinder os midt inde i Nørrebros skumle baggård, lang fra det nordsjællandske sommerresidens, som er stykkets oplagte setting.

Mågens er klovnen, der forsøger at skabe magi med en rød ballon og et lommetørklæde, men forliser ved skuddet af et rødt kryds midt i det hjerte, som ellers lyste midt i mørket. I stormens øje svæver Nina ligeså forlist som Mågens. Nina er som Medina og forføres af en Christian Fuhlendorff af værste skuffe. Moderen opretholder illusionen om den gamle verden i råhvide gevandter. Sønnen gør oprør i punkrocket outfit og sort kilt, efterlignet af Masha med sortmalede øjne i sit sorte strutskørt. Skolelæreren bryder den fjerde væg i badebukser og hvide strømper i birkestok.

Som kommentatorer til hele balladen spiller mænd poprock i bedste cremefarvede biedermeierske attenhundredetals kjoler og lyserød og gul paryk og optræder siden pilskæve i silkerøde boksershorts.

De visuelle referencer står i kø og falder over og indimellem hinanden og afspejler manuskriptets bidende satire over nutidens kendisdyrkelse og menneskelige forfald. Scenografien illustrerer fornuftigt stykkets metaplan mellem scene og kulisse ved at lade en skillevæg glide synkront med videoprojektionerne hen over scenen.

Den gråhvide patina brydes af knaldrøde fragmenter, der bygger den visuelle dramaturgi op til en intens solnedgang i bedste westernstil. Gamle standerlamper med nøgne pærer, der fungerer som både lys og mikrofon, danner smukke billeder og illustrere fint, den eksistentielle længsel efter at komme frem i lyset og blive hørt. Ligesom når karaktererne med hver deres lille ø af et bedetæppe, kæmper om en plads spotlightet.

Maja Ravn, der havde sit store gennembrud i 1993 med Hotel Proformas Orfeo, har i dag stadig fingeren på pulsen som hofscenograf på Nørrebro Teater.

Mågens

Sted: Nørrebro Teater

Spilleperiode: 21. feb. – 19. apr. 2015

Manuskript: Ditte Hansen og Louise Mieritz Frit efter Anton Tjekhovs ”Mågen”

Instruktion: Heinrich Christensen

Scenografi: Maja Ravn

Video design: Arthur Steijn

Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo

Lyddesign: Roxholms

Spillere: Tammi Øst, Andreas Jebro, Christian Fuhlendorff, Rikke Lylloff, Lise Baastrup, Benjamin Kitter, Kristian Holm Joensen, Janus Elsig og Carl-Christian Riestra

Turister – ingen steder på den anden side af hegnet

Skriv et svar

Et rustens smedejernsgitter skaber det skarpe skel mellem scene og publikum, mellem turisterne på resortet og pøblen. Scenografen Carsten Burke er en erfaren scenograf, der mestre sine billedgreb og åbner lagene i Turister som en kinesisk æske. Også lysdesigneren Sonja Lea har understreget stykkets indre og ydre dramaturgiske lag. Turister er et glimrende eksempel på Får302s ensembles karikerede spillestil, der alligevel lader karakterernes kompleksitet folde sig ud og sammen med scenografien i det lille rum, danner helstøbte billedtableauer på den meget trange plads.

Turisterne kunne være hvilket som helst sted i verden og verden er slet ingen steder i den hule maskerade, hvor forklædningerne falder, når maskerne tages på. Den tableauagtige spillestil drager paralleller til comedia del arte, som i andet akt, kulminerer i en scenografi med venezianske masker og perspektivscene, der er kunne være et diskotek, en himmelpassage, uden udgang, eller et fancy pissoir, og hvor det langhårede gulvtæppe, med en farvefiltrering af lyset bliver til græs og figurernes indre natur åbenbares i takt med, at den omgivende verdens realitet trænger ind i turistresortet. De scenografiske snapshot favner clash af parallelverdner, klasse- og kulturforskelle og Får302 sprænger atter de rumlige gestaltninger i det intime teater.

Danmarkspremiere på Turister

Spillested: Får302
Spilleperiode 16.2 – 7.3 2015

DRAMATIKER: Magnus Dahlström
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen
LYSDESIGN: Sonja Lea
MANUSKRIPT Magnus Dahlström
MEDVIRKENDE: Morten Hauch-Fausbøll, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Pauli
Ryberg
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing
LYDDESIGN: Thomas Matyjasik

NOMA æder sig ind i dine sanser

Skriv et svar

Vinderprojektet af Teater Sort-Hvids RUM 15, der hedder NOMA og er sat i scene af kunstnertrioen, Dorte Holbæk, Derek Lesher og Andreas Liebmann, kan i disse dage opleves i Charlottenborgs kunsthal, hvor jeg har reserveret bord.

I kunsthallens vinduesløse rum på første sal, bydes vi velkommen af høflige tjenere i grå militaristiske skjorter og slå-om-forklæde. Minilamper over rummets fem borde kaster sit sparsomme kølige lys over borddækningen. Tjenerne viser os hen til firmandsborderne, der står klar til at tage imod mig og 20 andre gæster og hvor der er dækket op med mørkebrun dug, servietter, et kunstigt stearinlys, glas og service. Lysdesigneren Morten Kolbak, har elimineret enhver opløftende farve og stemningen emmer af en nærmest tyngende eksklusivitet, som også lyddesignet, af Rasmus Kreiner, er med til at understrege i al sin monotoni.

NOMA er ikke blot navnet på en fornem restaurant, men også navnet på en sygdom, der opstår i svælget på hungersnødsramte og æder sig ud igennem kødet indefra.

På menuen står hungersnød ala carte, der er adskillige retter, som på foruroligende og uappetitlig vis vækker smagssansen med fortællinger om infektionssygdommen NOMA.

