Kategoriarkiv: Anmeldelser

Hedda Gabler gestaltet med underspillet elegance

Skuespilhusets ulmende Røde Rum er indtaget af en nærmest maskulin scenografi af stål og glas med kolossale panoramaruder, der spejler publikum, som er ved at indtage deres pladser.

Publikumlyset går ned og bag de monumentale ruder, på scenens bagvæg, projekteres billeder af et hus set udefra.

Palle Steen Christensen har designet et scenerum, der udgør det indvendige af huset, med niveauopdelte plateauer og med symbolske detaljer, som afsløres undervejs af live videoprojektioner. Videodesignet af Jonas Jongejan, indgår ikke blot som en medfortællende faktor, men skaber også en flot scenografisk helhed med filmiske greb.

Med videoprojektionerne kommer vi helt tæt på; når spillerne i virkeligheden står med ryggen til publikum, spejles de i de panoramiske ruder, samtidig med at følelserne kan aflæses i nærbilleder af ansigterne der filmes live og projekteres på scenens bagvæg. Metabilledesymbolikken er nærmest uoverskuelig men samtidig overdådig smuk, som i nattescenen, hvor Hedda har brændt Eilerts livsværk, et manuskript i en USB-nøgle. Ilden er slukket, men røgen fra den lille flamme på det ovale sofabord, bliver til en diskret ulmende, skypumpe når den projekteres live på bagvæggen og det Røde rum bliver sort.

Jeg har tit undret mig over, hvilken dramatisk og visuelt medfortællende effekt drinksanretninger på teaterscenerne, udgør – og som oftest har jeg konkluderet, at det blot er en skuespillerting. Med videoprojektionerne giver det dog pludselig visuel mening og den cirkelrunde drinkbakke bliver arena for en nærmest rebusagtig forestilling i sig selv.

Pistolkassen, der i det store scenebillede, visuelt set er en detalje , bliver med ét en monumental kulisse, der tager magten på samme måde som pistolskuddet, der vækker os af vores dvale.

I den indledende scene ser man Tesman og Tante Julle ultrarealistisk påklædt, hvilket får mig til at tænke på om er det her er endnu et scenekunstnerisk forsøg på at gøre filmkunsten efter med supernaturalisme? Men da Hedda gør sin entre fra kælderen, i elegant blegrosa og silketynd cat suit på bare tæer, giver det god mening. Kontrasten er underspillet, men den er der. Som da Tante Julle forærer Tesman hans gamle håndbroderede tøfler som en slags bryllupsgave. En tøffelhelt er født, men Hedda interesserer sig hverken for tøflerne eller for hans professorat. Der er andre ting på spil, andre ting, der ulmer i Det røde rum, hvor lysdesigneren Clement Irbil får væggene til at changerer fra dyb bordeauxrød til kul sort.

Tea, vis navn Hedda forveksler med Tora, (som et hint der rimer på Nora, en anden af Ibsens kvindeskæbner), er klædt i zebrastribet t-shirt og senere leopardstribet, som et symbol på Heddas egen dyriske natur, der er reduceret til de kvinderoller kulturen tilbyder og som hun forsøger tæmme og finde en vej ud af, en smuk vej vel og mærke og har hun ikke selv modet må andre ofres. Som siluetten af den tiger, der ligger på lur under hele forestillingen, under sceneplateauet, er hun tigeren i buret og naturen, der er undertrykt af kulturens normer og jagt på præstige. Heddas skæbne er en natur, som vi ikke længere husker og derfor udgør en uudholdelig sjæleuro, der ingen plads har, hverken foran eller bag kulturens blanke panoramaruder.

Scenens flisebelagte gulv, hvis geometriske mønster afsløres, idet topkameraet panorerer og zoomer ud i et totalbillede og projekteres på den vertikale bagvæg, spejler det rationelle imod Heddas irrationelle natur. I slutscenen er Hedda, iklædt en plantemønstret dragt, reduceret til en prydplante, som den sidste rest af utæmmet natur i en stålsat verden, hvis eneste ambition, er at rekonstruere resterne af en kultur, som er fortabt. Når publikumslyset går op og vi atter spejles i panoramaruderne, er spørgsmålet om vi er herre over vores skæbne med den natur og den kultur, der er os givet.

Ibsens symbolladede dramatik bliver elegant og underspillet gestaltet i nærmest algoritmiske visuelle lignelser og intet er overladt til tilfældighederne i den reumertvindende scenografs seneste værk.

