Hjembragt souvenir fra Feberhavnen
Da jeg er lettere hærget af feber, synes det ret passende for min tilstand at havne i ”Feberhavnen på Det kgl. Teaters Gamle Scene på Kgs. Nytorvs. Hvis det forholder sig som i SIGNAs oplæg, så valfarter byens indbyggere igennem byens ruiner i håbet om at overleve den feber, der hærger efter at polerne forrykkede tiden og glemslen kun lod fragtmenter af en forgangen kulturskat tilbage.
I forsøget på at fastholde de sidste rester af kulturel hukommelse, holdes overlevende balletdansere fangne i teatrets indre, hvor vi som de sidste overlevende, ankommer for at blive rørt og måske kureret i Feberhavnen.
Danserne er de eneste, som ikke bukker under for feberen. Teatrets indre holdes under skarp bevogtning af guerillalignende soldater, hvor ingen får lov at komme ind bag sløret, uden først at være blevet kropsvisiteret med en metaldetektor. Vi lukkes ind i gennem rum, korridorer og lag af transparente blondegardiner, ind til en beduin/sigøjnerlejr, bestående af tolv båse beklædt med blonder, satin, flæser, nips, tyl-skørter, pudderfarvede ballettrikoter og udslidte tåspidssko. Hver bås huser, hver sin danser, der besidder sine særlige egenskaber og har hver sin butler som vogter og tjener.
SIGNAs tekstforlæg og sceniske æstetik skaber en særegen eventyrpoetik, en verden af skarpt opdelt hierarki, ritualer, dyder og synder og vi inviteres indenfor som både syndere, besudlere og nærere af det allerhelligste.
Referencerne fremkommer i talrige labyrinter og er ligeledes forbundne til SIGNAs tidligere værker. Som publikum er vi planeter, der sættes i kredsløb og er med til at påvirke og lade os farve af rum og gestalt. Sammen med Det Kgl. Ballets Corpus, har SIGNA skabt en vrimmel af smukke billeder; bag blomstrende blondeslør gemmer sig tusinde og en nats fineste ballerinaer. Jeg kan overlevere mine sorger til dansernes krop, bade deres martrede fødder og styrke dem gennem ubetinget velsignelse og ros.
En arena skære sig som krebsens vendekreds igennem rummet og over cirklens centrum hænger, på indiansk begravelsesmanér, ”The Master” som et nietzscheansk manifest. The Masters afdøde hænder danner omdrejningspunktet for det gentagne ritual i et tilfældighedens spil, der bestemmer temaet for arenaens koreografiske fragment. Fragtmenter fra Svanesøen, Giselle og Romeo og Juliet fremføres under kaotiske omstændigheder. Som både trofæer og ofre, draperer rækker af udslidte balletsko, døde hjorte og dyrepæls, arenaens vægge. Arenaens matador (Morten Eggert) dirigerer, på fornemmeste Malkovich-maner, i bolerojakke og med pisk, ritualets gang.
Vi er tæt på dansernes kroppe som aldrig før, vi blander blod og spyt og drikker deres tårer, imens duften af sved blander sig med rådden stank og smertelige råb i kulissen.
”The King of Luck” (Arthur Köstler) som guerillasoldaternes hærfører er en blanding af Fidel Castro og Adolf Hitler, en tyran, der med uartikuleret gestik, render rundt som en afsindig barbar iblandt disse uopnåelige dansekunstnere, og i desperation, forgiver at modtage inspiration fra den afdøde Master.
”The Queen of Luck” (Signa Sørensen), smykket i sin hellange blodrøde similibesatte fløjlskjole, vandre desorienteret op og ned af arenaen, som om hun ikke ved, hvad hun gør og hvad prisen er. ”The Lady of Luck” (Nana-Francisca Scottländer) halter syg og segnefærdig bagefter med offerlammet i armene.
Bag sløret finder rituelle afstraffelser sted og afklædte substitutter underholder herskaberne, da ingen pauser tolereres, når danserne skal hvile.
Den symbolik, der gestaltes i både scenografi, tekst og handling er dobbelttydig og med et hav af labyrintiske referencer. Som al god kunst, kan ”Feberhaven” rumme mange tolkninger og lag alt efter, hvor man kommer fra. For mig er de underliggende dominerende præmisser; ”At kun den ægte skabende og udøvende kunst kan redde os fra feberen, depressionen og smerten, der uophørligt hjemsøger os”. ”At kunsten udhules og udsultes af svin, for hvem, der kastes perler for”. ”At den ypperste kunst har trange kår i en verden, der blot jager den næste ubehjælpsomme lykkerus”. ”En primitiv verden, der priser kunstnerisk frembringelse, men aldrig begriber dens livsbetingelser”. ”En kannibalistisk verden, der æder sig selv og kunsten op i en lang misforståelse af kunstens livsbetingelser”.
På de grønne tavler nedfælles point for hvert hus og som en del af arenaen i skærsildens lykkespil tvinges vi til at stemme dansere ud og ind. Det herskende lykketyranni fremelsker vindere og tabere, hvor vinderne bliver celebreret og taberne skændet. Den sorte heks er den forviste naturkraft (Louisa Aisin) , der sluttelig dænges med sejrens blomster, taberen begraves og vinderen hyldes som en bedaget skygge af sig selv.
”Feberhavnen” er en hyldest til kunsten og en samfundskritisk kommentar til mediebarbariet. ”Feberhavnen” er den dystopiske beretning om, hvor vi risikerer at havne med en kultur i frit fald, ramt af glemslens feber, hvor en afklippet tånegl bliver den sidste souvenir.
Spillested: Det kongelige Teater, Gamle scenes prøvesal, Tordenskjoldsgade 8
Spilleperiode: 2. – 17. maj
Produktion: Den Kgl Ballet/Corpus og SIGNA
Koncept & tekst: Signa Köstler
Instruktion: Signa & Arthur Köstler
Scenografi &Kostumer: Signa Köstler sammen med Julia Bahn
Lyddesign: Arthur Köstler