Forfatterarkiv: sceno

Voks – Et scenedigt forsvinder

Voks

Sceno.dk indleder beskedent sæsonen med scenedigtet Voks. En forestillingen der næsten forsvinder i scenesproglige brydninger.

Vi befinder os i et minimalistisk univers. Rummet er indhyllet i hvid gaze og de få sceneelementer leder tankerne hen på dada-kunstneren, Marcel Duchamp, der bryder med den klassiske meningsdannelse. Elementerne er genkendelige, men indgår i et nyt og abstrakt fortællingseksperiment, der dog nærmest forsvinder i udefineret rumlig tavshed.

Replikkerne refererer til noget, som er sket og som ”vi ikke taler om”. Selv tabuerne forsvinder og er ikke til stede som andet end publikums egen evne til at danne dem.

Fremhævet står Maria Louise Suhrs kostumer, der på engang referer til både en klassisk og moderne tid som hun samtidig ophæver, ved at gøre kostumerne til tegn eller skilte med grå og gule striber mod den hvide baggrund. Dramatisk set, forsvinder de dog som medfortællende element og kostumeskiftet til slut, er så underspillet, at man fortsat leder efter et clou, der kan hægte dem op på den samlede fortælling. Men måske er det netop meningen, at associationerne skal brydes, hver gang de opstår.

Det er som om alting vil forsvinde i denne poetiske forestilling. Også Michael Søndergaards videoprojektioner, der aldrig rigtigt integreres i den rumlige helhed, fortoner i det lys som scenen for det meste bader i.

Forestillingen er smukt tænkt, som et intenst, nærværende intimt scenedigt. Desværre forløses den ikke rigtigt i sin sanselige ambition. Den hvide gaze, der draperer væggene, kunne på sin vis symbolisere noget skrøbeligt og sart som en hemmelighed, der dækkes over. Men de forbliver en tavs kulisse, der hverken slører, afslører eller overrasker, alt er ligesom skrabet ind til benet uden at man dog kan se benet. Lyddesignet er mere et abrupt element end en rumlig understøttelse.

Voks der ellers sælges som en sansehistorie om sne, dyr, børn og aske, fornemmes mest som et fjernt digt, der er mere intellektuelt abstrakt end sanseligt vækkende.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der havde været råd til en scenograf , som kunne have hævet den visuelle poesi til det helstøbte niveau Voks fortjener. For der er afgjort interessante brydninger i fortællestil og scenesprog.

 

Sted: Bådteatret

Produktion: Teater Hvis

Tid: 3.9. 2016 – 11.9. 2016

Medvirkende: Anne-Sofie Krogh Jensen, Anja Nielsen
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Instruktion: Lotte Arnsbjerg
Kostumer: Maria Louise Suhr
Video: Michael Søndergaard
Musik: Torben Egeris
Lysdesign: Anna Maria Waldelius (SSKS)
Komponist: Torben Egeris

sceno.dk kridter banen op

sceno.dk kridter banen op

Det er ved at være tid til, at sceno.dk kridter banen op og mærker og sanser, hvad scenografien byder på i den kommende sæson.

En ny sæson er så småt gået i gang, og under nye betingelser for scenografi.

Det kgl Teaters scenografiske værksteder drejede denne sommer nøglen om. Hvad det kommer til at betyde for scenekunsten, kan man som publikum kun gisne om. Men ét er i hvert fald sikkert; ”scenografer, der leverer scenografi til Danmarks Nationalscene, skal i kommende sæsoner, vænne sig til en anden skabelsesproces, en proces, der er mindre fleksibel og i mindre kontakt med produktionsværkstederne.” I bedste fald vil ånden og håndværket fra de scenografiske værksteder indgå i nye sammenhænge og komme andre scener til gode. I værste fald spredes den for alle vinde og 250 års ekspertise og håndværkertradition går tabt. Læs mere om lukningen af de scenografiske værksteder.

Det er ikke kun de scenografiske værksteder, der må afgå ved døden, også teaterredaktioner ved førende dagblade bliver nedlagt, idet anmeldermastodonter, som Henrik Lyding og Monna Dithmer nu må stille sig tilfreds med en tilværelse som freelancere. Til gengæld præsenterer sæsonen et hav af scenekunstneriske oplevelser, der giver skribenter rig lejlighed til at skrive spændende anmeldelser af scenografi.

