Tag-arkiv: Teater Får 302

OMSORG -Vakuum i kunstlys

Foto: Thomas Cato

Planter kan godt leve uden solens lys, når de i stedet får kunstigt vækstlys. Teknologien er blevet stadig mere effektiv og industriens planter gror i kunstlys døgnet rundt.

Er omsorgen på samme måde blevet kunstig og er vi fastfrossent i et vakuum, hvor det, der er tilbage er minimale excel-beregnede betingelser for vækst.

I OMSORG, placere scenografen Dons Heltoft-Christensen dilemmaet på en æstetisk knivsæg, et kunstigt vækstunivers, der samtidig rummer paradoksale billeder af et dystopisk idylnostalgisk hindsides.

Forestillingens oplæg begræder velfærdsstatens omsorgsforordninger, der har overladt den ægte omsorg til ”systemet”. Denne omsorgstematik driver med forestillingen ud af kurs, så man nemt mister orienteringen. Lader man sig drive med, viser forestillingen sig snarere som en undersøgelse af værdier, der gik tabt, en opdagelsesrejse i vores bevidsthed om fællesskab, vores håb og erindring.

Med performative stilistiske greb går det kunstneriske hold på opdagelse i en kunstig kultur hvor rum og kroppe omslutter og udskiller hinanden. I lyddesignet af Andreas Catjar krystalliseres denne proces, hvor øjendråber lander med rungende kæmpeplask.

Forestillingen er i sine billeder mættet med litterære referencer og vil næsten for meget på engang. Men scenografien redder konceptet med sikker farve og stilsans uden at simplificere, med modet til at bryde sin egen parole og åbne op for nye associationer og samtidig skabe et både originalt og helstøbt univers.

Den scenografiske proces har i sig selv understreget forestillingens koncept.

Fra de medvirkende, har jeg ladet mig fortælle, at scenografen, til at starte med, installerede ægte græsmåtter. Men da spillerne, havde prøvet på dem i tre uger, var Får302’s lille scenerum ikke bare fuld af skimmel og fluer, men græsset var heller ikke længere grønt. Med andre ord kunne denne kunstneriske proces ikke vedligeholde den ønskede kultur, og løsningen endte med et kunstigt græstæppe. Således forstærker forestillingen på en måde sin egen pointe om kulturen og naturen og den omsorg vi ikke kan levere. Selvom det kunstige aldrig kan erstatte det naturlige, spiller det kunstige sin egen vigtige rolle i fortællingen og processen danner i sig selv en metafor for grænselandet mellem kunstighed og natur.

Sonja Leas lysdesign korresponderer med den scenografiske installation og dens farvevalg og fuldender terrariumstemningen.

Terrariumkonceptet placerer et metalag, der som en slange, slutter om sig selv og kommentere kulturens kunstighed.

Om det er et tæppe af plastik eller ægte græs er det ikke det afgørende kunstgreb. Pointen er, at grænserne mellem kunstighed og natur er flydende, i en form for vakuum, hvor både plante og plastik eksisterer hinsides solens lys.

Sted: Får302, København

Tid: 24. august – 16. september 2017, man – fre kl. 20.00, lø kl. 17.

Af og med: Morten Klode, Andriana Seecker (DE), Peder Holm Johansen, Charlotte E. Munksgaard & Birgitte Prins
Instruktion: Johannes Maria Schmit (DE)
Koreograf: Andriana Seecker (DE)
Komponist & lyddesign: Andreas Catjar (SE)
Scenografisk idé: Sille Dons Heltoft-Christensen
Lysdesign: Sonja Lea
Kunstnerisk konsulent: Anders Carlsson (SE)
Dramaturg: René Kruse

Save

Pigen der legede med svovlstikkerne brænder alt det af, der gør ondt.

Skriv et svar

Verden er sort hvid for det spaltede trekløverensemble, der spiller Pigen der legede med svovlstikkerne og blander HC Andersens eventyr med Stieg Larsons ikonografiske karakter Lisbeth Salander. Således skabes også et kontrastfyldt drama i Får302s sorte rum, hvor spillernes ansigter lyser hvidt i mørket og Sorte kasser tegner scenografiens koreografi, der bringer os ind i fortællingen med dynamisk timing.

Omsorgen er fraværende på perronen, hvor pigen venter på, at toget skal komme og tage hende med til et land af mere grå nuancer, men bliver så med ét nærværende, da hvide tæpper og puder for et øjeblik favner det sorte.

