Med den Grå Hall som ramme, har Hotel Pro Forma inviteret os med til sin umærkbare rejse i Kosmos. Vi modtages af det kosmiske crew på bagsiden af den blanke aluminiumskonstruerede publikumsopbygning, der reflekterer et violet lys, og som sammen med lyddesignet skaber en umiskendelig og forventningsfuld afgangsstemning. På scenen sidder astronauten og Kirsten Dehlholm på to taburetter og snakker om astronautens næste rumrejse og universets betydning. En lille intro i børnehøjde før take off.
Forestillingens skydes igang i en sne af stjerner, der indhyller hele hallen. På det udspændte bobbinette i hele hallens høje og bredde, videoprojekteres månen, stor og smuk, mens Elling Hillingsø, som astronaut toner op på himmelstigen i sin karrygule dragt.
Vi fortsætter i børnehøjde, når drengen Tom7 entrerer frontscenen. På hver side står en ”Operatør” i hver deres lille skov af potteplanter. Men er de også formidlerne, naturen, eller opdagelsesrejsende? Jeg finder aldrig ud af det, som de står i Henrik Vibskovs spraglede kamuflageagtige heldragt, i splintrede primærfarver og månepigen i gummistøvler kommer og går.
Med en blanding af poesi og naturvidenskabelige facts, guides vi med fantastiske smukke videoprojektioner igennem vores solsystem. Men måske skulle jeg havde siddet midt i hallen for at have fået den optimale oplevelse af billederne. Projektionerne er vanvittig smukke, men der er meget så meget, der forstyrrer i den kolde Hall, hvor publikum går ind og ud af de store døre og det grønne nødudgangsskilt lyser alt for meget op. Jeg distraheres af frit kig ind til scenelysets sidelamper. Måske ville billederne komme bedre til sin ret ved at blive pakket ind i et rigtigt teater med en prosceniumsramme. På den anden side vil Kirsten Dehlholm inddrage os i hendes rå eksperimentarium og lade billederne fremstå uden indpakning. Men i denne setting, får jeg ikke det fulde sanselige udbytte af billederne. Jeg forbliver urørt det meste af forestillingen og drengens nørdede opdagelsesrejse, forbliver for nørdet, som han vandre frem og tilbage med trækonstruktioner, en slags måleinstrumenter man aldrig får nogen inddragelse i.
Til gengæld samler Jesper Kongshaugs lysdesign billedelementerne i overjordiske farvekontraster, der kan måle sig med den mest magiske tusmørkehimmel eller vildeste ørkensolformørkelse og favner med stor ekvilibrisme himmellysets allermest suggestive kraft. Men jeg kommer ikke tættere på universets kosmiske drama, alt i denne forestilling er en distance af lysår. Jeg ser, at scenebillederne er fuld af skønhed, men jeg længes efter at mærke dem.
Spillested Den Grå Hall
Spilletidspunkt: 4. -17. februar 2015
Instruktion Kirsten Dehlholm
Koncept Kirsten Dehlholm, Anne Mette Fisker Langkjer, Jesper Grimstrup, Magnus Pind Bjerre
Musik Ernestas Kausylas/Brokenchord, Misa Skalskis/96wrld
Manuskript Kirsten Dehlholm, Laura Mortensen,
Morten Søndergaard, Anne Mette Fisker Langkjer,
Mindaugas Nastaravicius, Tomas Lagermand Lundme
Videnskabelig research Jesper Grimstrup, Anne Mette Fisker Langkjer, Laura Mortensen, Kirsten Dehlholm
Videodesign Magnus Pind Bjerre, Birk Marcus Hansen
Scenografi Anne Mette Fisker Langkjer, Jesper Kongshaug, Kirsten Dehlholm
Lysdesign Jesper Kongshaug
Lyddesign Kristian Hverring
Kostumedesign Henrik Vibskov