Det er nu engang sceno.dk holdning, at ord kan øge værdien af scenekunstens billeder. Og hvis scenografien ikke skal forsvinde ud i glemslens mørke kroge som kun en udvalgt lille skare kender eksistensen af, er det vigtigere end nogensinde, at scenekunsten bliver fortalt.

Indtil nu er sceno.dk udelukkende blevet honoreret med billetter til scenekunstneriske oplevelser. Det er i sig selv værdifuldt. Men vi lever i en verden, hvor tid er penge -og at se, tænke og skrive om scenografi, tager tid. Derfor opfordres læsere nu til at støtte sceno.dk ved at donere et frivilligt beløb via mobilePay 28348407. Hvis du kan lide, hvad du læser og gerne vil læse mere om scenografi i fremtiden, så har du nu mulighed for at støtte et formål, der giver værdi, ikke blot for scenekunsten og scenografer, men også for publikum.

Sceno.dk skrev sin første anmeldelse i juni 2014 og siden er det blevet til over et halvt hundrede anmeldelser, interviews og artikler om scenografi. (Gå selv på opdagelse i tag-clouden til højre på siden!)

Sceno.dk ser frem til at opleve en masse sanse –og tankevækkende scenografi i den kommende sæson. I blandt forestillinger, som vækker sceno.dks særlige interesse er Cristians Lollikes ”Living dead” med scenografi af Marie Rosendahl Chemnitz, der er Teater Sort/Hvids åbningsforestilling i de nye lokaler i Kødbyen.

Starten af 2017 står i klassikernes tegn og omfatter bl. a. ”Et Vintereventyr” med scenografi af Maja Ravn og instruktion af Kathrine Wiedemann og 3xBeckett instrueret af sværvægteren Morten Grundwald. På Betty Nansen, hvor ledelsen er overtaget af Vibeke Windeløv, kommer ”Sort Vand” med scenografi af stjernetalentet Christian Albrechtesen. Og så skal Får302s jubilæumsforestilling til foråret ”ET hus på sand og håb” med Lisbeth Burians Scenografi helt klart opleves. Vi ses!

Arne går under i Domus Vista

Arne går under

Foto: Miklos Szabo

En gusten væg bliver til utalige rum i et Domus-Vista-univers, hvor vi drømmer stort og falder dybere end dybt, for Arne går under er tunge sager i tragikomisk forklædning. Forestillingen sætter fokus på manden på bunden. En socialrealistisk og nærværende historie som abstrakt dukketeater. Det er historien om omsorgssvigt og et misforstået behandlersamfund, hvor klienter drives i døden.

Dukkeførerne er som hyper-opmærksomme vidner, der gør som dukken vil. Det giver en særlig magisk dynamik, som er helt anderledes end levende skuespillere.

Dukkemageren og scenografen Rolf Søborg Hansen, har skabt nogen fascinerende levende dukkehoveder, vis kranielignende træk understreges af lyset. Sonja Lea har på fornem vis formået at udnytte lysets muligheder og skærpet undergangsstemningen med alt fra ulmende nøgne pærer, til U-bådsagtig undervandsstemning og vægge der bliver blødrøde.

Arnes fremmedgjorthed bliver tragikomisk udtalt med flodheste- og kineserdukker, der sammen med dukkeførernes levende lemmer skaber bizarre billeder.

Arne går under i en skærsildslignende række af prøvelser, hvor scenografien fremtryller utallige rum for øjnene af os; fra altanlejlighed, toiletrum og indre organer til jobcenterets triste korridorer. Selvom jeg ville foretrække, at den reelle lyd fra den rokerende scenografi, ikke indgik som lydkulisse i et ellers velkomponeret og foruroligende smukt lyddesign af Ida Jacobsen, bliver man forført af den velkoreograferede sceniske illusion.

Der er mange lag i dramatikeren Mikkel Trier Tygårds stykke, der gør dukketeatergenren både relevant og udfordrende for voksne. Men trods den sympatiske ambition i at ville fortælle om manden på bunden, ”..og alle Arner’ne derude”, virker anskuelsen af behandlersamfundet en smule klichefuld. Men scenografiens og dukkernes fascinerende kraft opvejer det dog fuldt ud; man keder sig aldrig, der er masser at se på og reflektere over før vi går under.

 

Sted Bådteatret
Tid 6. februar- 5. marts
Instruktør Rolf Heim
Scenograf & Dukkemager Rolf Søborg Hansen
Lys Sonja Lea
Lyd Ida Jacobsen
På scenen Laura Müller, Rolf Søborg Hansen. Pernille Nedergaard Haugesen og Karen Monrad
Dramatiker Mikkel Trier Rygård

 

Løft jeres stemmer før I forsvinder!