Et lille liveduo sætter stemningen med firser-sort melankolsk punkpop, der drager publikum ind i de mørke følelsers univers.

Svovlstik på svovlstik bliver strøget. Med skarpt tegnede tableauer, kigger vi først ind i selfiens snapshots, for i det næste øjeblik at kigge ind i pigens vrede, hendes traume og skæbne uden binding, anerkendelse, respekt eller bekræftelse fra andre end hende selv.

Svovlstik for svovlstik brænder hun alt det af, der gør ondt af for øjnene af os. Mens musikken spiller og toget passerer, dør hun af kulde og ekskludering.

Scenografisk er forestillingen sparsom og selvom det lille sorte rum i sig selv gestalter stemningerne, virker lyssætningen sine steder uheldigt dominerende med sine mange lamper opad væggene, der måske giver mening, hvis de kunne have vist en vej ud af svovlstikkernes sorthvide tilgang til tilværelsen.

Spilletidspunkt: 1.6 – 6.6 (ma. – fre kl. 20, lø. kl. 13)

Sted: Teater Får302

Gæstespil af Teater Vígdís
MEDVIRKENDE: Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, Sophia Grønlund og Sanne Boeskov Christensen
MUSIK: David Tholander, Lauritz Carlsen
INSTRUKTØR: Sarah Felskov
DRAMATIKER: Heidi Vd Heijkant Christiansen
LYSDESIGN: Jacob Münster

Turister – ingen steder på den anden side af hegnet

Skriv et svar

Et rustens smedejernsgitter skaber det skarpe skel mellem scene og publikum, mellem turisterne på resortet og pøblen. Scenografen Carsten Burke er en erfaren scenograf, der mestre sine billedgreb og åbner lagene i Turister som en kinesisk æske. Også lysdesigneren Sonja Lea har understreget stykkets indre og ydre dramaturgiske lag. Turister er et glimrende eksempel på Får302s ensembles karikerede spillestil, der alligevel lader karakterernes kompleksitet folde sig ud og sammen med scenografien i det lille rum, danner helstøbte billedtableauer på den meget trange plads.

Turisterne kunne være hvilket som helst sted i verden og verden er slet ingen steder i den hule maskerade, hvor forklædningerne falder, når maskerne tages på. Den tableauagtige spillestil drager paralleller til comedia del arte, som i andet akt, kulminerer i en scenografi med venezianske masker og perspektivscene, der er kunne være et diskotek, en himmelpassage, uden udgang, eller et fancy pissoir, og hvor det langhårede gulvtæppe, med en farvefiltrering af lyset bliver til græs og figurernes indre natur åbenbares i takt med, at den omgivende verdens realitet trænger ind i turistresortet. De scenografiske snapshot favner clash af parallelverdner, klasse- og kulturforskelle og Får302 sprænger atter de rumlige gestaltninger i det intime teater.

Danmarkspremiere på Turister

Spillested: Får302
Spilleperiode 16.2 – 7.3 2015

DRAMATIKER: Magnus Dahlström
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen
LYSDESIGN: Sonja Lea
MANUSKRIPT Magnus Dahlström
MEDVIRKENDE: Morten Hauch-Fausbøll, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Pauli
Ryberg
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing
LYDDESIGN: Thomas Matyjasik

2015 i scenografiens tegn

Skriv et svar

2014 går stærk på held og det har været et oplevelsesrigt år. Fra jeg lancerede sceno.dk med anmeldelsen af Trumpets in the sky af T.I.T.S. på Det frie felts festival, til kronen på mine scenografiske oplevelser, med Ventestedet af Signa. De to forestillinger arbejder på hver sin måde med stærke visuelle og sansevækkende virkemidler. Trumpets in the sky med sit ultraminimalistiske formsprog og Ventestedet med en kompleks mangfoldighed af visuelle udtryk mellem virkelighed og fiktion. De to forestillinger forbinder sig ved begge at pege fremad og åbner for nye måder at opleve scenekunst og scenografi. Ikke mindst med Ventestedet, hvor grænserne mellem scenografi og virkelighed blev udvidet.