Tjenerne tilbyder med høflig mine, første ret på menuen; Fire forskellige slags vand, som tappes gennem dropslanger fra sterile medicinposer. Jeg kunne have valgt klorberiget vand, men jeg er ikke så modig og vælger det københavnske postevand. En af mine bordfæller vælger rehydreret vand, som stopper sultbetonet diarre. Dertil serveres vi tørre vitaminberigede kiks, BP-5 compact, som gives til hungersnødsramte og jeg skyller forsigtigt ned med det sparsomme vand, mens mine øjne hviler på bordopdækningen, der er udmålt med stor scenografisk akkuratesse. Bordscenografiens underspillede elegance brydes af en tilføjelse til menukortet i form af farvefotos, der dokumenterer den fremskredne sygdom hos børn og jeg rammes af en tiltagende kvalme i mellemgulvet. Min bordfælle skjuler sit foto under den stive foldede grå serviet.

Tekststumper fra den sultende verden serveres nu på vore tallerkner, jeg læser teksten, men sansepåvirkningen fra de foregående retter er så massiv, at jeg dårligt kan indtage ordene, der kunne være fragmenter fra en opdagelsesrejsendes beretninger….

”El Alto, Bolivia”…”Alle spiser det. Kraniet er placeret på en tallerken og hviler på tænderne i overkæben. Hjernen damper. Jeg er flov over, at det frastøder mig så meget. Jeg havde en ambition om at konfronterer mig selv med det faktum, at jeg æder andre levende væsner…”

Vores tjener (Derek Lesher) serverer en sidste brunlig kiks og forklarer omhyggeligt og nøgent på en måde, så det kryber ind under huden, at den blandt andet består af jord. Vi tygger spagt mens jordkrummerne smuldrer med en kvalmende sødme i min mund.

På tallerknen placerer tjeneren en lille lyserød tablet og en engangstandbørste i en plastæske. Tabletten skal afsløre vores tandhygiejne. Mens vores svælg og tænder farves ruller stålborde ind med stålvaske. Vi børster tænder, skyller og spytter rødt, og jeg har det virkelig som om jeg skal kaste op mens tjeneren pointerer, at jeg virkelig har pæne røde kinder.

Mens tandpastasmagen folder sig ud i mit svælg, lyser hovedet i dunkende rytmer som en installation midt i rummet. Ud af hovedet træder infektionen selv, NOMA i al sin skulpturelle radiance. Mija Milovic som performeren i Dorte Holbæks skulpturelle og futuristiske kjoledesign. Som en dronning uden følelser eller moral, akkompagneret af kølige inciterende rytmer, balancerer Mija Milovic præcist med sin metalklare stemme mellem skønhed og skarp sterilitet.

Gæsterne inviteres ind hovedet som vi skal spise af. Pointen er klar nok, men en ting er at forstå, at vi selv er en del af hungersnødens infektion, en anden ting er at mærke på sin egen krop, hvad vi er når vi spejler os i hungersnødens ubønhørlige realitet. Inde i hovedet er stålen steril, ligesom det hvide lys og de vakuumindpakkede knækbrød, der dækker skalpen, med vinder- og taberloder. Og som gæsterne står der i den lidet forskønnende belysning inde i hovedetskalpen og venter på at få varmet den solskinsgule nødhjælpssuppe i mikrobølgeovnen, som de selv sætter igang med fire tryk på knappen, føles det som om vi alle har tabt til både sult og grådighed.

Spillested KUNSTHAL CHARLOTTENBORG

Spilletidspunkt: 31.01.2015 – 28.02.2015

Kunstnerisk koncept ANDREAS LIEBMANN, DEREK LESHER, DORTE HOLBEK

Tekst og instruktion ANDREAS LIEBMANN

Kostumer og rekvisitter DORTE HOLBEK

Installation DEREK LESHER

Sang og komposition MIJA MILOVIC

Performance ERIKA SVENSSON, DEREK LESHER, MIJA MILOVIC, LINNEA JENSEN

Lysdesign og teknisk ansvarlig MORTEN KOLBAK

Video- og lyddesign RASMUS KREINER

Foto LARS DANIEL TERKELSEN

Produktion TEATER SORT-HVID

Et umærkbart kosmos af distance

Skriv et svar

Med den Grå Hall som ramme, har Hotel Pro Forma inviteret os med til sin umærkbare rejse i Kosmos. Vi modtages af det kosmiske crew på bagsiden af den blanke aluminiumskonstruerede publikumsopbygning, der reflekterer et violet lys, og som sammen med lyddesignet skaber en umiskendelig og forventningsfuld afgangsstemning. På scenen sidder astronauten og Kirsten Dehlholm på to taburetter og snakker om astronautens næste rumrejse og universets betydning. En lille intro i børnehøjde før take off.

Forestillingens skydes igang i en sne af stjerner, der indhyller hele hallen. På det udspændte bobbinette i hele hallens høje og bredde, videoprojekteres månen, stor og smuk, mens Elling Hillingsø, som astronaut toner op på himmelstigen i sin karrygule dragt.

Vi fortsætter i børnehøjde, når drengen Tom7 entrerer frontscenen. På hver side står en ”Operatør” i hver deres lille skov af potteplanter. Men er de også formidlerne, naturen, eller opdagelsesrejsende? Jeg finder aldrig ud af det, som de står i Henrik Vibskovs spraglede kamuflageagtige heldragt, i splintrede primærfarver og månepigen i gummistøvler kommer og går.

Med en blanding af poesi og naturvidenskabelige facts, guides vi med fantastiske smukke videoprojektioner igennem vores solsystem. Men måske skulle jeg havde siddet midt i hallen for at have fået den optimale oplevelse af billederne. Projektionerne er vanvittig smukke, men der er meget så meget, der forstyrrer i den kolde Hall, hvor publikum går ind og ud af de store døre og det grønne nødudgangsskilt lyser alt for meget op. Jeg distraheres af frit kig ind til scenelysets sidelamper. Måske ville billederne komme bedre til sin ret ved at blive pakket ind i et rigtigt teater med en prosceniumsramme. På den anden side vil Kirsten Dehlholm inddrage os i hendes rå eksperimentarium og lade billederne fremstå uden indpakning. Men i denne setting, får jeg ikke det fulde sanselige udbytte af billederne. Jeg forbliver urørt det meste af forestillingen og drengens nørdede opdagelsesrejse, forbliver for nørdet, som han vandre frem og tilbage med trækonstruktioner, en slags måleinstrumenter man aldrig får nogen inddragelse i.