Med det seneste finanslovsforslag er det besluttet at spare 600 millioner på kulturen. Det betyder, at Det kongelige Teaters ledelse, har set sig nødstedt til at lukke teatrets scenografiske værksteder. Dette ser nu ud til at blive gennemført uden offentlig debat og med scenografernes stiltiende accept. Hvor er den faglige opbakning? Hvor er Danske Scenografer i debatten?

Scenografiske værksteder er ikke blot et værksted for scenograferne på Det Kongelig Teater. Det er værksteder med 250 års viden og scenografisk ekspertise, viden som overleveres, hver gang en ny scenografi produceres.

Selvom man ikke selv er scenograf på det kongelige Teater, har værkstederne har sat normen for, hvordan det ypperste ser ud, med scenografi af høj kvalitet, der hører til iblandt verdens bedste. Et niveau som smitter på hele den scenografiske branche i både Danmark og ude i verden, hvor danske scenografer af samme grund er meget eftertragtede.

Med lukningen reduceres scenografiens betydning ikke blot på Det kongelige teater, men i hele den scenografiske branche. Det betyder færre penge til scenografi og færre jobs til scenografer nationalt, såvel som internationalt. Det betyder, at publikum ikke oplever det ypperste scenografiske arbejde og det betyder en reducering af den æstetiske dannelse, som teatrene er med til at give publikum. Hvilket igen rammer scenograferne, når publikum ikke oplever kvalitet længere, stiller de heller ikke krav til den og pengene til scenografi og scenografer kan nemmere afskrives.

Med lukningen er det også slut med de fineste uddannelser inden for sceneteknik. Adskillige teatermalere, rekvisitører og teaterskræddere, skal se sig om efter et andet job og den kunst de er oplært i, vil ingen længere kunne undervises i, når faciliteterne forsvinder.

Fremover vil scenografisk produktion blive sat i udbud i Europa, dette betyder, at scenograferne ikke længere vi l kunne have umiddelbart dialog med værkstederne. Det vil betyde ringere kvalitet og flere masseproducerede totalkoncepter, der begrænser eller eliminere scenografi som kunstnerisk disciplin.

Når uddannelserne forsvinder, forsvinder håndværket, når faciliteterne ikke findes og når publikum ikke længere oplever scenografi som kunst, så forsvinder faget.

Selvom lukningen ser ud til at blive gennemført, uanset hvilken argument, vi har for værkstedernes eksistensberettigelse, bør vi ikke undlade at gribe chancen for at debattere værkstedernes betydning for det scenografiske fag. Med scenografernes stiltiende accept, er det ikke bare de scenografiske værksteder, der lukkes ned, men også en vægtig del af scenografi som kunstnerisk disciplin. Så Danske Scenografer, løft jeres stemmer før I forsvinder!

Det store Ædegilde – Den sidste nadver på kontanthjælp

Foto_Soren_Meisner_

Foto: Søren Meisner

Der er langtfra jobcenterets og sagsbehandlerens skranker i Fix&Foxys seneste iscenesættelse, hvor lugten af mad hænger tungt og intenst over Store Scene i Dansehallerne. Her æder 8 kontanthjælpsmodtagere sig igennem selvsamme menu, som i den fransk/italienske film ”Det store ædegilde” af Marco Ferreri fra 1973.

Scenografen Sille Dons Heltoft, har genskabt den filmiske setting og formået at fastholde virkelighedsteaterets kunstgreb og den scenografiske balance uden at teatralisere. Heltoft kan af-stilisere med en ekvilibristisk intellektualitet, så det bliver en stil i sig selv. Alligevel er scenografiens egen poesi tilstede overalt, for selvom scenografien, har taget direkte fra filmen, har elementerne fået en ny symbolladning. Iscenesættelsen og scenografien skaber et virkelighedsteater med et mylder af referencer, der spejler filmens scener med kontanthjælpsmodtagernes eksistensvilkår.

