Tag-arkiv: scenografi

Årets Reumert

I søndags modtog Palle Steen Christensen, prisen som årets scenograf for ”Metamorfoser” og ”Sandmanden”, på Det Kongelige Teater og ”Transformatoren”, en samproduktion med The Nielsen Movement på CaféTeatret nu (S/H).

Juryens udtalelse lød:

“Først kropsligt og poetisk begær i en minimalistisk scenografi, så bloddryppende horror og til sidst sære drømmesyn fra kønnenes ursuppe. Palle Steen Christensens visuelt tolkende kraft er præcis og suveræn. Uanset opgaven.” Årets Reumert

Jeg glæder mig til at følge Palle Steen Christensens smukke arbejde fremover.

KLIP – En kakofonisk forening

Skriv et svar

Klip, der oprindeligt blev opsat på Bådteatret i 2012, er et udstyrsstykke af fragmenterede absurditeter udført på slap line, som genopsættes i anledning af CPH Stage på Københavns Musikteater. Scenografen, Julie Forchhammer binder den visuelle stil i Livingstones Kabinet, sammen med sin særlige tidløse og fin-rustikke æstetik, som det også er set i ensemblets forestilling Forsamlingen.

I Klip får den ligeledes fuld skrue i inciterende forening med en monty-python-agtig-collageæstetik. Scenografien highlighter titlen på stykket ved at sætte et stort ridset filmlærred op, indrammet af mørkerøde velourgardiner, alt sammen med referencer til det forgangne biografteater. Det ene sprøde billede efter det andet sammenklipper forestillingen med de fire performere i klassiske brugte jakkesæt.

Flugtvejskiltet på endevæggen til højre, er en scenografisk detalje, der fanger øjet sammen med gamle filmstudiespots på hjul, der tilsammen passer godt ind i biografreferencen. Vendbare kasser med påtrykte ansigter som de fire spillere bevæger sig med, i en exceptionel timet koreografi (Adelaide Bentzon), der giver Monty Pythons TV-Collager kamp til stregen, især kommer ansigtskasserne rigtigt til sin ret i performeren Kristina Ougård Sørensens sprællemandsagtige dans. Husholdningsudstyret, der på et tidspunkt blander sig, i denne ellers så velkomponerede æstetik, er dog mindre charmerende, ligesom kompromiset med keyboards i hver side af scenen heller ikke falder helt ind i stilen.

Afbrudt tale, afbrudte billeder, knaldgul, højrød og dyb turkisblå, en udstoppet kylling, og en skinke, der hejses op og ned fra loftet, er et tilbagevendende element. En rulle med turkise affaldsposer danner på et tidspunkt catwalk for performeren Svend Kristensen, der indleder en scene i rød g-streng. Manden i det store jakkesæt, (Pete Livingstone), synes mindre og mindre og med større og større hoved indtil han, i den visuelle finale, hænger frit svævende i rummet i bar overkrop og danner billede med de øvrige performere i modig ølmaveattitude på den blå baggrund.

At Klip i 2012 blev præmieret af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg er på mange symptomatisk for en tid, hvor ikke engang det postmoderne begreb giver holdepunkter og det meste opløses i fragtmenter. Så er det godt vi har kunsten og ikke mindst scenekunsten til at forene denne kakofoniske tilstand.

KLIK er skabt af Scenekunstensemblet Livingstones Kabinet

Medvirkende

Kristina Ougård Sørensen (Performer)

Pete Livingstone (Performer)

Svend Kristensen (Performer)

Nina Kareis (Performer)

Nina Kareis (Instruktør)

Adelaide Bentzon (Koreograf)

Julie Forchammer (Scenograf)

Samtlige spilletidspunkter

Onsdag d. 18 juni kl. 20.00, Københavns Musikteater

Torsdag d. 19 juni kl. 20.00, Københavns Musikteater

Fredag d. 20 juni kl. 22.00, Københavns Musikteater

Lørdag d. 21 juni kl. 12.00, Københavns Musikteater

Spillested

Københavns Musikteater

Kronprinsensgade 7

1114 København K

www.kobenhavnsmusikteater.dk

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen – halv-corny revolutionskomedie

Skriv et svar

Wilma er inde i løven, i den stornumsede og storbarmede femme fatale, i revolutionshelten Fidel Castro, hun er oppe lærredet og i de smilende børn og i de cubanske kvinder. Wilma er Helle Fuglsangs valgte alter ego, der gerne vil være en del af verdensrevolutionen og ihærdig, i høje guldsko, sortblomstrede netstrømper og tætsiddende hvid pencilnederdel, tager os med ud i den afrikanske bush og de cubanske gader, for at møde og være en del af revolutionen. Wilma stavrer storgestikulerende rundt i Afrikas gader, i bushen, hos de indfødte, i Cubas gader, lytter til Cubas kvinder og mødes i brydekamp med revolutionens russiske moder, for til sidst at nå frem til, at revolutionen kun kan sejre gennem kærlighed.

