Interview med Nils P Munk

Nils, der er en høj fyr med knaldrødt hår og tilbagelænet, men alligevel skarp attitude, hilser mig varmt, da jeg finder ham med sin Mac i teatrets højloftede barlokale mandagaften før forestillingen Men nu har jeg en hjærne.

Han fortæller mig, at der har været fuldt belagt til forestillingens første spilleuge, men at det er lidt sløjt med publikum til aftens forestilling.

”I modsætning til en turneforestilling, der kan løbes langsomt i gang, så er der nogen andre forventninger til en stationær forestilling.”

”Klapperi slår samtalerummet i stykker”

Jeg fortæller ham, at jeg gerne ville have klappet efter forestillingen, men det lagde forestillingens form ikke rigtigt op til. Og jeg spørger om han ikke savner den der forløsning?

”Jeg er ikke så meget for det der klapperi. Så det er også et forsøg på at opløse den der scenekant. Jeg synes klapperiet slår sådan et hak ned i det man har set. Så hylder man performeren. Så hylder man ikke så meget karakteren og fortællingen. Og når man så mødes i baren bagefter, bliver det hele så akavet. Enten kan folk lide forestillingen eller også kan de ikke. Og det hele kan godt blive lidt pinligt. Hvorimod her, så er der mulighed for et helt andet møde, så taler folk forbi det der, ”åh hvor var du dygtig”. Folk har mulighed for at gå, hvis ikke de kan lide forestillingen og de har mulighed for at hænge ud og tale med hinanden om det de oplevede på en helt anden måde. Og så opstår der ligesom de der små samtaler. Det ville der aldrig gøre, hvis folk klappede og det foregik oppe på en scene. Jeg kan godt se, at det kan være forløsende at kunne sige ”hurra” for det man har set, men jeg synes mest det slår et samtalerum i stykker. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lave det der teatralske rum, men man kan godt lave en blød overgang. Det er meget det jeg prøver.”

”Jeg kedede mig helt sindssygt”

 Nils, der er uddannet skuespiller på Odense Teaters Skuespillerskole føler selv, han har været meget privilegeret som skuespiller. Men på et tidspunkt begyndte den klassiske teaterform at kede ham.

”Jeg fik lov at lave alle de store fine ting og røg direkte på Doktor Dante og var med i deres afslutningsting. På et tidspunkt stod jeg dernede på Aveny T, eller hvad den hed dengang og der var fyldte sale, og jeg spillede i fjorten dage. Jeg husker, at jeg kedede mig helt sindssygt og jeg blev helt forvirret og tænkte, ”åh nej, nu har jeg kæmpet for det her i alle de år”. Jeg tænkte, ”nå det skal man nok bare igennem”. Så jeg knoklede bare videre og lavede forskellige projekter. Det gjorde jeg i fem-ti år. Og jeg røg så videre på Mungo Park. Det gjorde noget andet, for der var en fladere struktur og der var vi selv med til at udvikle. Det var meget sjovere, men jeg kunne stadigvæk kun flytte tre procent når de havde haft alle de vigtige møder. Jeg synes stadig, der var mærkeligt, at det kedede mig at stå der. Jeg prøvede forskellige ting af, både for mig selv som skuespiller. Men jeg spurte også instruktøren, ”kan vi ikke tænde lyset i salen?” Kan vi ikke lave noget nede blandt publikum?” Så fik jeg lov til at have tændt lys i min scene eller sidde på kanten af scenen. Jeg har virkelig været privilegeret og har fået lov til at lege med alle mulige forskellige ting som spiller.

”Det mest mærkelige teater!”

 ”Men jeg søgte hele tiden noget derude. På et tidspunkt ringede jeg til teatrene og sagde, ” hør det ikke fordi jeg har fundet noget bedre, men jeg bliver nød til at holde en pause og finde ud af hvad jeg vil. Alle var meget forstående, ”det kendte de godt det der”. Der gik et halvt år. Jeg kunne se på andre skuespillere, der er blevet fyrre eller halvtreds, som bare står og spiller, for der skal også nogen penge ind. Og det der! Det gad jeg ikke. For mig har det altid været en leg og det har det været siden jeg var en lille knægt. Det er kærligheden til det der mærkelige rum.”

