Det er nytårsaften og Gustaf Gründgens forbereder sig for sidste gang på den store kunstpause.

Lucas Svenssons monolog om Gustaf Gründgens, der fik mytestatus efter rollen som Mefisto i Nazitidens tyskland, er et underspillet og litterært indblik i en kynisk mand, som indhentes af sin egen djævel, samvittighed og død.

Når stykket begynder åbenbares Nikolaj Traps overbevisende og naturalistiske kopi af et eksklusivt hotelværelse på Manila; Mørke olivengrønne gardiner fra loft til gulv omkranser scenen, og adskillelsen mellem publikum og scene er et transparent gardin.

I loftet roterer en forgyldt propel dovent. Midt på dobbeltsengen, der er flankeret af natborde med bordlamper, der lyser ulmende, ligger Gustaf Gründgen med et lommetørklæde eller et slør over ansigtet. På endevæggen hænger i et stort spejl i skrå vinkel over sengen og spejler spillerens replikker når han ligger på sengen eller har ryggen til publikum.

Spejlet er en stærk metafor for, hvordan vores liv spejles og indhenter os og ikke giver nogen frelse, for som Gründgens messer: ”Man skal frygte livet, men frygte teatret endnu mere, for i slutningen af teatret findes nemlig frelsen, og der er lang vej til frelsen. Man skal frygte livet, men i livet findes der ingen frelse” . Spejlet, der også visualiserer en åbning og forstørrelse af rummet, giver mig associationer til Faustmyten, hvor det fortælles, at Faust i 15 hundrede tallets Prag, under sine djævelske eksperimenter, blev revet to etager op igennem loft og tag, forsvandt for altid og efterlod et kæmpe hul ned igennem bygningen. I Sympati for Djævlen er dramaet dog overraskende underspillet og stykket kulminere visuelt, hvor Gründgen troner i sort smoking med sin dæmoniske Mefistomaske og hotelværelsets gardindraperinger toner over i dyb rød.

Gründgens trækker det transparente gardin, mellem scene og publikum, frem og tilbage med et temperament, der varierer fra at være elegant til aggressivt, men uden nogen synlig grund. Og dog, måske gardinet er sløret, som trækkes fra, så vi må se virkeligheden i øjnene, ikke én gang, heller ikke to, eller tre gange, men gang på gang, på gang. Et sted lukkes gardinets transparens med frontbelysning og åbenbarer flertydigheden i dekorationselementet som både scenetæppe, metafor for sløret og som gestalt for værelsets altanåbning, hvor Gründgens skuer udover havnen med et silende lydtæppe af Manilas lunkne regn. Lyddesignet af Jes Theede udgør en flot medfortællende effekt, der udvider rummet og illusionen om værelset midt i et stort Hotel. Mod slut flakker en dyster propel som ildevarslende erindring og sløret trækkes til side endnu engang, igen og igen og spejlet viser os frelsen…

SPILLESTED: Får302

SPILLEPERIODE: 15.9 – 11.10 2014

MED: Pauli Ryberg som Gustaf Gründgen

DRAMATIKER: Lucas Svensson

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen

SCENOGRAF: Nikolaj Trap

LYSDESIGN: Sonja Lea

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN: Jes Theede