I Dansehallernes ”Lille Carl” er et stort filmærred spændt op i en diagonal hen over scenerummet, foran ligger løven i dampende røg og på lærredet toner titlen på første del af performancen op i røde bogstaver på sort baggrund, i bedste klassiske Tazan-tegneseriestil. Her starter Wilmas antropologiske rejse og søgen efter revolutionen. Løven vogter imens den sort/hvide film, der projekteres på det udspændte lærred, tager os med ud i Afrikas gader for at søge lykken, indtil Wilma krænger løven af sig og genopstår med Wilma på lærredet. På filmlærredet tager Wilma Castros uniformsjakke på. På scenen træder alias Wilma ind, ligeså i uniformsjakke og med rød barret og rød guitarforstærket skovl, parallelt med filmens Wilma, der graver efter guld i et kultur-clash med syngende cubanske kvinder i gyngestole, alt imens scenens virkelige rum kulminerer i et ømt kærlighedsmøde med en cubansk sangdiva i lang rød aftenkjole. Revolutionshelten åbenbarer alle sine sandheder med mimiske fagter, for til slut at blive reddet af den cubanske sangdiva, der nu i hvid uniformsjakke og hvide strømper vasker al revolutionens beskidte arbejde bort. Wilma krænger uniformen af og alt ender godt i denne visuelt set; halv-corny revolutionskomedie.

Wilma i Afrika + Wilma & Revolutionen er en del af Det frie felt festival under CPH STAGE 2014

Instruktør / Helle Fuglsang

Medvirkende / Helle Fuglsang

Dokumentar filminstruktør / Morten Vest

(U) LOGISK – Hvid mælk på sorte piedestaler, stjernestøv og en rød støvsuger

Skriv et svar

Vi bliver lukket ind igennem loftslemmen i Teater Får302. Rummet er indhyllet i røg og vi må gå hen over scenen, forbi en person i sort med en sort spand på hovedet, der sidder på en sort piedestal, for at nå hen på publikumspladserne.

Scenen er sat i sort; sort rum med tre sorte piedestaler. Scenen indtages af tre personer; en mand i et strømlinet mørkt jakkesæt, en mand brun fløjlsjakke og grå bukser og en kvinde i en sort og stumpet buksedragt. Lysdesigneren Súni Joensen skulpturerer de tre skikkelser og tegner ansigternes karakteristiske konturer. Og mens røgen fortager sig i det sorte rum, hældes og spilles der hvid mælk, i klare glas, fra klassiske mælkekartoner. I Får302’s lille scenerum er øjenkontakt svært at undgå og Thomas Lagermands tekst er svær at forstå. Men man skal heller ikke forstå. Regler er ophævet og alligevel minder alting om noget kendt. De tre piedestaler med den hvide mælk i klare glas, bliver centrum for den absurde forestilling om kunsten og dens ophævelse. Dramaet er indlysende og samtidig totalt langt ude som et mash-up af Marcel Duchamp og Andy Warhol. Det er som om rum, indhold og mening konstant ophæver sig selv, kunsten, eller det der bare er. En spand på hovedet er mørket, huset eller den absurde meningsløshed. En meningsløshed, der virker nærmest søvndyssende i det iltfattige varme rum.

Scenografen Josephine Farsø og lysdesigneren har dog formået, pludseligt at vække os op til en drømmende finale af stjernehimmel og guldstjernestøv, en fest, der med et er forbi, hvor varmt guld bliver til koldt sølv og hvidt støv, og desperationen går ud over en knaldrød ramponeret støvsuger i et forgæves forsøg på at rydde op i miseren, som det absolutte klimaks. Mænd bliver nøgne og bytter tøj, den hvide mælk drikkes og hældes på brugte glas og stilles atter på piedestalen. Kvinden der ikke vil være med mere, tager atter spanden på hovedet, rummet indhylles i røg, personerne forlader rummet og et kalejdoskopisk himmelrum omfavner os på hypermodish vis…forestillingen er reddet.

(U)LOGISK Et drama af Thomas Lagermand Lundme, er sat i scene af Teater Clap Clap og spiller på Får302 under CPH Stage

Medvirkende

Peder Bille (Performer)

Rasmus Flensborg (Performer)

Kristine Marie Brendstrup (Performer)

Marie Østerskov (Instruktør)

Josephine Farsø (Scenograf)

Súni Joensen (Lysdesigner)

Allan Asp Christensen (Lyddesigner)

Skrøbelige liv – det virkelige rum

Skriv et svar

Teaterrummet er et auditorium, hvor publikum er tilhørere og performeren er lekture-holder eller hvordan? Der leges med virkelighed og fiktion i lekture-performancen, Skrøbelige liv.

Scenen udgøres af et sort og bart rum, et slidt gammelt metalarbejdsbord eller et undersøgelsesbord, som fokusramme for vores og lekture-holderens undersøgelse? Men scenen er også publikum eller tilhørerne, som er belyst under det meste af forestillingen eller lekturen. Iblandt tilhørerne sidder enkelte og læser med i teksten og vi hører tydeligt, når der bladres; vi er alle en del af sygdommen. Performeren kommer ikke heller ind på scenen, hun er der sammen med os på tilhørerrækkerne, ligesom vi er der med hende i det nøgne scenerum.

