Tag-arkiv: Sort-Hvid

#Vi er verden – En spejling eller et skridt for primaterne

Foto RUMLE SKAFTE

Jeg nået frem til Sort/Hvids spritnye teater i den Hvide Kødby med slagteriet som nabo. Måske der allerede heri ligger en stedsspecifik pointe, et teater som er et slagteri, et slagteri som er et teater. I vor postfaktuelle de-konstruktivistiske tidsalder kan man ikke vide sig sikker.

Indgangen er en stor kobolt blå jerndør i den kridhvide bygning. Indenfor er der et stort sort rum med sparsom belysning, og man fornemmer en vis desorientering.

Da publikum er blevet placeret og snakken forstummet, bliver der ikke bare mørkt, der bliver helt sort. I lang tid sidder vi mørket. Lyden af dråber falder forskellige steder i rummet, ligesom tilfældigt, en dråbe mere…og så bliver der lys! Med ét fra kulsort til skærende kridthvidt! Det kan ikke være nogen helt tilfældig indvielse af Teater Sort-Hvid.

Sort-Hvid terminologien fortsætter på sin vis, her i skrivende stund, med en kø af paradokser for min oplevelse af VI ER VERDEN. Således at det som er hvidt, kunne lige så godt være sort og omvendt.

I instruktør Tue Bierings og scenograf Marie Rosendahl Chemnitz co-forestilling med S/H, udsættes vi for et omstillingsparat scenekunstnerisk eksperiment, hvor holdet, ifølge pressemeddelelsen, sammen undersøger ”empati”, ”fællesskab” og menneskers rummelighed. Men det er også et fagligt formeksperiment, så den faglige kritik kan affejes med: ”det er jo et eksperiment”.

Jeg skal have fokus på rum, på scenografisk formgivning, på billeder. Selvom om man aldrig helt kan skille de scenekunstneriske parametre ad, så er det i hvert fald helt umuligt i VI ER VERDEN. På publikumsrækkerne sidder jeg iblandt en større gruppe unge, måske et højskolehold, der griner pseudo-begejstret under det meste af forestillingen. Havde det ikke været for dem, havde forestillingen måske fået lov til at folde sig ud både for spillerne og for mig. I stedet oplevede jeg den som flad og ligegyldig og havde flere gange lyst til at udvandre. En del af publikum sivede da også i løbet af aftens tre timer lange eksperiment.

Intentionerne er gode nok; at ville finde empatien og rumligheden og manifestere, hvor umuligt det er i en verden fuld af larm. På den ene side er de gode intentioner, på den anden side er det som præmature skridt, der ikke fører til andet end lige-gyldig-heder. Deri ligger muligvis en pointe, hvor vi skal spejle os i vores ligegyldige pseudo-intellektuelle snik-snak. Men farlighed og suspense udebliver og VI ER VERDEN taber mig som publikum.

Som scenekunstnerisk formmæssigt eksperiment byder scenografi, lyd og lys ind med interessante løsninger. I disse tider, hvor kunsten udsættes for massive nedskæringer og ideologisk samfundsmæssig værdinedgørelse, er det interessant at undersøge, hvor de kunstneriske grænser befinder sig, hvor meget kan der skæres ind til benet, uden at vi mister fagligt fodfæste? Og skal scenekunsten mon miste fodfæstet, for ikke at miste sig selv?

De dramaturgiske parametre er i VI ER VERDEN på alle måder skrællet af. Scenografi, lys og lyd er en art anti-design og scenerne er på en form for de-konstruktivistisk færd med tilfældige principper. ” Ceci n’est pas une Decor” i alt dets paradoksalitet.

#VI ER VERDEN er præcis ligeså vigtig, som vi gør den til og berører utallige samtidige problematikker, der åbenbarer sig en form for evolutionært tilbageskridt.

Men jeg må ligesom helt selvom, hvad jeg tolker på. Jeg kan derfor godt være usikker på om holdet har valgt det spejl jeg ser ind i, eller om de vitterlig er ofre for debilitetens fremmedgørende fremdrift!

Bagefter går jeg hjemad igennem den brune Kødby hvor en dansende plastikpose over den brolagte gade, lige såvel som nøgne primater, der samler et ikeaskab, kunne være epilogen for aftenens forestilling.

