Kategoriarkiv: Anmeldelser

Voks – Et scenedigt forsvinder

Sceno.dk indleder beskedent sæsonen med scenedigtet Voks. En forestillingen der næsten forsvinder i scenesproglige brydninger.

Vi befinder os i et minimalistisk univers. Rummet er indhyllet i hvid gaze og de få sceneelementer leder tankerne hen på dada-kunstneren, Marcel Duchamp, der bryder med den klassiske meningsdannelse. Elementerne er genkendelige, men indgår i et nyt og abstrakt fortællingseksperiment, der dog nærmest forsvinder i udefineret rumlig tavshed.

Replikkerne refererer til noget, som er sket og som ”vi ikke taler om”. Selv tabuerne forsvinder og er ikke til stede som andet end publikums egen evne til at danne dem.

Fremhævet står Maria Louise Suhrs kostumer, der på engang referer til både en klassisk og moderne tid som hun samtidig ophæver, ved at gøre kostumerne til tegn eller skilte med grå og gule striber mod den hvide baggrund. Dramatisk set, forsvinder de dog som medfortællende element og kostumeskiftet til slut, er så underspillet, at man fortsat leder efter et clou, der kan hægte dem op på den samlede fortælling. Men måske er det netop meningen, at associationerne skal brydes, hver gang de opstår.

Det er som om alting vil forsvinde i denne poetiske forestilling. Også Michael Søndergaards videoprojektioner, der aldrig rigtigt integreres i den rumlige helhed, fortoner i det lys som scenen for det meste bader i.

Forestillingen er smukt tænkt, som et intenst, nærværende intimt scenedigt. Desværre forløses den ikke rigtigt i sin sanselige ambition. Den hvide gaze, der draperer væggene, kunne på sin vis symbolisere noget skrøbeligt og sart som en hemmelighed, der dækkes over. Men de forbliver en tavs kulisse, der hverken slører, afslører eller overrasker, alt er ligesom skrabet ind til benet uden at man dog kan se benet. Lyddesignet er mere et abrupt element end en rumlig understøttelse.

Voks der ellers sælges som en sansehistorie om sne, dyr, børn og aske, fornemmes mest som et fjernt digt, der er mere intellektuelt abstrakt end sanseligt vækkende.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der havde været råd til en scenograf , som kunne have hævet den visuelle poesi til det helstøbte niveau Voks fortjener. For der er afgjort interessante brydninger i fortællestil og scenesprog.

Sted: Bådteatret

Produktion: Teater Hvis

Tid: 3.9. 2016 – 11.9. 2016

Medvirkende: Anne-Sofie Krogh Jensen, Anja Nielsen
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Instruktion: Lotte Arnsbjerg
Kostumer: Maria Louise Suhr
Video: Michael Søndergaard
Musik: Torben Egeris
Lysdesign: Anna Maria Waldelius (SSKS)
Komponist: Torben Egeris

Arne går under i Domus Vista

Skriv et svar

Foto: Miklos Szabo

En gusten væg bliver til utalige rum i et Domus-Vista-univers, hvor vi drømmer stort og falder dybere end dybt, for Arne går under er tunge sager i tragikomisk forklædning. Forestillingen sætter fokus på manden på bunden. En socialrealistisk og nærværende historie som abstrakt dukketeater. Det er historien om omsorgssvigt og et misforstået behandlersamfund, hvor klienter drives i døden.

Dukkeførerne er som hyper-opmærksomme vidner, der gør som dukken vil. Det giver en særlig magisk dynamik, som er helt anderledes end levende skuespillere.

Dukkemageren og scenografen Rolf Søborg Hansen, har skabt nogen fascinerende levende dukkehoveder, vis kranielignende træk understreges af lyset. Sonja Lea har på fornem vis formået at udnytte lysets muligheder og skærpet undergangsstemningen med alt fra ulmende nøgne pærer, til U-bådsagtig undervandsstemning og vægge der bliver blødrøde.

Arnes fremmedgjorthed bliver tragikomisk udtalt med flodheste- og kineserdukker, der sammen med dukkeførernes levende lemmer skaber bizarre billeder.