Teater Sort-Hvid har i foråret 2014 udstedt en konkurrence om et rumligt/scenografisk koncept. Sort-Hvid sætter således 2015 i scenografiens tegn med vinderkonceptet NOMA, der er udviklet af scenografen Dorte Holbæk og kunstnerne Derek Lesher og Andreas Liebmann og som vises i februar. De har tidligere sprængt de scenekunstneriske rammer ved at blande visuelt madteater, billedkunst og performance. Det lover godt for et 2015, hvor jeg håber at opleve scenografi, der sprænger scenekunstneriske udtryksnormer og smelter sammen med andre kunstarter.

I januar vil jeg opleve Det menneskelige Teater med ”Men nu har jeg en hjærne”, med kostumer af Line Frank og iscenesættelse og scenografi af Nils P. Munk.

Til april skal jeg helt sikkert overraskes af teater Fix&Foxy med forestillingen Love Theater og Tumult i Dansehallerne. I løbet af foråret skal jeg runde Københavns musik teater og en tur på Nørrebro Teater og se, hvad Maja Ravn har scenograferet og jeg skal også forbi Faar302 og slutte sæsonen af med CPH Stage og Det frie felts festival.

2015 byder desuden på Prag Quadrinalen, en international begivenhed, med performances, workshops, forelæsninger og udstilling af scenografi fra hele verden, hvor også Danmark vil være repræsenteret.

Ud over anmeldelser, skal jeg lave interviews med scenografer og sætte ord på den scenografi, der er sværest at få øje på. Jeg håber rigtig mange vil kigge forbi sceno.dk og at mit scenografiske fokus vil brede sig som ringe i vandet.

Godt Nytår!

Frisørerne – Requiem over pseudokvindernes spejlkabinet

Skriv et svar

Astrid Saalbachs stykke er i Søren Iversens iscenesættelse en uformelig dødsmesse over de fremmedgjorte pseudokvinder. Pseudokvinderne er adskillige kvindefigurer i utallige parykker og outfits, der kommer ind og ud af en dør, hvis knaldrøde farve får mig til at tænke på engelske dobbeltdækkerbusser.

Sammen med den røde dør, udgør scenen en tøset frisørsalon med vægge dækket af spejlfliser, der som i et spejlkabinet spejler de utallige kvindefigurer i en uendelighed. Her udspiller stykkets tyggegummityggende hovedfigurer, deres botoxpumpede forestillinger, med en em af hårprodukter i pseudoluksusklasse, damemagasiner og selfieporno.

Den urkvindelige autenticitet er en posedamelignende galning, spillet af Jannie Faurschou i falmet grøn og beskidt cottoncoat, der ikke bruger døren, men blot dukker op, ud af baggrundens changerende, lyserøde perlegardin og efterlader en hørm som frisørerne bekriger med hårprodukter. Hårprodukterne og frisørremedierne kunne, som scenografisk element, for min skyld godt være tegnet endnu mere grotesk op, være mere sanseligt anmassende. Som visuelt realistiske produkter opnår de ikke en gestaltet teatral visualitet.

Drømme og realplanet flyder derfor også for det meste visuelt sammen og det er lidt uklart, hvad forestillingens formmæssige hensigt er, med en forvirrende blanding af genrer, fra slap stik, improteater og revy til tegneserieagtige fremstillinger, andet end at fortælle os, at kvindefrigørelsen har sejret ad helvede til, med retten til at leve op til mandens dukkeidealer og pule sin egen kvindelighed til surreal gyselighed. Mange steder savner jeg en større skarphed og stramhed i spillerarrangementet, der visse steder forekommer decideret dilettantisk.

Stine Martinsen, der i øjeblikket også er aktuel på Folketeatret og Göteborg Stadsteater, har skabt en scenografi, der til gengæld er en ret præcis metafor for kvindens uendelige selvspejlende tomhed med momentvis smukke forvandlingsbilleder, hvor instruktion og scenografi smelter fuldendt sammen; som da bruden, med hjælp fra frisørerne får brudt sin jomfruhinde og danser ud i mørket. Eller når en kræftramt kundes doku-selfie på ipaden, ligeledes forsvinder vægtløst roterende ud i mørket. Slutbilledet er i æstetisk topklasse, hvor bødlen står i silhuet med skæbnen og en skærmende paraply i sin hånd, omkranset af en giftiggrøn selvlysende gevækst, på en baggrund af mørkgustent grønt lys, designet af Søren Knus, der i sig selv har gjort et kunststykke med at lyssætte en spejlscenografi. Til slut kortslutter lyset med et sakseklip, spejlkabinettet er mørkt og spejler ikke længere, men er en celle uden udgange. Pseudokvinden graver sin egen grav, som akkompagnementet af Mozarts Requiem tydeligt understreger.

