Vi er inviteret ombord på Nemos skib til en verdensomsejling i tid og rum, hvor vi forsvinder i dybet.

Monumentale koøjer deler teaterrummet, vis endevæg fortaber sig som i en mørk korridor. En forførende og alsidig scene for spillernes performative udfoldelser, men også for en effektfuld dramatisk visualitet. Et scenografisk spejlrum, hvor koøjerne danner en visuel performanceramme og åbner mod en ulmende baggrundshorisont.

Scenografen Christian Friedländer har møbleret undervandsbåden gavmildt med sine kuriositeter fra pulterkammeret. Vi befinder os i en verden af i går, halvtreds, firs eller to hundrede år efter en fest vi kun husker fragtmenterne af. Selvom vi er stået op, er vi aldrig rigtigt vågnet. Kuriositeter, der udgør alt fra gamle pladespillere og trækharmonikaer til eksotiske souvenirs og anatomiske dukker, ligger hen som vragdele og ingen husker, hvad de er blevet brugt til eller hvad deres værdi har haft. Verden er ramt af en slags paradoksal PTSD, hvor det du så gerne ville huske, gør ondt.

Jukum Rohde skriver i sit essay Modkørendes:

 ”Scenen er derfor at opfatte som en ubrudt korridor tilbage til fjerne uopnåelige tider, forbi epidemier, krige og Kristus, de hærger bag kulisserne, men scenen er konstant, den samme som for 2.500 år siden … Alt, der nogensinde er foregået på en scene, i tusinde sidegadeburlesker, i tarvelige varietéer og i tavse og smukke moskovitiske balletter, det er til stede på hver en scene i vores byer, for de døde fylder intet. Scenen kan opfattes som et åbent rum ind til de dødes overbefolkede verden.”

Også i NEMO møder vi de døde og alle mulige tider og stilarter i havets dyb. I stykkets anden del er publikum inviteret ind i Nautilus maskinrum. Her er mere tomt, maskinen skal have plads, også Nemos bibliotek er tømt for bøger, selvom Kaptajn Nemos siger ”mit bibliotek består af titusinder af bind, der binder mig og jeg skal snart i gang med at læse”. Men det har måske sin egen samfundskritiske pointe, for snart er er det for sent og bibliotekerne er tømt for bøger. Men Sonja, Kaptajn Nemo og Fritz, eller var det Benito?, er stadig med os i bådens maskinrum eller i Nemos tomme bibliotek. Nautilus sprutter og dykker brusende og højrøstet og festen starter. Men det er som om teksten ikke rigtigt kan følge med, eller er det scenografien, der kommer den i forkøbet? Det perfekte rum, for en spejling eller en forside eller en bagside, ret eller vrang, det bevidste og ubevidste. Men igen måske er det pointen, ret og vrang, rigtigt og forkert, findes ikke, alt er blandet sammen og forvrængningerne findes på begge sider. Vi er bevidstløse uanset, hvor vi befinder os på rejsen. Således bider pointerne sig selv i halen i en stilhistoriske rejse, også i kønsklicheer. Sceneriet der mere udgør performative indslag, har visuel styrke, men en egentlig dybere mening fortaber sig. Tids og stillbillederne er markant til stede, men har ingen synlig forbindelse. Er tiden løbet fra Rohdes dramatik og har det måske også en dramatisk pointe?

Alt er i opløsning.

NEMOs tekst er taleteater, der giver spilleplads og ironiserer over sig selv. Men selvom vi styrtdykker ombord på Nautilus, bevæger teksten sig stadig på overfladen. Selvom vi havner scenografisk smukt i de tusinde sidegadeburlesker og tarvelige varietéer, sejler tekstens samfundskritiske tilløb rundt på må og få. Som om tiden også er løbet fra dem, som om havets tsunami har tilintetgjort al mening. Så igen, den dramatiske pointe kan du altid finde, for som meningen fortaber sig, bliver den mere livsvigtig af finde. På Nautilus verdensomsejling under havet søger vi mening et sted 60 etager under havet, snart er vi forsvundet i dybet som Sonjas spæde og skrøbelige minde, om sneen, der falder så smukt over Dronning Louises Bro.

Sted: TEATER SORT/HVID
Tid: 3.05.2025 – 31.05.2025

Iscenesætter MORTEN BURIAN

Dramatiker JOKUM ROHDE

Scenografi og kostumer CHRISTIAN FRIEDLÄNDER

Lyddesigner JACOBE SUISSA

Lysdesigner MORTEN KOLBAK