Arne går under i en skærsildslignende række af prøvelser, hvor scenografien fremtryller utallige rum for øjnene af os; fra altanlejlighed, toiletrum og indre organer til jobcenterets triste korridorer. Selvom jeg ville foretrække, at den reelle lyd fra den rokerende scenografi, ikke indgik som lydkulisse i et ellers velkomponeret og foruroligende smukt lyddesign af Ida Jacobsen, bliver man forført af den velkoreograferede sceniske illusion.

Der er mange lag i dramatikeren Mikkel Trier Tygårds stykke, der gør dukketeatergenren både relevant og udfordrende for voksne. Men trods den sympatiske ambition i at ville fortælle om manden på bunden, ”..og alle Arner’ne derude”, virker anskuelsen af behandlersamfundet en smule klichefuld. Men scenografiens og dukkernes fascinerende kraft opvejer det dog fuldt ud; man keder sig aldrig, der er masser at se på og reflektere over før vi går under.

Sted Bådteatret
Tid 6. februar- 5. marts
Instruktør Rolf Heim
Scenograf & Dukkemager Rolf Søborg Hansen
Lys Sonja Lea
Lyd Ida Jacobsen
På scenen Laura Müller, Rolf Søborg Hansen. Pernille Nedergaard Haugesen og Karen Monrad
Dramatiker Mikkel Trier Rygård

Det store Ædegilde – Den sidste nadver på kontanthjælp

Skriv et svar

Foto: Søren Meisner

Der er langtfra jobcenterets og sagsbehandlerens skranker i Fix&Foxys seneste iscenesættelse, hvor lugten af mad hænger tungt og intenst over Store Scene i Dansehallerne. Her æder 8 kontanthjælpsmodtagere sig igennem selvsamme menu, som i den fransk/italienske film ”Det store ædegilde” af Marco Ferreri fra 1973.

Scenografen Sille Dons Heltoft, har genskabt den filmiske setting og formået at fastholde virkelighedsteaterets kunstgreb og den scenografiske balance uden at teatralisere. Heltoft kan af-stilisere med en ekvilibristisk intellektualitet, så det bliver en stil i sig selv. Alligevel er scenografiens egen poesi tilstede overalt, for selvom scenografien, har taget direkte fra filmen, har elementerne fået en ny symbolladning. Iscenesættelsen og scenografien skaber et virkelighedsteater med et mylder af referencer, der spejler filmens scener med kontanthjælpsmodtagernes eksistensvilkår.

Forrest på scenen står langbordet dækket med hvid dug. Under en stor del af forestillingen sidder her en kvindelig kontanthjælpsmodtager i mørkegrøn kjole, som en anden Maria Magdalene ved den sidste nadver. Den kristne terminologi fornægter sig ikke, for er det i virkeligheden ikke disse mennesker, der korsfæstes for øjnene af os tilsammen af systemets ubønhørlige umyndiggørelse. Deres medvirken i forestillingen lader dem for et øjeblik undslippe dette greb, mens deres livsvilkår serveres for publikum. De originale personligheder fortæller deres personlige historier om alt fra psykisk sygdom, følger af sexmisbrug og stofmisbrug, til håb og drømmen om en dag at undslippe. Mens maden indtages i utrolige uappetitlige mængder, ofte alle andre steder end ved bordet, står stolene underligt tomme som et minde om alle de ubrugte potentialer, der går tabt.

Forestillingen gestalter overdådigheden til kvalmepunktet, den ene ret efter den anden, fra vagtler og kalkun til crepe suzette og buddingebryster, med prutter, lort og bræk til følge. Som i ”Jeppe på bjerget”, der vågner i baronens seng, undslipper vi ikke systemets jerngreb og en grum skæbne. Et system, der forekommer mere og mere meningsløst, efterhånden som scenens køleskabe, som forestillingen skrider frem, fyldes med de døde: Fråseriet bliver vores alles død, enten ved at nogen får for lidt eller nogen får for meget.

Som et uskyldigt og magtesløst tavst vidne, er et akvarium med en to udstoppede dådyr centralt placeret i scenografien. I det andet hjørne står et billardbord, hvorpå spillerne ligger sig som hunde i et spil kegler. Bagtæppet blafre for en kort stund med drømmen om at undslippe, men der er ingen egentlig udvej, for livet er virkeligheden lige nu.