Til gengæld samler Jesper Kongshaugs lysdesign billedelementerne i overjordiske farvekontraster, der kan måle sig med den mest magiske tusmørkehimmel eller vildeste ørkensolformørkelse og favner med stor ekvilibrisme himmellysets allermest suggestive kraft. Men jeg kommer ikke tættere på universets kosmiske drama, alt i denne forestilling er en distance af lysår. Jeg ser, at scenebillederne er fuld af skønhed, men jeg længes efter at mærke dem.

Spillested Den Grå Hall

Spilletidspunkt: 4. -17. februar 2015

Instruktion Kirsten Dehlholm
Koncept Kirsten Dehlholm, Anne Mette Fisker Langkjer, Jesper Grimstrup, Magnus Pind Bjerre
Musik Ernestas Kausylas/Brokenchord, Misa Skalskis/96wrld
Manuskript Kirsten Dehlholm, Laura Mortensen,
Morten Søndergaard, Anne Mette Fisker Langkjer,
Mindaugas Nastaravicius, Tomas Lagermand Lundme
Videnskabelig research Jesper Grimstrup, Anne Mette Fisker Langkjer, Laura Mortensen, Kirsten Dehlholm
Videodesign Magnus Pind Bjerre, Birk Marcus Hansen
Scenografi Anne Mette Fisker Langkjer, Jesper Kongshaug, Kirsten Dehlholm
Lysdesign Jesper Kongshaug
Lyddesign Kristian Hverring
Kostumedesign Henrik Vibskov

Ud af kroppen ind i verden – Det frie felts festival

Skriv et svar

Fra Christianshavns Torv kan man stige på en gammel bus, der køre ud til Reftshaleøen, hvor Teaterøen, har til huse og i denne weekend er værter for Det frie felts Festival. Buschaufføren har et hvidt jakkesæt på. Indvendigt er bussen draperet med hvidt tyl, og hvide tylsommerfugle dingler fra loftet. Måske skal vi tro vi er på vej i himmelen og at chaufføren er selveste Sankt Peter.

Det er en bustur igennem et ingenmandsland af åbne industrilandskaber og et råkoldt havnebassin, der skvulper opad muren langs kørebanen. Vi ankommer til en bygning, der ligger klods op ad forbrændingsanlæggets futuristiske bygning, Lynetten. Indenfor er det et helt andet landskab med tændte kandelabre og en smilende stab i hvide skjorter, der vimser omkring, mens vi tager plads i den rumlige foyers velourbetrukne sofaer.

Vi bydes gin tonic og kuratorerne og støtteudvalgets repræsentant fra Uafhængige Scenekunstnere og Scenekunstnere uden scene holder tale. Kuratorene fortæller, at forestillingerne, på en eller anden måde, alle tager livtag med virkeligheden og de globale problematikker menneskeheden står over for. At forestillingerne på en og samme tid er både laboratorium og avantgarde.

Den første forestilling, jeg skal se er én til én performancen, Whole Body Treatment af Sara Hamming. Jeg guides ud af bygningen, hvor tusmørket har sænket sig og ud på en lille vandring, på den øde grusbelagte vej. Bygninger tegner sig som mørke silhuetter mod himlen og vinterkulden bider. Jeg ender ved en sort dør, på bagsiden af en stor rød træbygning. Da der er så mørkt, træder jeg ved siden af og ned i et hul, der er ingen ”Mind the gap” her.

Indenfor tager performeren imod mig i hudfarvet trikot. Rummet er stort og kvadratisk og ligner et træningslokale med sine lyse parketgulve og sorte molton langs væggene. Midt i rummet står en behandlingsbriks. Jeg får lov til at se de udprægede hjemmelavede rekvisitter, der forekommer ubestemmelige, både hvad angår udseende og funktion, performeren viser mig tre masker og tre replikker, repræsentative for tre former for teater. Jeg lægger mig på briksen, hvorpå der ligger et par afklippede fingere fra en pinkfarvet opvaskehandske på det mintgrønne tæppe. Jeg får sort bind for øjnene og hengiver mig til mørket, de indre billeder og de kropslige sansninger, som performeren fremkalder. Kender jeg Elias Canetti? Han har skæg og gråt hår, der stritter op i vejret, og jeg stryges med en ru tingest over kind og tinding og føler mig som Canneti. Mine indre organer, deres udseende og placering, beskrives i omhyggelige detaljer, samtidig placeres gestaltninger af selvsamme organer oven på min torso, tarme, lever, nyre, lunger og hjerte. Det er en meget speciel og nærmest udafkroppen oplevelse, hvor jeg på en og samme tid er indre krop og global bevidsthed. Min nyre bliver lagt i min hånd, replikker viskes i mit øre og jeg mærker maskens eget indre, jeg mærker teatret og verden som krop indefra og udefra. Jeg mærker, hvordan den tages fra mig gives mig tilbage. Det er stærkt og bevægende i nærmest Artaudsk forstand.

Singing my place af Teater Viva er den anden forestilling jeg deltager i på det Frie felts festival på Teaterøen. Jeg siger deltager, for man er ikke længere et publikum, der kan gemme sig i mørket og blot ser. Nej man er deltager i den performative fortælling eller begivenhed.

Denne finder sted i nabobygningen og vi lukkes ind af dørvogtere, der lyser os i hovedet med lommelygter, inden vi lukkes ind og bliver bedt om at tage sko af og iføre os sorte og hvide stribede hyggesokker. Fire iglotelte danner en lejr i lokalet, der er oplyst af teaterlamper med blålige farvefiltre. Vi bliver placeret på stole i midten af lejeren. Og en dame i pels kravler i det ene øjeblik rundt og fortæller om grise, der bliver til mennesker, de næste er byder hun velkommen til klimaflygtningelejr og guider os gennem øvelser, der skal fastholde vore erindringer om den natur, der ikke længere eksisterer. For enden af rummet hænger isen og smelter ned i metalspande, der gengives i lydbilleder. I et af teltåbningerne stikker et rensdyrgevir ud. Teltigloerne skjuler ellers ingen overraskelser og deres visuelle muligheder står ubrugte hen. Teaterlamperne er uden synlig årsag, Afslutningsbilledet fortæller, at alt, hvad der ventede os var en kold spand vand.

