En fuldkommen fyldestgørende visuel anmeldelse af Lars von Triers egen ucensurerede Nymphomaniac fås ikke og derfor er nedenstående blot subjektive betragtninger, som jeg har hæftet mig særligt ved i denne nymfomane skæbnepolyfoni flettet over krop, sjæl og ånd.
Filmen starter og slutter med et sort lærred som vi hensættes i for en rum tid, med kun en knirkende lyd som kulisse. I fem en halvtime, mellem disse kulsorte stunder, fortæller Joe sin nymfomane historie til Seligman, der bidrager som lignelsens mand.
Til den indledende panorering i Nymphomaniac, har scenografen Simone Grau, skabt et labyrintisk mørkt og dystert baggårdsunivers af gyder med skraldespande, udslukte kælderskakter og rustne efterladenskaber fra en for længst glemt industri, et uvirkeligt, kulisseagtigt og teatralsk belyst univers. En oplagt reference til Triers debutfilm ”Forbrydelsens element”; en gullig grumset og regnfuld verden af forfald. Referencerne til Triers egne film er til stede overalt i filmen. Nymphomaniac har togrejsen fra ”Europa” og en tidsmæssig og geografisk setting alla Breaking the Waves. Også sneen fra Antichrists fortsætter med at dale i Nymphomaniacs visuelle univers.
Det er begyndt at sne da Seligman finder den forslåede Joe i gyden og tilbyder hende logi. Hjemme hos Segilman sidder Joe i sengen og fortæller som en anden Sherazade igennem natten. Også Seligmans værelse forekommer at være en kulisse og på én og samme tid en hengemt sørgelig asketisk munkecelle og en rummelig lignelse over kroppens sår og sjælens smertelige forfald; væggene er beklædt med et gustent fugtældet tapet, der på nærhold afslører falmede sarttegnede blomsterranker. Værelsets to vinduer er som sjælen og kroppens øjne, med udkig til den dalende sne mod muren et sted dybt i det labyrintiske mørke.
Seligmans værelse er som en medtaget krop, hvor Joe kun er gæst, ligesom sjælen er gæst i kroppen eller fange, indikeret af fangestriberne i den pyjamas Segilman har lånt hende. Det gulnede fugtplettede tapet prydes af et spejl og et helligt ikon. Et sjælens spejl og ikonets tilstedeværelse som et blasfemisk ironisk billede på kroppens hellighed.
Joes indleder sin fortælling i et råt autoværksted. Her får hun taget sin mødom på en nøgen madras. Værkstedet og værktøjet, som en lignelse af det maskuline, går igen i forskellige afskygninger i løbet af filmen. Således også i kælderen under hospitalet, hvor hendes far ligger for døden og hos sadisten, som hun senere besøger, fordi hun ikke længere kan mærke sin seksuelle lyst, er en slags værksteder. I hospitalskælderen er det en slags vaskerum med maskinstøj og sterile bare metaloverflader, hvorpå samlejerne finder sted. I sadistens rum skjuler metalskabe sadistens værktøj. I filmens absolutte grummeste scene bruger Joe det eneste værktøj, hun arvede af sin far til at forme en aborttang af en gammel metalbøjle og foretager en abort på sig selv på gulvet i sit køkken.
Som en skarp kontrast til metallet er træerne, der optræder i barndommens leviterende fortællinger. Joes far beretter om træerne som billeder på sjælens skæbne og deres todelte stammer som dens splittelse. Fra vinduerne i Joes hjem er der udsigt til træerne og parken som hun dagligt vandre igennem for samle stumperne af den kærlighed, hun måske stadig har tilbage.
I sadistens venterum er stuepalmen visen og død, her er ingen næring for sjælen. Sadistens område minder om et forladt hospital, lange korridorer, vinduer dækket med pap og døre, der er altid er lukkede, ”her kan ingen høre dig, uanset, hvor meget du skriger”.
Den eneste åbne dør i samtlige af filmens scenerum, ses i Seligmans værelse; her er kig igennem den åbne dør til et fuldt oplyst lille bibliotek, med en reol overlæsset af bøger. Et vidensrum, der binder fortællingerne sammen i en polyfonisk harmoni. Nymphomaniacs lukkede døre og øde korridorer er et sjælens Via Dolorosa, hvor Seligman selv lukker den sidste dør og kattelemmen er den eneste vej ud af nymfomaniens skæbne.
Der kan siges meget om Triers seneste film, men som Joe, der altid forlangte mere af solopgangen og til slut finder et enkelt lille genspejlet solstrejf på muren udenfor Seligmans vindue, smukt, vil også jeg nøjes med et solstrejf fra et sted, hvor solen selv aldrig viser sig, og som ingen ved, hvor kommer fra…