Hedda Gabler Af Henrik Ibsen

Spillested Skuespilhuset, Det røde rum

Spilleperiode: 24. sep. – 29. jan. 2015

Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen| Tekstbearbejdelse og iscenesættelse: Rune David Grue | Lysdesign: Clement Irbil | Oversættelse: Niels Brunse | Videodesign: Jonas Jongejan

Medvirkende Hedda Gabler Johanne Louise Schmidt

Jørgen Tesman Nicolai Dahl Hamilton

Brack Mikkel Arndt

Thea Elvsted Marie Dalsgaard

Eilert Løvborg Asbjørn Krogh Nissen

Tante Julle Ditte Gråbøl

1984 – Verden er en celle og livet et glasbur

Skriv et svar

Kim Witzel har skabt en velfungerende scenografi, der sætter 1984 i et præcist og enkelt perspektiv, som fortæller os, at denne verden er en grå og mørk celle.

Midt på den grå scene, der består af vægge af identiske kvadratiske skærme, står et mandsstort glasbur. Da lyset går op på scenen og på hele teaterets balkon over publikumsrækkerne, sidder Winston ved skrivebordet i glasburet og skriver på sin dagbog. Glashuset får her en ekstra betydning: Ikke nok med, at man ikke bør kaste sten, da de kan ramme en selv, men i denne teaterudgave af George Orwells ”1984”, kigger vi alle sammen med og der findes intet skjul for hverken omverden eller Big Brothers store øje. Ved at belyse balkonen i første scene, har man også visuelt set inddraget publikum, dog uden mærkbar konsekvens.

En gruppe i hvide kitler med ipads, der bringer os ind i et nutidigt univers, entrere fra foyeren på hver side af publikumsrækkerne, scenen. De hvide kitler står åbne og kostumet indenunder er, i bedste 70’/80’er- retro-futuristisk stil, holdt i beige, brune farver; Er vi i vores nutid, eller er vi i en anden fremtid, ser vi tilbage eller frem på 1984? Et stroboskoplyset river os ud af tiden og ind i historien om Winston Smith, der i hemmelighed har skrevet den dagbog, vi kalder 1984. Nu står Winston uden for glasburet og skriver med tusch på de blanke ruder, her synes jeg metaforen brydes, for hvad er så meningen med glasburet, har det nu blot fået en tavlefunktion? Endnu engang bliver vi ramt af stroboskoplyset, kittelholdet er tilbage med lommelygter og de efterlader Winston alene i mørket i det nøgne rum.

Vi er nu på en slags fabrik. På de kvadratiske skærme, på bagvæggen, projekteres et levende billede af Big Brothers klassiske øje med knitrende skærm-sne. Vægskærmene på bagvæggen er beklædt med gennemsigtigt væv, der kan åbne og lukke til korridorrummet bagved ved hjælp af lyset, lækkert og lydefrit designet af Christian Alkjær. Bag den forreste bagvæg findes endnu en væg af kvadratiske skærme, som udgør endnu en skærm for Kasper Stouenborgs filmprojektioner. Her vises scener fra skoven, hvor Winston og kvinden Julia mødes i hemmelighed og forelsker sig og hvor vi alle kan kigge med.

Kim Witzel har udnyttet skærmenes funktioner intelligent, så de udgør både døre, der går op, skydedøre, vinduer og åbninger til nye rum, heriblandt et loftsrum, hvor de forelskede mødes i så man får associationer til Romeo og Julie. Tilsammen udgør scenografiens funktionalitet et flot fundament for forestillingens koreografiske helhed.

Stilmæssigt er forestillingens visualitet en genkendelig forlængelse af Michael Radfords filmudgave fra 1984. Genkendeligheden findes særligt i kostumet, hvor både kvinder og mænd, bærer en ens arbejdsuniform med blå skjorte og grå bukser. Kostumerne forstærker fornemmelsen af identitetens opløsning, det klonede og det gentagende, som går igen i teksten og i spillet. Dog kan jeg ikke helt få den sceniske abstraktion til at hænge sammen med de karakteristiske Doktor Martens sko, som alle spillerne har på, da de giver mig indre billeder af engelske modepunks.

Det grålige univers brydes kontrastfyldt af det røde skærf, som bæres af stykkets kvindelige hovedperson, Julia, og ligeledes da hun en enkel gang stripper uniformen og står lysende i rød kjole. Mod slut i torturscenen, der giver associationer til Jesus korsfæstelse og samtalen mellem Jesus og Pontus Pilatus, kastes det røde skærf i ansigtet på Winston, som en blodig klud og et symbol for den kærlighed han har forrådt.