Den tredje forestilling på mit program er Arbejd Arbejd af Seimi Nørregaard. Det foregår i en forfalden bygning, et andet sted på Øen, kaldet bunkeren. Udenfor bygningen ligger en bunke af tøj på jorden, der lyses op af en stærk projektør. Vi skal være klædt på til opgaven, som performeren siger, og hun beder os om at iføre forskellige jakker og termobukser, før vi går indenfor. Her bliver vi stillet på række i en smal lavloftet korridor med kolde, forvitrede og rå vægge. Lyserøde og laksefarvede stofstimler fanger øjet igennem den hvælvede åbning. Inde i rummet står symaskiner på rad og række, vi bliver bedt om tage plads ved dem og instrueres nøje i arbejdsgangen. Herefter sidder samtlige deltagere villigt, nærmest panisk og syr i lyserøde og laksefarvede tøjstrimler, på symaskiner uden undertråd, iklædt væres sørgelige genbrugsovertøj. Det er koldt men vi er sammen om det. Længere ind i bygningen får vi tildelt hvert et vattæppe, og i den endelige blå pæres dunkle skær står en gammel rusten og kold ovn. Vi forpupper os i en vuggende tæthed og inden natarbejdets mørke omslutter os helt, ledes vi ind gennem en fødselsåbning af forrevne flæser, ind til en Seimisk labyrint af ophængte lagner fra fordums nære tid. Ender tæt sammenflettede på det kollektive sengeleje, hvor vi kun drømmer om arbejde, for at vågne til lyden af klirrende skåle, der giver genlyd og lugten af boullionsuppe. Det bliver aldrig dag, der er kun arbejd, arbejd og en undren, da vi ender i et rum med en bænk og en gammel gadelygte, der minder os om en fjern, fjern tid, hvor man kunne finde hvile.

Denne aften slutter i Teaterøens foyer, der ikke fornægter sine teatrale rødder med hvide duge, sølvkanelaber og klunsede velursofaer. I hjørnet skærer Zlatko Buric & TIGs musiske installation igennem, med et perkussionelt orgel, der akkompagnere Zlatkos indlevende og potente performance. I en tid, hvor næsten alt er prøvet, avantgarden død, starter man alligevel gerne forfra i teaterlaboratoriets frie felt , hvor en anden himmel venter.
Det frie Felt Festival finder sted på Teaterøen den 29. januar til 1. februar 2015.

Se mere på http://teateroen.dk/

Men nu har jeg en hjærne – et lysende surrealt stemmedigt omfavner hjertet

Skriv et svar

Det menneskelige Teater har indtaget rummet i Københavns Musikteater, hvor de sortmalede lofter og høje paneler danner billedrammen for prologen i Men nu har jeg en hjærne. Med poetiske skulpturelle hovedbeklædninger, der er som kolossale udvoksede deformerede hjerner, ekvilibristisk designet af Line Frank, fører kvinderne i sort, sit publikum ved hånden ind i et under af stemningsmættet omfavnelse, der bringer tårerne frem.

Når vi ligger i vore åbne kister af råt duftende træ, trækkes himlens glødende lys ned over os og vugger os ud af vore hjerner og ind i en rejse til det underste land, hvor rummet udvides af fløjlssorte stemmedigte og fyrretyve kister, en kolossal sollampe og underfundigt og sælsomt skyggeteater. Her fører stemmer og klange i skiftende harmonier os nænsomt gennem Gustaf Munch-Petersens digte, som forestillingens univers er bygget på. Og iscenesættelsen er en scenografisk installation i sig selv.

Iscenesætteren og scenografen Nils P. Munk, har med sit scenekunstneriske greb, opløst teaterkonventionen og placeret publikum i kister. Vi kan svømme hen og drømme, lade os omfavne og opløse i stemmernes og poetiske omsorg i en surreal rejse mod hjertets lys. De sortklædte kvinders liflige vemod er som digtets engle, der fører os over flodens sorte vand. Vi kan åbne øjnene og se vores hjertets lys svæve over os og solen materialiserer sig i en ny dimension, der spreder sine gyldne striber på kistens illusoriske låg.

Vi genfødes i en båd, der vugger os af sted mod solen med hundrede hjertelamper svævende over os.

Hvis du vil have en stemningsmættet og hjertelig omfavnelse, så læg dig i kisten og bliv genfødt af Men nu har jeg en hjærne

Københavns Musikteater
d. 13.-31. januar 2015
Helsingør Teater
d. 3.-5.feb. 2015

Medvirkende og komponister: Hanne Raffnsøe, Signe Marie Schmidt-Jacobsen og Kirstine Stubbe Teglbjærg
Iscenesættelse og scenografi: Nils P. Munk
Kostumedesign: Line Frank
Konsulent: Andreas Dawe
Bygger: Søren Romer
Lys: Raphael Solholm
PR: Sofie Vestergaard
Producent: det menneskelige teater og Anny Dirchsen

Mefisto – slidt uden kant eller gestalt

Skriv et svar

”Berlin 1933”, ”Hamburg 1922 på Teater Stormfuglen”, ”I Brüchners hus 1925”….

Tyverne og tredivernes Berlin er tidsrammen for Ashley Martin-Davis dekadente scenografi. Hvis man skulle være hægtet af, kan man altid se på rulleteksten over proscenium, hvor tid og sted er noteret. Og hægtet af, det er jeg igennem det meste af første akt, hvor jeg ikke fatter, hvad iscenesættelsen vil og spillere kommer ind og ud på scenen uden nogen særlig grund. Mefisto selv kommer aldrig rigtig på banen med andet end slidte replikker om kunsten og moralen og uden mærkbare referencer til samtiden. Iscenesættelsen forekommer mig at være et naturalistisk museumsstykke uden kant, og den farlighed man kunne forvente af en iscenesættelse af Mefisto er fuldkommen fraværende.