Sted SORT/HVID Staldgade 38, København V

Tid 29.04.2017 – 20.05.2017

TIR-FRE kl. 20.00 LØR kl. 17.00

Koncept, instruktion og scenografi TUE BIERING, MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ
Medvirkende MARIA RICH, NICOLAI DAHL HAMILTON og PETER FLYVHOLM
Tekst HELE HOLDET
Lysdesign og afvikling ELKE LALEMAN
Lyddesign og afvikling DITLEV BRINTH
Scenemester MIKKEL MUNK IVERSEN
Dramaturg TANJA DIERS
Rekvisitør og forestillingsleder JOSEFINE ELSE LARSEN
Kostumier CAMILLA LIND
Systue SIRI JEPSEN og AMALIE AUNSBJERG
Masker ANNA LADAS
Instruktørassistent CECILIA LAMBERT
Scenografassistent DITTE MARIE LYNGE

BILLETTER teaterbilletter.dk / 33 12 58 14 / billetter@sort-hvid.dk.dk

Save

Living Dead – Et ådselædende billeddigt

1 svar

Foto: Rumle Skafte

I Sort Hvids gyserforestilling, Living Dead, konfronteres vi med det vi ikke kan rumme i rumlig visualitet.

Hvis vi ikke kan rumme følelserne for de katastroferamte flygtninge, der drukner i hobetal i middelhavet, så kan vi til gengæld mærke, hvordan ”Living Dead” æder sig ind på os med kraftfuld sansemættet visualitet i Marie Rosendahl Chemnitz suggestive scenografi.

Spillerne er klædt som om de var på sommerferie, men de har dukkeansigter med kulsorte øjenhuler. Huden skinner som porøs fernis over det fremskredne fordærv.

I bedste Strindbergske stil, er forestillingen sat i køkkenet som i Frk. Julie, hvor de levende døde, med søvngængeragtig intensitet, skærer sig gennem løget og lader det syde med fisk og lig fra havet. Køkkenet er som altid den præcise metafor for stedet, hvor samfundslagene brydes. Således brydes flygtningeproblematikken mens ligene langsom stiger op til overfladen og scenen forvandles til det sunkne Atlantis.

Samtlige dramaturgiske parametre, går i al sin koreograferede præcision, op i en højere enhed, som sjældent ses. Marie Rosendahl Chemnitz er, sammen med Lollike, lysdesigneren Morten Kolbak og lyddesigneren Jes Theede, horrorgenrens teatrale æstetiker, og åbenbarer, med blomstrede tapeter, burkaer og glitrende katastrofetæpper, et utal af billedkompositioner, der indrammer forestillingens stemningsmæssige plot. Billeder, der på engang er bizarre og smukke, genkendelige og sælsomme.

Ligene stiger op som sortmalede kadaver, mens vi stirrer os blinde i spejlet og i vanvid skyder på den første, der føler sig levende, igen og igen i et inferno, hvor ”Fiskene svømmer ind og ud af min krops åbninger, æder af mit ansigt indefra”

Som Christian Lollike pointere i pressemeddelelsen, vil han ikke lave lækkert teater, men påvirke samfundsdebatten. I Living dead gør han dog sammen med scenografen Marie Rosendahl Chemnitz begge dele.

”Hvad mon EU Kommissæren tænker”

Sted Pakhus 11, dampfærgevej 2, 2100 københavn
03.11.2016 – 22.11.2016
Mandag-fredag kl. 20.00 Lørdag kl. 17.00

Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER

Medvirkende ÖZLEM SAGLANMAK, MORTEN BURIAN, MARIA RICH, MOGENS DAHL KAMMERKOR (ELISABETH ØRSNES GADEGAARD, HILDE GJERMUNDSEN, JONATHAN KRONER INGVALD, LUCAS BRUUN DE NEERGAARD, REGINA UNNUR ÓLAFSDÓTTIR)

Tekst og instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Tekstfragmenter MADS MADSEN, TANJA DIERS
Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ
Lysdesigner MORTEN KOLBAK
Lyddesigner JES THEEDE
Dramaturg TANJA DIERS
Musikalsk indstudering MOGENS DAHL
Instruktørassistent SIGRID JOHANNESEN
Co-produktion mellem SORT/HVID, AARHUS TEATER

sceno.dk kridter banen op

Skriv et svar

Det er ved at være tid til, at sceno.dk kridter banen op og mærker og sanser, hvad scenografien byder på i den kommende sæson.