Forrest på scenen står langbordet dækket med hvid dug. Under en stor del af forestillingen sidder her en kvindelig kontanthjælpsmodtager i mørkegrøn kjole, som en anden Maria Magdalene ved den sidste nadver. Den kristne terminologi fornægter sig ikke, for er det i virkeligheden ikke disse mennesker, der korsfæstes for øjnene af os tilsammen af systemets ubønhørlige umyndiggørelse. Deres medvirken i forestillingen lader dem for et øjeblik undslippe dette greb, mens deres livsvilkår serveres for publikum. De originale personligheder fortæller deres personlige historier om alt fra psykisk sygdom, følger af sexmisbrug og stofmisbrug, til håb og drømmen om en dag at undslippe. Mens maden indtages i utrolige uappetitlige mængder, ofte alle andre steder end ved bordet, står stolene underligt tomme som et minde om alle de ubrugte potentialer, der går tabt.

Forestillingen gestalter overdådigheden til kvalmepunktet, den ene ret efter den anden, fra vagtler og kalkun til crepe suzette og buddingebryster, med prutter, lort og bræk til følge. Som i ”Jeppe på bjerget”, der vågner i baronens seng, undslipper vi ikke systemets jerngreb og en grum skæbne. Et system, der forekommer mere og mere meningsløst, efterhånden som scenens køleskabe, som forestillingen skrider frem, fyldes med de døde: Fråseriet bliver vores alles død, enten ved at nogen får for lidt eller nogen får for meget.

Som et uskyldigt og magtesløst tavst vidne, er et akvarium med en to udstoppede dådyr centralt placeret i scenografien. I det andet hjørne står et billardbord, hvorpå spillerne ligger sig som hunde i et spil kegler. Bagtæppet blafre for en kort stund med drømmen om at undslippe, men der er ingen egentlig udvej, for livet er virkeligheden lige nu.

Fix&Foxy har i deres tidligere forestillinger benyttet sig af virkeligheden, af publikumsinvolvering og af virkelige personer frem for skuespillere. Den skarpe adskillelse af scene og publikum, er således usædvanlig, idet publikum denne gang er på sikker afstand af scenen. Men i betragtning af det mod, de medvirkendes udviser ved at stille sig frem og dele deres historier, er det nok et nødvendigt hensyn iscenesætterne har måttet tage. Men med julefrokosterne, der står for døren og med vedtagelsen af regeringens seneste finanslov, kan Det Store ædegilde, dog dårligt komme tættere på.

 

Sted: Dansehallerne

Tid: 21. november – 1. december 2015 kl 20 Mandag, Onsdag, Lørdag.

Producent: Fix&foxy

Medvirkende: 8 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister:

Sebastian Behrndtz

Ann-Selena Cailloux

Eddie Emhof

Troels Laurell

Noga Bonibay

Kim Dalmose

Kasper Mechlenburg

Katrine Fokdal

Koncept og iscenesættelse: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Anna-Maria Barse
Lysdesign: Tobias Stål
Lyddesign: Ditlev Brinth
Kok: Birgitte Kampmann
Assisterende kok: Christine Bille Nielsen

“Hjem” – en leg på tæppet

 

Foto: Andreas Bergmann steen

Foto: Andreas Bergmann Steen

I de selv samme minutter som Paris bliver ramt af terror, leger jeg sammen med det øvrige publikum i performanceinstallationen ”Hjem”, at jeg er syg. Vi ligger på nogen madrasser og jamrer, kalder på vand og omsorg. I en verden, hvor millioner er fordrevet fra deres hjem, synes ”Hjem” som et velvalgt tema for Seimi Nørregaards seneste værk.

Der har været allergiske reaktioner fortæller Seimi inden vi træder ind i performanceinstallationen og inden hun selv sætter sig med et klæde over hovedet. Jeg tænker om det er den hengemte lugt af gammelt tøj, der er årsagen.

Det er Warehouse9 i Kødbyen, der denne gang ligger rum til. Vi går rundt på strømpefødder, på en sammenstøbning af brugte væg-til-væg-tæpper. Publikum bliver straks sat i sving med opgaver, såsom at gemme slik, sorterer tøj efter farver, klippe bogstaver og støvsuge madrasser. Jeg deltager velvilligt og med åbent sind og forsøger at kode meningen, men føler allermest, at jeg er blevet sat tilbage i børnehaven.

Med masser af brugt stof, et socialrealistisk tema og en form, der blander rum, installation, performance, publikumsinvolvering og digt, er ”Hjem” et typisk Seimi Nørregaard.

Samtidig forekommer ”Hjem -En ommøblering af det kendte” som et forsøg på konsekvent at dekonstruere både form og indhold. Alt hvad der foregår, bliver på en måde lige-gyldigt. ”Ingen rejser sig og går, ingen bliver siddende”, flyder ud af Seimis mund. Vi kan lade være, eller ikke lade være. Således går den dybere mening også tabt for mig. Det hele virker for nemt og for lemfældigt.