”En dag, var der en instruktør, som hoppede fra, så ringede jeg og spurte: ”Hej, må jeg ikke instruere?” Jeg begyndte med det samme at arbejde med et rum, hvor der ikke var en kukkasse. Alle var på scenen publikum fik, hver en pude og blev sat i en rundkreds. Der opdagede jeg hvad det var, der kedede mig som spiller. Det var blandt andet at man ikke kunne se publikum. Jeg kan ikke høre, hvis en der griner. Jeg kan heller ikke høre, hvis der er en på første række, der bliver hevet ud, fordi vedkommende er ved at dø. Jeg synes simpelthen det er det mest mærkelige teater!”

 ”De følte sig nøgne og blev nervøse”

”Da jeg var med til at lave Findes der gribbe i grønland, hvor Peter Kunz instruerede. Der spillede jeg faktisk ikke længere, men jeg kunne godt se, at jeg havde svært ved at få spillerne til at gøre det jeg ville. For det første blev spillerne vildt bange, for det andet sagde de, at jeg tog alle deres værktøjer fra dem. Jeg sagde: ”I skal sådan set bare være jer selv nede blandt publikum”. De følte sig nøgne og blev nervøse. Så jeg måtte selv spille. Jeg måtte selv på ”gulvet” og tage erfaringen.”

”På ”Forsøgsstationen” lavede vi så en række forsøg, hvor der to gange om ugen kom 30 mennesker. Jeg havde en instruktør, en fortælling og et publikum. Og så, så vi hvad der skete. Jeg gav publikum roller, de lavede scenografien, det var nærmest gadeteater. Findes der gribbe i grønland er den forestilling jeg altid refererer til, når jeg snakker om det jeg laver. Jeg bliver ved med at spille den som sådan et mærke.”

 ”Det kom bare af nød”

 Hvordan vil du definere din rolle, for du er jo sådan set både skuespiller, instruktør og scenograf?

 ”Jeg er vel egentlig det der kaldes auteur. Allerede da jeg søgte pengene til, Men nu har jeg en hjærne, beskrev jeg, at publikum skulle placeres i de her kister. Men man får jo altid 80 eller 70 procent af det man ønsker. Jeg kunne sådan set ikke lave det her rum. Så jeg besluttede mig for, hvad der var det vigtigste i denne her forestilling. Det måtte på en måde være ordene og så fjernede jeg al scenografien.

Jeg sagde til pigerne, der er ikke noget scenografi, der er ikke nogen kostumer. I skal bare bruge jeres stemmer! Så må vi se hvad der sker. Og så hoppede den ene sangerinde fra og det frigav en håndfuld løn. Men da vi fik flere fondspenge, tænkte jeg. ”okay, så bygger vi det her alligevel.” Jeg havde sådan set ikke nogen scenograf på, jeg havde ingen penge til det her træ. Så jeg tegnede bare selv. Det kom bare af nød. Men det sjove er, at jeg har en ret stærk vision om hvad det er jeg vil. Det kan jeg se, når jeg læser ansøgningen igen. Det er sådan set det rum jeg har beskrevet allerede fra starten. Der er to år siden, der er ikke så meget forskel.”

Hvordan er jeres teater en ny måde, at lave og opleve teater på?

”Publikum er karakteren”

”Ja det er jo, at man er med, at publikum ikke ”ser” på karaktererne, de er på en måde karaktererne. Her er de på en måde Gustaf Munk Petersen, der ligger i kisten. Og i Findes der gribbe i Grønland, er alle publikummerne hovedkarakteren Jakob. De får alle sammen kostumer på, de får alle sammen den samme jakke på, og de spiller alle sammen karakteren på et tidspunkt i forestillingen. Nogen har replikker, nogen har bare handlinger. Så det der med, at man på en måde spiller forestillingen sammen eller man er et element i forestillingen.”

”Vandtætte skodder mellem to landskaber”

 Er der nogen referencer for dig?