En ny sæson er så småt gået i gang, og under nye betingelser for scenografi.

Det kgl Teaters scenografiske værksteder drejede denne sommer nøglen om. Hvad det kommer til at betyde for scenekunsten, kan man som publikum kun gisne om. Men ét er i hvert fald sikkert; ”scenografer, der leverer scenografi til Danmarks Nationalscene, skal i kommende sæsoner, vænne sig til en anden skabelsesproces, en proces, der er mindre fleksibel og i mindre kontakt med produktionsværkstederne.” I bedste fald vil ånden og håndværket fra de scenografiske værksteder indgå i nye sammenhænge og komme andre scener til gode. I værste fald spredes den for alle vinde og 250 års ekspertise og håndværkertradition går tabt. Læs mere om lukningen af de scenografiske værksteder.

Det er ikke kun de scenografiske værksteder, der må afgå ved døden, også teaterredaktioner ved førende dagblade bliver nedlagt, idet anmeldermastodonter, som Henrik Lyding og Monna Dithmer nu må stille sig tilfreds med en tilværelse som freelancere. Til gengæld præsenterer sæsonen et hav af scenekunstneriske oplevelser, der giver skribenter rig lejlighed til at skrive spændende anmeldelser af scenografi.

Det er nu engang sceno.dk holdning, at ord kan øge værdien af scenekunstens billeder. Og hvis scenografien ikke skal forsvinde ud i glemslens mørke kroge som kun en udvalgt lille skare kender eksistensen af, er det vigtigere end nogensinde, at scenekunsten bliver fortalt.

Indtil nu er sceno.dk udelukkende blevet honoreret med billetter til scenekunstneriske oplevelser. Det er i sig selv værdifuldt. Men vi lever i en verden, hvor tid er penge -og at se, tænke og skrive om scenografi, tager tid. Derfor opfordres læsere nu til at støtte sceno.dk ved at donere et frivilligt beløb via mobilePay 28348407. Hvis du kan lide, hvad du læser og gerne vil læse mere om scenografi i fremtiden, så har du nu mulighed for at støtte et formål, der giver værdi, ikke blot for scenekunsten og scenografer, men også for publikum.

Sceno.dk skrev sin første anmeldelse i juni 2014 og siden er det blevet til over et halvt hundrede anmeldelser, interviews og artikler om scenografi. (Gå selv på opdagelse i tag-clouden til højre på siden!)

Sceno.dk ser frem til at opleve en masse sanse –og tankevækkende scenografi i den kommende sæson. I blandt forestillinger, som vækker sceno.dks særlige interesse er Cristians Lollikes ”Living dead” med scenografi af Marie Rosendahl Chemnitz, der er Teater Sort/Hvids åbningsforestilling i de nye lokaler i Kødbyen.

Starten af 2017 står i klassikernes tegn og omfatter bl. a. ”Et Vintereventyr” med scenografi af Maja Ravn og instruktion af Kathrine Wiedemann og 3xBeckett instrueret af sværvægteren Morten Grundwald. På Betty Nansen, hvor ledelsen er overtaget af Vibeke Windeløv, kommer ”Sort Vand” med scenografi af stjernetalentet Christian Albrechtesen. Og så skal Får302s jubilæumsforestilling til foråret ”ET hus på sand og håb” med Lisbeth Burians Scenografi helt klart opleves. Vi ses!

Leaves – Guldet i underverden

Skriv et svar

Forestillingen Leaves på Copenhagen Opera Festival 2015.

Foto: Mathias Bojesen

Atomkælderen under kommunehospitalet, sætter den dramatiske præmis for Leaves, The Colour Of Falling. Efter at have afleveret vores egendele inklusive mobiltelefoner, slippes vi fri i underverden. Som natsværmere flakker vi rundt i et labyrintisk mørke. Mystiske former anes og sarte lys bugter sig som blodårer i de tågede underjordiske rum, der vækker gysende fornemmelser.

