Kategoriarkiv: Nyheder

sceno.dk kridter banen op

sceno.dk kridter banen op

Det er ved at være tid til, at sceno.dk kridter banen op og mærker og sanser, hvad scenografien byder på i den kommende sæson.

En ny sæson er så småt gået i gang, og under nye betingelser for scenografi.

Det kgl Teaters scenografiske værksteder drejede denne sommer nøglen om. Hvad det kommer til at betyde for scenekunsten, kan man som publikum kun gisne om. Men ét er i hvert fald sikkert; ”scenografer, der leverer scenografi til Danmarks Nationalscene, skal i kommende sæsoner, vænne sig til en anden skabelsesproces, en proces, der er mindre fleksibel og i mindre kontakt med produktionsværkstederne.” I bedste fald vil ånden og håndværket fra de scenografiske værksteder indgå i nye sammenhænge og komme andre scener til gode. I værste fald spredes den for alle vinde og 250 års ekspertise og håndværkertradition går tabt. Læs mere om lukningen af de scenografiske værksteder.

Det er ikke kun de scenografiske værksteder, der må afgå ved døden, også teaterredaktioner ved førende dagblade bliver nedlagt, idet anmeldermastodonter, som Henrik Lyding og Monna Dithmer nu må stille sig tilfreds med en tilværelse som freelancere. Til gengæld præsenterer sæsonen et hav af scenekunstneriske oplevelser, der giver skribenter rig lejlighed til at skrive spændende anmeldelser af scenografi.

Det er nu engang sceno.dk holdning, at ord kan øge værdien af scenekunstens billeder. Og hvis scenografien ikke skal forsvinde ud i glemslens mørke kroge som kun en udvalgt lille skare kender eksistensen af, er det vigtigere end nogensinde, at scenekunsten bliver fortalt.

Indtil nu er sceno.dk udelukkende blevet honoreret med billetter til scenekunstneriske oplevelser. Det er i sig selv værdifuldt. Men vi lever i en verden, hvor tid er penge -og at se, tænke og skrive om scenografi, tager tid. Derfor opfordres læsere nu til at støtte sceno.dk ved at donere et frivilligt beløb via mobilePay 28348407. Hvis du kan lide, hvad du læser og gerne vil læse mere om scenografi i fremtiden, så har du nu mulighed for at støtte et formål, der giver værdi, ikke blot for scenekunsten og scenografer, men også for publikum.

Sceno.dk skrev sin første anmeldelse i juni 2014 og siden er det blevet til over et halvt hundrede anmeldelser, interviews og artikler om scenografi. (Gå selv på opdagelse i tag-clouden til højre på siden!)

Sceno.dk ser frem til at opleve en masse sanse –og tankevækkende scenografi i den kommende sæson. I blandt forestillinger, som vækker sceno.dks særlige interesse er Cristians Lollikes ”Living dead” med scenografi af Marie Rosendahl Chemnitz, der er Teater Sort/Hvids åbningsforestilling i de nye lokaler i Kødbyen.

Starten af 2017 står i klassikernes tegn og omfatter bl. a. ”Et Vintereventyr” med scenografi af Maja Ravn og instruktion af Kathrine Wiedemann og 3xBeckett instrueret af sværvægteren Morten Grundwald. På Betty Nansen, hvor ledelsen er overtaget af Vibeke Windeløv, kommer ”Sort Vand” med scenografi af stjernetalentet Christian Albrechtesen. Og så skal Får302s jubilæumsforestilling til foråret ”ET hus på sand og håb” med Lisbeth Burians Scenografi helt klart opleves. Vi ses!

Løft jeres stemmer før I forsvinder!

Med det seneste finanslovsforslag er det besluttet at spare 600 millioner på kulturen. Det betyder, at Det kongelige Teaters ledelse, har set sig nødstedt til at lukke teatrets scenografiske værksteder. Dette ser nu ud til at blive gennemført uden offentlig debat og med scenografernes stiltiende accept. Hvor er den faglige opbakning? Hvor er Danske Scenografer i debatten?