Hvis man vil, kan man godt finde pointer og måske skal installationen have lov til at vokse igennem publikumsinvolveringen, der ved hver forestilling efterlader sig spor til den næste forestilling. Men der er for meget selvsving over performanceduoen Seimi Nørregaard og Boaz Barkan, som godt kunne have brugt input, der ikke blot kom fra et umælende publikum. Vi kan gemme slikket, vælge bogstaverne og sorterer farverne i tøjet, lade os gelejde rundt efter Seimis barnlige instruktioner, men hvad mere faciliterer forestillingen?

Brugte madrasser, en parasol, et interimistisk plankeværk er måske nok et rumdigt for, hvor skrøbelig en illusion hjemmet som skærm mod verden er blevet. Og skabe og skuffer, der gemmer ubrugelige genstande, gestalter måske nok vores meningsløse ophobninger, og Seimi med klæde over hovedet, vores fornægtelse. Men performancens barnlige attitude forbliver en leg på tæppet og de rumlige digte fortaber sig i meningsløs hoppen på madrasser. Jeg er ikke længere noget barn, jeg kan ikke længere blot lege videre midt i en verden af galskab. Således står paradokserne i kø, i en cirkel, der slutter om sig selv, i ”Hjem -en ommøbleringen af det kendte”.

Iscenesættelse: Seimi Nørregaard og Boaz Barkan
Sted: Warehouse 9,  København V
Spilleperiode: 11. – 27. november 2015 Tirsdag-lørdag kl. 20, søndag kl. 15
Udstilling: Tirsdage og fredage kl. 13-18 – gratis entré

+1 – Et sort rum, der aldrig forsvinder

+1_MÆRKVÆRK_PerMortenAbrahamsen_10

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Apocalyps now” er svært at udtale for en ung pige med selvværdsproblemer, præcis lige så svært som det er at gestalte en ung piges ensomhed. Teater Mærkværk kaster sig dog modigt ud i begge dele med en monologen +1 af Line Mørkeby. Raphael Solholm, har stået for scenografien, der lever op til alle turnekrav og består af et kvadratisk scenerum af sorte vægge og tre hvide kæmpepuder. Lamperne, der hænger på toppen af væggene udgør lyssætningen. Bedst som man tror, at rummet ikke gemmer nogen overraskelser, hives lakridskonfektdåser ud af usynlige åbninger i væggen og rummet forvandles til et hvidt projektionslærred for den ensomme pige, der har et dødningehoved af nitter på sin sorte t-shirt. Men så er det også slut med overraskelser i denne forestilling og som min 13 årige datter bemærker: ”den siger ligesom ikke noget nyt, alt det ved jeg godt i forvejen, så hvad mere vil forestillingen fortælle mig?” Fra mit voksenperspektiv forstår jeg hende, men tænker også, at denne forestilling ikke skal stå alene, men suppleres af formidlingsmateriale og være oplæg til diskussion rundt omkring på skoler og gymnasier.

Videodesigneren har ligesom scenografen ikke pyntet på noget, projektionerne er skåret ind til nærmest dokumentarisk virkelighed, der paradoksalt ikke er virkelighed i forestillingen, men den virkelighed, som monologholderen forestiller sig hun ville have, hvis hun ikke var ensom. Dette greb er interessant i sig selv som oplæg; for hvad er virkelighed i selviscenesættelsen på de sociale medier?

Identifikationen med monologholderen (Anne Gry Henningsen) var svær at opnå. Som min datter sagde; “hvorfor kunne man ikke finde en yngre skuespiller, der passede bedre til alderen?” Fra mit voksenperspektiv, er mit gæt, at det måske netop er meningen, at der ikke skal være en alt for stærk identifikation, men at publikum skal kunne distancere sig for at kunne se problematikken.

+1 er på sin vis blottet for visuel poesi og bør snarere vurderes for sin terapeutiske effekt, end for sine kunstneriske kvaliteter. Der hvor man kunne poetisere, har man undladt det, de sorte vægge forsvinder aldrig helt, vi ser aldrig pigen i den ensomme spot i det uendelige sorte rum. Som publikum er vi beskuere af både flere virkelighedslag og en nøgen gestaltterapeutisk apokalypse med kæmpepuder, men også det, er en kunst i sig selv.