Det dystopiske Orwellske univers er efterhånden kendt og kan forekomme næsten fortærsket for den modne tilskuer. Visualiteten forekommer ligeledes næsten banal og forestillingen har måske derfor også størst effekt som debat- og undervisningsoplæg for større skolebørn. Personligt savnede jeg, at forestillingen ramte dybere med sin alvor og sit emne, der mere højaktuel en nogensinde og Antonin Artaud kunne med fordel have været inde over med sit Grusomhedens Teater.

”1984” af George Orwell. Dramatiseret af Robert Icke og Duncan Macmillan

Spiller på Betty Nansen Teatret frem til den 2. November 2014

Scenograf
Kim Witzel

Lys design:
Christian Alkjær

Instruktion
Inger Eilersen

Video
Kasper Stouenborg

Oversætter
Jesper Kjær

Manuskript
Robert Icke og Duncan Macmillan efter George Orwells roman

Medvirkende
Jens Jørn Spottag
Sofie Ancher Vea
Patrick Baurichter
Anne-Vibeke Mogensen
Troels II Munk
Benjamin Boe Rasmussen
Christine Exner
Michael Brostrup
Vera Mi Bachmann
Sofya Rose Johnson

Et Mobilt Dukkehjem – Sansemættet selvrealisering inde i en mørkeviolet campingvogn

Skriv et svar

Jeg har billet til ”Et mobilt Dukkehjem”, som denne torsdag aften har trillet campingvognen ned på Havneholmen ikke så langt fra Nyhavn. Endnu en setting for Noras selvrealisation, for som prostitueret med en campingvogn, kan du så ikke være hvor som helst og hvem som helst? Nora Bestemmer selv, eller gør hun?

Et Mobilt Dukkehjem er en dekonstruerende fortsættelse af Henrik Ibsens Dukkehjem og et samfundskritisk drama, der sætter Noras selvrealisering i et nyt samfundsmæssigt og globalt perspektiv: For når Nora vil realisere sig selv, hvilke rammer og muligheder har hun så?

Forestillingen starter i forteltet til campingvognen, hvor Nora (Mille Maria Dalsgaard) danser poledans i døråbningen. Nora ligner noget sømænd engang fik tatoveret på deres overarme. I en lårkort, babyblå buksedragt og højrøde laksko er hun som taget ud af en pin-up-girl-kalender fra halvtredsserne. Som en del af billedkoreografien, åbner og lukker Nora storflirtende den todelte dør ind til campingvognen og danner fuldendte billedbeskæringer af hendes attributter.

Nora inviterer os indenfor, hvor scenografen Siggi Oli Palmaso, der efterhånden er specialist i campingvognsscenografi og hans assistent Laura Rasmussen, har skabt hendes lille bordelunivers af violette nuancer med gardiner af glitrende violet pallietstof, violet gulvtæppe og loft, diskokugle og sortmalede skabslåger, der gemmer på nye mulige personrealiseringer. Rundt omkring på hylder, vægge og skabslåger, hænger forskellige parykker fremme som en metafor for, at du selv kan vælge hvem du vil være. Og Nora hengiver sig lystigt til dette projekt; under forestillingen skifter hun kostume flere gange, for er hun ikke til det hele…eller hvad?

Noras veninde Kristine, kommer også forbi. Hun gør rent 6×6 timer om ugen. Hun synes ikke hun er for fin til det, i sine nedslåede grå overalls har hun noget mandhaftigt over sig, selvom hun har bevaret en feminin blonde i sin hvide t-shirt. Hun foredrager om de usle slavelignende vilkår Afrikas børn arbejder under i chokoladehøsten, imens Nora slikker sig ind i et totalt tantrisk chokoladetrip, der driver udover hendes ansigt og fingre og en sødlig lugt breder sig tungt i det mørkeviolette rum.

Noras tidligere mand, Thorvald, er en psykisk syg finansmand, der synes det går bedre, ”det har terapeuten selv sagt”. Han har et fikst lille mørkblåt jakkesæt på, hvid t-shirt, allstars på fødderne og fuldskæg i bedste hipster-stil. I et forsøg på at vinde Nora tilbage, spiller han på sin guitar og synger; A working class hero is something to be, som en kærlighedssang til Nora, eller måske i virkeligheden som et kritisk hint om; at man skal være en del af den arbejdende klasse, for at være noget.