Også scenografien som meddigtende gestalt, der kunne føre os på sporet af Mefisto-fortællingen, er fraværende – selvom der er smukke billeder, som f. eks når tæppet går i 2. Akt og det bare scenerum er blevet en skolestue med hundredvis af ophængte glødepærer, der lyser varmt. Måske som et hint om det lys i mørket, som vi bliver fortalt, at teatret udgør.

Klichéerne står dog i kø. Som i scenen, hvor Olaf Johannessen, der spiller Hendrik Höfgen, der spiller Mefisto, danser med et spejl. Og en anden scene, hvor vi ser ham spille lysmester og teatrets krystallysekroner sænkes ned i gulvhøjde og Hendrik Höfgen dirigerer de dansende spotlights. Og det fører ikke rigtigt nogen vegne.

I løbet af forestillingen omkranses scenen af et gitter og dette kunne måske være en gestaltning af ”scenen som et fængsel” men det er bestemt ikke tydeligt og det bliver ikke fulgt til dørs. Spejlvægge i hver side af scenen udgør også en fortælling, men uden træfsikre referencer.

Tiden er løbet fra iscenesættelsen. Kabaret-teater-stemning med en “scene” på scenen, sorte stole og slidte chaiselonger udgør ikke nogen ny fortælling. Til gengæld har det flot effekt, når rampelyset omdanner scenen til bagscene og vi som publikum kigger ud i det andet publikumsmørke på den anden side af scenen. Der leges i det hele taget lystigt med orienteringerne, så vi skiftevis befinder os både foran og bagved scenen. Også drejescenen tages flittigt i brug, men det er som om al denne leg ikke fører til fortællingen.

Vi får en masse at vide om tiden og konflikterne og det kunne måske være spændende, hvis rollehierarkiet og dramaturgien havde været strammere. Mefistofiguren Hendrik Höfgen, optræder ikke i mere end to tredjedele af stykket og man bliver i tvivl om han overhovedet er hovedpersonen. Vi ser ikke den store samlende fortælling blive udspillet. Vist er især kvindekostumerne lækre og i bedste 20’er stil, fra cremefarvede silkenegligeer og perlekæder til fjer og palietkjoler. Men visualiteten forbliver en glittet overflade, der ikke gør meget mere end at understøtte tidsrammen. Sine steder grænser spejlvæggene, der tydeligvis er gjort af plexiglas og spejlfolie, til det amatøragtige, og den afsluttende scene, hvor de to spejlvægge lukker sig om Hendrik Höfgen, til en udtømt kliche.

I en anden scene ser vi Hendrik Höfgen spille lysmester, i en dans med spot, der trækker lidt for længe ud.

I den mest interessante scene indvies i en sceneprøve, hvor Hendrik Höfgen udsætter den nationalsocialistiske tilhænger for en nådesløs instruktion og ender med at sende ham på gaden til et liv i fattigdom eller i armene på Hitlers korps. Denne scene er for mig både central og også spændende, fordi vi får et indblik i kunstnerens værksted. Og ved at placere instruktørpulten midt i publikumsrækkerne, bliver vi som publikum Mefistos allierede i en konflikt, hvor kunst vinder over samvittighed og moral. Her viser iscenesættelsen, hvad Mefisto handler om, i stedet for blot at sige det og teateret stråler et øjeblik, som et lys i mørket.

Manuskript af Ariane Mnouchkine efter Roman af Klaus Mann, bearbejdet af Peter Langdal

Sted Betty Nansen Teatret

Spilleperiode nov. – 18. jan.

Scenograf Ashley Martin-Davis

Instruktion Peter Langdal

Medvirkende

Olaf Johannessen

Stine Stengade

Iben Hjejle

Cecilie Stenspil
Kristian Halken
Anders Juul
Christiane Gjellerup Koch
Morten Eisner
Mikkel Kaastrup-Mathew
Jens Jacob Tychsen
Line Kromann

Romeo og Julie – Et kærlighedsoprør i en polstret celle

Skriv et svar

Tæppet går og der rejser sig en monumental hudfarvet polstret væg. På forscenen sidder de to familier bænket på klaverstole med front mod publikum. Scenen er sat og hadets kim, imellem de to familier, Montagues og Capulet, er plantet med en sproglig uenighed om, hvor trykket på stavelsen skal ligge i Shakespeares eget blankvers. Der er et flygel i dameside og et opretstående klaver i kongeside, det ene er ude af stemning og det andet forsøger at fange kærlighedens toner.

Det handler om kærlighed, eller billedet på den ideelle kærlighed. Steffen Aafings scenografi har favnet kærlighedens vilkår i vores egen tid. En gigantisk polstret væg, der udgør alt fra klatremur og elskovsleje til Veronas stjernehimmel er samtidig en slags gummicelle, der af-romantiserer Romeo og Julies kærlighedsdrama. Et greb der kan ses som en gestaltning af, at kærlighedens potentielle gerningsmænd lever i en lukket og beskyttet verden, hvor man ikke slår sig, og de sydende romantiske kærlighedsvers fremstår som et desperat råb om at mærke og føle stort. Mens Romeo spørger: ”Er der en verden udenfor Verona?”, er kærligheden er en naiv utopi.

Julie er dydigt klædt i high school uniform i en rustfarvet nederdel, der når til midt på læggen, cremefarvet bluse og flade sko i Oxfordstil. I komisk kontrast til Julie, står moderen fru Capulet, der er er uengageret smart i sort skindjakke og støvletter. Ammens dueblå konede guvernantelook, har mere tilfælles med Julie og forstærker erotikkens trange kår. Romeo i blomstret skjorte og gyldent slips er som et løfte om guld og grønne skove. Romeos Ven Mercutio sjofler enhver romantisk forestilling i stilfulde sorte bukser, hvid smokingskjorte og smalt slips. Niecen Benvolio er klædt i ferskenfavet herrehabit. Med omvendt fortegn leges der med Shakespeares kønsforvirring. Steffen Aarfings kostumer understreger en af-personificeret og af-sexualiseret kønsløs verden med et par kontrastfulde anakronismer i form af fyrstinden, der til forveksling ligner Queen Elizabeth den 1., og fyrstens slægtning, Paris, er et Eiffeltårn af lange lemmer, en comedia del arte figur helt ”out of tune”.

