Astrid Saalbachs stykke er i Søren Iversens iscenesættelse en uformelig dødsmesse over de fremmedgjorte pseudokvinder. Pseudokvinderne er adskillige kvindefigurer i utallige parykker og outfits, der kommer ind og ud af en dør, hvis knaldrøde farve får mig til at tænke på engelske dobbeltdækkerbusser.
Sammen med den røde dør, udgør scenen en tøset frisørsalon med vægge dækket af spejlfliser, der som i et spejlkabinet spejler de utallige kvindefigurer i en uendelighed. Her udspiller stykkets tyggegummityggende hovedfigurer, deres botoxpumpede forestillinger, med en em af hårprodukter i pseudoluksusklasse, damemagasiner og selfieporno.
Den urkvindelige autenticitet er en posedamelignende galning, spillet af Jannie Faurschou i falmet grøn og beskidt cottoncoat, der ikke bruger døren, men blot dukker op, ud af baggrundens changerende, lyserøde perlegardin og efterlader en hørm som frisørerne bekriger med hårprodukter. Hårprodukterne og frisørremedierne kunne, som scenografisk element, for min skyld godt være tegnet endnu mere grotesk op, være mere sanseligt anmassende. Som visuelt realistiske produkter opnår de ikke en gestaltet teatral visualitet.
Drømme og realplanet flyder derfor også for det meste visuelt sammen og det er lidt uklart, hvad forestillingens formmæssige hensigt er, med en forvirrende blanding af genrer, fra slap stik, improteater og revy til tegneserieagtige fremstillinger, andet end at fortælle os, at kvindefrigørelsen har sejret ad helvede til, med retten til at leve op til mandens dukkeidealer og pule sin egen kvindelighed til surreal gyselighed. Mange steder savner jeg en større skarphed og stramhed i spillerarrangementet, der visse steder forekommer decideret dilettantisk.
Stine Martinsen, der i øjeblikket også er aktuel på Folketeatret og Göteborg Stadsteater, har skabt en scenografi, der til gengæld er en ret præcis metafor for kvindens uendelige selvspejlende tomhed med momentvis smukke forvandlingsbilleder, hvor instruktion og scenografi smelter fuldendt sammen; som da bruden, med hjælp fra frisørerne får brudt sin jomfruhinde og danser ud i mørket. Eller når en kræftramt kundes doku-selfie på ipaden, ligeledes forsvinder vægtløst roterende ud i mørket. Slutbilledet er i æstetisk topklasse, hvor bødlen står i silhuet med skæbnen og en skærmende paraply i sin hånd, omkranset af en giftiggrøn selvlysende gevækst, på en baggrund af mørkgustent grønt lys, designet af Søren Knus, der i sig selv har gjort et kunststykke med at lyssætte en spejlscenografi. Til slut kortslutter lyset med et sakseklip, spejlkabinettet er mørkt og spejler ikke længere, men er en celle uden udgange. Pseudokvinden graver sin egen grav, som akkompagnementet af Mozarts Requiem tydeligt understreger.
Spilleperiode: 20. oktober – 19. november 2014, man-fredage kl. 20, lørdage kl. 17
Spillested: FÅR302
Gæstespil af København Teater Observatorium
Dramatiker: Astrid Saalbach
Scenograf: Stine Martinsen
Instruktør: Søren Iversen
Lyd: Jes Theede
Lys: Søren Knus
Medvirkende: Sofia Nolsøe, Kathrine Høj Andersen, Ene Øster Bendtsen, Lykke Sand Michelsen og Jannie Faurschou.