 

SPILLESTED&SPILLEPERIODE:
Teater Grob, København: 20. – 30. oktober 2015. Teater Nordkraft, Aalborg 3. – 9. november 2015

PRODUCERET AF: MÆRKVÆRK og TEATER NORDKRAFT

MEDVIRKENDE ANNE GRY HENNINGSEN
INSTRUKTØR LEIV ARNE KJØLLMOEN
DRAMATIKER LINE MØRKEBY
SCENOGRAF & LYSDESIGNER RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM
LYD- & VIDEODESIGN RASMUS KREINER

HIC SUNT LEONES – SMITTEFARE JEANNE D’ARC – Vor fælles skæbne i junglesumpens dyb

HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc

Foto: Sydhavn Teater

Hele verden er i krise, den fattige tredje verden især, vi vil så gerne hjælpe, men kan vi det, uden grundig ransagelse af vores egen rolle i krisen og det der har skabt den?

Sydhavn Teater har sammen med det tyske team og Warehouse 9, skabt en totalteaterinstallation i WH9’s lokaler i Københavns Kødby, hvor de dissekerer vestens rolle i den tredje verden.

Foran indgangen til WH9 stimer folk sammen og jeg undrer mig over en backpacker med høretelefoner og tyggegummi, der blander sig i mængden, men ligesom hende er jeg jo også på en slags ekskursion. Totalteatret er for længst gået i gang…

Publikum bliver sluppet løs på loftet og må selv navigere rundt. Jeg bliver dog som de fleste andre i mørket tiltrukket at en mandlig silhuet på baggrund af en grønlig projektion.

Junglens billeder projekteres på en sygeskærm og skikkelsen spejler vores eksistentielle refleksioner; ”Hvorfor er vi her?” ”Hvordan eksisterer vi uden liv, død, tro og tillid?” ”Hjælp os med at samle stumperne!” Så kommer backpackeren trampende og spørger om vej og vi følger alle efter Backpackeren og den hvidmalede skikkelse, udsmykket med sorte pigge, der bevæger sig edderkoppeagtigt gennem rummet.

Den anden ende af loftsrummet danner setting for en primitiv lejr i en afrikansk bush. Her sidder den kyniske lejesoldat bag et skrivebord med en computer, hvor han enten tjekker folk ud eller ser på porno med en ødelagt globus ved hans side. Hans roommate slænger sig på madrassen og zapper sig gennem voldsvideoer med henrettelser og tortur, som han også kalder porno. Backpackeren ankommer og viser sig at være en NGO’er, der er ivrig efter at komme i gang med vaccinationsprogrammet. Remedier fra et felthospital står ubrugte hen, der ligger dukker i små senge og nussede feltmadrasser spredt på gulvet.

Publikum må placere sig, hvor de vil; følge de enkelte performances, der opstår, fra enhver vinkel, vove sig ud i rummets kroge eller ned i den mørke tåge, hvorfra mystiske primale lyde stiger op.

Nedenunder befinder vi os i en slags junglesump. Hvidt støv i mørket danner ulmende former af kropsdele. Lemmer fra dukker og udefinerbare genstande flyder i bunker og jeg får et chok, da en bunke med et bliver levende. En spolebåndoptager kaster roterende projektioner rundt. Fragtmenter af en offerbænk anes, hvidmalede skikkelser danner deres egne fremmede ritualer hernede i sumpen. Publikum kigger på, tager billeder, men besmittes med det hvide støv, der ligger overalt. Backpackeren er på en hellig mission, på flugt fra de hvide væsner. Utallige billeder af barbarisk skønhed blander sig med hinanden alt efter hvor jeg står og kulminerer i en voldsom offerscene, der vender vores vestlige selvbillede på hovedet og viser globaliseringens gru. Jeanne D’arks korstog slutter, der hvor hendes identitet afsløres og vi indser vores fælles skæbne i junglesumpens dyb.

Scenografen og videokunstneren Christian Bech, har sammen med det kunstneriske team skabt et gennemført scenografisk univers, der gør publikum til medskabere af den komplekse billedmosaik i både gestaltet og bogstavligste forstand. Et opråb fra globaliseringens sump!