Hades selv må være hidkaldt til denne forunderlige forestilling, der får opera, ny musik, scenografi og involverende stedsspecifik performance, til at gå op i en højere enhed.

I det, der ellers føles som en tilfældig omstrejfen, guides vi umærkeligt ind i et publikumsrum med stole, hvor musikerne og sangerne, med guldglimmerlæber og sortmalede øjne, tager i mod os med foruroligende sjælsforladte smil og inciterende bløde beats. Musikere og sangere er i klædt i sort, med skæve detaljer og en patina, som havde de just lige rejst sig fra deres kister. Kønsidentificeringen har også fået et twist, med kontratenoren klædt i sort blondekjole og skulderepauletter.

Det fade gustne gule lys kvæler alle andre farver end den gyldne, der til gengæld fuldender det scenografiske billede i al sin dekadence. Universet er som i den græske mytologi, hvor underverden er der, hvor de ædle metaller befinder sig og hvor døde sjæle lever en skyggetilværelse uden jordiske glæder. Og ikke mindst er vi på alle tiders alkymistiske rejse i søgen efter det evige liv.

Publikumsrummet danner rammen for en mere klassisk koncertform, hvor sangerne præsenteres. Senere spreder de sig ud i kælderens forskellige rum med publikumsinvolverende performances. I et rum kaster kontratenoren Morten Grove Frandsen guldblade over en blæser, der med sin infernalske støj indgår i den musikalske kakofoniske helhed. I et andet rum bliver cellisten en del af et billede med muterede hvide yvere. I et tredje står bassangeren Nicolai Elsberg bøjet over et blanksort kar og hidkalder sit publikum med dommedagsrøst til et sidste ritual, der sværter vores ansigter. I et fjerde hugger sopranen Lisbeth Balslev træstykker med en økse mens hun med inderlig martret sang fra sjælens smertedyb befaler sine tilhørere at se på hende. Det er smukt og stærkt at opleve en ældre kvindes krop med en sjælsstærk stemme midt i et rumligt kaos af afhuggede træblokke, der fører tankerne hen på den visuelle eyecatcher i Lars von Triers Antichrist, hvor træernes rødder bliver til hænder i penetrerende forening mellem mand og moder jord.

Sangerne er voldsomt og fascinerende tæt på publikum, der danner bredden i underverdens flod af blåt lys, hvor sangerne glider poserende forbi i kostumer af mytologisk stof og hidkalder os med alkymistiske besværgelser.

Scenografen Marie Rosendahl Chemnitz, har sammen med lysdesigneren Anders Poll, ikke blot frembragt en række rumlige installationer, der fungerer underfundigt som stemningsmæssig optakt og performativ ramme, men også skabt en overflod af gysende effekter med referencer til græsk mytolog, ægyptiske gravkamre og den moderne horrorgenre.

Leaves er en forestilling der forfører, tryllebinder og i al sin grusomme skønhed lutrer sanserne.

Til trods for den indbyggede tilfældighed, der er når publikum selv skal finde rundt, har instruktøren, Christian Lollike, formået at skabe et performativt flow i den musikalske helhed, som er komponeret særligt til rummet af Karsten Fundal og indieorkestret Efterklang. Atomkælderen som stedspecifik ramme med den uhyggelige præmis ”hva nu hvis?” får et eventyrligt mytologisk twist i denne horrroropera og jeg stiger faktisk op fra underverden med både mudder i ansigtet og guld i lommerne.