 ”Nej på den måde bilder jeg mig ikke ind, at jeg på den måde har fundet på noget helt sindssygt nyt. Jeg kan godt se, at det er lavet en masse gange i de gode 70’ere. På den måde er det jo også noget vrøvl, men i forhold til det traditionelle teater, der er i København. Og så det, at jeg jo kommer fra det traditionelle og bevæger mig over i en anden form. Jeg kan se, at når jeg begynder at lave det her, så møder jeg jo mere og mere de der Cantabile folk (Cantabile2 er et egnsteater i Vordingborg, der arbejder med eliminering af fiktion og roller, red.). Sådan et helt landskab af de her folk, som laver superskønt teater og som i mange år før mig, har rørt ved det her og røre ved det hele tiden. Men så opdager jeg, at der vandtætte skodder mellem de to landskaber og det er dem, piller jeg lidt ved. Det nye er jo i forhold til, at jeg har spillet på det Kgl. Teater, på Odense Teater, Nørrebros teater. Det er i forhold til det! At man godt som traditionel spiller kan bryde rummet.”

”Hvis jeg ikke får tildelt lidt af æren, så bliver jeg lidt ulykkelig”

 Hvordan er samspillet med de andre fagfæller i processen med at skabe scenografien?

”Det havde jo aldrig blevet til det her, hvis jeg ikke havde lavet det sammen med de her mennesker. Hvis jeg havde været sammen med nogen andre, havde det været noget helt andet. Og hvis jeg ikke havde været sammen med nogen, var det slet ikke blevet til noget. Så jeg kan på ingen måde tage æren af det her. Men der også sådan en fin balance, hvis jeg ikke får tildelt lidt af æren, så bliver jeg lidt ulykkelig.”

”Men som sagt, allerede, da jeg skrev ansøgningen, tænkte jeg på de der klassiske kister. Men da jeg undersøgte det, fandt jeg ud af, at det var sindssygt dyrt. Med det budget jeg har, kunne jeg slet ikke få sådan nogen kister. Men da Gustaf Munk Pedersen, døde under den spanske borgerkrig, så undersøgte jeg det og opdagede, at de her rå kister de dukkede hele tiden op. Det design! Når der dukker billeder op fra nutidens Syrien, så er det nøjagtigt det samme design. Hver gang der er krig, så er det samme design, fint håndværk, lavet med omsorg og kærlighed af håndværkere, men af det billigste møgtræ. Så selvfølgelig skal det være sådan nogen! Jeg synes også, at det med den spanske borgerkrig var langt væk, så jeg ville hellere have at folk kunne forholde sig det, der sker nu, til krigen lige nu og her i verden, så det ikke bare handler om for hundrede år siden. Så endte jeg på de her rå kister.”

”Da vi gik i gang med at skulle bygge dem, talte jeg med byggeren, Søren Romer, om størrelsen, om afstanden mellem træet og hvad kisterne skulle bruges til. Skulle man kunne sidde på dem eller, hvad skulle de kunne? Man kan faktisk sidde på dem og på et tidspunkt skulle de kunne bruges som et langbord, men det blev simpelthen for besværligt at konstruere. Det var tanken at man skulle have sat vin på bordet og sat publikum ved et langt bord. Men efter nogen forsøg, fandt vi ud af, at når folk havde ligget nede i kisten så længe og bagefter satte dem ved sådan et smalt langbord, så følte folk det enormt intimiderende at kigge hinanden i øjnene. Så det duede slet ikke at side ved et bord.”

”Jeg havde sådan en drøm”

”Jeg havde sådan en drøm om den sidste nadver, sådant et langbord med brød og vin. Jeg sendte nogen skitser til Søren, uden mål eller noget, og han spurte: ”jamen, hvor lange skal de så være?” Og så fandt vi frem til, at de skal være sådan og sådan, og sådan passer de til de fleste. Så kom han med en prototype, som vi redigerede i. Så der var en ide og så et samarbejde med byggeren. Og så talte vi om solen, for jeg er vildt forelsket af tid, at man kan se tiden i forestillingen. At der en bevægelse af tid i forestillingen. Så jeg drømte om en solkugle, at man kunne se, at nu havde den bevæget sig fra det punkt til det punkt, så var forestillingen færdig, så var livet gået, eller tiden gået.”