Fakta: HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc  #1 er første del af et toårigt teaterprojekt i samarbejde med Mirko Borscht, Warehouse9 i København og Teater Nordkraft i Aalborg. Forestillingen videreudvikles til en opsætning på Teater Nordkraft med premiere i september 2016

Dele af den nyskrevne tekst består af brudstykker af Friederich Schillers Jomfruen fra Orleans fra 1801

SKUESPILLERE: Olaf Højgaard, Mille Maria Dalsgaard og Malik Grosos
PERFORMERE: Jørgen Callesen og Carla fra Helles7ed
INSTRUKTION: Mirko Borscht (DE).
SCENOGRAFI OG VIDEO: Christian Bech (DE).
MUSIK: Carla fra Helles7ed.
KOSTUMER: Elke von Sivers (DE)
TEKNIK: Ruth-Johanne Andersson

Phoenix – en vandring i dit sind

De mørke skyer hænger tungt og brister i det jeg ankommer til Teaterøen, på Københavns Holms yderste spids. I foyeren venter jeg til det bliver min tur og billettøren giver mig et gult regnslag, som kan beskytte mig mod regnen, når jeg om lidt skal ud og opleve øen på egen hånd.

På vandreperformancen Phoenix, er du alene med øens industrielle landskab, de iscenesatte rum, installationerne og de enkelte performere. Guidet af stemmen i høretelefoner og hvide sten, begiver jeg af sted som Grete uden Hans.

Poetiske forvandlingshistorier folder sig ud for mit indre øre, mens landskabet sanses og min krop bevæger sig op og ned ad interimistiske stier. Jeg møder fyrbøderen i et ulmende mørke, der sværter mine fødder og hænder. Jeg møder mig selv og min egen angst for mørket og det fremmede åndedræt. Blændet af mørket er et fløjlsreb min guide, hvor synssansen er væk og jeg overvældes af mit eget blods susen og min manglende evne til at møde fuglen Fønix i det inderste kulsorte mørke.

Midt i det lange græs anvises jeg en stol mens regn og blæst river i det gule regnslag og overdøver ordene fra den sarte stemme i mit øre. De hvide sten fører mig ud på kajen hvor en båd står tøjret. Nede i kahytten bliver jeg placeret overfor en kvinde i hvidt. En transformeret og lysende udgave af Fønix i mørket, som jeg kun fornemmede, men ikke så. En bakke med salt gynger imellem os mens forvandlingshistorien udvikler sig til uendeligt hav, der ikke kan være inde i fuglen og den må briste i en ny fødsel.

Fortællingen er løsrevet fra den stedspecifikke historie. Phoenix fremstår som en rent sanset gestaltning uden forankring i selve stedet og som publikum må man slippe alle forestillinger og lade sig involvere i det performative sanseunivers, der er forbundet af elementernes metamorfosiske egenskaber og den dramaturgiske helhed, på det performative, såvel som det metaforiske plan.

Elementernes stoflighed og mytologi bliver nærværende og yppersanselige i performancens omsorgsfulde håndtering af kul, salt, vand, sand og rød farve.

Phoenix er en vandring i dit sind. Konfronteret med én til én performances er oplevelsen, og din evne til forvandling og overgivelse, pålagt dit eget sindelag og ego. Jeg oplevede performere, der var i stand til at holde en afpersonificerende og tantrisk balance og blev hensat i en nærmest ego-opløsende tilstand ved vandringens kulmination.

I evigt forvandlende kredsløb er vores sjæl, hvis vi tør flyve fra reden…

 

 

 

 

 

Titel: Phoenix

Co-produktion ml. Wunderland, Københavns Internationale Teater & TEATERØEN

En del af Metropolis Festival 2015

Spillested: Teaterøen

Spilleperiode: 16.-30. august

Kunstnerisk leder og performer Mette Aakjær (DK)

Dramaturgisk konsulent Sarah John (Australien)

Komponist og lydkunstner Thoranna Bjornsdottir (Island)

Performer og danser Cindy Rudel (Tyskland)

Performer og danser Nina Matthis (Sverige)

Performer Sara Vilardo (Italien)

Visuel kunstner Sigrid Astrup (Norge)

Forfatter Sonja Winckelman Thomsen (DK)

Gæsteperformer Helga Rosenfeldt-Olsen (DK)

Teknisk interaktionsdesigner Rune Brink (DK)

 

Leaves – Guldet i underverden

Forestillingen Leaves på Copenhagen Opera Festival 2015.

Foto: Mathias Bojesen

Atomkælderen under kommunehospitalet, sætter den dramatiske præmis for Leaves, The Colour Of Falling. Efter at have afleveret vores egendele inklusive mobiltelefoner, slippes vi fri i underverden. Som natsværmere flakker vi rundt i et labyrintisk mørke. Mystiske former anes og sarte lys bugter sig som blodårer i de tågede underjordiske rum, der vækker gysende fornemmelser.