Spilleperiode: 20. oktober – 19. november 2014, man-fredage kl. 20, lørdage kl. 17
Spillested: FÅR302
Gæstespil af København Teater Observatorium
Dramatiker: Astrid Saalbach
Scenograf: Stine Martinsen
Instruktør: Søren Iversen
Lyd: Jes Theede
Lys: Søren Knus
Medvirkende: Sofia Nolsøe, Kathrine Høj Andersen, Ene Øster Bendtsen, Lykke Sand Michelsen og Jannie Faurschou.

Sympati for Djævlen – Sløret og spejlet

Skriv et svar

Det er nytårsaften og Gustaf Gründgens forbereder sig for sidste gang på den store kunstpause.

Lucas Svenssons monolog om Gustaf Gründgens, der fik mytestatus efter rollen som Mefisto i Nazitidens tyskland, er et underspillet og litterært indblik i en kynisk mand, som indhentes af sin egen djævel, samvittighed og død.

Når stykket begynder åbenbares Nikolaj Traps overbevisende og naturalistiske kopi af et eksklusivt hotelværelse på Manila; Mørke olivengrønne gardiner fra loft til gulv omkranser scenen, og adskillelsen mellem publikum og scene er et transparent gardin.

I loftet roterer en forgyldt propel dovent. Midt på dobbeltsengen, der er flankeret af natborde med bordlamper, der lyser ulmende, ligger Gustaf Gründgen med et lommetørklæde eller et slør over ansigtet. På endevæggen hænger i et stort spejl i skrå vinkel over sengen og spejler spillerens replikker når han ligger på sengen eller har ryggen til publikum.

Spejlet er en stærk metafor for, hvordan vores liv spejles og indhenter os og ikke giver nogen frelse, for som Gründgens messer: ”Man skal frygte livet, men frygte teatret endnu mere, for i slutningen af teatret findes nemlig frelsen, og der er lang vej til frelsen. Man skal frygte livet, men i livet findes der ingen frelse” . Spejlet, der også visualiserer en åbning og forstørrelse af rummet, giver mig associationer til Faustmyten, hvor det fortælles, at Faust i 15 hundrede tallets Prag, under sine djævelske eksperimenter, blev revet to etager op igennem loft og tag, forsvandt for altid og efterlod et kæmpe hul ned igennem bygningen. I Sympati for Djævlen er dramaet dog overraskende underspillet og stykket kulminere visuelt, hvor Gründgen troner i sort smoking med sin dæmoniske Mefistomaske og hotelværelsets gardindraperinger toner over i dyb rød.

Gründgens trækker det transparente gardin, mellem scene og publikum, frem og tilbage med et temperament, der varierer fra at være elegant til aggressivt, men uden nogen synlig grund. Og dog, måske gardinet er sløret, som trækkes fra, så vi må se virkeligheden i øjnene, ikke én gang, heller ikke to, eller tre gange, men gang på gang, på gang. Et sted lukkes gardinets transparens med frontbelysning og åbenbarer flertydigheden i dekorationselementet som både scenetæppe, metafor for sløret og som gestalt for værelsets altanåbning, hvor Gründgens skuer udover havnen med et silende lydtæppe af Manilas lunkne regn. Lyddesignet af Jes Theede udgør en flot medfortællende effekt, der udvider rummet og illusionen om værelset midt i et stort Hotel. Mod slut flakker en dyster propel som ildevarslende erindring og sløret trækkes til side endnu engang, igen og igen og spejlet viser os frelsen…

SPILLESTED: Får302

SPILLEPERIODE: 15.9 – 11.10 2014

MED: Pauli Ryberg som Gustaf Gründgen

DRAMATIKER: Lucas Svensson

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen

SCENOGRAF: Nikolaj Trap

LYSDESIGN: Sonja Lea

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN: Jes Theede

Sæsonen ruller på Sceno

Skriv et svar

Efter at bloggen har ligget stille hen over sommeren er det nu tid til atter at få gang i Sceno.