Leaves, The Colour Of Falling

Sted: Atomkælderen under Kommunehospitalet

Spillede fra den 27. juli til den 8. august 2015, Leaves kan opleves som ren koncert under Århus Festuge den 1. september 2015

Komposition KARSTEN FUNDAL og EFTERKLANG
Lyrics URSULA ANDKJÆR OLSEN
Instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ
Lysdesign ANDERS POLL
Performance EFTERKLANG og KATINKA FOGH VINDELEV (sopran, We Like We), LISBETH BALSLEV (sopran), CASPER CLAUSEN (Efterklang), NICOLAI ELSBERG (bas, Spillemændene) og MORTEN GROVE FRANDSEN (kontratenor)
Foto SØREN SOLKÆR
Co-produktion med COPENHAGEN OPERA FESTIVAL

NOMA æder sig ind i dine sanser

Skriv et svar

Vinderprojektet af Teater Sort-Hvids RUM 15, der hedder NOMA og er sat i scene af kunstnertrioen, Dorte Holbæk, Derek Lesher og Andreas Liebmann, kan i disse dage opleves i Charlottenborgs kunsthal, hvor jeg har reserveret bord.

I kunsthallens vinduesløse rum på første sal, bydes vi velkommen af høflige tjenere i grå militaristiske skjorter og slå-om-forklæde. Minilamper over rummets fem borde kaster sit sparsomme kølige lys over borddækningen. Tjenerne viser os hen til firmandsborderne, der står klar til at tage imod mig og 20 andre gæster og hvor der er dækket op med mørkebrun dug, servietter, et kunstigt stearinlys, glas og service. Lysdesigneren Morten Kolbak, har elimineret enhver opløftende farve og stemningen emmer af en nærmest tyngende eksklusivitet, som også lyddesignet, af Rasmus Kreiner, er med til at understrege i al sin monotoni.

NOMA er ikke blot navnet på en fornem restaurant, men også navnet på en sygdom, der opstår i svælget på hungersnødsramte og æder sig ud igennem kødet indefra.

På menuen står hungersnød ala carte, der er adskillige retter, som på foruroligende og uappetitlig vis vækker smagssansen med fortællinger om infektionssygdommen NOMA.

Tjenerne tilbyder med høflig mine, første ret på menuen; Fire forskellige slags vand, som tappes gennem dropslanger fra sterile medicinposer. Jeg kunne have valgt klorberiget vand, men jeg er ikke så modig og vælger det københavnske postevand. En af mine bordfæller vælger rehydreret vand, som stopper sultbetonet diarre. Dertil serveres vi tørre vitaminberigede kiks, BP-5 compact, som gives til hungersnødsramte og jeg skyller forsigtigt ned med det sparsomme vand, mens mine øjne hviler på bordopdækningen, der er udmålt med stor scenografisk akkuratesse. Bordscenografiens underspillede elegance brydes af en tilføjelse til menukortet i form af farvefotos, der dokumenterer den fremskredne sygdom hos børn og jeg rammes af en tiltagende kvalme i mellemgulvet. Min bordfælle skjuler sit foto under den stive foldede grå serviet.

Tekststumper fra den sultende verden serveres nu på vore tallerkner, jeg læser teksten, men sansepåvirkningen fra de foregående retter er så massiv, at jeg dårligt kan indtage ordene, der kunne være fragmenter fra en opdagelsesrejsendes beretninger….

”El Alto, Bolivia”…”Alle spiser det. Kraniet er placeret på en tallerken og hviler på tænderne i overkæben. Hjernen damper. Jeg er flov over, at det frastøder mig så meget. Jeg havde en ambition om at konfronterer mig selv med det faktum, at jeg æder andre levende væsner…”

Vores tjener (Derek Lesher) serverer en sidste brunlig kiks og forklarer omhyggeligt og nøgent på en måde, så det kryber ind under huden, at den blandt andet består af jord. Vi tygger spagt mens jordkrummerne smuldrer med en kvalmende sødme i min mund.

På tallerknen placerer tjeneren en lille lyserød tablet og en engangstandbørste i en plastæske. Tabletten skal afsløre vores tandhygiejne. Mens vores svælg og tænder farves ruller stålborde ind med stålvaske. Vi børster tænder, skyller og spytter rødt, og jeg har det virkelig som om jeg skal kaste op mens tjeneren pointerer, at jeg virkelig har pæne røde kinder.

Mens tandpastasmagen folder sig ud i mit svælg, lyser hovedet i dunkende rytmer som en installation midt i rummet. Ud af hovedet træder infektionen selv, NOMA i al sin skulpturelle radiance. Mija Milovic som performeren i Dorte Holbæks skulpturelle og futuristiske kjoledesign. Som en dronning uden følelser eller moral, akkompagneret af kølige inciterende rytmer, balancerer Mija Milovic præcist med sin metalklare stemme mellem skønhed og skarp sterilitet.

