Foto: Per Morten Abrahamsen
”Apocalyps now” er svært at udtale for en ung pige med selvværdsproblemer, præcis lige så svært som det er at gestalte en ung piges ensomhed. Teater Mærkværk kaster sig dog modigt ud i begge dele med en monologen +1 af Line Mørkeby. Raphael Solholm, har stået for scenografien, der lever op til alle turnekrav og består af et kvadratisk scenerum af sorte vægge og tre hvide kæmpepuder. Lamperne, der hænger på toppen af væggene udgør lyssætningen. Bedst som man tror, at rummet ikke gemmer nogen overraskelser, hives lakridskonfektdåser ud af usynlige åbninger i væggen og rummet forvandles til et hvidt projektionslærred for den ensomme pige, der har et dødningehoved af nitter på sin sorte t-shirt. Men så er det også slut med overraskelser i denne forestilling og som min 13 årige datter bemærker: ”den siger ligesom ikke noget nyt, alt det ved jeg godt i forvejen, så hvad mere vil forestillingen fortælle mig?” Fra mit voksenperspektiv forstår jeg hende, men tænker også, at denne forestilling ikke skal stå alene, men suppleres af formidlingsmateriale og være oplæg til diskussion rundt omkring på skoler og gymnasier.
Videodesigneren har ligesom scenografen ikke pyntet på noget, projektionerne er skåret ind til nærmest dokumentarisk virkelighed, der paradoksalt ikke er virkelighed i forestillingen, men den virkelighed, som monologholderen forestiller sig hun ville have, hvis hun ikke var ensom. Dette greb er interessant i sig selv som oplæg; for hvad er virkelighed i selviscenesættelsen på de sociale medier?
Identifikationen med monologholderen (Anne Gry Henningsen) var svær at opnå. Som min datter sagde; “hvorfor kunne man ikke finde en yngre skuespiller, der passede bedre til alderen?” Fra mit voksenperspektiv, er mit gæt, at det måske netop er meningen, at der ikke skal være en alt for stærk identifikation, men at publikum skal kunne distancere sig for at kunne se problematikken.
+1 er på sin vis blottet for visuel poesi og bør snarere vurderes for sin terapeutiske effekt, end for sine kunstneriske kvaliteter. Der hvor man kunne poetisere, har man undladt det, de sorte vægge forsvinder aldrig helt, vi ser aldrig pigen i den ensomme spot i det uendelige sorte rum. Som publikum er vi beskuere af både flere virkelighedslag og en nøgen gestaltterapeutisk apokalypse med kæmpepuder, men også det, er en kunst i sig selv.
SPILLESTED&SPILLEPERIODE:
Teater Grob, København: 20. – 30. oktober 2015. Teater Nordkraft, Aalborg 3. – 9. november 2015
PRODUCERET AF: MÆRKVÆRK og TEATER NORDKRAFT
MEDVIRKENDE ANNE GRY HENNINGSEN
INSTRUKTØR LEIV ARNE KJØLLMOEN
DRAMATIKER LINE MØRKEBY
SCENOGRAF & LYSDESIGNER RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM
LYD- & VIDEODESIGN RASMUS KREINER