Kategoriarkiv: Uncategorized

Phoenix – en vandring i dit sind

Skriv et svar

De mørke skyer hænger tungt og brister i det jeg ankommer til Teaterøen, på Københavns Holms yderste spids. I foyeren venter jeg til det bliver min tur og billettøren giver mig et gult regnslag, som kan beskytte mig mod regnen, når jeg om lidt skal ud og opleve øen på egen hånd.

På vandreperformancen Phoenix, er du alene med øens industrielle landskab, de iscenesatte rum, installationerne og de enkelte performere. Guidet af stemmen i høretelefoner og hvide sten, begiver jeg af sted som Grete uden Hans.

Poetiske forvandlingshistorier folder sig ud for mit indre øre, mens landskabet sanses og min krop bevæger sig op og ned ad interimistiske stier. Jeg møder fyrbøderen i et ulmende mørke, der sværter mine fødder og hænder. Jeg møder mig selv og min egen angst for mørket og det fremmede åndedræt. Blændet af mørket er et fløjlsreb min guide, hvor synssansen er væk og jeg overvældes af mit eget blods susen og min manglende evne til at møde fuglen Fønix i det inderste kulsorte mørke.

Midt i det lange græs anvises jeg en stol mens regn og blæst river i det gule regnslag og overdøver ordene fra den sarte stemme i mit øre. De hvide sten fører mig ud på kajen hvor en båd står tøjret. Nede i kahytten bliver jeg placeret overfor en kvinde i hvidt. En transformeret og lysende udgave af Fønix i mørket, som jeg kun fornemmede, men ikke så. En bakke med salt gynger imellem os mens forvandlingshistorien udvikler sig til uendeligt hav, der ikke kan være inde i fuglen og den må briste i en ny fødsel.

Fortællingen er løsrevet fra den stedspecifikke historie. Phoenix fremstår som en rent sanset gestaltning uden forankring i selve stedet og som publikum må man slippe alle forestillinger og lade sig involvere i det performative sanseunivers, der er forbundet af elementernes metamorfosiske egenskaber og den dramaturgiske helhed, på det performative, såvel som det metaforiske plan.

Elementernes stoflighed og mytologi bliver nærværende og yppersanselige i performancens omsorgsfulde håndtering af kul, salt, vand, sand og rød farve.

Phoenix er en vandring i dit sind. Konfronteret med én til én performances er oplevelsen, og din evne til forvandling og overgivelse, pålagt dit eget sindelag og ego. Jeg oplevede performere, der var i stand til at holde en afpersonificerende og tantrisk balance og blev hensat i en nærmest ego-opløsende tilstand ved vandringens kulmination.

I evigt forvandlende kredsløb er vores sjæl, hvis vi tør flyve fra reden…

 

 

 

 

 

Titel: Phoenix

Co-produktion ml. Wunderland, Københavns Internationale Teater & TEATERØEN

En del af Metropolis Festival 2015

Spillested: Teaterøen

Spilleperiode: 16.-30. august

Kunstnerisk leder og performer Mette Aakjær (DK)

Dramaturgisk konsulent Sarah John (Australien)

Komponist og lydkunstner Thoranna Bjornsdottir (Island)

Performer og danser Cindy Rudel (Tyskland)

Performer og danser Nina Matthis (Sverige)

Performer Sara Vilardo (Italien)

Visuel kunstner Sigrid Astrup (Norge)

Forfatter Sonja Winckelman Thomsen (DK)

Gæsteperformer Helga Rosenfeldt-Olsen (DK)

Teknisk interaktionsdesigner Rune Brink (DK)

 

Leaves – Guldet i underverden

Skriv et svar
Forestillingen Leaves på Copenhagen Opera Festival 2015.

Foto: Mathias Bojesen

Atomkælderen under kommunehospitalet, sætter den dramatiske præmis for Leaves, The Colour Of Falling. Efter at have afleveret vores egendele inklusive mobiltelefoner, slippes vi fri i underverden. Som natsværmere flakker vi rundt i et labyrintisk mørke. Mystiske former anes og sarte lys bugter sig som blodårer i de tågede underjordiske rum, der vækker gysende fornemmelser.