Fix&Foxy har i deres tidligere forestillinger benyttet sig af virkeligheden, af publikumsinvolvering og af virkelige personer frem for skuespillere. Den skarpe adskillelse af scene og publikum, er således usædvanlig, idet publikum denne gang er på sikker afstand af scenen. Men i betragtning af det mod, de medvirkendes udviser ved at stille sig frem og dele deres historier, er det nok et nødvendigt hensyn iscenesætterne har måttet tage. Men med julefrokosterne, der står for døren og med vedtagelsen af regeringens seneste finanslov, kan Det Store ædegilde, dog dårligt komme tættere på.

Sted: Dansehallerne

Tid: 21. november – 1. december 2015 kl 20 Mandag, Onsdag, Lørdag.

Producent: Fix&foxy

Medvirkende: 8 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister:

Sebastian Behrndtz

Ann-Selena Cailloux

Eddie Emhof

Troels Laurell

Noga Bonibay

Kim Dalmose

Kasper Mechlenburg

Katrine Fokdal

Koncept og iscenesættelse: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Anna-Maria Barse
Lysdesign: Tobias Stål
Lyddesign: Ditlev Brinth
Kok: Birgitte Kampmann
Assisterende kok: Christine Bille Nielsen

“Hjem” – en leg på tæppet

Skriv et svar

Foto: Andreas Bergmann Steen

I de selv samme minutter som Paris bliver ramt af terror, leger jeg sammen med det øvrige publikum i performanceinstallationen ”Hjem”, at jeg er syg. Vi ligger på nogen madrasser og jamrer, kalder på vand og omsorg. I en verden, hvor millioner er fordrevet fra deres hjem, synes ”Hjem” som et velvalgt tema for Seimi Nørregaards seneste værk.

Der har været allergiske reaktioner fortæller Seimi inden vi træder ind i performanceinstallationen og inden hun selv sætter sig med et klæde over hovedet. Jeg tænker om det er den hengemte lugt af gammelt tøj, der er årsagen.

Det er Warehouse9 i Kødbyen, der denne gang ligger rum til. Vi går rundt på strømpefødder, på en sammenstøbning af brugte væg-til-væg-tæpper. Publikum bliver straks sat i sving med opgaver, såsom at gemme slik, sorterer tøj efter farver, klippe bogstaver og støvsuge madrasser. Jeg deltager velvilligt og med åbent sind og forsøger at kode meningen, men føler allermest, at jeg er blevet sat tilbage i børnehaven.

Med masser af brugt stof, et socialrealistisk tema og en form, der blander rum, installation, performance, publikumsinvolvering og digt, er ”Hjem” et typisk Seimi Nørregaard.

Samtidig forekommer ”Hjem -En ommøblering af det kendte” som et forsøg på konsekvent at dekonstruere både form og indhold. Alt hvad der foregår, bliver på en måde lige-gyldigt. ”Ingen rejser sig og går, ingen bliver siddende”, flyder ud af Seimis mund. Vi kan lade være, eller ikke lade være. Således går den dybere mening også tabt for mig. Det hele virker for nemt og for lemfældigt.

Hvis man vil, kan man godt finde pointer og måske skal installationen have lov til at vokse igennem publikumsinvolveringen, der ved hver forestilling efterlader sig spor til den næste forestilling. Men der er for meget selvsving over performanceduoen Seimi Nørregaard og Boaz Barkan, som godt kunne have brugt input, der ikke blot kom fra et umælende publikum. Vi kan gemme slikket, vælge bogstaverne og sorterer farverne i tøjet, lade os gelejde rundt efter Seimis barnlige instruktioner, men hvad mere faciliterer forestillingen?

Brugte madrasser, en parasol, et interimistisk plankeværk er måske nok et rumdigt for, hvor skrøbelig en illusion hjemmet som skærm mod verden er blevet. Og skabe og skuffer, der gemmer ubrugelige genstande, gestalter måske nok vores meningsløse ophobninger, og Seimi med klæde over hovedet, vores fornægtelse. Men performancens barnlige attitude forbliver en leg på tæppet og de rumlige digte fortaber sig i meningsløs hoppen på madrasser. Jeg er ikke længere noget barn, jeg kan ikke længere blot lege videre midt i en verden af galskab. Således står paradokserne i kø, i en cirkel, der slutter om sig selv, i ”Hjem -en ommøbleringen af det kendte”.