Gæsterne inviteres ind hovedet som vi skal spise af. Pointen er klar nok, men en ting er at forstå, at vi selv er en del af hungersnødens infektion, en anden ting er at mærke på sin egen krop, hvad vi er når vi spejler os i hungersnødens ubønhørlige realitet. Inde i hovedet er stålen steril, ligesom det hvide lys og de vakuumindpakkede knækbrød, der dækker skalpen, med vinder- og taberloder. Og som gæsterne står der i den lidet forskønnende belysning inde i hovedetskalpen og venter på at få varmet den solskinsgule nødhjælpssuppe i mikrobølgeovnen, som de selv sætter igang med fire tryk på knappen, føles det som om vi alle har tabt til både sult og grådighed.

Spillested KUNSTHAL CHARLOTTENBORG

Spilletidspunkt: 31.01.2015 – 28.02.2015

Kunstnerisk koncept ANDREAS LIEBMANN, DEREK LESHER, DORTE HOLBEK

Tekst og instruktion ANDREAS LIEBMANN

Kostumer og rekvisitter DORTE HOLBEK

Installation DEREK LESHER

Sang og komposition MIJA MILOVIC

Performance ERIKA SVENSSON, DEREK LESHER, MIJA MILOVIC, LINNEA JENSEN

Lysdesign og teknisk ansvarlig MORTEN KOLBAK

Video- og lyddesign RASMUS KREINER

Foto LARS DANIEL TERKELSEN

Produktion TEATER SORT-HVID

2015 i scenografiens tegn

Skriv et svar

2014 går stærk på held og det har været et oplevelsesrigt år. Fra jeg lancerede sceno.dk med anmeldelsen af Trumpets in the sky af T.I.T.S. på Det frie felts festival, til kronen på mine scenografiske oplevelser, med Ventestedet af Signa. De to forestillinger arbejder på hver sin måde med stærke visuelle og sansevækkende virkemidler. Trumpets in the sky med sit ultraminimalistiske formsprog og Ventestedet med en kompleks mangfoldighed af visuelle udtryk mellem virkelighed og fiktion. De to forestillinger forbinder sig ved begge at pege fremad og åbner for nye måder at opleve scenekunst og scenografi. Ikke mindst med Ventestedet, hvor grænserne mellem scenografi og virkelighed blev udvidet.

Teater Sort-Hvid har i foråret 2014 udstedt en konkurrence om et rumligt/scenografisk koncept. Sort-Hvid sætter således 2015 i scenografiens tegn med vinderkonceptet NOMA, der er udviklet af scenografen Dorte Holbæk og kunstnerne Derek Lesher og Andreas Liebmann og som vises i februar. De har tidligere sprængt de scenekunstneriske rammer ved at blande visuelt madteater, billedkunst og performance. Det lover godt for et 2015, hvor jeg håber at opleve scenografi, der sprænger scenekunstneriske udtryksnormer og smelter sammen med andre kunstarter.

I januar vil jeg opleve Det menneskelige Teater med ”Men nu har jeg en hjærne”, med kostumer af Line Frank og iscenesættelse og scenografi af Nils P. Munk.

Til april skal jeg helt sikkert overraskes af teater Fix&Foxy med forestillingen Love Theater og Tumult i Dansehallerne. I løbet af foråret skal jeg runde Københavns musik teater og en tur på Nørrebro Teater og se, hvad Maja Ravn har scenograferet og jeg skal også forbi Faar302 og slutte sæsonen af med CPH Stage og Det frie felts festival.

2015 byder desuden på Prag Quadrinalen, en international begivenhed, med performances, workshops, forelæsninger og udstilling af scenografi fra hele verden, hvor også Danmark vil være repræsenteret.

Ud over anmeldelser, skal jeg lave interviews med scenografer og sætte ord på den scenografi, der er sværest at få øje på. Jeg håber rigtig mange vil kigge forbi sceno.dk og at mit scenografiske fokus vil brede sig som ringe i vandet.

Godt Nytår!