”Berlin 1933”, ”Hamburg 1922 på Teater Stormfuglen”, ”I Brüchners hus 1925”….

Tyverne og tredivernes Berlin er tidsrammen for Ashley Martin-Davis dekadente scenografi. Hvis man skulle være hægtet af, kan man altid se på rulleteksten over proscenium, hvor tid og sted er noteret. Og hægtet af, det er jeg igennem det meste af første akt, hvor jeg ikke fatter, hvad iscenesættelsen vil og spillere kommer ind og ud på scenen uden nogen særlig grund. Mefisto selv kommer aldrig rigtig på banen med andet end slidte replikker om kunsten og moralen og uden mærkbare referencer til samtiden. Iscenesættelsen forekommer mig at være et naturalistisk museumsstykke uden kant, og den farlighed man kunne forvente af en iscenesættelse af Mefisto er fuldkommen fraværende.

Også scenografien som meddigtende gestalt, der kunne føre os på sporet af Mefisto-fortællingen, er fraværende – selvom der er smukke billeder, som f. eks når tæppet går i 2. Akt og det bare scenerum er blevet en skolestue med hundredvis af ophængte glødepærer, der lyser varmt. Måske som et hint om det lys i mørket, som vi bliver fortalt, at teatret udgør.

Klichéerne står dog i kø. Som i scenen, hvor Olaf Johannessen, der spiller Hendrik Höfgen, der spiller Mefisto, danser med et spejl. Og en anden scene, hvor vi ser ham spille lysmester og teatrets krystallysekroner sænkes ned i gulvhøjde og Hendrik Höfgen dirigerer de dansende spotlights. Og det fører ikke rigtigt nogen vegne.

I løbet af forestillingen omkranses scenen af et gitter og dette kunne måske være en gestaltning af ”scenen som et fængsel” men det er bestemt ikke tydeligt og det bliver ikke fulgt til dørs. Spejlvægge i hver side af scenen udgør også en fortælling, men uden træfsikre referencer.

Tiden er løbet fra iscenesættelsen. Kabaret-teater-stemning med en “scene” på scenen, sorte stole og slidte chaiselonger udgør ikke nogen ny fortælling. Til gengæld har det flot effekt, når rampelyset omdanner scenen til bagscene og vi som publikum kigger ud i det andet publikumsmørke på den anden side af scenen. Der leges i det hele taget lystigt med orienteringerne, så vi skiftevis befinder os både foran og bagved scenen. Også drejescenen tages flittigt i brug, men det er som om al denne leg ikke fører til fortællingen.

Vi får en masse at vide om tiden og konflikterne og det kunne måske være spændende, hvis rollehierarkiet og dramaturgien havde været strammere. Mefistofiguren Hendrik Höfgen, optræder ikke i mere end to tredjedele af stykket og man bliver i tvivl om han overhovedet er hovedpersonen. Vi ser ikke den store samlende fortælling blive udspillet. Vist er især kvindekostumerne lækre og i bedste 20’er stil, fra cremefarvede silkenegligeer og perlekæder til fjer og palietkjoler. Men visualiteten forbliver en glittet overflade, der ikke gør meget mere end at understøtte tidsrammen. Sine steder grænser spejlvæggene, der tydeligvis er gjort af plexiglas og spejlfolie, til det amatøragtige, og den afsluttende scene, hvor de to spejlvægge lukker sig om Hendrik Höfgen, til en udtømt kliche.

I en anden scene ser vi Hendrik Höfgen spille lysmester, i en dans med spot, der trækker lidt for længe ud.

I den mest interessante scene indvies i en sceneprøve, hvor Hendrik Höfgen udsætter den nationalsocialistiske tilhænger for en nådesløs instruktion og ender med at sende ham på gaden til et liv i fattigdom eller i armene på Hitlers korps. Denne scene er for mig både central og også spændende, fordi vi får et indblik i kunstnerens værksted. Og ved at placere instruktørpulten midt i publikumsrækkerne, bliver vi som publikum Mefistos allierede i en konflikt, hvor kunst vinder over samvittighed og moral. Her viser iscenesættelsen, hvad Mefisto handler om, i stedet for blot at sige det og teateret stråler et øjeblik, som et lys i mørket.

 

Manuskript af Ariane Mnouchkine efter Roman af Klaus Mann, bearbejdet af Peter Langdal

Sted Betty Nansen Teatret

 Spilleperiode  nov. – 18. jan.

 Scenograf Ashley Martin-Davis

 Instruktion Peter Langdal

Medvirkende

Olaf Johannessen

Stine Stengade

Iben Hjejle

Cecilie Stenspil
Kristian Halken
Anders Juul
Christiane Gjellerup Koch
Morten Eisner
Mikkel Kaastrup-Mathew
Jens Jacob Tychsen
Line Kromann