Scenografiske værksteder er ikke blot et værksted for scenograferne på Det Kongelig Teater. Det er værksteder med 250 års viden og scenografisk ekspertise, viden som overleveres, hver gang en ny scenografi produceres.

Selvom man ikke selv er scenograf på det kongelige Teater, har værkstederne har sat normen for, hvordan det ypperste ser ud, med scenografi af høj kvalitet, der hører til iblandt verdens bedste. Et niveau som smitter på hele den scenografiske branche i både Danmark og ude i verden, hvor danske scenografer af samme grund er meget eftertragtede.

Med lukningen reduceres scenografiens betydning ikke blot på Det kongelige teater, men i hele den scenografiske branche. Det betyder færre penge til scenografi og færre jobs til scenografer nationalt, såvel som internationalt. Det betyder, at publikum ikke oplever det ypperste scenografiske arbejde og det betyder en reducering af den æstetiske dannelse, som teatrene er med til at give publikum. Hvilket igen rammer scenograferne, når publikum ikke oplever kvalitet længere, stiller de heller ikke krav til den og pengene til scenografi og scenografer kan nemmere afskrives.

Med lukningen er det også slut med de fineste uddannelser inden for sceneteknik. Adskillige teatermalere, rekvisitører og teaterskræddere, skal se sig om efter et andet job og den kunst de er oplært i, vil ingen længere kunne undervises i, når faciliteterne forsvinder.

Fremover vil scenografisk produktion blive sat i udbud i Europa, dette betyder, at scenograferne ikke længere vi l kunne have umiddelbart dialog med værkstederne. Det vil betyde ringere kvalitet og flere masseproducerede totalkoncepter, der begrænser eller eliminere scenografi som kunstnerisk disciplin.

Når uddannelserne forsvinder, forsvinder håndværket, når faciliteterne ikke findes og når publikum ikke længere oplever scenografi som kunst, så forsvinder faget.

Selvom lukningen ser ud til at blive gennemført, uanset hvilken argument, vi har for værkstedernes eksistensberettigelse, bør vi ikke undlade at gribe chancen for at debattere værkstedernes betydning for det scenografiske fag. Med scenografernes stiltiende accept, er det ikke bare de scenografiske værksteder, der lukkes ned, men også en vægtig del af scenografi som kunstnerisk disciplin. Så Danske Scenografer, løft jeres stemmer før I forsvinder!

Prag Quadrennialen 2015 – scenografien bevidstgøres “med andre øjne”

Global Stories repræsenterer den danske stand med konceptet, "Med andre øjne"

Global Stories repræsenterer den danske stand med konceptet, “Med andre øjne”

I følge scenografen Sarah Vilslev, der har kurateret den danske stand på Prag Quadrennialen (PQ), bevidstgøres scenografien igennem den interagerende transformation, som “Med andre Øjne” byder sit publikum. Ved at gå gennem byens gader som “en anden” bliver byen scenen og byens indbyggere publikummet.

Sarah har valgt “Med andre øjne” til repræsentere den danske stand, da den ikke blot favner Quadrennialens overordnede tema, men derudover handler om, hvordan scenografi i høj grad også er formidling af kompliceret materiale. Julie Fochhammer, der har scenograferet standen, har været meget bevidst om, at den ikke skulle fremstå for designet, men dog professionelt, samtidig skulle det fremstå som et rum i proses, hvor publikum kunne føle sig inkluderet og have nem tilgang til at interagere.

Prag Quadrenniale 2015 from maria ciccia on Vimeo.

Prag quadrenniale 2015 – De rum vi deler

Sceno.dk er i Prag, for at opleve Prag Quadrennialen (PQ), som finder sted fra den 18. til den 28. Juni.

Det er et overflødighedshorn af scenografi fra hele verden, der udstilles på forskellige locations i Prags gamle bydel. Udstillingen er kurateret med det overordnede tema, “Shared Spaces” for øje.

Sarah Vilslev, der er kurator for den danske udstillingsstand, har valgt Global stories’ koncept, “Med Andre Øjne”  som repræsentant for Danmark på PQ. Julie Forchhammer har scenograferet udstillingsrummet med de mange ansigter.

Sceno.dk taler her i dette videointerview, med med Morten Nielsen, som er projektleder for konceptet.