På lørdag skal jeg se Directors Cut af Nymphomaniac og jeg vil tage de scenografiske briller på, for hvad betyder de sceniske rum, hvordan afspejles de eksistentielle temaer, karakter og emotion i filmens visualitet? Danske Simone Grau, der er scenograf på flere af Lars von Triers film, står også for scenografien denne gang og Alexander Scherer er production designer.

Teatersæsonen ruller igen og der er en masse spændende forestillinger på tapetet som jeg ser frem til at se og skrive om. Jeg vil lægge ud med de små scener og håber at se Harold Pinter stykket, Old Days på Sorte Hest med Marianne Nilssons scenografi. Dernæst Sympati for Djævlen på Får302 i Nikolaj Traps Scenografi og Sonja Leas lysdesign. Også 1984 på Betty Nansen tror jeg bliver interessant med scenografi af Kim Witzel. Et mobilt Dukkehjem opført af Fix & Foxy på Sydhavn teater med Siggi Oli Palmasons scenografi ville jeg også gerne nå at se. Og så skal jeg se Impossible på Husets Teater til november med Edward Lloyd Pierces Scenografi. Lloyd Pierce har her været både co.producent, medinstruktør og scenograf på forestillingen og det bliver spændende at se, hvilken forskel det gør når scenografen udfylder andre roller end den scenografiske. Og så skal jeg helt sikkert en tur på det Kongelige Teater, men hvad det skal være har jeg ikke besluttet, Maja Ravn er scenograf på Holbergstykket, Erasmus Montana, og årets reumertvinder, Palle Steen Christensen, er scenograf på Hedda Gabler i Det røde rum. Der tegner sig et super scenografisk efterår.

(U) LOGISK – Hvid mælk på sorte piedestaler, stjernestøv og en rød støvsuger

Skriv et svar

Vi bliver lukket ind igennem loftslemmen i Teater Får302. Rummet er indhyllet i røg og vi må gå hen over scenen, forbi en person i sort med en sort spand på hovedet, der sidder på en sort piedestal, for at nå hen på publikumspladserne.

Scenen er sat i sort; sort rum med tre sorte piedestaler. Scenen indtages af tre personer; en mand i et strømlinet mørkt jakkesæt, en mand brun fløjlsjakke og grå bukser og en kvinde i en sort og stumpet buksedragt. Lysdesigneren Súni Joensen skulpturerer de tre skikkelser og tegner ansigternes karakteristiske konturer. Og mens røgen fortager sig i det sorte rum, hældes og spilles der hvid mælk, i klare glas, fra klassiske mælkekartoner. I Får302’s lille scenerum er øjenkontakt svært at undgå og Thomas Lagermands tekst er svær at forstå. Men man skal heller ikke forstå. Regler er ophævet og alligevel minder alting om noget kendt. De tre piedestaler med den hvide mælk i klare glas, bliver centrum for den absurde forestilling om kunsten og dens ophævelse. Dramaet er indlysende og samtidig totalt langt ude som et mash-up af Marcel Duchamp og Andy Warhol. Det er som om rum, indhold og mening konstant ophæver sig selv, kunsten, eller det der bare er. En spand på hovedet er mørket, huset eller den absurde meningsløshed. En meningsløshed, der virker nærmest søvndyssende i det iltfattige varme rum.

Scenografen Josephine Farsø og lysdesigneren har dog formået, pludseligt at vække os op til en drømmende finale af stjernehimmel og guldstjernestøv, en fest, der med et er forbi, hvor varmt guld bliver til koldt sølv og hvidt støv, og desperationen går ud over en knaldrød ramponeret støvsuger i et forgæves forsøg på at rydde op i miseren, som det absolutte klimaks. Mænd bliver nøgne og bytter tøj, den hvide mælk drikkes og hældes på brugte glas og stilles atter på piedestalen. Kvinden der ikke vil være med mere, tager atter spanden på hovedet, rummet indhylles i røg, personerne forlader rummet og et kalejdoskopisk himmelrum omfavner os på hypermodish vis…forestillingen er reddet.

(U)LOGISK Et drama af Thomas Lagermand Lundme, er sat i scene af Teater Clap Clap og spiller på Får302 under CPH Stage

Medvirkende

Peder Bille (Performer)

Rasmus Flensborg (Performer)

Kristine Marie Brendstrup (Performer)

Marie Østerskov (Instruktør)

Josephine Farsø (Scenograf)

Súni Joensen (Lysdesigner)

Allan Asp Christensen (Lyddesigner)