Ord, kys og kødlighed, drømmer om et inderligt kærlighedsoprør og scenografien lever på alle måder op til det: I vielsesscenen, hvor den kolossale polstrede væg med et bliver dyb ultramarineblå og stjernerne stråler i lysende symmetri. Romeo og Julie hviner som cheerleaders, og man ønsker, de ville skrige vildt og afsindigt. Men her rammer forestillingen lige præcis det postulat som Romeo og Julies Kærlighed er: Den ideelle kærlighed findes ikke og er dømt til at dø. En død, der allestedsnærværende lurer under sin sorte hætte, forklædt som munk, som både vier de unge kærlighedsjægere og blander den dødelige gift, der slår dem ihjel.

Koreografien er, sammen med instruktionen, i sig selv et visuelt mesterstykke: Samtlige spillere er under hele forestillingen til stede som passive tilskuere eller skikkelser, frosset i flugten op af ”muren”, og Romeos replik, ”en mur kan ikke stoppe kærligheden” bliver smertelig paradoksal.

Lysdesigneren Jonas Vest incitere rummet og den polstrede bagvæg forvandler sig i dramatiske, effektfulde og umærkelige skift fra den sarteste varme rosa til mørkegrå og hidsig pink, og en lysstribe i gulvet der virker som rampelys, giver scenerne den sporadiske dysterhed.

Bag forestillingens facon, der i sig selv gør kærligheden til en farce, er den polstrede mur et varsel om at befri kærligheden fra dens celleagtige tilværelse, hvor fyrsten sidder vagt, som en anden Sankt Peter i det høje, og undgå døden som stående søjler ”i skæret af månens blege pande”.

Romeo og Julie af Wiliam Shakespeare

Oversat Af Niels Brunse

(bearbejdet af Elisa Kragerup og Louise W. Hassing)

Sted: Skuespilhuset

Spilleperiode: 05. nov. – 13. jan. 2015

Scenograf: Steffen Aarfing

Iscenesættelse: Elisa Kragerup

Koreografi: Signe Fabricius

Lyd -og lysdesign: Jonas Vest

Spillere

Danica Curcic
Mikael Birkkjær
Thomas Hwan

Ditte Gråbøl
Helle Fagralid
Jesper Hyldegaard
Peter Christoffersen
Tammi Øst

Henrik Jandorf
Peter Plaugborg
Signe Egholm Olsen
Troels Thorsen

Ventestedet – Fiktion og virkelighed flyder sammen i alle sanser

1 svar

”Du har forandret dig på det seneste, du ved ikke om du kan stole på nogen mere, ingenting er som du kender det.” står der i indkaldelsen til til signas seneste forestilling, hvor publikum er indkaldt til screening.

NY Ellebjergs Station ligger nærmest øde hen i den mørke novemberaften. En futuristisk blanding af stål, glas og beton og perroner med lamper, fortoner sig i endeløse rækker. Jeg har mistet orienteringen, der er intet genkendeligt og jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå. Jeg går ad en lang lige vej med tomme røde murstensbygninger, hvor vindens tag i flag med firmalogoer er det eneste, der bevæger sig. Under vejbelysningens gullige lys bevæger jeg mig igennem den bidende kulde mod Gammel Køge Landevej, hvor ”The Laguna” ligger og hvor jeg indkaldt til screening for 3pandemi, også kaldet 3P.

Vinterblæsten har frit spil på den tomme parkeringsplads foran The Laguna, der er en institutionsbygning fra engang i 80’erne, med gule mursten og firkantede forsatsruder. En flok mennesker har allerede samlet sig der i mørket. Efter i en rum tid at have stået og frosset i hjertet af Valbys industrilandskab, bliver døren åbnet. Vi bliver bedt om at stille os i kø, og på vej ind igennem døren får alle et håndtryk af overlægen Peter Wächter. Indenfor i receptionen står to sygeplejersker i hvide kitler, med voksagtige ansigter, klar til at tage imod vores adgangsbillet. Ved den lysnende glasdisk, hvorpå neglelak og små plastikbægre med lyserødt gele står i rækker i glasmontrerne, modtager vi et papir med regler og anvisninger om vores ophold på The Laguna. Sygeplejerskerne, der har pastelfarvede rullekravebluser i nylon inden under deres hvide kitler, fordeler os effektivt i grupper med en venlig professionel attitude, der er blottet for empati. Den karakteristiske institutionsstemning, der er kendetegnet ved træbetonpladebeklædte lofter og billig kontorbelysning, som undertrykker enhver glad farve, er udtalt. Lugten af bouillonsuppe, der blander sig med nålefilten på gulvet, tøjdyrene på hylderne og klorinlugten fra toilettet, sammen med uvisheden om hvad man har begivet sig ud i, tager sit voldsomme greb på alle tanker og sanser.