Morten fortæller blandt andet om, hvad “Med Andre Øjne” går ud på og hvordan det favner det overordnede tema for PQ. “Med Andre Øjne” inviterer publikum til at deltage, ved at blive transformeret om til en anden race eller et andet køn, gå en tur i byen og opleve sig selv med andre øjne i det rum vi alle deler.

Prague Quadrenniale 2015 from maria ciccia on Vimeo.

Scenekunst i København og international udstilling af scenografi

Om få dage løber festivalen CPH stage af stablen med et 12 dages overflødighedshorn af scenekunst, der finder sted i København. Her kan man se noget af det teater, man ikke nåede i løbet af sæsonen, foruden en masse nye og internationale forestillinger. Scenograferne er dog svære at få øje på i programmet. Med få undtagelser har der slet ikke været scenografer på forestillingerne.

Jeg håber derfor at opleve Riddersalens Som var det i går, en ethundredeårskabaret. Julian Toldam Juhlin, der har skabt scenografien til forestillingen, er i år modtager af Reumers talentpris, hvilket sikkert har en visuel årsag, der er skal bemærkes.

Som noget helt andet og mere alternativt, tager jeg en tur til Teaterøen og oplever Time woke up in darkness af Teater Carte Blanche og The animation workshop, der eksperimenterer med animation, livemusik og interaktivitet.  Når jeg alligevel er der, håber jeg også at opleve danseforestillingen LIGHT-DARK-LIGHT-HEAVY og performancen SYLVIA. Og så når jeg ikke så meget mere. Selvom jeg gerne havde set Et latterligt menneskes drøm i Kapellet på Assistens Kirkegården og Markedet på Det Kgl Teater. I næste uge rejser jeg til Prague Quadrennial, en international udstilling af scenografi, som  finder sted i den tjekkiske hovedstad. Danske scenografer er også præsenteret med en stand og jeg ser frem til at opleve scenografi fra hele verden i en af Europas smukkeste byer.

Se mere om CPH Stage her!

Info om Prague Quadrennial her!

Det gode menneske fra Sezuan – Et scenografisk Deux machina

Scenen svæver som en tømmerflåde i tågen, og som cirkulerende både indfinder publikum sig i mørket rundt om. En låge åbner sig og forestillingen er i gang.

Afgangseleven Liv Helm, har sammen med afgangsteamet fra Den Danske Scenekunstskole, iscenesat Bertolt Brechts Det gode menneske fra Sezuan, der er spækket med poetiske billeder og bredspektrede teaterhistoriske referencer, fra det japanske no teater, over Strindberg, til Becketts absurde minimalisme.

Til trods for den forførende billedpoesi i den aktuelle forestilling, er der stadig den Brechtske verfremdung, der gør at vi ikke identificerer os med personerne, gestikken og visualiteten, men frit kan associere over den samfundsmæssige lignelse. Det gode menneske fra Sezuan, stiller det evige aktuelle spørgsmål; hvordan kan man være god i et slet samfund? Hvordan skal du betale husleje uden enten at prostituere eller dehumanisere dig selv?

De lazaronklædte spillere med hvide halvmasker og rødlige samurai-agtige hårtotter i nakken, har en særegen, original og gennemført æstetik, der på samme tid skaber associative Dickens’ske genklange, som understreger stykkets tematik.

Lazaronkostumerne fungerer, med spillernes billedlige gestik, som koret i den græske tragedie, der indtager roller som guder, dommere og ynkelige samfundsofre.

Det gode menneske gestalter en martret nøgenhed i grumset undertøj indtil hun, for at overleve, føler sig nødsaget til påtage sig rollen som kapitalistisk udbytter og troner svimlende i en meterlang kåbe, der med sin farve trækker blodrødt hen over scenen.

Makeup artisten Denise Conrad rammer med sine butoh-inspirerede masker en fascinerende balance, hvor tragik og klovneri smelter sammen.

Med lyddesignet (Anders Munch Amdisen) bliver vi en del af et fælles åndedrag, der forstærker uhyggen og det fremmedgjorte i den verden vi inddrages i.