Iscenesættelse: Seimi Nørregaard og Boaz Barkan
Sted: Warehouse 9, København V
Spilleperiode: 11. – 27. november 2015 Tirsdag-lørdag kl. 20, søndag kl. 15
Udstilling: Tirsdage og fredage kl. 13-18 – gratis entré

+1 – Et sort rum, der aldrig forsvinder

Skriv et svar

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Apocalyps now” er svært at udtale for en ung pige med selvværdsproblemer, præcis lige så svært som det er at gestalte en ung piges ensomhed. Teater Mærkværk kaster sig dog modigt ud i begge dele med en monologen +1 af Line Mørkeby. Raphael Solholm, har stået for scenografien, der lever op til alle turnekrav og består af et kvadratisk scenerum af sorte vægge og tre hvide kæmpepuder. Lamperne, der hænger på toppen af væggene udgør lyssætningen. Bedst som man tror, at rummet ikke gemmer nogen overraskelser, hives lakridskonfektdåser ud af usynlige åbninger i væggen og rummet forvandles til et hvidt projektionslærred for den ensomme pige, der har et dødningehoved af nitter på sin sorte t-shirt. Men så er det også slut med overraskelser i denne forestilling og som min 13 årige datter bemærker: ”den siger ligesom ikke noget nyt, alt det ved jeg godt i forvejen, så hvad mere vil forestillingen fortælle mig?” Fra mit voksenperspektiv forstår jeg hende, men tænker også, at denne forestilling ikke skal stå alene, men suppleres af formidlingsmateriale og være oplæg til diskussion rundt omkring på skoler og gymnasier.

Videodesigneren har ligesom scenografen ikke pyntet på noget, projektionerne er skåret ind til nærmest dokumentarisk virkelighed, der paradoksalt ikke er virkelighed i forestillingen, men den virkelighed, som monologholderen forestiller sig hun ville have, hvis hun ikke var ensom. Dette greb er interessant i sig selv som oplæg; for hvad er virkelighed i selviscenesættelsen på de sociale medier?

Identifikationen med monologholderen (Anne Gry Henningsen) var svær at opnå. Som min datter sagde; “hvorfor kunne man ikke finde en yngre skuespiller, der passede bedre til alderen?” Fra mit voksenperspektiv, er mit gæt, at det måske netop er meningen, at der ikke skal være en alt for stærk identifikation, men at publikum skal kunne distancere sig for at kunne se problematikken.

+1 er på sin vis blottet for visuel poesi og bør snarere vurderes for sin terapeutiske effekt, end for sine kunstneriske kvaliteter. Der hvor man kunne poetisere, har man undladt det, de sorte vægge forsvinder aldrig helt, vi ser aldrig pigen i den ensomme spot i det uendelige sorte rum. Som publikum er vi beskuere af både flere virkelighedslag og en nøgen gestaltterapeutisk apokalypse med kæmpepuder, men også det, er en kunst i sig selv.

SPILLESTED&SPILLEPERIODE:
Teater Grob, København: 20. – 30. oktober 2015. Teater Nordkraft, Aalborg 3. – 9. november 2015

PRODUCERET AF: MÆRKVÆRK og TEATER NORDKRAFT

MEDVIRKENDE ANNE GRY HENNINGSEN
INSTRUKTØR LEIV ARNE KJØLLMOEN
DRAMATIKER LINE MØRKEBY
SCENOGRAF & LYSDESIGNER RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM
LYD- & VIDEODESIGN RASMUS KREINER

HIC SUNT LEONES – SMITTEFARE JEANNE D’ARC – Vor fælles skæbne i junglesumpens dyb

Skriv et svar

Foto: Sydhavn Teater

Hele verden er i krise, den fattige tredje verden især, vi vil så gerne hjælpe, men kan vi det, uden grundig ransagelse af vores egen rolle i krisen og det der har skabt den?

Sydhavn Teater har sammen med det tyske team og Warehouse 9, skabt en totalteaterinstallation i WH9’s lokaler i Københavns Kødby, hvor de dissekerer vestens rolle i den tredje verden.

Foran indgangen til WH9 stimer folk sammen og jeg undrer mig over en backpacker med høretelefoner og tyggegummi, der blander sig i mængden, men ligesom hende er jeg jo også på en slags ekskursion. Totalteatret er for længst gået i gang…

Publikum bliver sluppet løs på loftet og må selv navigere rundt. Jeg bliver dog som de fleste andre i mørket tiltrukket at en mandlig silhuet på baggrund af en grønlig projektion.