Og så kommer Krogstad (Jesper Hyldegaard) ind i campingvognsbordellet med sit store korpus og dupper sig med snaps, så stanken breder sig påtrængende og vi som publikum ikke blot er tilskuere, men medsammensvorne. Krogstad er bumsen. Til skræk og advarsel for hvor galt det kan gå? Men pludseligt har han et skind på og danser med en bøffel i sit eget mørke, men han bevarer sit skind, selv om de vil tage det fra ham. Måske en anden form for selvrealisering, der handler om at bevare sig selv, frem for at blive til nogen.

Med Et mobilt Dukkehjem, har Sydhavn Teater med Mareike Mikats instruktion, skabt et sansemættet, påtrængende og ekspanderende samfundskritisk teater, med modige skuespillere, der udvider teaterrummets grænser i en lille campingvogn.

Spiller frem til 5. Oktober 2014

SE SPILLESTEDER HER!

NORA HELMER: Mille Maria Dalsgaard

KRISTINE LINDE: Anne Voigt Christiansen

THORVALD HELMER: Morten Hembo

NIELS KROGSTAD: Jesper Hyldegaard

INSTRUKTION: Mareike Mikat

SCENOGRAFI: Mareike Mikats instruktion

DRAMATURGI: Theresa Schütz

PRODUKTION: Søren Hansen

Sympati for Djævlen – Sløret og spejlet

Skriv et svar

Det er nytårsaften og Gustaf Gründgens forbereder sig for sidste gang på den store kunstpause.

Lucas Svenssons monolog om Gustaf Gründgens, der fik mytestatus efter rollen som Mefisto i Nazitidens tyskland, er et underspillet og litterært indblik i en kynisk mand, som indhentes af sin egen djævel, samvittighed og død.

Når stykket begynder åbenbares Nikolaj Traps overbevisende og naturalistiske kopi af et eksklusivt hotelværelse på Manila; Mørke olivengrønne gardiner fra loft til gulv omkranser scenen, og adskillelsen mellem publikum og scene er et transparent gardin.

I loftet roterer en forgyldt propel dovent. Midt på dobbeltsengen, der er flankeret af natborde med bordlamper, der lyser ulmende, ligger Gustaf Gründgen med et lommetørklæde eller et slør over ansigtet. På endevæggen hænger i et stort spejl i skrå vinkel over sengen og spejler spillerens replikker når han ligger på sengen eller har ryggen til publikum.

Spejlet er en stærk metafor for, hvordan vores liv spejles og indhenter os og ikke giver nogen frelse, for som Gründgens messer: ”Man skal frygte livet, men frygte teatret endnu mere, for i slutningen af teatret findes nemlig frelsen, og der er lang vej til frelsen. Man skal frygte livet, men i livet findes der ingen frelse” . Spejlet, der også visualiserer en åbning og forstørrelse af rummet, giver mig associationer til Faustmyten, hvor det fortælles, at Faust i 15 hundrede tallets Prag, under sine djævelske eksperimenter, blev revet to etager op igennem loft og tag, forsvandt for altid og efterlod et kæmpe hul ned igennem bygningen. I Sympati for Djævlen er dramaet dog overraskende underspillet og stykket kulminere visuelt, hvor Gründgen troner i sort smoking med sin dæmoniske Mefistomaske og hotelværelsets gardindraperinger toner over i dyb rød.

Gründgens trækker det transparente gardin, mellem scene og publikum, frem og tilbage med et temperament, der varierer fra at være elegant til aggressivt, men uden nogen synlig grund. Og dog, måske gardinet er sløret, som trækkes fra, så vi må se virkeligheden i øjnene, ikke én gang, heller ikke to, eller tre gange, men gang på gang, på gang. Et sted lukkes gardinets transparens med frontbelysning og åbenbarer flertydigheden i dekorationselementet som både scenetæppe, metafor for sløret og som gestalt for værelsets altanåbning, hvor Gründgens skuer udover havnen med et silende lydtæppe af Manilas lunkne regn. Lyddesignet af Jes Theede udgør en flot medfortællende effekt, der udvider rummet og illusionen om værelset midt i et stort Hotel. Mod slut flakker en dyster propel som ildevarslende erindring og sløret trækkes til side endnu engang, igen og igen og spejlet viser os frelsen…

SPILLESTED: Får302

SPILLEPERIODE: 15.9 – 11.10 2014

MED: Pauli Ryberg som Gustaf Gründgen

DRAMATIKER: Lucas Svensson

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen

SCENOGRAF: Nikolaj Trap

LYSDESIGN: Sonja Lea

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN: Jes Theede

Old Times – Et hvidt hus i et sort rum

Skriv et svar

Med Old Times af Harold Pinter, har scenografen Marianne Nilsson foretaget et modigt greb med et kridhvidt hus, der er ligeså meget er en scenografi som en kunstinstallation i det sorte rum på Teatret ved Sorte Hest.

