Det er ved at være tid til, at sceno.dk kridter banen op og mærker og sanser, hvad scenografien byder på i den kommende sæson.
En ny sæson er så småt gået i gang, og under nye betingelser for scenografi.
Det kgl Teaters scenografiske værksteder drejede denne sommer nøglen om. Hvad det kommer til at betyde for scenekunsten, kan man som publikum kun gisne om. Men ét er i hvert fald sikkert; ”scenografer, der leverer scenografi til Danmarks Nationalscene, skal i kommende sæsoner, vænne sig til en anden skabelsesproces, en proces, der er mindre fleksibel og i mindre kontakt med produktionsværkstederne.” I bedste fald vil ånden og håndværket fra de scenografiske værksteder indgå i nye sammenhænge og komme andre scener til gode. I værste fald spredes den for alle vinde og 250 års ekspertise og håndværkertradition går tabt. Læs mere om lukningen af de scenografiske værksteder.
Det er ikke kun de scenografiske værksteder, der må afgå ved døden, også teaterredaktioner ved førende dagblade bliver nedlagt, idet anmeldermastodonter, som Henrik Lyding og Monna Dithmer nu må stille sig tilfreds med en tilværelse som freelancere. Til gengæld præsenterer sæsonen et hav af scenekunstneriske oplevelser, der giver skribenter rig lejlighed til at skrive spændende anmeldelser af scenografi.
Det er nu engang sceno.dk holdning, at ord kan øge værdien af scenekunstens billeder. Og hvis scenografien ikke skal forsvinde ud i glemslens mørke kroge som kun en udvalgt lille skare kender eksistensen af, er det vigtigere end nogensinde, at scenekunsten bliver fortalt.
Indtil nu er sceno.dk udelukkende blevet honoreret med billetter til scenekunstneriske oplevelser. Det er i sig selv værdifuldt. Men vi lever i en verden, hvor tid er penge -og at se, tænke og skrive om scenografi, tager tid. Derfor opfordres læsere nu til at støtte sceno.dk ved at donere et frivilligt beløb via mobilePay 28348407. Hvis du kan lide, hvad du læser og gerne vil læse mere om scenografi i fremtiden, så har du nu mulighed for at støtte et formål, der giver værdi, ikke blot for scenekunsten og scenografer, men også for publikum.
Sceno.dk skrev sin første anmeldelse i juni 2014 og siden er det blevet til over et halvt hundrede anmeldelser, interviews og artikler om scenografi. (Gå selv på opdagelse i tag-clouden til højre på siden!)
Sceno.dk ser frem til at opleve en masse sanse –og tankevækkende scenografi i den kommende sæson. I blandt forestillinger, som vækker sceno.dks særlige interesse er Cristians Lollikes ”Living dead” med scenografi af Marie Rosendahl Chemnitz, der er Teater Sort/Hvids åbningsforestilling i de nye lokaler i Kødbyen.
Starten af 2017 står i klassikernes tegn og omfatter bl. a. ”Et Vintereventyr” med scenografi af Maja Ravn og instruktion af Kathrine Wiedemann og 3xBeckett instrueret af sværvægteren Morten Grundwald. På Betty Nansen, hvor ledelsen er overtaget af Vibeke Windeløv, kommer ”Sort Vand” med scenografi af stjernetalentet Christian Albrechtesen. Og så skal Får302s jubilæumsforestilling til foråret ”ET hus på sand og håb” med Lisbeth Burians Scenografi helt klart opleves. Vi ses!