På bagvæggen vises slides, der med hvide bogstaver danner overskrifter for den autoimmune sygdoms aspekter. Performeren, i skikkelse af Sofie Volquartz Lebech, som er klædt i en tætsiddende hvid catsuit, med sort, grålige tegninger af kropslige fornemmelser, der omslutter hendes velproportionerede kvindekrop, danner sammen med de hvide bogstaver på den sorte bagvæg, de eneste variationer i scenebilledet.

Og hvordan laver man scenografi til en lekture om vores allesammens autoimmune sygdom, der indrammer og perceptionerer krop, såvel som terror og samfund, hvor en autoimmun sygdom er som et rum uden indgang eller udgang, begyndelse eller slutning?

Sille Dons Heltoft har skåret ind til benet med sin scenografi, der lader tilhørerne tænke selv. Vi stilles spørgsmål om krop, død, tid og rum, om virkelighed, om hvad der udenfor og hvad der indenfor, – og hvad der er indeni kroppen, og vi opfordres til at lukke øjnene og se billederne af kroppen –indefra.

Kun imod slutningen går auditorielyset ned, for at stille skarpt på den cirkelformede bevægelse, performeren udfører i stadig større og større hastighed. Når teaterrummets døre til slut åbnes og vores allesammens virkelige sol strømmer ind, giver det god mening at lade rummet være helt nøgent, urørt og uden prætentioner, men bare virkeligt – ligeså virkeligt som det rum kroppen udgør.

Skrøbelige liv er en del af Det frie felts festival under CPH Stage

Medvirkende

Sofie Volquartz Lebech (Performer)

Pelle Skovmand (Lyddesigner)

Sille Dons Heltoft (Scenograf)

René Kruse (Producent)

Søren Meisner (Grafiker)

Samtlige spilletidspunkter

Torsdag d. 12 juni kl. 17.30, Dansehallerne

Fredag d. 13 juni kl. 19.00, Dansehallerne

Spillested

Dansehallerne

Pasteursvej 20, 1.

1799 København V

www.dansehallerne.dk

Trumpets in the sky – et mørkt æstetisk mesterstykke

1 svar

Et mørkt rum og et massiv lydorgie omslutter os. I mørket kommer en hængende skikkelse til syne, skikkelsen falder abrupt og løber hen over scenegulvet. Mørke. Lyden tiltager og vedbliver i en rum tid, hvor forestillingen om, hvad der kan opstå i mørket er overladt til den enkelte, for dernæst at brydes af en ny skikkelse, der umærkeligt toner frem, eller er det to skikkelser? Skikkelsen deler sig og genopstår atter og atter, forskellige og overraskende steder i mørket.

Trumpets in the sky performet af T.I.T.S. indleder Det Frie Felts festival under CPH Stage i København og er en performance, der udfordre sanserne.

Det mørke rum, de minimalt belyste performere i mystiske positurer, en skov af metalsøjler, blanke konservesdåser, og klare glaskugler der igen og igen bliver trillet ind på scenen, skaber de scenografiske billeder.

Metalsøjlerne danner en skov, et rituelt farligt sted eller et skjul for det truende uvisse, der lurer massivt i de gennemtrængende og vedblivende mørke lydbølger. Performerne tegner konturerne af to piger i tynde beige kjoler med rødt krøllet hår, som gradvist kommer til syne i svagt sitrende lysende fragtmenter. I de tiltagende lyd- og lyskaskader anes en kommende apokalypse med forvrængede sindbilleder til følge. Vildt, vanvittigt og uhyrligt smukt performet af Nela H. Kornetová, der med sin stemme kan alt fra spæde hvin til messende opera, balancerende i gul arbejdsdragt og røde gummistøvler på to dåser i en finale tværs over scenen.

Trumpets in the sky har vage referencer til Samuel Beckets ordløse teaterdramatik, og er et hvinende mørkt æstetisk mesterstykke af lyd, lys, bevægelse, tid og rum, hvor alle parametrene er skarpt afbalanceret og gennemtrænger øje, øre, marg og ben.

T.I.T.S. er en uafhængig gruppe, der udspringer af medlemmernes møde på Det norske teaterakademi. Gruppen skaber atmosfæriske og sanselige performances.

Concept / Juli Apponen (FIN/SWE),Ann Sofie Godø (NOR), Nela H. Kornetová (CZ)

Medvirkende / Juli Apponen (FIN/SWE),Nela H. Kornetová (CZ)

Lyddesign / Björn Hansson (SWE)

Scenografi / Ann Sofie Godø (NOR)

Lysdesign / Ann Sofie Godø (NOR), Nela H. Kornetová (CZ)

Kostumedesign / Juli Apponen (FIN/SWE)

Lysteknikker / Kristin Jonsson

Forestillingen er støttet af:

Det Frie Felts Festival, Norwegian Theatre Academy, Norwegian Ministry of Foreing Affairs, Danse og Teatersentrum, Norges Kunstråd og CPH Stage

Spiller 11. Og 12. Juni 2014 i Dansehallerne