The Einstein of sex er den tredje forestilling af Livingstones Kabinet jeg ser. Jeg var begejstret for Julie Forchhammers scenografi i både Forsamlingen, med en stiliseret  50’er retroramme, og jeg var forført af Klip, der med en collageagtig æstetik, skabte en nærmest Monty Pytonsk forestilling.

The Einstein of sex lever med sin titel, på sin vis op til en Einsteinsk forelæsning. Men til trods for at forestillingen er pakket ind i dygtige musikalske indslag, kræves det, at man er mere indstillet på at gå i auditoriet frem for teatret.

Sex lokker, men bortset fra scenografen og den nyudklækkede sexterapeut, Dorte Holbæks draperede bagtæppe, er der intet sexet over denne forestilling.

Borde, stole og reoler triller alle på hjul og de medvirkende er meget glade for at køre rundt med dem, med det resultat, at scenografiens koreografi bliver både trættende og klichefuld. De fire borde visualiserer sammen med reolerne, professoratets kontor, et bibliotek, et auditorium og sikkert også andre locations. Men ligesom reolernes hyldeopdeling og et par fede leksikons rundt omkring, hverken giver funktionel eller æstetisk mening, synes det også ligegyldigt, hvor vi befinder os.

Det draperede bagtæppe giver trediverberlinske natklubassociationer og åbner op for en fortælling i sig selv med interessante lyssætninger, men den fortælling bliver ikke fuldt op -og bagtæppet bliver mere en dekorativ instans, end en egentlig scenografisk fortælling.

I kostumedesignet er der leget med nuancerne fra et gammelt brunligt farveretoucheret fotografi, hvilket giver god mening i en scene, hvor historiske homofobiske uhyrligheder remses op som videnskabelige sandheder. Her er træder forestillingens mulige præmis frem; ”hvor håbløs gammeldags er ikke homofobi!”

Intentionen er sympatisk, men trods spillernes musikalske, koreografiske dygtighed og den scenografiske professionalisme, kommer forestillingen ikke til sin ret. The Einstein of sex skrider på en knivsæg mellem cabaret, forelæsning og dokumentarisme, men balancegangen lykkes desværre ikke.

At homofobien er komisk, er tydeligt og det slås ind med så store syvtommersøm, at det slet ikke er, hverken sjovt eller øjenåbnende. Absurditeten kunne være pointeret med større styrke, hvis der var blevet muget ud i både scener og scenografisk koreografi, og så havde manglen på sex måske været til at bære.

Spillested: Husets Teater

Spilleperiode: 18. april – 6. Maj

Produktion: Livingstones Kabinet
Medvirkende: Pete Livingstone, Pauli Ryberg, Ole Håndsbæk Christensen, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Amia Miang
Instruktion: Nina Kareis
Komponist: Pete Livingstone
Scenografi: Dorte Holbek
Koreografi: Adelaide Bentzon
Lyddesign: Erik Christoffersen
Lysdesign: Mads Vegas