Hades selv må være hidkaldt til denne forunderlige forestilling, der får opera, ny musik, scenografi og involverende stedsspecifik performance, til at gå op i en højere enhed.

I det, der ellers føles som en tilfældig omstrejfen, guides vi umærkeligt ind i et publikumsrum med stole, hvor musikerne og sangerne, med guldglimmerlæber og sortmalede øjne, tager i mod os med foruroligende sjælsforladte smil og inciterende bløde beats. Musikere og sangere er i klædt i sort, med skæve detaljer og en patina, som havde de just lige rejst sig fra deres kister. Kønsidentificeringen har også fået et twist, med kontratenoren klædt i sort blondekjole og skulderepauletter.

Det fade gustne gule lys kvæler alle andre farver end den gyldne, der til gengæld fuldender det scenografiske billede i al sin dekadence. Universet er som i den græske mytologi, hvor underverden er der, hvor de ædle metaller befinder sig og hvor døde sjæle lever en skyggetilværelse uden jordiske glæder. Og ikke mindst er vi på alle tiders alkymistiske rejse i søgen efter det evige liv.

Publikumsrummet danner rammen for en mere klassisk koncertform, hvor sangerne præsenteres. Senere spreder de sig ud i kælderens forskellige rum med publikumsinvolverende performances. I et rum kaster kontratenoren Morten Grove Frandsen guldblade over en blæser, der med sin infernalske støj indgår i den musikalske kakofoniske helhed. I et andet rum bliver cellisten en del af et billede med muterede hvide yvere. I et tredje står bassangeren Nicolai Elsberg bøjet over et blanksort kar og hidkalder sit publikum med dommedagsrøst til et sidste ritual, der sværter vores ansigter. I et fjerde hugger sopranen Lisbeth Balslev træstykker med en økse mens hun med inderlig martret sang fra sjælens smertedyb befaler sine tilhørere at se på hende. Det er smukt og stærkt at opleve en ældre kvindes krop med en sjælsstærk stemme midt i et rumligt kaos af afhuggede træblokke, der fører tankerne hen på den visuelle eyecatcher i Lars von Triers Antichrist, hvor træernes rødder bliver til hænder i penetrerende forening mellem mand og moder jord.

Sangerne er voldsomt og fascinerende tæt på publikum, der danner bredden i underverdens flod af blåt lys, hvor sangerne glider poserende forbi i kostumer af mytologisk stof og hidkalder os  med alkymistiske besværgelser.

Scenografen Marie Rosendahl Chemnitz, har sammen med lysdesigneren Anders Poll, ikke blot frembragt en række rumlige installationer, der fungerer underfundigt som stemningsmæssig optakt og performativ ramme, men også skabt en overflod af gysende effekter med referencer til græsk mytolog, ægyptiske gravkamre og den moderne horrorgenre.

Leaves er en forestilling der forfører, tryllebinder og i al sin grusomme skønhed lutrer sanserne.

Til trods for den indbyggede tilfældighed, der er når publikum selv skal finde rundt, har instruktøren, Christian Lollike, formået at skabe et performativt flow i den musikalske helhed, som er komponeret særligt til rummet af Karsten Fundal og indieorkestret Efterklang. Atomkælderen som stedspecifik ramme med den uhyggelige præmis ”hva nu hvis?” får et eventyrligt mytologisk twist i denne horrroropera og jeg stiger faktisk op fra underverden med både mudder i ansigtet og guld i lommerne.

 Leaves, The Colour Of Falling

Sted: Atomkælderen under Kommunehospitalet

Spillede fra den 27. juli til den 8. august 2015, Leaves kan opleves som ren koncert under Århus Festuge den 1. september 2015

Komposition KARSTEN FUNDAL og EFTERKLANG
Lyrics URSULA ANDKJÆR OLSEN
Instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ
Lysdesign ANDERS POLL
Performance EFTERKLANG og KATINKA FOGH VINDELEV (sopran, We Like We), LISBETH BALSLEV (sopran), CASPER CLAUSEN (Efterklang), NICOLAI ELSBERG (bas, Spillemændene) og MORTEN GROVE FRANDSEN (kontratenor)
Foto SØREN SOLKÆR
Co-produktion med COPENHAGEN OPERA FESTIVAL

Scenografi for dit indre blik

Skriv et svar
Polen: Post-Apocalypsis

Prag Quadrenniale 2015: Polens “Post-Apocalypsis” er scenografi i panden.

