Kim Witzel har skabt en velfungerende scenografi, der sætter 1984 i et præcist og enkelt perspektiv, som fortæller os, at denne verden er en grå og mørk celle.
Midt på den grå scene, der består af vægge af identiske kvadratiske skærme, står et mandsstort glasbur. Da lyset går op på scenen og på hele teaterets balkon over publikumsrækkerne, sidder Winston ved skrivebordet i glasburet og skriver på sin dagbog. Glashuset får her en ekstra betydning: Ikke nok med, at man ikke bør kaste sten, da de kan ramme en selv, men i denne teaterudgave af George Orwells ”1984”, kigger vi alle sammen med og der findes intet skjul for hverken omverden eller Big Brothers store øje. Ved at belyse balkonen i første scene, har man også visuelt set inddraget publikum, dog uden mærkbar konsekvens.
En gruppe i hvide kitler med ipads, der bringer os ind i et nutidigt univers, entrere fra foyeren på hver side af publikumsrækkerne, scenen. De hvide kitler står åbne og kostumet indenunder er, i bedste 70’/80’er- retro-futuristisk stil, holdt i beige, brune farver; Er vi i vores nutid, eller er vi i en anden fremtid, ser vi tilbage eller frem på 1984? Et stroboskoplyset river os ud af tiden og ind i historien om Winston Smith, der i hemmelighed har skrevet den dagbog, vi kalder 1984. Nu står Winston uden for glasburet og skriver med tusch på de blanke ruder, her synes jeg metaforen brydes, for hvad er så meningen med glasburet, har det nu blot fået en tavlefunktion? Endnu engang bliver vi ramt af stroboskoplyset, kittelholdet er tilbage med lommelygter og de efterlader Winston alene i mørket i det nøgne rum.
Vi er nu på en slags fabrik. På de kvadratiske skærme, på bagvæggen, projekteres et levende billede af Big Brothers klassiske øje med knitrende skærm-sne. Vægskærmene på bagvæggen er beklædt med gennemsigtigt væv, der kan åbne og lukke til korridorrummet bagved ved hjælp af lyset, lækkert og lydefrit designet af Christian Alkjær. Bag den forreste bagvæg findes endnu en væg af kvadratiske skærme, som udgør endnu en skærm for Kasper Stouenborgs filmprojektioner. Her vises scener fra skoven, hvor Winston og kvinden Julia mødes i hemmelighed og forelsker sig og hvor vi alle kan kigge med.
Kim Witzel har udnyttet skærmenes funktioner intelligent, så de udgør både døre, der går op, skydedøre, vinduer og åbninger til nye rum, heriblandt et loftsrum, hvor de forelskede mødes i så man får associationer til Romeo og Julie. Tilsammen udgør scenografiens funktionalitet et flot fundament for forestillingens koreografiske helhed.
Stilmæssigt er forestillingens visualitet en genkendelig forlængelse af Michael Radfords filmudgave fra 1984. Genkendeligheden findes særligt i kostumet, hvor både kvinder og mænd, bærer en ens arbejdsuniform med blå skjorte og grå bukser. Kostumerne forstærker fornemmelsen af identitetens opløsning, det klonede og det gentagende, som går igen i teksten og i spillet. Dog kan jeg ikke helt få den sceniske abstraktion til at hænge sammen med de karakteristiske Doktor Martens sko, som alle spillerne har på, da de giver mig indre billeder af engelske modepunks.
Det grålige univers brydes kontrastfyldt af det røde skærf, som bæres af stykkets kvindelige hovedperson, Julia, og ligeledes da hun en enkel gang stripper uniformen og står lysende i rød kjole. Mod slut i torturscenen, der giver associationer til Jesus korsfæstelse og samtalen mellem Jesus og Pontus Pilatus, kastes det røde skærf i ansigtet på Winston, som en blodig klud og et symbol for den kærlighed han har forrådt.
Det dystopiske Orwellske univers er efterhånden kendt og kan forekomme næsten fortærsket for den modne tilskuer. Visualiteten forekommer ligeledes næsten banal og forestillingen har måske derfor også størst effekt som debat- og undervisningsoplæg for større skolebørn. Personligt savnede jeg, at forestillingen ramte dybere med sin alvor og sit emne, der mere højaktuel en nogensinde og Antonin Artaud kunne med fordel have været inde over med sit Grusomhedens Teater.
”1984” af George Orwell. Dramatiseret af Robert Icke og Duncan Macmillan
Spiller på Betty Nansen Teatret frem til den 2. November 2014
Scenograf
Kim Witzel
Lys design:
Christian Alkjær
Instruktion
Inger Eilersen
Video
Kasper Stouenborg
Oversætter
Jesper Kjær
Manuskript
Robert Icke og Duncan Macmillan efter George Orwells roman
Medvirkende
Jens Jørn Spottag
Sofie Ancher Vea
Patrick Baurichter
Anne-Vibeke Mogensen
Troels II Munk
Benjamin Boe Rasmussen
Christine Exner
Michael Brostrup
Vera Mi Bachmann
Sofya Rose Johnson