Junglens billeder projekteres på en sygeskærm og skikkelsen spejler vores eksistentielle refleksioner; ”Hvorfor er vi her?” ”Hvordan eksisterer vi uden liv, død, tro og tillid?” ”Hjælp os med at samle stumperne!” Så kommer backpackeren trampende og spørger om vej og vi følger alle efter Backpackeren og den hvidmalede skikkelse, udsmykket med sorte pigge, der bevæger sig edderkoppeagtigt gennem rummet.

Den anden ende af loftsrummet danner setting for en primitiv lejr i en afrikansk bush. Her sidder den kyniske lejesoldat bag et skrivebord med en computer, hvor han enten tjekker folk ud eller ser på porno med en ødelagt globus ved hans side. Hans roommate slænger sig på madrassen og zapper sig gennem voldsvideoer med henrettelser og tortur, som han også kalder porno. Backpackeren ankommer og viser sig at være en NGO’er, der er ivrig efter at komme i gang med vaccinationsprogrammet. Remedier fra et felthospital står ubrugte hen, der ligger dukker i små senge og nussede feltmadrasser spredt på gulvet.

Publikum må placere sig, hvor de vil; følge de enkelte performances, der opstår, fra enhver vinkel, vove sig ud i rummets kroge eller ned i den mørke tåge, hvorfra mystiske primale lyde stiger op.

Nedenunder befinder vi os i en slags junglesump. Hvidt støv i mørket danner ulmende former af kropsdele. Lemmer fra dukker og udefinerbare genstande flyder i bunker og jeg får et chok, da en bunke med et bliver levende. En spolebåndoptager kaster roterende projektioner rundt. Fragtmenter af en offerbænk anes, hvidmalede skikkelser danner deres egne fremmede ritualer hernede i sumpen. Publikum kigger på, tager billeder, men besmittes med det hvide støv, der ligger overalt. Backpackeren er på en hellig mission, på flugt fra de hvide væsner. Utallige billeder af barbarisk skønhed blander sig med hinanden alt efter hvor jeg står og kulminerer i en voldsom offerscene, der vender vores vestlige selvbillede på hovedet og viser globaliseringens gru. Jeanne D’arks korstog slutter, der hvor hendes identitet afsløres og vi indser vores fælles skæbne i junglesumpens dyb.

Scenografen og videokunstneren Christian Bech, har sammen med det kunstneriske team skabt et gennemført scenografisk univers, der gør publikum til medskabere af den komplekse billedmosaik i både gestaltet og bogstavligste forstand. Et opråb fra globaliseringens sump!

Fakta: HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc #1 er første del af et toårigt teaterprojekt i samarbejde med Mirko Borscht, Warehouse9 i København og Teater Nordkraft i Aalborg. Forestillingen videreudvikles til en opsætning på Teater Nordkraft med premiere i september 2016

Dele af den nyskrevne tekst består af brudstykker af Friederich Schillers Jomfruen fra Orleans fra 1801

SKUESPILLERE: Olaf Højgaard, Mille Maria Dalsgaard og Malik Grosos
PERFORMERE: Jørgen Callesen og Carla fra Helles7ed
INSTRUKTION: Mirko Borscht (DE).
SCENOGRAFI OG VIDEO: Christian Bech (DE).
MUSIK: Carla fra Helles7ed.
KOSTUMER: Elke von Sivers (DE)
TEKNIK: Ruth-Johanne Andersson

Billedfortælling uden kompas på Teaterøen

Skriv et svar

Jeg har begivet mig ud på Teaterøen, der ligger midt på Refshaleøen, midt i mellem glemt industri og kreative værksteder og for tiden huser en del af CPH Stage’s mere alternative forestillinger.