Huset danner et værelse af kridhvide vægge, loft og gulv, hvor en stor klassisk jernseng er placeret midt i.

Nilssons kostumer er et flot forvirrende miks af noget gammel og nyt, med en både uhæmmet og sirlig sammensætning af mønstre og farver, der fik mig til at tænke på den britiske modedesigner Vivienne Westwood.

Alle forsøg på at teatralisere lyset er bevidst undgået og hele scenen belyses frontalt af et kraftigt lampepanel, der gør spillerne nærmest konturløse. Alt i stykket får lige meget værdi. Lysparameterets dramaturgi er dog skåret nærmest aristotelesk ind til benet, hvor en forstyrrende flimren markerer start og slut og en kulmination i lysstyrke i midten af stykket.

Huset er en flot metafor, der kan gestalte næsten hvad som helst. Dog kræver det minimalistiske scenerum en spillestil, som matcher den scenografiske abstraktion. Det klassiske kammerspil forbliver indvendigt, uden at berøre mig med nogen markant eller dramatisk stemning.

Old Times

Spilleested: Teatret ved Sorte hest
Spille periode: 12. sept. – 25. okt. 2014
Man-fre kl 20, lør kl 17

SCENOGRAFI
Marianne Nilsson

MEDVIRKENDE
Beate Bille, Sarah Boberg & Michael Moritzen

TEKST
Harold Pinter

ISCENESÆTTELSE
Maria Walbom Vinterberg

Nymphomaniac – En nymfomanisk polyfoni af krop, sjæl og ånd

1 svar

En fuldkommen fyldestgørende visuel anmeldelse af Lars von Triers egen ucensurerede Nymphomaniac fås ikke og derfor er nedenstående blot subjektive betragtninger, som jeg har hæftet mig særligt ved i denne nymfomane skæbnepolyfoni flettet over krop, sjæl og ånd.

Filmen starter og slutter med et sort lærred som vi hensættes i for en rum tid, med kun en knirkende lyd som kulisse. I fem en halvtime, mellem disse kulsorte stunder, fortæller Joe sin nymfomane historie til Seligman, der bidrager som lignelsens mand.

Til den indledende panorering i Nymphomaniac, har scenografen Simone Grau, skabt et labyrintisk mørkt og dystert baggårdsunivers af gyder med skraldespande, udslukte kælderskakter og rustne efterladenskaber fra en for længst glemt industri, et uvirkeligt, kulisseagtigt og teatralsk belyst univers. En oplagt reference til Triers debutfilm ”Forbrydelsens element”; en gullig grumset og regnfuld verden af forfald. Referencerne til Triers egne film er til stede overalt i filmen. Nymphomaniac har togrejsen fra ”Europa” og en tidsmæssig og geografisk setting alla Breaking the Waves. Også sneen fra Antichrists fortsætter med at dale i Nymphomaniacs visuelle univers.

Det er begyndt at sne da Seligman finder den forslåede Joe i gyden og tilbyder hende logi. Hjemme hos Segilman sidder Joe i sengen og fortæller som en anden Sherazade igennem natten. Også Seligmans værelse forekommer at være en kulisse og på én og samme tid en hengemt sørgelig asketisk munkecelle og en rummelig lignelse over kroppens sår og sjælens smertelige forfald; væggene er beklædt med et gustent fugtældet tapet, der på nærhold afslører falmede sarttegnede blomsterranker. Værelsets to vinduer er som sjælen og kroppens øjne, med udkig til den dalende sne mod muren et sted dybt i det labyrintiske mørke.

Seligmans værelse er som en medtaget krop, hvor Joe kun er gæst, ligesom sjælen er gæst i kroppen eller fange, indikeret af fangestriberne i den pyjamas Segilman har lånt hende. Det gulnede fugtplettede tapet prydes af et spejl og et helligt ikon. Et sjælens spejl og ikonets tilstedeværelse som et blasfemisk ironisk billede på kroppens hellighed.