”Scenografi er en måde at tænke på” siger den kunstneriske leder af den internationale scenografiudstilling i Prag 2015, Sodja Lotka.

Prague Quadrenniale (PQ) er dog først og fremmest en måde at se verden på. Med et overflødighedshorn af scenografi, performance, artist talks og workshops, præsenterer PQ os for et kig ind i mere end 60 landes scenografiske verdner.

Udstillingsstandene på PQ viser ikke blot scenografi, men udfordrer også publikums egen evne til at forestille sig rummet og verden. Der er nøgne rum med høretelefoner, hvor lyden bliver til scenografi for publikums eget indre blik og der er rum, som viser en fysisk gestaltning af verden.

Den scenografiske præsentation er paradoksalt nok mere fremherskende i de nøgne rum, end i rum, hvor rækker af scenografiske arbejder fylder væggene. Således deler udstillingens sig i to dele. Der er stande, der med sit udstillingsgreb inddrager publikum, hvor rum og oplevelse udgør en total enhed. Og der stande, som adskiller scenografi og publikum.

Scenografi som manipulation

Den ultimative repræsentant for den publikumsinddragende totaloplevelse, og som også vandt PQs største pris, ”The Golden Triga”, var “Unified Estonia”, skabt af teatergruppen ”NO99” fra Estland. Konceptet har favnet det politiske aspekt af PQs udstillingstema ”shared spaces” med en stand, der udgør et luksuriøst partikontor. I og med at kontoret er opført i Prag, udgør standen form for performativ franchise i tilgift. ”Unified Estonia” iscenesætter publikum, rum og medier.  Med en 40 dages valgkampagne, der kulminerede i en valgfest, dannede medier, byrum og en stor sportshal tilsammen, et gennemført totalteater, der satte virkelighedens valgpropaganda og scenografiens manipulative kraft i relief. Scenografien tager greb  på virkeligheden med metoder af Riefenstahl’ske dimensioner og med associationer til Hitlers propagandafilm.

Scenografien i panden

Scenografi findes ikke kun den visuelle fysiske manifestation, men også i audiovisualiteten. At scenografi i lige så høj grad sker inde i publikums hoveder, blev evident med Polens udstillingskoncept, der vandt prisen for det bedste lyddesign. Med udstillingen, Post-Apocalypsis, har det polske kunstnerteam skabt en degenereret skov af nøgne stammer, der holdes fast af den rustne stål, som gennemborer dem. Stammerne har små interaktive mikrofoner, som publikum kan trykke panderne imod og mærke den transformerede lydeffekt af vejrdata fra Chernobyl eller Fukushima, igennem.

Kafka og dekadence

PQs ambition har været at knytte Prags historiske arkitektur til de scenografiske udstillingskoncepter. Her var Ruslands elevudstilling i Kafkas hus på den Gamle Bys Plads, de mest litterære i sin tilgang, ved at tolke Kafkas ”Forvandlingen” med kostumetegninger af karaktererne i fangedragter og en scenografisk model af et rum fyldt med spindelvæv, kakerlakker og en fugl i bur. Men en egentlig visuel inddragelse af bygningens kvalitet, var der dog ikke taget stilling til. Det gjorde sig til gengæld gældende ved den norske præsentation, hvor det norske flag, draperer den barokke trappe i Clam-Gallas-Palac-bygningen og deformerede skeletter med dukkehoveder og tomme vodkaflasker i de knoglede hænder hænger i dets slæb og danner en sælsom kontrast og forbindelse til det dekadente interiør.

Scenografi som vindue til verden

Juryen, der  i år blandt andet bestod af Kirsten Delholm, valgte at give Kina en guldmedalje for performancedesignet i deres udstillingskoncept ”Fog or not Fog”. Kinas kurator Xinglin Liu, inddrog vejrtemaet, ved at placere et tv i hjørnet som samlingspunktet for det rum vi deler, når vi er beskuere af vejrudsigten i tv’et såvel som fra vinduet. Ligeså gestaltes teateret som et vindue, hvorigennem vi ser verden.