Vi bliver ført ind i et mindre konferencerum, hvor der er er opstillet stole. En speakerstemme gentager: ”Welcome to The Laguna, please have a seat and stay calm”. For enden af væggen er et projektionslærred med et lysbillede på. På væggene hænger indrammede ballerinaer i blomstersetting tegnet i denne særlige upersonlige stil, der kendetegner centraleuropæiske institutioners vægdekorering fra sluthalvtredserne til starten af halvfemserne. Langs væggene står der grå pc’er. I hjørnet, på en sofa af hvidt kunstlæder, sidder en patient i hvidgullig badekåbe og mørkt, vådt og langt uglet hår og sender ublu frække blikke til os. Der er lyslilla gardiner for vinduerne. ”Welcome to The Laguna, please have a seat and stay calm”- ”Welcome to The Laguna, please have a seat and stay calm”…………

Sygeplejepersonalet observerer os, og en patient i hospitalsblå pyjamas ser ud som om han med stort besvær forsøger at tælle os samtidig med at han skal tisse. Vi bydes velkommen med en halvtime lang introduktion. Lysbilleder informerer os om klinikkens terapi, der skal afhjælpe symptomerne på den uhelbredelige psykose, der blandt andet består i at integrere 3P patienter i samfundet med fuldtidsarbejde. Lysbilledernes karakteristiske kliniske professionalitet forstyrres umærkeligt når ansigterne på dem forvrænges, så sandsynligheden for, at man selv er inficeret med 3P, er udtalt.

Personalet instruerer os nøje i, hvilken rækkefølge vi skal tage vores personlige tøj af og placere det i den bøjle, med tøjnet og skoholder, vi har fået udleveret. Derefter skal jeg og mine ca. 25 nyankommne medpatienter tage patienttøjet på, der består af en bleggul lang skorte med hvide kanter, som knappes i ryggen og et par hvide bukser med elastik i taljen. Jeg føler mig overraskende tilpas i tøjet. Ærmerne er smukt designet med en ekstra bred hvid ærmerib. Jeg får nr. 11 og kommer i slangegruppen, andre kommer i kanin -eller hestegruppen. Som afslutning på introduktionen, bliver vi nøje instrueret om reglerne i The Laguna og der uddeles gul appelsinsaftevand i hvide plastikkrus med en lille relief af en sol præget i. Plastikkrus er ikke bare plastikkrus. Signas univers er gennemtænkt ned til mindste detalje.

Skabsokkultisme

I det første rum bydes vi velkommen af en indianerlignende patient med udpræget taberattitude, der præsenterer sig som Boa. En voldsom lugt, der minder om marsvinebur fylder rummet og rammer mig øverst i mavesækken. For vinduerne hænger tykke syntetiske tæpper i brun og beige. Oppe i en lav metalkøjeseng ligger en gennemsigtig affaldssæk fuld af tøjdyr, under vinduerne står to ramponerede jernsenge med bare madrasser med stabler af tøj og tæpper ovenpå. I hjørnet ligger en totalt forsumpet junkietype på gulvet med sine cigaretskodder. Der er en køkkenvask med skab under og en reol med køkkenting og knager med brugte viskestykker. I den gustne belysning beder Boa os om at sætte os ned i en rundkreds på gulvet og drikke sort tangvand af en fælles blikgryde. Patienten Vlad kommer ind og savler os i nakken og deler gennemtyggede kiks ud. Vi skal hjælpe Dania med at fremmane de døde og kravler ind i et køkkenskab beklædt med pels. Skabet fører ind i et slags okkult gravkammer, hvor vægge, gulv og alting er svøbt i klart gulligt plastik med brunlige stænk. På det plastiksvøbte alter, ligger et barberspejl i en blikskål og oppe under loftet hænger to udstoppede ørnefugle. Langs med endevæggen fortoner et plastikbeklædt leje sig i den sparsomme belysning. Dania maler os i panden med en tyk rød farve, der lugter sursødt og beder os alle om at spytte i en blikgryde, som allerede er fuld af spyt. Imens hun siger besværgelser på et slavisk sprog, tager hun en plasticpose over hovedet og lægger sig på lejet. Dania vrider sig som besat så badekåben krænges af hende, lydene i rummet når et frygtindgydende klimaks. Boa kalder os panisk tilbage til hans rum. Igennem de åbne skabslåger, kan vi se Danias nøgne forvredne skikkelse i et sepialysende billede.

Parisienne lukker os ind i hendes skab, hvor vi finder vi et mausoleumlignende kammer med dunkel belysning, draperet af mørkt petroleumsgrønt stof. Midt i rummet er et spædbarn placeret på et sort marmorlignende gravleje. Parisienne viser os det døde spædbarn og advarer imod hendes mor. En flaske stærk spiritus går rituelt fra mund til mund, Parisienne sætter sig overskrævs på spædbarnet, vi trækker vejret for hende og vores ansigter bliver kærtegnet. Seancen ender brat og vi jages ud gennem moderens mahogniskab.

Skabet leder ind til den transkønnede Teddy, som tager imod os i gennemsigtig natkjole. Hylderne er fuld af tøjdyr, der forestiller enhjørninger og på væggen hænger en stor plakat med en kattekilling, der stirrer på os med store sørgelige øjne. Hans roommate, Bobbie, er en rokokoagtig pige med hvidt ansigt og lyserødt puder om øjnene.. Bobby deler indtørrede insekter ud med bløde fugtige hænder og hvisker, at vi skal gemme dem i overlægens skuffe. Overalt i værelserne hænger overvågningskameraer og når der hviskes indfinder personalet sig straks.

Den mørkebrune kantine er som en reminiscens af tidligere østblokland. Bordene er dækket med kakkelmønstret plastikdug. En sur kantinedame med blåt hovedtørklæde og plaster i panden, serverer suppe, der ligner tyndskid, med en mine som var det beskidt vasketøj. Foruden gratis suppe, kan man købe tørre sandwiches og sandkage. Oppe over køledisken med juicer og kakaomælk, står et lille køkken-tv, hvor der vises en sort/hvid film med brune bjørne.

I Pusterummet er der en tv og videokonsol, et karaokeanlæg og reol med pornofilm og puslespil.

I aktivitetsrummet er et hold medpatienter i gang med et fælles øvelsesprogram på hvide motionsbolde på den grå væg-til-væg-nålefilt.

Silvia inviterer os ind i hans rum med et univers af lyde og fortæller, at han ikke kan male os et smukt billede og at han vil svøbe sig selv i lyd og forsvinde. Lyddesignet svøber Ventestedet med gyseragtige soundscapes og skaber en slags sammenhængende dramaturgi i kaos, og patienternes fortællinger og Ventestedets atmosfære siver som sort materie ind i os.