Christian Albrechtsen, har med scenografien i sig selv, skabt en episk fortælling over verdens kritiske tilstand, hvor guderne kommer nedefra, hvor regnen kommer oppefra som tove af stål og demonterende, med imponerende deux machina, adskiller gud og menneske og viser verden som en kompleks labyrint af Escher’sk karakter. Det gode menneske tilstår, at hun ikke kan finde balancen, noget nyt må fødes, for imens guderne fortrækker, hviler løsningen i vores hænder og vi er tilbage på verdens tømmerflåde, hvor lyset falder trangere og trangere.

Det minimalistiske lysdesign (Mikkel Givskov Hansen) poetiserer på fornemste vis, den horisontale og vertikale verdensanskuelse, der udvider og snævre selve rummet, med en elegant lampeinstallation.

Afgangsteamet på Den Danske scenekunstskole har frembragt et lysende skoleeksempel, hvor alting, scenografi, kostumer, lys, lyd og skuespil, form, stilisering og tekst spiller ligeværdigt og strålende som et prisme, der i hvert fald giver håb om fornem kunstnerisk balance for fremtidens scenekunst.

 

Spillested Den danske scenekunstskole

Spilleperiode 21. maj – 3. juni 2015 Find billetter her!

MANUSKRIPT Bertolt Brecht

STUDERENDE FRA DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE KØBENHAVN

INSTRUKTION Liv Helm (afgang)
SCENOGRAFI & KOSTUME Christian Albrechtsen (afgang)

SPECIAL EFFECTS, MAKEUP, FORESTILLINGSLEDER & REKVISITØR Denise Conradi (afgang)
LYDDESIGN Anders Munch Amdisen (afgang)
LYSDESIGN Mikkel Givskov Hansen (afgang)
PRODUKTIONSLEDELSE Denise Conradi (afgang) og Lizette Argir (tredje år)
SCENEMESTER Lizette Argir (tredje år)
SKUESPIL Nanna Skaarup Voss, Sara Hjort Ullner, Amelia Onile Høy, Jakob Femerling Andersen (DDSKS København), Julie Buch Hansen & Anders Aamodt (DDSKS Aarhus)

ØVRIGE MEDVIRKENDE
SKUESPIL Ulver Skuli Abildgaard (professionel)

Årets Robert 2015 i scenografi

Nymphomaniac Directors cut er nomineret med hele seksten kategorier til Årets Robert 2015, herunder scenografi, visuelle effekter og kostumer og sminkør. Også The Salvation og Fasandræberne scorer højt.

En af de fem nominerede scenografer, er Jørgen Munk, der har skabt production designet til The Salvation. En western, der optaget på den afrikanske savanne, hvor den scenografiske tilblivelsesproces har været et mesterstykke i sig selv, fra set-design og patinering til digital efterbehandling. En proces man kan læse om i det første nummer af scenografidk.

Scenografien i Nymphomaniac, der er designet af Lars von Triers hofscenograf Simone Grau Roney, har skabt et teatralt fortælleunivers og en lyssætning, der sætter stemningen og metafortællingen i relief.

Production designeren, Rasmus Thjellesen, der i sin tid skabte set-designet til Thomas Winterbergs Its All abot love, er nomineret som årets scenograf for production designet til thrilleren Fasandræberne.

Sabine Hviid er nomineret for scenografien til gyserfilmen, Når dyrene drømmer Og Rie Lykke med scenografien til Kapgang, der udspiller sig i et sønderjysk miljø i 1976.

Årets Robert priser 2015 uddeles den 1. Februar. Det er Danmarks Film Akademi, der nominerer, og til slut stemmer om, hvem der skal modtage Robert-priserne.