Hades selv må være hidkaldt til denne forunderlige forestilling, der får opera, ny musik, scenografi og involverende stedsspecifik performance, til at gå op i en højere enhed.

I det, der ellers føles som en tilfældig omstrejfen, guides vi umærkeligt ind i et publikumsrum med stole, hvor musikerne og sangerne, med guldglimmerlæber og sortmalede øjne, tager i mod os med foruroligende sjælsforladte smil og inciterende bløde beats. Musikere og sangere er i klædt i sort, med skæve detaljer og en patina, som havde de just lige rejst sig fra deres kister. Kønsidentificeringen har også fået et twist, med kontratenoren klædt i sort blondekjole og skulderepauletter.

Det fade gustne gule lys kvæler alle andre farver end den gyldne, der til gengæld fuldender det scenografiske billede i al sin dekadence. Universet er som i den græske mytologi, hvor underverden er der, hvor de ædle metaller befinder sig og hvor døde sjæle lever en skyggetilværelse uden jordiske glæder. Og ikke mindst er vi på alle tiders alkymistiske rejse i søgen efter det evige liv.

Publikumsrummet danner rammen for en mere klassisk koncertform, hvor sangerne præsenteres. Senere spreder de sig ud i kælderens forskellige rum med publikumsinvolverende performances. I et rum kaster kontratenoren Morten Grove Frandsen guldblade over en blæser, der med sin infernalske støj indgår i den musikalske kakofoniske helhed. I et andet rum bliver cellisten en del af et billede med muterede hvide yvere. I et tredje står bassangeren Nicolai Elsberg bøjet over et blanksort kar og hidkalder sit publikum med dommedagsrøst til et sidste ritual, der sværter vores ansigter. I et fjerde hugger sopranen Lisbeth Balslev træstykker med en økse mens hun med inderlig martret sang fra sjælens smertedyb befaler sine tilhørere at se på hende. Det er smukt og stærkt at opleve en ældre kvindes krop med en sjælsstærk stemme midt i et rumligt kaos af afhuggede træblokke, der fører tankerne hen på den visuelle eyecatcher i Lars von Triers Antichrist, hvor træernes rødder bliver til hænder i penetrerende forening mellem mand og moder jord.

Sangerne er voldsomt og fascinerende tæt på publikum, der danner bredden i underverdens flod af blåt lys, hvor sangerne glider poserende forbi i kostumer af mytologisk stof og hidkalder os  med alkymistiske besværgelser.

Scenografen Marie Rosendahl Chemnitz, har sammen med lysdesigneren Anders Poll, ikke blot frembragt en række rumlige installationer, der fungerer underfundigt som stemningsmæssig optakt og performativ ramme, men også skabt en overflod af gysende effekter med referencer til græsk mytolog, ægyptiske gravkamre og den moderne horrorgenre.

Leaves er en forestilling der forfører, tryllebinder og i al sin grusomme skønhed lutrer sanserne.

Til trods for den indbyggede tilfældighed, der er når publikum selv skal finde rundt, har instruktøren, Christian Lollike, formået at skabe et performativt flow i den musikalske helhed, som er komponeret særligt til rummet af Karsten Fundal og indieorkestret Efterklang. Atomkælderen som stedspecifik ramme med den uhyggelige præmis ”hva nu hvis?” får et eventyrligt mytologisk twist i denne horrroropera og jeg stiger faktisk op fra underverden med både mudder i ansigtet og guld i lommerne.

 Leaves, The Colour Of Falling

Sted: Atomkælderen under Kommunehospitalet

Spillede fra den 27. juli til den 8. august 2015, Leaves kan opleves som ren koncert under Århus Festuge den 1. september 2015

Komposition KARSTEN FUNDAL og EFTERKLANG
Lyrics URSULA ANDKJÆR OLSEN
Instruktion CHRISTIAN LOLLIKE
Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ
Lysdesign ANDERS POLL
Performance EFTERKLANG og KATINKA FOGH VINDELEV (sopran, We Like We), LISBETH BALSLEV (sopran), CASPER CLAUSEN (Efterklang), NICOLAI ELSBERG (bas, Spillemændene) og MORTEN GROVE FRANDSEN (kontratenor)
Foto SØREN SOLKÆR
Co-produktion med COPENHAGEN OPERA FESTIVAL