Tag-arkiv: TOETT

Den perfekte Ø

Foto: Henrik Grimbäck

På Teater Sort Hvid tager Kunstkollektivet, The Other Eye Of The Tiger (TOETT) os med på en rejse til den anden side af undergangen, hvor Bob More, der har ligget nedfrosset i 3000 år vågner op til forestillingen om det perfekte samfund, et samfund, der starter fra Nul.

Scenografien af Ida Grarup, danner en slags Ø for menneskets forestillinger, hvor træerne både i visuel og konceptuel forstand vokser ind i himmelen. Syntesen mellem lyd, billede og tekst, rammer en til tider meditativ balance, der giver plads til skønhed og refleksion. Hvor eumeniderne synger og Gaia åbner sit skød, hvor styresystemet trænger ind i hele vores væren og syndikatet sætter rammen for det menneskelige fællesskab.

Og publikum inddrages i både fysisk og tekstuel forstand. Vi mærker jorden åbne sig, når rummet bliver en tidsmaskine, der bringer os om på den anden side af apokalypsen. Vi mærker, hvad nye samfundsmodeller byder på når vi inddrages i dialog, frem for blot at få fortalt. Det konceptuelle greb griber ind på alle parametre og eksekveres både som forestilling og som konkret timelig løsning på, hvordan vi som mennesker kan forbinde os til hinanden og ikke blot som publikummer til en forestilling.

Trods måske u-poetiske forskeres bidrag, er Nul i både tekstlig og visuel forstand stærkt poetisk og velafstemt dramaturgi. Instruktøren Henrik Grimbäck, har givet plads til den digteriske monolog, der spejler samtidens menneskelige dilemmaer. Forestillingens præmis synes at være menneskets forestillingsevne og evne til at genskabe sig selv som menneske i nye bevidsthedstilstande, eller som en U-u fugl. Netop i forhold til forestillingsevne, spiller teatret en afgørende rolle, da den med sin abstrakthed, og med sin visuelle og multidisciplinære styrke, kan danne nye veje for vores forestillinger.

Med abstraktionen om Nul gives også katarsis, hvor vores sårs evige akkumulerende sorg spejles. Hvor vores afmagt og arvesynd er fejlen eller den dannelsesproces, der gør os til diamanter stigende mod solen til den sluger os og alt atter begynder ved Nul.

I abstrakt og visuel forstand er forestillingen om Nul den perfekte Ø at starte fra, et laboratorium for erkendelsen. Her er kun os, de tusinde stemmer i dit hoved er differentieret som stjerner i den uendelige galakse og stilheden kan indfinde sig midt i apokalypsen, midt i pandemien og som Fugl Phønix rejser vi os fra asken på den anden side…

Sted Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
Tid 11.09.2020 – 03.10.2020 Mandag-fredag kl. 20, lørdag kl. 17
Varighed 1 time og 25 min.

Koncept THE OTHER EYE OF THE TIGER (TOETT)

Medvirkende MORTEN HEE ANDERSEN 

Instruktør HENRIK GRIMBÄCK

Scenograf IDA GRARUP

Lysdesigner SÚNI JOENSEN

Lyddesigner VIKTOR DAHL

Lyddesign-konsulent ASGER KUDAHL

Forestillingsleder MIA-LUISE HEIDE

Dramaturg MIRIAM FRANDSEN

Foto NATASCHA THIARA RYDVALDM

Fotos fra forestillingen HENRIK GRIMBÄCK