Ved indgangen modtager jeg dagspasset; en lille grøn stoflap med bredde- og længdegraden påtrykt. Så ved jeg, hvor jeg er. Også når jeg lukkes ind i mørket til Carte Blanches og Animationsworkshoppens forestilling, Time Woke Up in Darknes, hvor jeg skal lukke og åbne øjnene og se nuet, som kontinuerligt forsvinder. Forestillingen eksperimenter med tiden, som formmæssig faktor, igennem et interdisciplinært møde mellem animationens og teatrets tidsmæssige arbejdsbetingelser. Som publikum inviteres du til at interagere med rummet og være ét med nuet. Scenerummet er et laboratorium med ø’er af installationer, der sammen skaber et slags kosmos, og hvor abstraktioner af naturens elementer på forskellig vis mødes i performative interaktioner. Jeg kan således tænde og slukke for den lille lygte om halsen, lade mig blive henvendt til eller lade være, slå mig ned i flydepuderne, lukke øjnene og blive bragt ud på en rejse, der starter i mit eget lille lysende hjerte. Jeg kan åbne øjnene og betragte animationens bevægelse blive til af lysende streger mens performeren næsten står stille. Og jeg kan få en sten i hænderne, lukke øjnene og mærke dens egen leg med tyngdeloven. Jeg kan lege med lyset og ligge mig under bølgerne, der sænker sig over mig, akkompagneret af interstellar lyd.

Er jeg blevet ældre eller yngre? Fik de bøjet tiden? Fik de den vækket i det mørke rum, eller stod den stille? Måske svaret er at finde, hvis jeg en dag vender tilbage og betragter mit portrætbillede fra den dag i det mørke rum.

Da jeg bagefter kommer ud i lyset, må jeg lede en ekstra gang efter den lille grønne lap i lommen, der sikre mig entre til den næste forestilling.

Fra foyerens univers af møbelkluns med lysekroner, kanelabre og chaiselonger, guides vi ud på grusvejen og hen til en døråbning i en stor træbygning. Indenfor sidder Sylvia ved et bord og skriver på en skrivemaskine i et sort rum.

Sylvia, af Teater Svada, er en afdæmpet monolog, baseret på den amerikanske digter og forfatterinde, Sylvia Plath, som led af klinisk depression og til sidst tog sit eget liv. Her den sceniske fortælling skåret ind til benet; neutrale elementer, udgør bord og stol. Udover skrivemaskinen er der en telefon, som lyses op i nogen af de momentvise billeder, som forestillingen er klippet sammen af. Et kabel og murstensvæggen får dermed stor billedlig betydning, i den minimalistiske scenografi. Sylvia er, med sine slidte røde pumps og beskedne 50’er dress, som en tidslomme, der med teksten bringer os ind i Sylvia Plaths liv. Teksten eller manuskriptet over hendes liv er i bogstaveligste forstand hele tiden i hænderne på skuespilleren på scenen. At scenografien er skåret ind til benet, giver her god mening, idet teksten og de den skaber i publikums bevidsthed er det afgørende.

Tilbage i foyeren, er Mr Rise & Peanuts i gang med at varme op til deres danseperformance, Small!, som betyder ”bang” i datid på svensk. De to performere leger med ironisk distance med rummet mellem bevægelserne og jazzer med klicheerne. Scenografisk set, kan performer parrets sportslige out fit, ses som en indbyrdes dyst over bevægelsernes rumlighed og relation.

Den sidste forestilling på programmet er Light, dark, light heavy, her er bliver vi atter guidet hen til den store træbygning, men ind i et hvidt rum. Vi skal opleve en danser og en håndholdt lyskilde. Forestillingen starter med en stemme i mørket, der bliver til flere stemmer og solodansen med lyset indledes. Her fremstår de dramaturgiske parametre, lys, lyd, bevægelse, rum og tid i et næsten nøgent kinæstetisk forhold til hinanden. Samtidig er der en fortælling om selviscenesættelsen, der ikke kan finde balance eller tyngde i et evigt tilintetgørende kredsløb om sig selv.

Fælles for dagens forestillinger, er at de ikke har haft en scenograf tilknyttet til at balancere den samlede visuelle fortælling. Light, dark, light heavy har haft en billedkunstner der antageligvis har skabt en billedmæssig balance.

Men for Time Woke up in Darkness vedkommende skal den billeddramaturgiske fortælling, skabes af publikum selv og dermed opnår forestillingen måske ikke at ramme med sin intention og sceneelementer forbliver uopdagede. Billedfortællinger uden scenografer er lidt som et skib uden retning og kompas og så er det jo godt, at jeg ved på hvilken breddegrad jeg befinder mig. 55° 41° 47°⁄ 12° 36° 46° nordøstlig breddegrad.

Sted: Teaterøen

Se spilletider her!