Signas visuelle signalement

Ventestedet har, som Signas øvrige performative totalteaterforestillinger, en fuldkommen gennemført scenografi, hvor der er taget bevidst stilling til selv de mindste detaljer. Signas visuelle stil er kendetegnet ved objekter og materialer, der alle har en særlig kvalitet af kommunistiske østblokland fra midt halvtredserne til slutfirserne. Men stilen kan også findes i andre verdensdele. Tingene er på en eller anden måde en slags kulmination af industrialismens analoge produktioner. Det er ting, som er lavet i tiden før informationsteknologien gjorde sig gældende. Men det er også nærmest af-kulturaliserede produkter, der er produceret ud fra brugsværdi, og på billigst mulig måde, og som for den dannede vesterlænding forekommer blottet for æstetisk stillingtagen. Signas øje for at æstetisere disse objekter, har skabt hendes særlige visuelle stil, der med forskellig vægtning, går igen i alle hendes værker.

I The Laguna rammer de afsjælede ting os med en koncentreret energi, som med sin sørgelige patina er tilstede overalt, også når jeg alene på toilettet vasker hænder med sæbe fra en sæbekværn, jeg husker fra forgangne togtoiletter ned igennem Europa.

Ventestedets dramatiske billedkulmination er en uortodoks udgave af Dantes episke digt og Hieronymus Bosch’ inferno parret med en institutionel setting. I Ventestedet bliver vores sjæle prøvet og vores skæbne bestemt af institutionens uforståelige logik. Uvisheden om, hvad der er virkeligt og hvad der er fiktion forekommer ligeså utryg og fremmedgørende, som den professionelle institutionelle behandling, der er befriet for enhver empati, og som verdens asylsøgere møder. I Ventestedet er alt håb ude for patienterne, der ventende i deres metalkøjesenge klynger sig til lyserøde tøjdyr i et desperat håb om at modstå den glemsel, der med sikkerhed indtræffer. Vi ved ikke, hvad der skal ske med os og 3Pandemia siver ind i alle vores sanser, hvor virkelighed og fiktion flyder sammen.

Spilletider:

23. – 26. okt. 2014

29.okt til 2. nov 2014

10. til 16. & 24. til 30. nov 2014

8. til 14. dec 2014

Hverdage kl 19:00, lørdage and søndage også kl 13:00

Sted: Torveporten 10, 2500 Valby, Denmark

Se mere om Ventestedet og medvirkende på: signa.dk/projects

Frisørerne – Requiem over pseudokvindernes spejlkabinet

Skriv et svar

Astrid Saalbachs stykke er i Søren Iversens iscenesættelse en uformelig dødsmesse over de fremmedgjorte pseudokvinder. Pseudokvinderne er adskillige kvindefigurer i utallige parykker og outfits, der kommer ind og ud af en dør, hvis knaldrøde farve får mig til at tænke på engelske dobbeltdækkerbusser.

Sammen med den røde dør, udgør scenen en tøset frisørsalon med vægge dækket af spejlfliser, der som i et spejlkabinet spejler de utallige kvindefigurer i en uendelighed. Her udspiller stykkets tyggegummityggende hovedfigurer, deres botoxpumpede forestillinger, med en em af hårprodukter i pseudoluksusklasse, damemagasiner og selfieporno.

Den urkvindelige autenticitet er en posedamelignende galning, spillet af Jannie Faurschou i falmet grøn og beskidt cottoncoat, der ikke bruger døren, men blot dukker op, ud af baggrundens changerende, lyserøde perlegardin og efterlader en hørm som frisørerne bekriger med hårprodukter. Hårprodukterne og frisørremedierne kunne, som scenografisk element, for min skyld godt være tegnet endnu mere grotesk op, være mere sanseligt anmassende. Som visuelt realistiske produkter opnår de ikke en gestaltet teatral visualitet.

Drømme og realplanet flyder derfor også for det meste visuelt sammen og det er lidt uklart, hvad forestillingens formmæssige hensigt er, med en forvirrende blanding af genrer, fra slap stik, improteater og revy til tegneserieagtige fremstillinger, andet end at fortælle os, at kvindefrigørelsen har sejret ad helvede til, med retten til at leve op til mandens dukkeidealer og pule sin egen kvindelighed til surreal gyselighed. Mange steder savner jeg en større skarphed og stramhed i spillerarrangementet, der visse steder forekommer decideret dilettantisk.

Stine Martinsen, der i øjeblikket også er aktuel på Folketeatret og Göteborg Stadsteater, har skabt en scenografi, der til gengæld er en ret præcis metafor for kvindens uendelige selvspejlende tomhed med momentvis smukke forvandlingsbilleder, hvor instruktion og scenografi smelter fuldendt sammen; som da bruden, med hjælp fra frisørerne får brudt sin jomfruhinde og danser ud i mørket. Eller når en kræftramt kundes doku-selfie på ipaden, ligeledes forsvinder vægtløst roterende ud i mørket. Slutbilledet er i æstetisk topklasse, hvor bødlen står i silhuet med skæbnen og en skærmende paraply i sin hånd, omkranset af en giftiggrøn selvlysende gevækst, på en baggrund af mørkgustent grønt lys, designet af Søren Knus, der i sig selv har gjort et kunststykke med at lyssætte en spejlscenografi. Til slut kortslutter lyset med et sakseklip, spejlkabinettet er mørkt og spejler ikke længere, men er en celle uden udgange. Pseudokvinden graver sin egen grav, som akkompagnementet af Mozarts Requiem tydeligt understreger.

Spilleperiode: 20. oktober – 19. november 2014, man-fredage kl. 20, lørdage kl. 17
Spillested: FÅR302
Gæstespil af København Teater Observatorium
Dramatiker: Astrid Saalbach
Scenograf: Stine Martinsen
Instruktør: Søren Iversen
Lyd: Jes Theede
Lys: Søren Knus
Medvirkende: Sofia Nolsøe, Kathrine Høj Andersen, Ene Øster Bendtsen, Lykke Sand Michelsen og Jannie Faurschou.