Kend dig selv med andre øjne!

Den danske stand tilhører et af kvadriennalens mere usynlige eksempler, hvad scenografi angår. Her er publikum selv det scenografiske udtryk, der forandrer bybilledet. Med konceptet med ”Med andre øjne” giver teatergruppen, ”Global Stories” os nye øjne at opleve verden med, ved at sminke os om til en anden etnicitet og/eller et andet køn. Efter transformationen bliver publikum opfordret til at gå ud i gadebilledet og opleve, hvad det vil sige at være en anden i det byrum vi deler. Teksten bliver det oplevede, der dokumenteres efterfølgende i interviews som udstillingens besøgende kan lytte til. Den danske stand var velbesøgt, men trods sit inddragende og favnende koncept, fandt juryen ingen priser til den danske stand.

”Med andre øjne” knytter scenografien til publikums egen evne til at se og agere i rummet. Samtidig fungerer selve standens design på interaktiv vis og formidler globaliseringen som et uundgåeligt faktum. De besøgende kan prøve parykker og briller. Brillerne hænger i snore sammen med små spejle og udgør i sig selv et hav af referencer fra antikken til i dag: fra Sokrates ”kend dig selv” og de kristne mystikere, der ser øjet som sjælens spejl, til Lewis Carrolls bind af Alice i eventyrland ”Bag spejlet” og Villy Sørensens ”En Glashistorie”. Scenografen Julie Forchhammers intention har dog været at skabe et realistisk miljø, der gør udstillingen til en dokumentation af virkeligheden, snarere end et eventyr. Udstillingen giver publikum mulighed for at opleve og mærke problematiske realiteter omkring køn og etnicitet på egen krop, frem for at træde ind i et eventyr.

Det fælles rum som nøglen til scenografien

”Shared Spaces” har på engang udgjort det samlende tema og nøglen til at orientere sig på kvadriennalen. Langt de fleste stande har formået i en eller anden grad at konceptualisere deres udstillingsstand, hvilket bringer scenografi nærmere billedkunsten og viser dens favnende tværfaglighed.

PQ varer kun 10 dage. Sammenlignet med kunstbiennalen i Venedig er det kort tid for en så omfattende begivenhed. PQ bærer desværre også præg af et sparsom budget. De enkelte lande har ikke alle haft lige vilkår i finansieringen af deres stande. Til trods for dette er den kunstneriske kvalitet generel høj og man kan håbe på, at verdens kunst- og kulturstøtter får øjnene op for scenografiens betydning, ikke blot i kunsten, men også i den hverdag, der omgiver os og ikke mindst manipulerer med os.

Hvis ikke du nåede til Prag inden den 28. Juni, hvor PQ sluttede, så er scenografien altid tilgængelig for dit indre blik eller i billedgalleriet med udpluk fra udstillingen her!

 

Sceno.dk’s skribent var inviteret med til Prag af forbundet af Danske Scenografer. Under tagget ”Prague Quadriennial” kan du finde flere indslag fra den danske udstillingsstand.

Fakta: Prague Quadriennial (PQ) er en international udstilling af scenografi, som har fundet sted hvert fjerde år siden 1967. PQ 2015 er den 14. gang. Udstillingen varer ti dage og har indtil i år fundet sted på én location. Men i år har arrangørerne valgt at ligge udstillingen i en række historiske bygninger i Prags gamle bydel. Udstillingen har involveret mere end 1000 kunstnere, der repræsenterer mere end 60 lande og 600 begivenheder, som inkluderer alt fra artist-talks, workshops og performances. Det overordnede kurateringstema, har været ”Shared Spaces” med valgfrie undertitler, ”Music”, ”Weather” og ”Politics”, som frit kunne fortolkes af de enkelte landes kuratorer.

 

Læs mere om PQ på http://www.pq.cz/en/

Læs mere om det danske udstillingskoncept: http://medandreøjne.com/

Læs mere om vinderkonceptet Unified Estonia på http://www.no99.ee/productions/no75-unified-estonia-assembly