Time Woke up in Darkness
Carte Blanche og Animationsværkstedet
Sarah John (Instruktør)
Sara Topsøe-Jensen (Koncept)
Michelle Kranot (Videodesigner)
Uri Kranot (Videodesigner)
Thomas Ahlmark (Lyddesigner)
Kristoffer Jørgensen (Lyddesigner)
Troels Lindebjerg (Tekniker)
Jakob Kirkegaard (Tekniker)
Adrian Dexter (Videodesigner)
Marieke Breyne (Performer)
Cindy Rudel (Performer)
Jean-Marie Oriot (Performer)
Jakob Kirkegaard (Performer)

Sylvia
Teater Svada
Manuskript: Pernille Lyneborg og Susanne Storm
Spiller: Pernille Lyneborg
Instruktør: Susanne Storm
Produktion: Søren Romer

Small!
Mr. Rise & Peanuts
Robert Logrell (Koreograf)
Sanna Blennow (Koreograf)
Kaspar Liepins Hedström (Lyddesigner)
Fridold Lundmark (Lyddesigner)
Robert Logrell (Performer)
Sanna Blennow (Performer)

Light, dark, light heavy
Chris Crickmay (Billedkunstner, Koreograf, Lysdesigner)
Ellen Kilsgaard (Producent, Koreograf , Danser, Lysdesigner)
Sharon Stewart (Lyddesigner, Komponist)

Som var det i går – Hyldest til de burleske dameben

Skriv et svar

Riddersalens et hundrede års jubilæumskabaret fra 2014, der i disse dage genopføres på CPH Stage hylder dameben og sangskatte fra teatrets historie.

Julian Toldam Juhlin, der er en af modtagerne af Reumerts ti talentpriser, har trukket scenografien til det yderste, ved i bogstaveligste forstand at lade scenografien bestå af dameben i opfindsom billedkoreografi. Fortæppet associerer et fjerbesat dameskørt, som de unge herrer, hænger i og kigger længselsfuldt op under. Daimi, der fremstår som forestillingens ultimative diva, entrere scene for scene i det ene kostumerede festfyrværkeri efter det andet, flankeret af unge mænd i bare hvide skjorter, der stavre i højhælede røde laksko.

”De binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd” synger de sparsomt klædte unge mænd på den nøgne scene og trækker meningen med den burleske galskab frem som en sødmefuld og smertelig gestaltning af kulturens tilstand.

Scenebillederne sætter alting på spidsen uden at lægge fingrene imellem, og brillerer i den afsluttende scene med at krone den konkubineklædte Daimi, med et lysende cirkelrundt spejl og trylle alle scenens hvide skjorter røde. De lysende cirkler går igen i Daimis briller, indikerende at verden er som øjet, der ser.

Scenografen har i mere end en forstand givet Som var det i går, ben at gå på og på festlig vis grebet Riddersalens eget flamboyante særpræg,

Sted Riddersalen, (Jytte Abelstrøms Teater)
Spilleperiode 9. – 21. juni 2015
Tekster og musik fra Riddersalens forestillinger
Scenografi Julian Toldam Juhlin
Lysdesign Jon Gelting
Instruktion Geir Sveaass
Koreograf og medinstruktør Charlotte Munksø
Medvirkende: Daimi Gentle, Signe Birkbøll, Henrik Silver, Hans Find Møller, Mathias Rahbæk og Morten Hee Andersen

De ligger godt i maven – Kålhoveder danner kulturmøde

2 svar

Man skal være mere end intellektuel tålmodig for at komme igennem den 135 minutter lange forestilling på Københavns Musikteater. Jeg og et par andre publikummer, evnede det ikke og måtte gå før forestillingen var til ende. Det er derfor muligt, at jeg ikke har fanget forestillingens dybere pointe, men efter 80 minutter var den stadig svært at få øje på.

Som anmelder med fokus på scenografien, skal jeg ikke komme for meget ind på en langtrukken tekst uden dramaturgiske holdepunkter, eller et spil, der forekom så dilettantisk, at jeg havde svært ved at nøjes med blot at krumme tæerne. Vi har at gøre med professionelle spillere, så man må nok tillægge iscenesætteren en del af ansvaret. Form og spillestil forekom postuleret og lignede et mislykket forsøg på at være med på den publikumsinvolverende totalteatertrend, der for tiden griber om sig.