Joes indleder sin fortælling i et råt autoværksted. Her får hun taget sin mødom på en nøgen madras. Værkstedet og værktøjet, som en lignelse af det maskuline, går igen i forskellige afskygninger i løbet af filmen. Således også i kælderen under hospitalet, hvor hendes far ligger for døden og hos sadisten, som hun senere besøger, fordi hun ikke længere kan mærke sin seksuelle lyst, er en slags værksteder. I hospitalskælderen er det en slags vaskerum med maskinstøj og sterile bare metaloverflader, hvorpå samlejerne finder sted. I sadistens rum skjuler metalskabe sadistens værktøj. I filmens absolutte grummeste scene bruger Joe det eneste værktøj, hun arvede af sin far til at forme en aborttang af en gammel metalbøjle og foretager en abort på sig selv på gulvet i sit køkken.

Som en skarp kontrast til metallet er træerne, der optræder i barndommens leviterende fortællinger. Joes far beretter om træerne som billeder på sjælens skæbne og deres todelte stammer som dens splittelse. Fra vinduerne i Joes hjem er der udsigt til træerne og parken som hun dagligt vandre igennem for samle stumperne af den kærlighed, hun måske stadig har tilbage.

I sadistens venterum er stuepalmen visen og død, her er ingen næring for sjælen. Sadistens område minder om et forladt hospital, lange korridorer, vinduer dækket med pap og døre, der er altid er lukkede, ”her kan ingen høre dig, uanset, hvor meget du skriger”.

Den eneste åbne dør i samtlige af filmens scenerum, ses i Seligmans værelse; her er kig igennem den åbne dør til et fuldt oplyst lille bibliotek, med en reol overlæsset af bøger. Et vidensrum, der binder fortællingerne sammen i en polyfonisk harmoni. Nymphomaniacs lukkede døre og øde korridorer er et sjælens Via Dolorosa, hvor Seligman selv lukker den sidste dør og kattelemmen er den eneste vej ud af nymfomaniens skæbne.

Der kan siges meget om Triers seneste film, men som Joe, der altid forlangte mere af solopgangen og til slut finder et enkelt lille genspejlet solstrejf på muren udenfor Seligmans vindue, smukt, vil også jeg nøjes med et solstrejf fra et sted, hvor solen selv aldrig viser sig, og som ingen ved, hvor kommer fra…

KLIP – En kakofonisk forening

Skriv et svar

Klip, der oprindeligt blev opsat på Bådteatret i 2012, er et udstyrsstykke af fragmenterede absurditeter udført på slap line, som genopsættes i anledning af CPH Stage på Københavns Musikteater. Scenografen, Julie Forchhammer binder den visuelle stil i Livingstones Kabinet, sammen med sin særlige tidløse og fin-rustikke æstetik, som det også er set i ensemblets forestilling Forsamlingen.

I Klip får den ligeledes fuld skrue i inciterende forening med en monty-python-agtig-collageæstetik. Scenografien highlighter titlen på stykket ved at sætte et stort ridset filmlærred op, indrammet af mørkerøde velourgardiner, alt sammen med referencer til det forgangne biografteater. Det ene sprøde billede efter det andet sammenklipper forestillingen med de fire performere i klassiske brugte jakkesæt.

Flugtvejskiltet på endevæggen til højre, er en scenografisk detalje, der fanger øjet sammen med gamle filmstudiespots på hjul, der tilsammen passer godt ind i biografreferencen. Vendbare kasser med påtrykte ansigter som de fire spillere bevæger sig med, i en exceptionel timet koreografi (Adelaide Bentzon), der giver Monty Pythons TV-Collager kamp til stregen, især kommer ansigtskasserne rigtigt til sin ret i performeren Kristina Ougård Sørensens sprællemandsagtige dans. Husholdningsudstyret, der på et tidspunkt blander sig, i denne ellers så velkomponerede æstetik, er dog mindre charmerende, ligesom kompromiset med keyboards i hver side af scenen heller ikke falder helt ind i stilen.

Afbrudt tale, afbrudte billeder, knaldgul, højrød og dyb turkisblå, en udstoppet kylling, og en skinke, der hejses op og ned fra loftet, er et tilbagevendende element. En rulle med turkise affaldsposer danner på et tidspunkt catwalk for performeren Svend Kristensen, der indleder en scene i rød g-streng. Manden i det store jakkesæt, (Pete Livingstone), synes mindre og mindre og med større og større hoved indtil han, i den visuelle finale, hænger frit svævende i rummet i bar overkrop og danner billede med de øvrige performere i modig ølmaveattitude på den blå baggrund.

At Klip i 2012 blev præmieret af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg er på mange symptomatisk for en tid, hvor ikke engang det postmoderne begreb giver holdepunkter og det meste opløses i fragtmenter. Så er det godt vi har kunsten og ikke mindst scenekunsten til at forene denne kakofoniske tilstand.