 

Robertnomineringer som årets scenograf 2015

  • Jørgen Munk / “The Salvation”
  • Rasmus Thjellesen / “Fasandræberne”
  • Rie Lykke / “Kapgang”
  • Sabine Hviid / “Når dyrene drømmer”
  • Simone Grau Roney / “Nymphomaniac Director’s Cut”

2015 i scenografiens tegn

2014 går stærk på held og det har været et oplevelsesrigt år. Fra jeg lancerede sceno.dk med anmeldelsen af Trumpets in the sky af T.I.T.S. på Det frie felts festival, til kronen på mine scenografiske oplevelser, med Ventestedet af Signa. De to forestillinger arbejder på hver sin måde med stærke visuelle og sansevækkende virkemidler. Trumpets in the sky med sit ultraminimalistiske formsprog og Ventestedet med en kompleks mangfoldighed af visuelle udtryk mellem virkelighed og fiktion. De to forestillinger forbinder sig ved begge at pege fremad og åbner for nye måder at opleve scenekunst og scenografi. Ikke mindst med Ventestedet, hvor grænserne mellem scenografi og virkelighed blev udvidet.

Teater Sort-Hvid har i foråret 2014 udstedt en konkurrence om et rumligt/scenografisk koncept. Sort-Hvid sætter således 2015 i scenografiens tegn med vinderkonceptet NOMA, der er udviklet af scenografen Dorte Holbæk og kunstnerne Derek Lesher og Andreas Liebmann og som vises i februar. De har tidligere sprængt de scenekunstneriske rammer ved at blande visuelt madteater, billedkunst og performance. Det lover godt for et 2015, hvor jeg håber at opleve scenografi, der sprænger scenekunstneriske udtryksnormer og smelter sammen med andre kunstarter.

I januar vil jeg opleve Det menneskelige Teater med ”Men nu har jeg en hjærne”, med kostumer af Line Frank og iscenesættelse og scenografi af Nils P. Munk.

Til april skal jeg helt sikkert overraskes af teater Fix&Foxy med forestillingen Love Theater og Tumult i Dansehallerne. I løbet af foråret skal jeg runde Københavns musik teater og en tur på Nørrebro Teater og se, hvad Maja Ravn har scenograferet og jeg skal også forbi Faar302 og slutte sæsonen af med CPH Stage og Det frie felts festival.

2015 byder desuden på Prag Quadrinalen, en international begivenhed, med performances, workshops, forelæsninger og udstilling af scenografi fra hele verden, hvor også Danmark vil være repræsenteret.

Ud over anmeldelser, skal jeg lave interviews med scenografer og sætte ord på den scenografi, der er sværest at få øje på. Jeg håber rigtig mange vil kigge forbi sceno.dk og at mit scenografiske fokus vil brede sig som ringe i vandet.

Godt Nytår!

Sæsonen ruller på Sceno

 

Efter at bloggen har ligget stille hen over sommeren er det nu tid til atter at få gang i Sceno.

På lørdag skal jeg se Directors Cut af Nymphomaniac og jeg vil tage de scenografiske briller på, for hvad betyder de sceniske rum, hvordan afspejles de eksistentielle temaer, karakter og emotion i filmens visualitet? Danske Simone Grau, der er scenograf på flere af Lars von Triers film, står også for scenografien denne gang og Alexander Scherer er production designer.

Teatersæsonen ruller igen og der er en masse spændende forestillinger på tapetet som jeg ser frem til at se og skrive om. Jeg vil lægge ud med de små scener og håber at se Harold Pinter stykket, Old Days på Sorte Hest med Marianne Nilssons scenografi. Dernæst Sympati for Djævlen på Får302 i Nikolaj Traps Scenografi og Sonja Leas lysdesign. Også 1984 på Betty Nansen tror jeg bliver interessant med scenografi af Kim Witzel. Et mobilt Dukkehjem opført af Fix & Foxy på Sydhavn teater med Siggi Oli Palmasons scenografi ville jeg også gerne nå at se. Og så skal jeg se Impossible på Husets Teater til november med Edward Lloyd Pierces Scenografi. Lloyd Pierce har her været både co.producent, medinstruktør og scenograf på forestillingen og det bliver spændende at se, hvilken forskel det gør når scenografen udfylder andre roller end den scenografiske. Og så skal jeg helt sikkert en tur på det Kongelige Teater, men hvad det skal være har jeg ikke besluttet, Maja Ravn er scenograf på Holbergstykket, Erasmus Montana, og årets reumertvinder, Palle Steen Christensen, er scenograf på Hedda Gabler i Det røde rum. Der tegner sig et super scenografisk efterår.