Om det skyldes arrogance eller forvrænget selvbillede, ved jeg ikke. Men holdet har muligvis følt sig overordentlig selvfede og provokerende i al deres ekstravagante og kedsommelige omgang med kålhoveder.

Selvom scenografien ikke kan redde forestillingen som helhed, så ligger den i det mindste godt i maven i al sin velkomponerede dekonstruktivisme. I modsætning til spillet, forsøger scenografien ikke at postulere noget og scenens elementer fremstår i en slags nøgen antiæstetik. Publikum, der placeres langs forårsrullefabrikkens blanke stålborde, iklædt udleverede hvide kitler og grønne hårnet, indgår flot i den scenografiske helhed. Kålhoveder, som er hovedingrediensen i forårsruller, fylder sammen med en bevidst stilforvirring af møbler og inventar, billedet ud. Velplaceret strejf af rødt fuldender, sammen med kinesiske ornamenter på bagvæggen, billedkompositionen.

Projektets intention, har antageligt været at styrke det kulturudvekslende bånd mellem kinesiske nydanskere og etniske danskere og jeg kan forestille mig, at de har modtaget en velmenende og politisk korrekt ansøgning oppe i kunstfondens projektstøtteudvalg. Det er der bare ikke kommet en kunstnerisk helstøbt forestilling ud af.

Spillested: Københavns Musikteater

Tid: 1.-13. Juni

Produktion: Nydanskeren Jimbuts Kulturforening
Medvirkende: Rosa Sand Michelsen, Peter Flyvholm, Wei Xu
Violinist: Xiao Ming Ma
Komponist og lyddesign: Brian Larsen
Dramatikere: Gritt Uldall-Jessen, Jimbut Jun Feng
Iscenesætter: Nils P. Munk
Scenograf: Sir Grand Lear (Ingvild Grande & Lea H. Burrows)
Dramaturgisk konsulent: Tine Byrdal Jørgensen
Tekstdramaturg: Jette Lund
Kostumer: Anna Rosa Hiort Lorenzen
Lysdesign: Ilkka Häikiö

Pigen der legede med svovlstikkerne brænder alt det af, der gør ondt.

Skriv et svar

Verden er sort hvid for det spaltede trekløverensemble, der spiller Pigen der legede med svovlstikkerne og blander HC Andersens eventyr med Stieg Larsons ikonografiske karakter Lisbeth Salander. Således skabes også et kontrastfyldt drama i Får302s sorte rum, hvor spillernes ansigter lyser hvidt i mørket og Sorte kasser tegner scenografiens koreografi, der bringer os ind i fortællingen med dynamisk timing.

Omsorgen er fraværende på perronen, hvor pigen venter på, at toget skal komme og tage hende med til et land af mere grå nuancer, men bliver så med ét nærværende, da hvide tæpper og puder for et øjeblik favner det sorte.

Et lille liveduo sætter stemningen med firser-sort melankolsk punkpop, der drager publikum ind i de mørke følelsers univers.

Svovlstik på svovlstik bliver strøget. Med skarpt tegnede tableauer, kigger vi først ind i selfiens snapshots, for i det næste øjeblik at kigge ind i pigens vrede, hendes traume og skæbne uden binding, anerkendelse, respekt eller bekræftelse fra andre end hende selv.

Svovlstik for svovlstik brænder hun alt det af, der gør ondt af for øjnene af os. Mens musikken spiller og toget passerer, dør hun af kulde og ekskludering.

Scenografisk er forestillingen sparsom og selvom det lille sorte rum i sig selv gestalter stemningerne, virker lyssætningen sine steder uheldigt dominerende med sine mange lamper opad væggene, der måske giver mening, hvis de kunne have vist en vej ud af svovlstikkernes sorthvide tilgang til tilværelsen.

Spilletidspunkt: 1.6 – 6.6 (ma. – fre kl. 20, lø. kl. 13)

Sted: Teater Får302

Gæstespil af Teater Vígdís
MEDVIRKENDE: Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, Sophia Grønlund og Sanne Boeskov Christensen
MUSIK: David Tholander, Lauritz Carlsen
INSTRUKTØR: Sarah Felskov
DRAMATIKER: Heidi Vd Heijkant Christiansen
LYSDESIGN: Jacob Münster