KLIK er skabt af Scenekunstensemblet Livingstones Kabinet

Medvirkende

Kristina Ougård Sørensen (Performer)

Pete Livingstone (Performer)

Svend Kristensen (Performer)

Nina Kareis (Performer)

Nina Kareis (Instruktør)

Adelaide Bentzon (Koreograf)

Julie Forchammer (Scenograf)

Samtlige spilletidspunkter

Onsdag d. 18 juni kl. 20.00, Københavns Musikteater

Torsdag d. 19 juni kl. 20.00, Københavns Musikteater

Fredag d. 20 juni kl. 22.00, Københavns Musikteater

Lørdag d. 21 juni kl. 12.00, Københavns Musikteater

Spillested

Københavns Musikteater

Kronprinsensgade 7

1114 København K

www.kobenhavnsmusikteater.dk

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen – halv-corny revolutionskomedie

Skriv et svar

Wilma er inde i løven, i den stornumsede og storbarmede femme fatale, i revolutionshelten Fidel Castro, hun er oppe lærredet og i de smilende børn og i de cubanske kvinder. Wilma er Helle Fuglsangs valgte alter ego, der gerne vil være en del af verdensrevolutionen og ihærdig, i høje guldsko, sortblomstrede netstrømper og tætsiddende hvid pencilnederdel, tager os med ud i den afrikanske bush og de cubanske gader, for at møde og være en del af revolutionen. Wilma stavrer storgestikulerende rundt i Afrikas gader, i bushen, hos de indfødte, i Cubas gader, lytter til Cubas kvinder og mødes i brydekamp med revolutionens russiske moder, for til sidst at nå frem til, at revolutionen kun kan sejre gennem kærlighed.

I Dansehallernes ”Lille Carl” er et stort filmærred spændt op i en diagonal hen over scenerummet, foran ligger løven i dampende røg og på lærredet toner titlen på første del af performancen op i røde bogstaver på sort baggrund, i bedste klassiske Tazan-tegneseriestil. Her starter Wilmas antropologiske rejse og søgen efter revolutionen. Løven vogter imens den sort/hvide film, der projekteres på det udspændte lærred, tager os med ud i Afrikas gader for at søge lykken, indtil Wilma krænger løven af sig og genopstår med Wilma på lærredet. På filmlærredet tager Wilma Castros uniformsjakke på. På scenen træder alias Wilma ind, ligeså i uniformsjakke og med rød barret og rød guitarforstærket skovl, parallelt med filmens Wilma, der graver efter guld i et kultur-clash med syngende cubanske kvinder i gyngestole, alt imens scenens virkelige rum kulminerer i et ømt kærlighedsmøde med en cubansk sangdiva i lang rød aftenkjole. Revolutionshelten åbenbarer alle sine sandheder med mimiske fagter, for til slut at blive reddet af den cubanske sangdiva, der nu i hvid uniformsjakke og hvide strømper vasker al revolutionens beskidte arbejde bort. Wilma krænger uniformen af og alt ender godt i denne visuelt set; halv-corny revolutionskomedie.

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen er en del af Det frie felt festival under CPH STAGE 2014

Instruktør / Helle Fuglsang

Medvirkende / Helle Fuglsang

Dokumentar filminstruktør / Morten Vest

(U) LOGISK – Hvid mælk på sorte piedestaler, stjernestøv og en rød støvsuger

Skriv et svar

Vi bliver lukket ind igennem loftslemmen i Teater Får302. Rummet er indhyllet i røg og vi må gå hen over scenen, forbi en person i sort med en sort spand på hovedet, der sidder på en sort piedestal, for at nå hen på publikumspladserne.

Scenen er sat i sort; sort rum med tre sorte piedestaler. Scenen indtages af tre personer; en mand i et strømlinet mørkt jakkesæt, en mand brun fløjlsjakke og grå bukser og en kvinde i en sort og stumpet buksedragt. Lysdesigneren Súni Joensen skulpturerer de tre skikkelser og tegner ansigternes karakteristiske konturer. Og mens røgen fortager sig i det sorte rum, hældes og spilles der hvid mælk, i klare glas, fra klassiske mælkekartoner. I Får302’s lille scenerum er øjenkontakt svært at undgå og Thomas Lagermands tekst er svær at forstå. Men man skal heller ikke forstå. Regler er ophævet og alligevel minder alting om noget kendt. De tre piedestaler med den hvide mælk i klare glas, bliver centrum for den absurde forestilling om kunsten og dens ophævelse. Dramaet er indlysende og samtidig totalt langt ude som et mash-up af Marcel Duchamp og Andy Warhol. Det er som om rum, indhold og mening konstant ophæver sig selv, kunsten, eller det der bare er. En spand på hovedet er mørket, huset eller den absurde meningsløshed. En meningsløshed, der virker nærmest søvndyssende i det iltfattige varme rum.

