NOMA æder sig ind i dine sanser

noma

Vinderprojektet  af Teater Sort-Hvids RUM 15, der hedder NOMA og er sat i scene af kunstnertrioen, Dorte Holbæk, Derek Lesher og Andreas Liebmann, kan i disse dage opleves i Charlottenborgs kunsthal, hvor jeg har reserveret bord.

I kunsthallens vinduesløse rum på første sal, bydes vi velkommen af høflige tjenere i grå militaristiske skjorter og slå-om-forklæde. Minilamper over rummets fem borde kaster sit sparsomme kølige lys over borddækningen. Tjenerne viser os hen til firmandsborderne, der står klar til at tage imod mig og 20 andre gæster og hvor der er dækket op med mørkebrun dug, servietter, et kunstigt stearinlys, glas og service. Lysdesigneren Morten Kolbak, har elimineret enhver opløftende farve og stemningen emmer af en nærmest tyngende eksklusivitet, som også lyddesignet, af Rasmus Kreiner, er med til at understrege i al sin monotoni.

NOMA er ikke blot navnet på en fornem restaurant, men også navnet på en sygdom, der opstår i svælget på hungersnødsramte og æder sig ud igennem kødet indefra.

På menuen står hungersnød ala carte, der er adskillige retter, som på foruroligende og uappetitlig vis vækker smagssansen med fortællinger om infektionssygdommen NOMA.

Tjenerne tilbyder med høflig mine, første ret på menuen; Fire forskellige slags vand, som tappes gennem dropslanger fra sterile medicinposer. Jeg kunne have valgt klorberiget vand, men jeg er ikke så modig og vælger det københavnske postevand. En af mine bordfæller vælger rehydreret vand, som stopper sultbetonet diarre. Dertil serveres vi tørre vitaminberigede kiks, BP-5 compact, som gives til hungersnødsramte og jeg skyller forsigtigt ned med det sparsomme vand, mens mine øjne hviler på bordopdækningen, der er udmålt med stor scenografisk akkuratesse. Bordscenografiens underspillede elegance brydes af en tilføjelse til menukortet i form af farvefotos, der dokumenterer den fremskredne sygdom hos børn og jeg rammes af en tiltagende kvalme i mellemgulvet. Min bordfælle skjuler sit foto under den stive foldede grå serviet.

Tekststumper fra den sultende verden serveres nu på vore tallerkner, jeg læser teksten, men sansepåvirkningen fra de foregående retter er så massiv, at jeg dårligt kan indtage ordene, der kunne være fragmenter fra en opdagelsesrejsendes beretninger….

”El Alto, Bolivia”…”Alle spiser det. Kraniet er placeret på en tallerken og hviler på tænderne i overkæben. Hjernen damper. Jeg er flov over, at det frastøder mig så meget. Jeg havde en ambition om at konfronterer mig selv med det faktum, at jeg æder andre levende væsner…”

Vores tjener (Derek Lesher) serverer en sidste brunlig kiks og forklarer omhyggeligt og nøgent på en måde, så det kryber ind under huden, at den blandt andet består af jord. Vi tygger spagt mens jordkrummerne smuldrer med en kvalmende sødme i min mund.

På tallerknen placerer tjeneren en lille lyserød tablet og en engangstandbørste i en plastæske. Tabletten skal afsløre vores tandhygiejne. Mens vores svælg og tænder farves ruller stålborde ind med stålvaske. Vi børster tænder, skyller og spytter rødt, og jeg har det virkelig som om jeg skal kaste op mens tjeneren pointerer, at jeg virkelig har pæne røde kinder.

Mens tandpastasmagen folder sig ud i mit svælg, lyser hovedet i dunkende rytmer som en installation midt i rummet. Ud af hovedet træder infektionen selv, NOMA i al sin skulpturelle radiance. Mija Milovic som performeren i Dorte Holbæks skulpturelle og futuristiske kjoledesign. Som en dronning uden følelser eller moral, akkompagneret af kølige inciterende rytmer, balancerer Mija Milovic præcist med sin metalklare stemme mellem skønhed og skarp sterilitet.

Gæsterne inviteres ind hovedet som vi skal spise af. Pointen er klar nok, men en ting er at forstå, at vi selv er en del af hungersnødens infektion, en anden ting er at mærke på sin egen krop, hvad vi er når vi spejler os i hungersnødens ubønhørlige realitet. Inde i hovedet er stålen steril, ligesom det hvide lys og de vakuumindpakkede knækbrød, der dækker skalpen, med vinder- og taberloder. Og som gæsterne står der i den lidet forskønnende belysning inde i hovedetskalpen og venter på at få varmet den solskinsgule nødhjælpssuppe i mikrobølgeovnen, som de selv sætter igang med fire tryk på knappen, føles det som om vi alle har tabt til både sult og grådighed.

 

 

Spillested KUNSTHAL CHARLOTTENBORG

Spilletidspunkt: 31.01.2015 – 28.02.2015

 

Kunstnerisk koncept ANDREAS LIEBMANN, DEREK LESHER, DORTE HOLBEK

Tekst og instruktion ANDREAS LIEBMANN

Kostumer og rekvisitter DORTE HOLBEK

Installation DEREK LESHER

Sang og komposition MIJA MILOVIC

Performance ERIKA SVENSSON, DEREK LESHER, MIJA MILOVIC, LINNEA JENSEN 

Lysdesign og teknisk ansvarlig MORTEN KOLBAK

Video- og lyddesign RASMUS KREINER

Foto LARS DANIEL TERKELSEN

Produktion TEATER SORT-HVID

FacebookTwitterLinkedInPinterestGoogle+EmailDelicious

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *