Scenografi for dit indre blik

Polen: Post-Apocalypsis

Prag Quadrenniale 2015: Polens “Post-Apocalypsis” er scenografi i panden.

”Scenografi er en måde at tænke på” siger den kunstneriske leder af den internationale scenografiudstilling i Prag 2015, Sodja Lotka.

Prague Quadrenniale (PQ) er dog først og fremmest en måde at se verden på. Med et overflødighedshorn af scenografi, performance, artist talks og workshops, præsenterer PQ os for et kig ind i mere end 60 landes scenografiske verdner.

Udstillingsstandene på PQ viser ikke blot scenografi, men udfordrer også publikums egen evne til at forestille sig rummet og verden. Der er nøgne rum med høretelefoner, hvor lyden bliver til scenografi for publikums eget indre blik og der er rum, som viser en fysisk gestaltning af verden.

Den scenografiske præsentation er paradoksalt nok mere fremherskende i de nøgne rum, end i rum, hvor rækker af scenografiske arbejder fylder væggene. Således deler udstillingens sig i to dele. Der er stande, der med sit udstillingsgreb inddrager publikum, hvor rum og oplevelse udgør en total enhed. Og der stande, som adskiller scenografi og publikum.

Scenografi som manipulation

Den ultimative repræsentant for den publikumsinddragende totaloplevelse, og som også vandt PQs største pris, ”The Golden Triga”, var “Unified Estonia”, skabt af teatergruppen ”NO99” fra Estland. Konceptet har favnet det politiske aspekt af PQs udstillingstema ”shared spaces” med en stand, der udgør et luksuriøst partikontor. I og med at kontoret er opført i Prag, udgør standen form for performativ franchise i tilgift. ”Unified Estonia” iscenesætter publikum, rum og medier.  Med en 40 dages valgkampagne, der kulminerede i en valgfest, dannede medier, byrum og en stor sportshal tilsammen, et gennemført totalteater, der satte virkelighedens valgpropaganda og scenografiens manipulative kraft i relief. Scenografien tager greb  på virkeligheden med metoder af Riefenstahl’ske dimensioner og med associationer til Hitlers propagandafilm.

Scenografien i panden

Scenografi findes ikke kun den visuelle fysiske manifestation, men også i audiovisualiteten. At scenografi i lige så høj grad sker inde i publikums hoveder, blev evident med Polens udstillingskoncept, der vandt prisen for det bedste lyddesign. Med udstillingen, Post-Apocalypsis, har det polske kunstnerteam skabt en degenereret skov af nøgne stammer, der holdes fast af den rustne stål, som gennemborer dem. Stammerne har små interaktive mikrofoner, som publikum kan trykke panderne imod og mærke den transformerede lydeffekt af vejrdata fra Chernobyl eller Fukushima, igennem.

Kafka og dekadence

PQs ambition har været at knytte Prags historiske arkitektur til de scenografiske udstillingskoncepter. Her var Ruslands elevudstilling i Kafkas hus på den Gamle Bys Plads, de mest litterære i sin tilgang, ved at tolke Kafkas ”Forvandlingen” med kostumetegninger af karaktererne i fangedragter og en scenografisk model af et rum fyldt med spindelvæv, kakerlakker og en fugl i bur. Men en egentlig visuel inddragelse af bygningens kvalitet, var der dog ikke taget stilling til. Det gjorde sig til gengæld gældende ved den norske præsentation, hvor det norske flag, draperer den barokke trappe i Clam-Gallas-Palac-bygningen og deformerede skeletter med dukkehoveder og tomme vodkaflasker i de knoglede hænder hænger i dets slæb og danner en sælsom kontrast og forbindelse til det dekadente interiør.

Scenografi som vindue til verden

Juryen, der  i år blandt andet bestod af Kirsten Delholm, valgte at give Kina en guldmedalje for performancedesignet i deres udstillingskoncept ”Fog or not Fog”. Kinas kurator Xinglin Liu, inddrog vejrtemaet, ved at placere et tv i hjørnet som samlingspunktet for det rum vi deler, når vi er beskuere af vejrudsigten i tv’et såvel som fra vinduet. Ligeså gestaltes teateret som et vindue, hvorigennem vi ser verden.

Kend dig selv med andre øjne!

Den danske stand tilhører et af kvadriennalens mere usynlige eksempler, hvad scenografi angår. Her er publikum selv det scenografiske udtryk, der forandrer bybilledet. Med konceptet med ”Med andre øjne” giver teatergruppen, ”Global Stories” os nye øjne at opleve verden med, ved at sminke os om til en anden etnicitet og/eller et andet køn. Efter transformationen bliver publikum opfordret til at gå ud i gadebilledet og opleve, hvad det vil sige at være en anden i det byrum vi deler. Teksten bliver det oplevede, der dokumenteres efterfølgende i interviews som udstillingens besøgende kan lytte til. Den danske stand var velbesøgt, men trods sit inddragende og favnende koncept, fandt juryen ingen priser til den danske stand.

”Med andre øjne” knytter scenografien til publikums egen evne til at se og agere i rummet. Samtidig fungerer selve standens design på interaktiv vis og formidler globaliseringen som et uundgåeligt faktum. De besøgende kan prøve parykker og briller. Brillerne hænger i snore sammen med små spejle og udgør i sig selv et hav af referencer fra antikken til i dag: fra Sokrates ”kend dig selv” og de kristne mystikere, der ser øjet som sjælens spejl, til Lewis Carrolls bind af Alice i eventyrland ”Bag spejlet” og Villy Sørensens ”En Glashistorie”. Scenografen Julie Forchhammers intention har dog været at skabe et realistisk miljø, der gør udstillingen til en dokumentation af virkeligheden, snarere end et eventyr. Udstillingen giver publikum mulighed for at opleve og mærke problematiske realiteter omkring køn og etnicitet på egen krop, frem for at træde ind i et eventyr.

Det fælles rum som nøglen til scenografien

”Shared Spaces” har på engang udgjort det samlende tema og nøglen til at orientere sig på kvadriennalen. Langt de fleste stande har formået i en eller anden grad at konceptualisere deres udstillingsstand, hvilket bringer scenografi nærmere billedkunsten og viser dens favnende tværfaglighed.

PQ varer kun 10 dage. Sammenlignet med kunstbiennalen i Venedig er det kort tid for en så omfattende begivenhed. PQ bærer desværre også præg af et sparsom budget. De enkelte lande har ikke alle haft lige vilkår i finansieringen af deres stande. Til trods for dette er den kunstneriske kvalitet generel høj og man kan håbe på, at verdens kunst- og kulturstøtter får øjnene op for scenografiens betydning, ikke blot i kunsten, men også i den hverdag, der omgiver os og ikke mindst manipulerer med os.

Hvis ikke du nåede til Prag inden den 28. Juni, hvor PQ sluttede, så er scenografien altid tilgængelig for dit indre blik eller i billedgalleriet med udpluk fra udstillingen her!

 

Sceno.dk’s skribent var inviteret med til Prag af forbundet af Danske Scenografer. Under tagget ”Prague Quadriennial” kan du finde flere indslag fra den danske udstillingsstand.

Fakta: Prague Quadriennial (PQ) er en international udstilling af scenografi, som har fundet sted hvert fjerde år siden 1967. PQ 2015 er den 14. gang. Udstillingen varer ti dage og har indtil i år fundet sted på én location. Men i år har arrangørerne valgt at ligge udstillingen i en række historiske bygninger i Prags gamle bydel. Udstillingen har involveret mere end 1000 kunstnere, der repræsenterer mere end 60 lande og 600 begivenheder, som inkluderer alt fra artist-talks, workshops og performances. Det overordnede kurateringstema, har været ”Shared Spaces” med valgfrie undertitler, ”Music”, ”Weather” og ”Politics”, som frit kunne fortolkes af de enkelte landes kuratorer.

 

Læs mere om PQ på http://www.pq.cz/en/

Læs mere om det danske udstillingskoncept: http://medandreøjne.com/

Læs mere om vinderkonceptet Unified Estoniahttp://www.no99.ee/productions/no75-unified-estonia-assembly

Prag Quadrennialen 2015 – scenografien bevidstgøres “med andre øjne”

Global Stories repræsenterer den danske stand med konceptet, "Med andre øjne"

Global Stories repræsenterer den danske stand med konceptet, “Med andre øjne”

I følge scenografen Sarah Vilslev, der har kurateret den danske stand på Prag Quadrennialen (PQ), bevidstgøres scenografien igennem den interagerende transformation, som “Med andre Øjne” byder sit publikum. Ved at gå gennem byens gader som “en anden” bliver byen scenen og byens indbyggere publikummet.

Sarah har valgt “Med andre øjne” til repræsentere den danske stand, da den ikke blot favner Quadrennialens overordnede tema, men derudover handler om, hvordan scenografi i høj grad også er formidling af kompliceret materiale. Julie Fochhammer, der har scenograferet standen, har været meget bevidst om, at den ikke skulle fremstå for designet, men dog professionelt, samtidig skulle det fremstå som et rum i proses, hvor publikum kunne føle sig inkluderet og have nem tilgang til at interagere.

Prag Quadrenniale 2015 from maria ciccia on Vimeo.

Prag quadrenniale 2015 – De rum vi deler

Sceno.dk er i Prag, for at opleve Prag Quadrennialen (PQ), som finder sted fra den 18. til den 28. Juni.

Det er et overflødighedshorn af scenografi fra hele verden, der udstilles på forskellige locations i Prags gamle bydel. Udstillingen er kurateret med det overordnede tema, “Shared Spaces” for øje.

Sarah Vilslev, der er kurator for den danske udstillingsstand, har valgt Global stories’ koncept, “Med Andre Øjne”  som repræsentant for Danmark på PQ. Julie Forchhammer har scenograferet udstillingsrummet med de mange ansigter.

Sceno.dk taler her i dette videointerview, med med Morten Nielsen, som er projektleder for konceptet.

Morten fortæller blandt andet om, hvad “Med Andre Øjne” går ud på og hvordan det favner det overordnede tema for PQ. “Med Andre Øjne” inviterer publikum til at deltage, ved at blive transformeret om til en anden race eller et andet køn, gå en tur i byen og opleve sig selv med andre øjne i det rum vi alle deler.

Prague Quadrenniale 2015 from maria ciccia on Vimeo.

Billedfortælling uden kompas på Teaterøen

Jeg har begivet mig ud på Teaterøen, der ligger midt på Refshaleøen, midt i mellem glemt industri og kreative værksteder og for tiden huser en del af CPH Stage’s mere alternative forestillinger.

Ved indgangen modtager jeg dagspasset; en lille grøn stoflap med bredde- og længdegraden påtrykt. Så ved jeg, hvor jeg er. Også når jeg lukkes ind i mørket til Carte Blanches og Animationsworkshoppens forestilling, Time Woke Up in Darknes, hvor jeg skal lukke og åbne øjnene og se nuet, som kontinuerligt forsvinder. Forestillingen eksperimenter med tiden, som formmæssig faktor, igennem et interdisciplinært møde mellem animationens og teatrets tidsmæssige arbejdsbetingelser. Som publikum inviteres du til at interagere med rummet og være ét med nuet. Scenerummet er et laboratorium med ø’er af installationer, der sammen skaber et slags kosmos, og hvor abstraktioner af naturens elementer på forskellig vis mødes i performative interaktioner. Jeg kan således tænde og slukke for den lille lygte om halsen, lade mig blive henvendt til eller lade være, slå mig ned i flydepuderne, lukke øjnene og blive bragt ud på en rejse, der starter i mit eget lille lysende hjerte. Jeg kan åbne øjnene og betragte animationens bevægelse blive til af lysende streger mens performeren næsten står stille. Og jeg kan få en sten i hænderne, lukke øjnene og mærke dens egen leg med tyngdeloven. Jeg kan lege med lyset og ligge mig under bølgerne, der sænker sig over mig, akkompagneret af interstellar lyd.

Er jeg blevet ældre eller yngre? Fik de bøjet tiden? Fik de den vækket i det mørke rum, eller stod den stille? Måske svaret er at finde, hvis jeg en dag vender tilbage og betragter mit portrætbillede fra den dag i det mørke rum.

Da jeg bagefter kommer ud i lyset, må jeg lede en ekstra gang efter den lille grønne lap i lommen, der sikre mig entre til den næste forestilling.

Fra foyerens univers af møbelkluns med lysekroner, kanelabre og chaiselonger, guides vi ud på grusvejen og hen til en døråbning i en stor træbygning. Indenfor sidder Sylvia ved et bord og skriver på en skrivemaskine i et sort rum.

Sylvia, af Teater Svada, er en afdæmpet monolog, baseret på den amerikanske digter og forfatterinde, Sylvia Plath, som led af klinisk depression og til sidst tog sit eget liv. Her den sceniske fortælling skåret ind til benet; neutrale elementer, udgør bord og stol. Udover skrivemaskinen er der en telefon, som lyses op i nogen af de momentvise billeder, som forestillingen er klippet sammen af. Et kabel og murstensvæggen får dermed stor billedlig betydning, i den minimalistiske scenografi. Sylvia er, med sine slidte røde pumps og beskedne 50’er dress, som en tidslomme, der med teksten bringer os ind i Sylvia Plaths liv. Teksten eller manuskriptet over hendes liv er i bogstaveligste forstand hele tiden i hænderne på skuespilleren på scenen. At scenografien er skåret ind til benet, giver her god mening, idet teksten og de den skaber i publikums bevidsthed er det afgørende.

Tilbage i foyeren, er Mr Rise & Peanuts i gang med at varme op til deres danseperformance, Small!, som betyder ”bang” i datid på svensk. De to performere leger med ironisk distance med rummet mellem bevægelserne og jazzer med klicheerne. Scenografisk set, kan performer parrets sportslige out fit, ses som en indbyrdes dyst over bevægelsernes rumlighed og relation.

Den sidste forestilling på programmet er Light, dark, light heavy, her er bliver vi atter guidet hen til den store træbygning, men ind i et hvidt rum. Vi skal opleve en danser og en håndholdt lyskilde. Forestillingen starter med en stemme i mørket, der bliver til flere stemmer og solodansen med lyset indledes. Her fremstår de dramaturgiske parametre, lys, lyd, bevægelse, rum og tid i et næsten nøgent kinæstetisk forhold til hinanden. Samtidig er der en fortælling om selviscenesættelsen, der ikke kan finde balance eller tyngde i et evigt tilintetgørende kredsløb om sig selv.

Fælles for dagens forestillinger, er at de ikke har haft en scenograf tilknyttet til at balancere den samlede visuelle fortælling. Light, dark, light heavy har haft en billedkunstner der antageligvis har skabt en billedmæssig balance.

Men for Time Woke up in Darkness vedkommende skal den billeddramaturgiske fortælling, skabes af publikum selv og dermed opnår forestillingen måske ikke at ramme med sin intention og sceneelementer forbliver uopdagede. Billedfortællinger uden scenografer er lidt som et skib uden retning og kompas og så er det jo godt, at jeg ved på hvilken breddegrad jeg befinder mig. 55° 41° 47°⁄ 12° 36° 46° nordøstlig breddegrad.

 

Sted: Teaterøen

Se spilletider her!

Time Woke up in Darkness
Carte Blanche og Animationsværkstedet
Sarah John (Instruktør)
Sara Topsøe-Jensen (Koncept)
Michelle Kranot (Videodesigner)
Uri Kranot (Videodesigner)
Thomas Ahlmark (Lyddesigner)
Kristoffer Jørgensen (Lyddesigner)
Troels Lindebjerg (Tekniker)
Jakob Kirkegaard (Tekniker)
Adrian Dexter (Videodesigner)
Marieke Breyne (Performer)
Cindy Rudel (Performer)
Jean-Marie Oriot (Performer)
Jakob Kirkegaard (Performer)

Sylvia
Teater Svada
Manuskript: Pernille Lyneborg og Susanne Storm
Spiller: Pernille Lyneborg
Instruktør: Susanne Storm
Produktion: Søren Romer

Small!
Mr. Rise & Peanuts
Robert Logrell (Koreograf)
Sanna Blennow (Koreograf)
Kaspar Liepins Hedström (Lyddesigner)
Fridold Lundmark (Lyddesigner)
Robert Logrell (Performer)
Sanna Blennow (Performer)

Light, dark, light heavy
Chris Crickmay (Billedkunstner, Koreograf, Lysdesigner)
Ellen Kilsgaard (Producent, Koreograf , Danser, Lysdesigner)
Sharon Stewart (Lyddesigner, Komponist)

 

 

Som var det i går – Hyldest til de burleske dameben

Riddersalens et hundrede års jubilæumskabaret fra 2014, der i disse dage genopføres på CPH Stage hylder dameben og sangskatte fra teatrets historie.

Julian Toldam Juhlin, der er en af modtagerne af Reumerts ti talentpriser, har trukket scenografien til det yderste, ved i bogstaveligste forstand at lade scenografien bestå af dameben i opfindsom billedkoreografi. Fortæppet associerer et fjerbesat dameskørt, som de unge herrer, hænger i og kigger længselsfuldt op under. Daimi, der fremstår som forestillingens ultimative diva, entrere scene for scene i det ene kostumerede festfyrværkeri efter det andet, flankeret af unge mænd i bare hvide skjorter, der stavre i højhælede røde laksko.

”De binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd” synger de sparsomt klædte unge mænd på den nøgne scene og trækker meningen med den burleske galskab frem som en sødmefuld og smertelig gestaltning af kulturens tilstand.

Scenebillederne sætter alting på spidsen uden at lægge fingrene imellem, og brillerer i den afsluttende scene med at krone den konkubineklædte Daimi, med et lysende cirkelrundt spejl og trylle alle scenens hvide skjorter røde. De lysende cirkler går igen i Daimis briller, indikerende at verden er som øjet, der ser.

Scenografen har i mere end en forstand givet Som var det i går, ben at gå på og på festlig vis grebet Riddersalens eget flamboyante særpræg,

 

Sted Riddersalen, (Jytte Abelstrøms Teater)
Spilleperiode 9. – 21. juni 2015
Tekster og musik fra Riddersalens forestillinger
Scenografi Julian Toldam Juhlin
Lysdesign Jon Gelting
Instruktion Geir Sveaass
Koreograf og medinstruktør Charlotte Munksø
Medvirkende: Daimi Gentle, Signe Birkbøll, Henrik Silver, Hans Find Møller, Mathias Rahbæk og Morten Hee Andersen

Scenekunst i København og international udstilling af scenografi

Om få dage løber festivalen CPH stage af stablen med et 12 dages overflødighedshorn af scenekunst, der finder sted i København. Her kan man se noget af det teater, man ikke nåede i løbet af sæsonen, foruden en masse nye og internationale forestillinger. Scenograferne er dog svære at få øje på i programmet. Med få undtagelser har der slet ikke været scenografer på forestillingerne.

Jeg håber derfor at opleve Riddersalens Som var det i går, en ethundredeårskabaret. Julian Toldam Juhlin, der har skabt scenografien til forestillingen, er i år modtager af Reumers talentpris, hvilket sikkert har en visuel årsag, der er skal bemærkes.

Som noget helt andet og mere alternativt, tager jeg en tur til Teaterøen og oplever Time woke up in darkness af Teater Carte Blanche og The animation workshop, der eksperimenterer med animation, livemusik og interaktivitet.  Når jeg alligevel er der, håber jeg også at opleve danseforestillingen LIGHT-DARK-LIGHT-HEAVY og performancen SYLVIA. Og så når jeg ikke så meget mere. Selvom jeg gerne havde set Et latterligt menneskes drøm i Kapellet på Assistens Kirkegården og Markedet på Det Kgl Teater. I næste uge rejser jeg til Prague Quadrennial, en international udstilling af scenografi, som  finder sted i den tjekkiske hovedstad. Danske scenografer er også præsenteret med en stand og jeg ser frem til at opleve scenografi fra hele verden i en af Europas smukkeste byer.

Se mere om CPH Stage her!

Info om Prague Quadrennial her!

De ligger godt i maven – Kålhoveder danner kulturmøde

Man skal være mere end intellektuel tålmodig for at komme igennem den 135 minutter lange forestilling på Københavns Musikteater. Jeg og et par andre publikummer, evnede det ikke og måtte gå før forestillingen var til ende. Det er derfor muligt, at jeg ikke har fanget forestillingens dybere pointe, men efter 80 minutter var den stadig svært at få øje på.

Som anmelder med fokus på scenografien, skal jeg ikke komme for meget ind på en langtrukken tekst uden dramaturgiske holdepunkter, eller et spil, der forekom så dilettantisk, at jeg havde svært ved at nøjes med blot at krumme tæerne. Vi har at gøre med professionelle spillere, så man må nok tillægge iscenesætteren en del af ansvaret. Form og spillestil forekom postuleret og lignede et mislykket forsøg på at være med på den publikumsinvolverende totalteatertrend, der for tiden griber om sig.

Om det skyldes arrogance eller forvrænget selvbillede, ved jeg ikke. Men holdet har muligvis følt sig overordentlig selvfede og provokerende i al deres ekstravagante og kedsommelige omgang med kålhoveder.

Selvom scenografien ikke kan redde forestillingen som helhed, så ligger den i det mindste godt i maven i al sin velkomponerede dekonstruktivisme. I modsætning til spillet, forsøger scenografien ikke at postulere noget og scenens elementer fremstår i en slags nøgen antiæstetik. Publikum, der placeres langs forårsrullefabrikkens blanke stålborde, iklædt udleverede hvide kitler og grønne hårnet, indgår flot i den scenografiske helhed. Kålhoveder, som er hovedingrediensen i forårsruller, fylder sammen med en bevidst stilforvirring af møbler og inventar, billedet ud. Velplaceret strejf af rødt fuldender, sammen med kinesiske ornamenter på bagvæggen, billedkompositionen.

Projektets intention, har antageligt været at styrke det kulturudvekslende bånd mellem kinesiske nydanskere og etniske danskere og jeg kan forestille mig, at de har modtaget en velmenende og politisk korrekt ansøgning oppe i kunstfondens projektstøtteudvalg. Det er der bare ikke kommet en kunstnerisk helstøbt forestilling ud af.

 

 

Spillested: Københavns Musikteater

Tid: 1.-13. Juni

Produktion: Nydanskeren Jimbuts Kulturforening
Medvirkende: Rosa Sand Michelsen, Peter Flyvholm, Wei Xu
Violinist: Xiao Ming Ma
Komponist og lyddesign: Brian Larsen
Dramatikere: Gritt Uldall-Jessen, Jimbut Jun Feng
Iscenesætter: Nils P. Munk
Scenograf: Sir Grand Lear (Ingvild Grande & Lea H. Burrows)
Dramaturgisk konsulent: Tine Byrdal Jørgensen
Tekstdramaturg: Jette Lund
Kostumer: Anna Rosa Hiort Lorenzen
Lysdesign: Ilkka Häikiö

Pigen der legede med svovlstikkerne brænder alt det af, der gør ondt.

Verden er sort hvid for det spaltede trekløverensemble, der spiller Pigen der legede med svovlstikkerne og blander HC Andersens eventyr med Stieg Larsons ikonografiske karakter Lisbeth Salander. Således skabes også et kontrastfyldt drama i Får302s sorte rum, hvor spillernes ansigter lyser hvidt i mørket og Sorte kasser tegner scenografiens koreografi, der bringer os ind i fortællingen med dynamisk timing.

Omsorgen er fraværende på perronen, hvor pigen venter på, at toget skal komme og tage hende med til et land af mere grå nuancer, men bliver så med ét nærværende, da hvide tæpper og puder for et øjeblik favner det sorte.

Et lille liveduo sætter stemningen med firser-sort melankolsk punkpop, der drager publikum ind i de mørke følelsers univers.

Svovlstik på svovlstik bliver strøget. Med skarpt tegnede tableauer, kigger vi først ind i selfiens snapshots, for i det næste øjeblik at kigge ind i pigens vrede, hendes traume og skæbne uden binding, anerkendelse, respekt eller bekræftelse fra andre end hende selv.

Svovlstik for svovlstik brænder hun alt det af, der gør ondt af for øjnene af os. Mens musikken spiller og toget passerer, dør hun af kulde og ekskludering.

Scenografisk er forestillingen sparsom og selvom det lille sorte rum i sig selv gestalter stemningerne, virker lyssætningen sine steder uheldigt dominerende med sine mange lamper opad væggene, der måske giver mening, hvis de kunne have vist en vej ud af svovlstikkernes sorthvide tilgang til tilværelsen.

 

 Spilletidspunkt:  1.6 – 6.6  (ma. – fre kl. 20, lø. kl. 13)

Sted: Teater Får302

Gæstespil af Teater Vígdís
MEDVIRKENDE: Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, Sophia Grønlund og Sanne Boeskov Christensen
MUSIK: David Tholander, Lauritz Carlsen
INSTRUKTØR: Sarah Felskov
DRAMATIKER: Heidi Vd Heijkant Christiansen
LYSDESIGN: Jacob Münster