Med Old Times af Harold Pinter, har scenografen Marianne Nilsson foretaget et modigt greb med et kridhvidt hus, der er ligeså meget er en scenografi som en kunstinstallation i det sorte rum på Teatret ved Sorte Hest.

Huset danner et værelse af kridhvide vægge, loft og gulv, hvor en stor klassisk jernseng er placeret midt i.

Nilssons kostumer er et flot forvirrende miks af noget gammel og nyt, med en både uhæmmet og sirlig sammensætning af mønstre og farver, der fik mig til at tænke på den britiske modedesigner Vivienne Westwood.

Alle forsøg på at teatralisere lyset er bevidst undgået og hele scenen belyses frontalt af et kraftigt lampepanel, der gør spillerne nærmest konturløse. Alt i stykket får lige meget værdi. Lysparameterets dramaturgi er dog skåret nærmest aristotelesk ind til benet, hvor en forstyrrende flimren markerer start og slut og en kulmination i lysstyrke i midten af stykket.

Huset er en flot metafor, der kan gestalte næsten hvad som helst. Dog kræver det minimalistiske scenerum en spillestil, som matcher den scenografiske abstraktion. Det klassiske kammerspil forbliver indvendigt, uden at berøre mig med nogen markant eller dramatisk stemning.

Old Times

Spilleested: Teatret ved Sorte hest
Spille periode: 12. sept. – 25. okt. 2014
Man-fre kl 20, lør kl 17

SCENOGRAFI
Marianne Nilsson

MEDVIRKENDE
Beate Bille, Sarah Boberg & Michael Moritzen

TEKST
Harold Pinter

ISCENESÆTTELSE
Maria Walbom Vinterberg