”Først var det bare en lyskugle på himmelen, en spot, men så kunne jeg mærke, jeg havde brug for noget fysisk i rummet. Også talte jeg med Hanne, den ene af spillerne. Hvis veninde, havde lavet nogen stofhalvkugler. Og på den måde jammede vi sådan frem og tilbage. På en måde ligner den det jeg oprindeligt tegnede og på en måde så ligner den slet ikke.”

”Jeg er ikke så god til at gøre det alene”

 Så hele den scenografiske proces er sket i prøveforløbet?

 ”Ja og det har jeg gjort af nød. Jeg kom til det første prøveforløb og sagde hør her, ”jeg er to måneder bagud” Jeg ved ingenting om det vi skal lave og det kommer til at foregå her i rummet. Om to år, når Det Menneskelige Teater bliver større, så kan det godt være, det bliver anderledes, men jeg er faktisk ikke så god til at gøre det alene. Jeg læste også en artikel om, at der er ingen af de store, ikke fordi jeg er stor, men der er ingen, du ved Niels Bohr og de der typer, der er ingen, der har fundet på det selv. De har allesammen haft en at samtale med. Jeg kan godt sidde og lave en tegning derhjemme, men det er først når jeg snakker med Søren eller når jeg snakker med pigerne, at det flytter sig. Og det kan jeg skide godt lide.”

Hvordan er ”Det Menneskelige Teater” menneskeligt?

 ”Når det jo bare, det er også lidt røvsygt det navn, jeg har også fået en del ballade for det navn. Jeg synes jo bare det er i øjenhøjde, eller det at vi mødes i et rum, mennesker i mellem. Måske skulle det hedde Det umenneskelige teater, det er lidt helligt, det kan jeg godt høre, men det må det godt være. Der var en der kom og sagde og som havde set forestillingen: ”Nåårh, nu forstår jeg hvad det vil sige at gå i teatret sammen”. Vi har været i teatret sammen i dag! Det føler folk tit. Og hvis de møder hinanden nede i Netto bagefter, så er det som om de har været på kursus sammen, det synes jeg er ret fint.”

”Det hele er bare en leg”

 ”Teatret er sådan et procesrum. Når alt ligesom kokser, så tænker jeg altid på min tid i folkeskolen, hvor min engelsklærer giver mig en opgave med at dramatiserer en tekst, fordi jeg har krudt i røven. Jeg går så udenfor og bagefter kommer jeg ind og spiller. Jeg skal ikke bevise noget, det hele er bare en leg. Det er sådan set bare det. Man kan godt misforstå det her som noget helligt, finkulturelt, snobbet tekst. Men i virkeligheden er det ligesom legen på drengeværelset. Der er ikke ret langt til Playstation 4. Der er ikke ret langt fra, ”hej, jeg har en ide, skal vi ikke bygge 40 kister?” Så ringer jeg til Søren. Eller ”Skal vi ikke prøve at spille omvendt på guitaren!”. Det hele kommer bare til at se lidt fimset ud, fordi det bliver stillet på lige rækker. Men det er jo bare det det er.”

”Jeg føler mig sindssyg heldig, at jeg har fået lov til det i snart 20 år. Der er ikke særlig mange der får penge til at lave sådan noget skrammel. Og så kan jeg ´lokke nogen med, jeg kan spørge dem jeg bedst kan li, dem der er sjovest, om de vil lege med. Det er sådan set bare det.”

Nils P Munk har skabt scenografien og iscenesættelsen til Men nu har jeg en hjærne, der just har haft premiere på Københavns Musikteater og spiller frem til den 31.1.2015

Men nu har jeg en hjærne baserer sig på den surrealistiske digter, Gustaf Munk Pedersen digte.

Nils er uddannet skuespiller ved Odense Teaters Skuespilskole i 2000. Han er stifter af Det Menneskelige Teater, der har eksisteret siden 2012, der foruden Men nu har jeg en hjærne, har produceret Findes der gribbe i Grønland.