Scenografen Josephine Farsø og lysdesigneren har dog formået, pludseligt at vække os op til en drømmende finale af stjernehimmel og guldstjernestøv, en fest, der med et er forbi, hvor varmt guld bliver til koldt sølv og hvidt støv, og desperationen går ud over en knaldrød ramponeret støvsuger i et forgæves forsøg på at rydde op i miseren, som det absolutte klimaks. Mænd bliver nøgne og bytter tøj, den hvide mælk drikkes og hældes på brugte glas og stilles atter på piedestalen. Kvinden der ikke vil være med mere, tager atter spanden på hovedet, rummet indhylles i røg, personerne forlader rummet og et kalejdoskopisk himmelrum omfavner os på hypermodish vis…forestillingen er reddet.

(U)LOGISK Et drama af Thomas Lagermand Lundme, er sat i scene af Teater Clap Clap og spiller på Får302 under CPH Stage

Medvirkende

Peder Bille (Performer)

Rasmus Flensborg (Performer)

Kristine Marie Brendstrup (Performer)

Marie Østerskov (Instruktør)

Josephine Farsø (Scenograf)

Súni Joensen (Lysdesigner)

Allan Asp Christensen (Lyddesigner)

Skrøbelige liv – det virkelige rum

Skriv et svar

Teaterrummet er et auditorium, hvor publikum er tilhørere og performeren er lekture-holder eller hvordan? Der leges med virkelighed og fiktion i lekture-performancen, Skrøbelige liv.

Scenen udgøres af et sort og bart rum, et slidt gammelt metalarbejdsbord eller et undersøgelsesbord, som fokusramme for vores og lekture-holderens undersøgelse? Men scenen er også publikum eller tilhørerne, som er belyst under det meste af forestillingen eller lekturen. Iblandt tilhørerne sidder enkelte og læser med i teksten og vi hører tydeligt, når der bladres; vi er alle en del af sygdommen. Performeren kommer ikke heller ind på scenen, hun er der sammen med os på tilhørerrækkerne, ligesom vi er der med hende i det nøgne scenerum.

På bagvæggen vises slides, der med hvide bogstaver danner overskrifter for den autoimmune sygdoms aspekter. Performeren, i skikkelse af Sofie Volquartz Lebech, som er klædt i en tætsiddende hvid catsuit, med sort, grålige tegninger af kropslige fornemmelser, der omslutter hendes velproportionerede kvindekrop, danner sammen med de hvide bogstaver på den sorte bagvæg, de eneste variationer i scenebilledet.

Og hvordan laver man scenografi til en lekture om vores allesammens autoimmune sygdom, der indrammer og perceptionerer krop, såvel som terror og samfund, hvor en autoimmun sygdom er som et rum uden indgang eller udgang, begyndelse eller slutning?

Sille Dons Heltoft har skåret ind til benet med sin scenografi, der lader tilhørerne tænke selv. Vi stilles spørgsmål om krop, død, tid og rum, om virkelighed, om hvad der udenfor og hvad der indenfor, – og hvad der er indeni kroppen, og vi opfordres til at lukke øjnene og se billederne af kroppen –indefra.

Kun imod slutningen går auditorielyset ned, for at stille skarpt på den cirkelformede bevægelse, performeren udfører i stadig større og større hastighed. Når teaterrummets døre til slut åbnes og vores allesammens virkelige sol strømmer ind, giver det god mening at lade rummet være helt nøgent, urørt og uden prætentioner, men bare virkeligt – ligeså virkeligt som det rum kroppen udgør.

Skrøbelige liv er en del af Det frie felts festival under CPH Stage

Medvirkende

Sofie Volquartz Lebech (Performer)

Pelle Skovmand (Lyddesigner)

Sille Dons Heltoft (Scenograf)

René Kruse (Producent)

Søren Meisner (Grafiker)

Samtlige spilletidspunkter

Torsdag d. 12 juni kl. 17.30, Dansehallerne

Fredag d. 13 juni kl. 19.00, Dansehallerne

Spillested

Dansehallerne

Pasteursvej 20, 1.

1799 København V