Tag-arkiv: Christian Friedländer

Kat på et varmt bliktag – sætter øjets hjerte i flammer

Kat på et varmt bliktag. Foto: Christian Friedländer

Foto: Christian Friedländer

Christian Friedländers intense scenografi danner rammen for Tennessee Williams ”Kat på et varmt bliktag”, der med sin luksuriøse gennemførte 70’er æstetik til trods, trækker på et utal af æstetiske og stilhistoriske referencer.

Et overdådigt drapperet gardin omkranser scenen og fortæller en historie i sig selv. Som var det selve bliktaget, varmt som lava, korresponderer den ulmende drapering, med ”katten” Maggie og hendes indledende kjoleskift fra himmelblå til en kobbergylden dragt.

Som forestillingen skrider frem, bliver ægtemanden ”Brick”, der som navnet antyder, er en brik i det patriarkalske spil, farvemæssigt mere og mere ét med den omkransende drapering. Friedländer forsømmer ikke en lejlighed til at eksekvere referencerne med lysende lethed og intensitet.

”Kattens” kjoleskift vækker og bedøver os. Som slik for øjet, forføres vi til smertegrænsen, alligevel vil vi have mere, alt imens ”Katten” lader endnu en glitrende kjole glide mellem hænderne, for blot at slænge den diskret over den polstrede lænestol i brunt fløjlsvelour.

Valget af 70’er æstetikken giver mulighed for at knytte bånd til 50’erne, hvor Williams skrev stykket, og vise dekadencen i frit fald. Draperingen, der forener sig med lyset, omkranser en afsveden ørken af en stue, hvor livet forgår og kaktusserne stikker. Med enkelte greb danner rummet et utal af billeder som et kalejdoskopisk prisme.

Lysdesignet sætter scenen i brand med en intens og farverig palet. Fra gylden, kobber til turkis og heftig irgrøn, faldende til dyb rosa, forenes kompleksiteterne og figurgalleriet i visuel fuldbyrdelse så man selv bliver katten på det varme bliktag, der ikke kan springe ned fra disse gyldne løfter om guldpalmer og et otium i rigdom.

The whole family er til familiefødselsdag med folieballoner og vimpler for fejre Big Daddy, alle ved de han skal dø, blot ikke ham selv. Alting ulmer og glitre i skærende fortrængninger imens loftpropellen drejer tavst og ildevarslende. Scenariet disruptes af børnene i pastelfarvede artige gevandter, så øret krymper sig over evergreens i ambivalent gru.

Bedst som sønnike Brick vil afsløre livets uundgåelighed for Big Daddy, poserer svigerdøtrene med lampeskærm og bækken af messing over bagscenens varme bliktag som DADA-figurer eller som en solvogn, der varsler tragedien.

Den visuelle detaljerigdom knopskyder og folder sig konstant ud i kostumer og rum, fra et ærmesvaj i Bricks i transparente housecoat, til kulminationen af samtlige parametre i inciterende billeder.

Forestillingen ledsages af den totale mystik og underfundighed af kapelmesterens (Mikkel Hess) akkompagnement med levende lyd og hund.

Hverken Friedländer eller lysdesigneren Christian Alkjær behøver at pakke noget ind, her er hverken soffitter eller –sideben.

Idet forestillingens og patriarkens endelige afslutning kulminerer, og løgn bliver til sandhed, står det tomme scenerum frem og festens klimaks topper med et filmæstetisk fyrværkeri.

Som et glitrende æstetisk brændpunkt gestalter scenografien forestillingens slutreplik, ”Giv kærligheden tilbage som noget gyldent i har givet slip på”, og midt i publikumsmørket, får man den tifold tilbage så hjertes øje står i flammer.

 

 

SPILLEPERIODE 17. november – 31. december 2018
SPILLESTED Betty Nansen Teatret

Dramatiker Tennessee Williams
Oversætter Madame Nielsen (nyoversat)

Medvirkende Mikkel Arndt, Patrick Baurichter, Ditte Gråbøl, Olaf Johannessen, Kitt Maiken Mortensen, Johanne Louise Schmidt

Instruktør Minna Johannesson
Scenograf Christian Friedländer
Lysdesigner Christian Alkjær

Lyddesign Mikkel Hess